Vi har trawlet programmet igennem, kigger på de enkelte dage, vendt og drejet dem med stort og småt, de alternative fristelser, udstedt nogle lottokuponer og kastet et blik på Rising Scenen. Men når alt kommer til alt, hvad er det så vi selv ser frem til? Her følger Roskilde redaktionens personlige must sees.
Og er det nemt at koge det ned til 5 bud, i vilkårlig rækkefølge, som her? Nej, det er faktisk hunde svært, og man kunne måske også have lavet 2-3 andre lister, cirka, men hovedet på blokken – med risiko for at vi trækker det tilbage, og forsøger at stikke af i en anden retning senere…
Ken Damgaard Thomsen
The Hellacopters, onsdag d. 28/6 kl. 23.00, Arena
En sen tilkommen, men dejlig overraskelse! Blink-182 aflyste, desværre for deres fans, og Roskilde måtte bladre lidt i adressebogen for at finde en erstatning til Arena med kort varsel. Det har nok været lidt af en udfordring, og jeg ved da heller ikke hvor mange der direkte jublede over denne svenske erstatning – eller om mange overhovedet husker bandet?
Måske var rock ‘n rollerne The Hellacopters ikke engang særligt kendte i første omgang, da de eksisterede i perioden 1994-2008, hvor de anført af Nicke Andersson, sprøjtede 7 albums ud med klassisk rock og rul i flere afskygninger. Bandet udviklede sig nemlig fra en rå, garagepræget lyd til noget mere tidløst, melodisk rockende – ikke helt ulig det Andersson siden har leveret i jævn strøm med Imperial State Electric.
Raketvidenskab er det ved Gud ikke, men svært medrivende og iørefaldende. Og så hedder debuten Supershitty To The Max! What’s not to like?
Priests, lørdag d. 1/7 kl. 20.15, Pavilion
Her lyder hypealarmen lidt i baggrunden, eller “Pitchfork alarmen”, men jeg synes egentlig larmen fra de hippe medier er temmelig velbegrundet. På albummet Nothing Feels Natural fra slutningen af sidste år, lyder Priests både som om de har fingeren på pulsen og som et produkt af tiden, nutidens USA, med alt hvad der indebærer.
Ligesom den virkelighed er lydbilledet mangfoldigt, modstridende og stritter i mange retninger, fra noget post-punkt, noget mere garage præget og til noget der har en understrøm af noget 6oer pop/rocket over sig – alt sammen læsset med meninger og budskaber.
Det kunne godt være et band på vej op i rækkerne, som Roskilde har fanget på et godt tidspunkt.
Angel Olsen, fredag d. 30/6 kl. 17.00, Avalon
Mens koret af “der er ikke nok kvinder på plakaten” endnu engang forsøger at få noget festivalsæssonbetonet opmærksomhed kan du opleve koncerter med navne som Julia Jacklin, Margo Price, Lorde, ovennævnte Priests, Solange, Tinashe, Oathbreaker, The Savage Rose, Elza Soares, Jenny Hval, Icona Pop, Hun Solo, Sigrid, Moon Duo, Warpaint og mange, mange flere… deriblandt den amerikanske singer/songwriter/rocker Angel Olsen.
Hun er heller ikke decideret nyskabende, men hun kan skrive sange. Så lad os håbe hun er lige så stærk, nærværende og gribende live som på album!
Father John Misty, fredag d. 30/6 kl. 19.00, Orange Scene
Her gentager jeg bare mig selv, ligesom Misty (HA!):
Klokken 19 er det så tid for Father John Misty til at gøre krav på den Orange krone, efter hans fuldstændig forrygende koncert på Avalon for to år siden. Meget kan ske på to år, Misty har turneret heftigt, og virkede allerede knap så spændstig, spontan og “ægte”, da jeg oplevede ham sidste år i Falconer Salen – men de der IKKE havde set ham tidligere, var åbenbart blæst bagover? Nu har han et nyt, meget langt og lidt ujævnt album ude, men det giver ham da, om ikke andet, noget nyt materiale til sættet.
Jeg var egentlig færdig med Father John Misty efter Falconer koncerten sidste år, eller havde i hvert fald brug for en pause – hvilket jeg også syntes Josh Tilman, der er inde i faderen, havde. Sådan skulle det ikke være, der skal smedes mens jernet er varmt og Misty-karakteren og mytologien omkring den, og det “han” ønsker at sige, er kun vokset. Jeg ved bare ikke om jeg synes, at det er det “han” skal og kan. Orange Scene bliver vel på den måde lakmustesten, og, af mange grunde, en Must See koncert.
