Programmet til Roskilde Festival byder som altid på stort, småt, ukendt, skævt, underligt og nogle sats. I går kiggede vi på det vi har valgt at kalde “alternative fristelser”, der dækker over verdensmusikken og lignende, i dag gambler vi og udsteder nogle lottokuponer.
I dette tilfælde vil det sige en række koncerter, som vi har på fornemmelsen kunne gå begge veje. Eller som på anden vis bare virker som lidt af et sats at kaste sig ud i, helst uden for meget forberedelse!
75 Dollar Bill, Gloria, onsdag kl. 22.00
Percussion ‘n’ guitar desert grooves beskrives New Yorker duoen 75 Dollar Bill som på Roskilde Festivals hjemmeside. Det i sig selv er jo ikke nok til, at kalde dem en lottokupon, men der er tale om instrumentalmusik. Og så er vi straks på lidt mere usikker grund hos mig.
De spiller nok ikke mere end en 45 minutters tid, men er det længere end min tålmodighed med instrumentalmusik kan klare? Udgangspunktet lyder, rent musikalsk, ikke så tosset, så de får en 50/50 markering.
Shame, Pavilion, torsdag, kl 18.15
Her er det både genren, post-punk, og udførelsen af det jeg har hørt på Spotify, der gør at jeg vælger at kalde et en lottokupon. Eller rettere springet fra indspilning til livesituation. De har, åbenbart, et godt liverygte, og er hypet af blandt andet NME, men det får egentlig barre alarmklokken til at bimle lidt højere.
Det er råt, det er beskidt, det er allerede ophøjet til noget det ikke helt kan bære i pressen, der er på evig jagt efter den nye sensation fra “undergrunden”. Men kan evnerne bære denne hype? Måske, det kan jo være det her bliver det nye sort!
Alex Cameron, Gloria, fredag kl 18.30
Så har vi lidt af en skævert, den australske “off beat lounge crooner”, som han beskrives i programmet, Alex Cameron. Der er dømt glimt i øjet, humor og skæve løjer, når Cameron og hans sidekick, saxofonisten Rob (der aldrig siger et ord) laver Gloria om til en David Lynch’sk klub.
Faktisk har duoen netop optrådt på Hr Lynchs natklub i Paris, og giver man musikken et lyt, så forstår man godt koblingen. Det er sådan set ikke gak og løjer, på overfladen, men der er en understrøm af noget der er… “off”. Og underligt. Og ikke helt som det skal være.
Men også noget der som koncertoplevelse kan gå begge veje!
Boujeloud, Gloria, fredag kl 22.30
Dansk avantgarde impro-jazz som man kan danse og få smeltet sin hjerne til! Behøver jeg forklare nærmere, hvorfor jeg synes det lyder som en lottokupon?
Black String, Gloria, lørdag kl. 16.00
Sidste stop er en tur til Sydkorea, hvorfra vi finder Black String, der blander traditionelle koreanske strengeinstrumenter med, for os, mere velkendte.
Det gør de i et særegent lydunivers, som både rummer toner fra koreansk folkemusik, jazz og moderne rockmusik. Og så er det, naturligvis, delvist improviseret. Det er vel mere end rigeligt til at give en af de her berømte “hvad fanden er det egentlig jeg lytter til?!” oplevelser, som hører til på Roskilde Festival.
Af Ken Damgaard Thomsen
