I dag (mandag d. 27. juni) spiller popbandet Shy Shy Shy på Rising Scenen på Roskilde Festival, og i den forbindelse mødtes vi med bandet dagen inden til en lille, afslappet snak om forventninger, bandets forhold til Roskilde Festivalen og den nærmeste fremtid.
Og med afslappet menes der, at vi nærmest fik sagt i kor, “skal vi ikke bare tage den HELT roligt”, da vi mødtes med bandet lige efter ORM havde hærget Rising City med harsk black metal. Jo, det var da faktisk planen, bare at tage den lidt med ro og helt nede på jorden.
Det er også det indtryk Shy shy shy’s primære sangskrivere og egentlige ledere af bandet (“det er os der har har det sidste ord”), duoen Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard udstråler og efterlader da vi sætter os på bænken og snakken stille og roligt begynder. Det virker afslappede, men naturligvis også spændte og fyldte med forventninger omkring den nært forestående Roskilde debut:
Simon: “Der er helt klart pres, selvom alle koncerter betyder noget for os, så er det her bare noget helt særligt. Men det er ikke sådan, at jeg ikke kan sove i nat… tror jeg. Vi har også forberedt os i ret lang tid, hvor vi også har skullet spille en masse andre koncerter”
Astrid: “Det er ligesom også en del af forberedelsen, at have spillet sættet mange gange og kunne det virkelig godt”
Bandet har vidst besked om, at de skulle spille på Rising siden januar, hvor Simon efter lidt mail-udveksling pludselig modtog de gode nyheder en mandag morgen, da han lige var mødt på job. Duoen føler sig godt modtaget og behandlet af de Rising ansvarlige og skyder på, at de allerede inden festvialen har været i kontakt med 10 forskellige mennesker, sceneansvarlige, booking, lys og så videre.
Simon: “Det gør at man har oppet sit game lige en smule, men alligevel lå det et halvt år ude i fremtiden, og så pludselig var der kun 14 dage til og nu er det i morgen (i dag, red.)”
Astrid: “Aaah, ej, det bliver skide godt, men det ER lidt nervepirrende”
Undertegnede oplevede bandet gøre en rigtig fin figur på sidste års Uhørt Festval, og snakken drejer over på, hvordan det er at spille open air, fremfor mere intime rammer, hvor det især kan være en udfordring, at folk kommer og går i en jævn strøm pa en festival, og måske ikke kender musikken. Men bandet er fortrøstningsfulde og er sikre på, at det bliver en god og sjov oplevelse, Især fordi det er er Roskilde Festival, som mange, ikke mindst mange musikere, stadig har et helt specielt forhold til.
Astrid: “Jeg kan ikke helt huske hvor mange gange jeg har været her, måske er det 10 gange?”
Simon: “Jeg kom herud ved 13-tiden i dag, gik lidt rundt og kom til at tænke på, at der er utroligt mange steder, som man forbinder med gode minder og fester. Det er et sted hvor man har gået og drømt om at spille, det tror jeg alle musikere der er kommet her som gæster har…”
Astrid: “Det har nok altid været en drøm og noget hvor man tænkte, ej det kunne vaere fedt, men jeg har måske aldrigt tænkt, at det var realistisk. Og nu er det mega virkeligt! Roskilde er bare det største, hvor andre festivaler, måske, kan føles lidt som nogle byfester, så er det her bare noget helt andet her, hvor der især tilbydes et alsidigt program. Så for folk der, som os, interesserer sig meget for musik, så kan Roskilde bare noget, som mange af de andre ikke rigtig kan – i min optik i hvert fald”
Jeg spørger ind til (på klassisk maner) om de selv har noget de skal se og om de bliver hængende herude efter koncerten, hvor til Astrid hurtigt proklamerer, at hun har en liste med hundrede navne. Simon tilføjer, at der der rigtig mange navne man gerne vil se og så en del som man kan se, men at han som regel kun kan holde til omkring 3 koncerter om dagen, inden han er fyldt op og bentøjet bliver træt (det kender vi godt!, red.). Han nævner Blood Orange, Astrid stemmer i, Tame Impala, Astrid føjer New Order og LCD Soundsystem til listen, mens Simon får sneget Neil Young med i ind i varmen. Snakken falder på priotering af koncerter og valg, da Blood Orange ligger, næsten oveni PJ Harvey, som også trækker i duoen. Vi har lovet ikke at sige til PJ Harvey, at Astrid vælger Blood Orange.
Radiorotation og vokseværk
Der begyndte for alvor at ske noget for Shy Shy Shy henover, og op til, sidste sommer, hvor bandet forinden havde haft 3 numre i rotation i radioen, der blev modtaget rigtig positivt. Det hele kulminerede, foreløbigt, med udsendelsen af en velmodtaget EP sidste efterår.
Simon: “Modtagelsen var rigtig god, men der var kun 5 sange på EPen, og 3 af dem var jo sendt ud i forvejen, så det var jo ikke fordi der var så meget nyt, egentlig, men modtagelsen var god!”
Astrid: Og så var det, ikke mindst, fedt at komme i Politiken og få en anmeldese, det er ikke så tit de anmelder EP’er. Det syntes jeg personligt var ret sejt, og noget jeg er glad for”
Snakken falder på fremtiden, hvor der ikke er konkrete albumplaner på tegnebrættet, men som Astrid formulerer det, så føler hun at vist vokseværk, og Simon tilføjer, at udgangspunktet må være, at sigte efter et debutalbum.
Simon: “Planen er, at vi begynder bare at indspille og så må vi ligesom se hvor det fører os hen”
Astrid: “Ja, altså, hvis vi nu indspiller 12 numre, men vi kun synes det er 5-6 af dem der er gode nok til at sende ud, så bliver det “bare” en EP igen. Vi er forholdsvis selvkritiske i forhold til kvaliteten af det vi sender ud…”
Simon: “Vi har ikke decideret travlt, men man skal ligesom også huske, at smede mens jernet er varmt. Vi er godt klar over, at vi ikke kan vente to år med at sende noget ud, for gør vi det, så er vi glemt og skal starte forfra”
Målet og ambitionen er, at få et nyt nummer ud i løbet af efteråret, og en EP eller et album på gaden når kalenderen skriver foraaret 2017. Så tiden efter Roskilde Festival bliver med lidt nedsat koncertaktivitet for bandet, men det er nu ikke fordi bandet har fået fine fornemmelser på grund af dette spillejob, eller virker nervøse for en antiklimaktisk oplevelse efterfølgende, Simon forklarer, at bands af den størrelse som dem selv, der får de har fede, store jobs, efterfølgende også tager ud til de mindre, hvor der måske ikke kommer så mange folk og har det fedt med det – sådan er vilkårene og det er en del af charmen. Men folk skal, i følge bandet, endelig bare komme og fyre den af foran Rising!
Astrid: “Folk skal komme fordi vi fandeme bare har øvet os så meget!”
Simon: “Og fordi vi har lavet nogle virkelig gode popsange”
Astrid: “Jeg tror det egner sig RET godt til højt solskin og øl!”
Simon: “Og så fordi vi er fucking gode efterhånden” (“synes vi selv”, tilføjer Astrid kækt)
Astrid: “Og så skal de komme fordi vi altså har købt noget rigtig flot tøj!! Man skal have sokker i sandalerne…. det får vi lige på mode igen”
Og så fik vi ellers lov til at beundre Astrids skinnende hvide sokker i sandalerne, men i morgen (altså i dag) er det kun Simon der får lov til at gå forrest som trendsætter på scenen, når Shy Shy Shy går på klokken 15.30. Vi blev dog lovet at sokkerne er så skinnende hvide at man kan se dem fra Orange scene.
Således lakkede vores stille og rolige snak med bandet mod enden, en tilbagelænet duo, der trods deres umiddelbart rolige og behagelige gemyt også udstråler en god og sund portion tro på egne evner – slet ikke en dum kombination, og de har også noget at have det hele i, hvilket man bør tjekke ud på Rising, i eftermiddag.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach, GFR