Baest, mandag d. 26/6 kl. 21.30, Rising Scenen
Og lige et navn fra det altid interessante Rising program, nemlig de aarhusianske dødsmetallere Baest, der har haft travlt siden dannelsen for 1 ½ års tid siden. En demo og en debut-EP er det blevet til, som jeg begge har anmeldt til 4 stjerner. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg vil synes ENDNU bedre om deres klassiske, men ikke bedagede, bud på genren live.
Og det er faktisk lykkedes mig at undgå at se dem live indtil nu! Så på Rising skal det være, give us hell!!
Jonas Strandholdt Bach
Nå, men jeg er da enig i Kens liste, så… Jeg finder lige 5 andre navne, jeg lige så gerne vil høre!
Arcade Fire, lørdag d. 1. juli, kl. 22.00, Orange scene
Hvad er det lige de har gang i, det canadiske indie-kollektiv? De har bevæget sig fra storladen og depressiv organisk indie-rock til noget, der næsten lyder som glitrende electronica møder neo-soul over de seneste år. Jeg hørte bandet, da det stadig var det første, der var i centrum, på Roskilde i 2007, hvor jeg, og alle andre, inklusive bandet, lignede sure mormoner, for mit og det øvrige publikums vedkommende nok mest fordi det havde regnet et døgn, da Arcade Fire åbnede Arena det år.
Siden har jeg set dem i en mere glittet version på Northside, hvor jeg stod et sted, der var alvorligt ramt af den aarhusianske (ok, det er nok også en generelt dansk) syge, nemlig massiv og temmelig højlydt snak. Men de fyrede da konfetti af på scenen. Jeg ved ikke om jeg stilmæssigt er fan af de nye sange, bandet har smidt ud som forløbere for et nyt album, men der er alligevel noget der trækker i mig ved det. Det er i hvert fald fængende, og der ligger stadig et mørke og ulmer. Måske det ender i en melankolsk disko-fest foran Orange?
Kevin Morby, onsdag d.28. juni, kl. 22.15, Pavilion
Den nye Bob Dylan, er Morby blandt andet blevet kaldt. Tja, om han bliver en ny Bob ved vi nok først om ca. 40 år, hvis Morby til den tid fortsat holder den musikalske fakkel højt, men indtil videre går det ganske godt for Kevin Morby. Hans 2016-album Singing Saw var i hvert fald glimrende, og jeg oplevede Morby og band give en ligeledes stærk koncert på Radar sidste år. Kan han overføre formen til en festivalscene, kan det blive et af årets højdepunkter.
Han har i øvrigt et nyt, rost album (City Music) ude, så mon ikke vi får en del nye sange at høre.
Oranssi Pazuzu, lørdag d. 1. juli, kl. 23.45, Gloria
De eksperimenterende finske metallere har udsendt flere anmelderroste albums, og selv om jeg ikke for alvor er nået at gå ombord i dem, er min nysgerrighed vakt i en temmelig alvorlig grad. Spørgsmålet er selvfølgelig om jeg stadig kan stå på benene lørdag nat, efter en lang uge, men hvis jeg kan, så er jeg klar til at åbne ører og sind for de finske metal-psychere.
Hamilton Leithauser, torsdag d.29. juni, kl. 22.15, Pavilion
Leithauser er tidligere frontmand i New York-rockbandet The Walkmen, som udsendte en række glimrende albums frem til opløsningen for et par år siden. Inden de gik i opløsning (eller på “ubestemt pause”), oplevede jeg dem give en glimrende koncert på Voxhall, hvor Leithauser viste at han er en glimrende rocksanger.
Siden 2014 har Leithauser udgivet solomateriale, som ikke helt har nået Walkmen-højderne, men også har bevæget sig i lidt andre genrer. Sammen med Rostam Batmanglij (eks-Vampire Weekend) har han begået et rost album efterfølgende, og titelnummeret herfra bærer i hvert fald løfter om, at der kan ligge en stor oplevelse her.
Dør Nr. 13, tirsdag d.27. juni, kl. 21.30, Rising-scenen
Jeg runder også lige Rising-scenen, hvor Dør Nr. 13 har fået et godt spilletidspunkt tirsdag aften. Bandet har både masser af energi og noget på hjerte i de dansksprogede tekster, og er ganske alsidige i deres blanding af post-punk, psykedelisk og mere lige-ud-af-landevejen rock.
Ses på marken!
Foto: SH Luftfoto / Stiig Hougesen
