Ryan Adams var måske nok fejlplaceret på Orange, men det var amerikaneren og hans band heldigvis ligeglade med i eftermiddagssolen. Adams leverede en mere en gedigen country rockende koncert, hvor man nok kunne savne at hans skæve personlighed fik lov til at udfolde sig endnu mere, men hvor han sammen med bandet til gengæld leverede overbevisende musikalsk.
Den hyperproduktive amerikaner har længe stået på min Roskilde-ønskeseddel. Siden midten af 90’erne har Ryan Adams først i Whiskeytown og siden solo med forskellige backing-konstellationer spyttet udgivelser ud i en lind strøm. Rigtig meget af det endda i høj kvalitet. Adams mestrer især blårandet alternativ country, men kan også rocke igennem, og er en mere end habil guitarist og sanger. Evnerne på guitar fik vi fine smagsprøver på undervejs, når der blev fyret soli af.
Samtidig har Adams også en skæv humor, som blandt andet er kommet til udtryk på en række pseudonym-udgivelser på nettet – blandt andet med space metal, og normalt også resulterer i en række skæve bemærkninger under koncerter. Adams var til eftermiddagens koncert iført gule solbriller, en Black Flag t-shirt, og på hans cowboyjakke kunne man blandt andet se en patch fra det canadiske metalband Voivod. Jeg har oplevet Adams live en enkelt gang før, helt solo og i snakke-humør. Snak var der dog ikke meget af torsdag på Orange. Her koncentrerede Adams, som blev ualmindeligt kompetent bakket op af blandt andre den danske trommeslager Frederik Bokkenheuser, som Adams præsenterede med ordene: “I believe he is one of yours”.
Adams lagde ud med ‘Gimme Something Good’, og viste sig i det hele taget fra den relativt lettilgængelige side med flere hits i sættet. Rigtig godt begyndte det at blive omkring ‘Dirty Rain’ fra 2011-albummet Ashes and Fire, et af højdepunkterne blandt de senere års Adams-udgivelser. Den ellers glimrende ‘New York, New York’ blev forstyrret lidt af sidevinden, som var ganske kraftig, men set i forhold til vinden, så var lyden faktisk ganske god på Orange.
Den halvdepressive ‘This House is Not For Sale’ fra 2004’s Love is Hell stod frem i sættet, sammen med den efterfølgende, drønsmukke ballade, ‘When the Stars Go Blue’, der fik hårene til at rejse sig på armene af én. Den blev simpelthen fremført noget nær perfekt, og selv om det måske ikke er en crowdpleaser i traditionel forstand, så virkede det til at publikum nød både solen og Adams’ musik. Det var dog ind i mellem ved at tage lidt overhånd med snik-snak, som i perioder forstyrrede koncertoplevelsen, og det gjorde bare at man ærgrede sig endnu mere over at Adams ikke var placeret på en mindre scene, hvor han for alvor ville komme til sin ret.
‘Come Pick Me Up’ med stærkt mundharmonikaspil og ‘Trouble’ og ‘Magnolia Mountain’ afsluttede det ordinære sæt, og inden sidstnævnte begyndte Adams langt om længe at snakke lidt. Bevæbnet med et sværd præsenterede han bandet, og takkede publikum “for braving the wind”. Inden han mumlede noget om at paragliding nok ville betyde at man havnede i London. Snakketøjet var altså ikke helt glemt derhjemme, men han måtte for min skyld gerne have snakket lidt mere undervejs.
Nu talte musikken i stedet, og det gjorde den godt. Orange kom måske ikke ligefrem op at koge, men efter Adams havde leveret ekstranummeret ‘A Kiss Before I Go’ var jeg i hvert fald godt tilfreds, selv om koncerten også sagtens kunne have været længere. Nu blev det til en time og et kvarter, og kun lige en smagsprøve på Adams’ enorme bagkatalog. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis han havde fået mere tid på en mindre scene? Som solbeskinnet Orange-koncert går det næppe over i historien, men det var ualmindeligt kompetent og velspillet. 4 store stjerner til Adams, og stod du og tænkte, at det sgu da egentlig var meget fedt, det der, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en billet næste gang han besøger et koncertsted her i landet. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach
