Så kom onsdagen, festivalens første “rigtige” dag, med pladsåbning, interview, koncerter og lidt lejrliv. Umiddelbart var programmet en smule tyndt for os (og vi var måske lidt ugidelige), men det endte alligevel med at blive en dag med flere opløftende musikalske oplevelser, fra blandt andre Honningbarna og The War On Drugs.
(I det følgende er “jeg” lig med Ken, Jonas er dagens vært for Madhjørnet)
Når jeg skriver “ugidelige”, så skal det forstås på den måde, at efter flere dage i felten, hvor man forsøgte at koncentrere sig om mere eller mindre kendte kunstnere på Rising, så var man måske også ved at være lidt musikalsk fyldt op. Meeeeen, vi fik da hevet os op på positivt stemt rutine og kørt den i garagen.
Efter den vanlige daglige trummerum, stå op, gå i bad (ja, vi er sgu begyndt at gå i bad når vi er på festival), trave trave, skrive skrive, kunne man glæde sig over at mediebyen næsten var oppe på fuldt service niveau – alle de kendte og vigtige gratister kommer jo også i dag, så skal det jo spille, for pokker!
Herefter tøffede vi lidt rundt i den såkaldte Backstage Village, men da Burhan G ikke var dukket op endnu, måtte vi nøjes med at guffe lidt på en halv-tør sandwich fra en af de få åbne madboder. Efter den noget skuffende oplevelse, stod den på interview med The Entrepreneurs i skyggen, i mediebyen. Den afslappede snak med bandet kan du forhåbentlig læse senere et andet sted her på siden (det skal lige godkendes).
Interviewaftalen var rykket frem i forhold til den oprindelige plan, hvilket betød at vi kunne nå at stikke af fra backstag-fængslet inden den blev lukket ned ved 15 tiden, så alle os mediedyr ikke render rundt og forstyrrer ude på pladsen under åbningen. Chancen bød sig, vi kunne simpelthen nå lidt lejrliv med vores strategisk sent ankomne venner, der rykkede ind i Get A Tent East i løbet af eftermiddagen. Nå ja, vores mere eller mindre trofaste sidekick, Mongo, har vi jo haft fornøjelse af i store dele af ugen, men nu kom der altså frisk blod. Også til at holde øje med ham.
Så det blev sgu for første gang i år til en regulær omgang “tilbagelænet druk” i solen, i hvert fald lige i et par timer, inden kursen blev sat mod Avalon og dagens første koncert for vores vedkomne, OFF.
OFF ★★☆☆☆☆
Ok, vi vedstår gerne, at vi selv havde lidt startvanskeligheder og prolemer med at komme op i omdrejninger. Det var som om proppen ikke helt ville af flasken, efter koncert overload de foregående dage, sol og kolde øl, så vi måtte kæmpe lidt med koncentrationen og nærværet.
Det aldrende amerikanske punk-band på scenen gjorde nu heller ikke ligefrem vores job eller situation nemmere. Jo, der var da godt med klassiske hårde amerikaner punk krummer i spredte numre i løbet af sættet, men den samlede oplevelse var underligt fragmenteret, ujævn, småkedelig, forudsigelig og rodet. OFF, og især den semi-legendariske frontmand Keith Morris, med en fortid i Black Flag med mere, havde nemlig en belastende tendens til at spænde ben for sig selv, lige som det begyndte at køre. Bandet kæmpede måske også med en lidt middelmådig lyd, og et lidt underligt sammensat sæt, der musikalsk strittede i flere forskellige retninger, så der aldrig kom en følelse af fremdrift og momentum ind i løjerne.
Hovedskyldig var dog Morris selv, der i tide og mest utide, følte trang til alenlange, retningsløse monologer, hvor det virkede som om han for vild i hver anden sætning og helt sikkert havde glemt pointen inden han nåede frem til slutningen. Hvis der da overhovedet var nogen pointe? Altså ud over nogle usammenhængende ramblings om “we are an american band”, “we are capitalists, buy our stuff over there” og andet der faldt til jorden med et brag i det stadig mere tyndt befolkede telt. Der var sikkert masser af ironi og sarkasme blandt de flagrende pointer, men da han under første rant om “vikings” og “the viking tent” fik fyret en kommentar af, der lød noget homofobisk, så var han faretruende tæt på at miste taget i publikum. Know your audience, dude.
Nå, heldigvis viste OFF i korte glimt deres berettigelse på festivalen, når de smed småpotente punkbomber som “Borrow and Bomb” og “Wiped Out”. Men i det store hele var det for lidt og nogle gange for sent, fordi frontmanden havde saboteret og sat missionen over styr ved at gå solo uden retning eller situationsfornemmelse.
Det var sgu lidt af en fuser!
Herefter endte det lidt i vandren frem og tilbage i en håbløs jagt på lejrens flag, hvor vi med glimrende orienterings- og kommunikationsskills formåede at gå fejl af hinaden 2-3 gange på tværs af hele pladsen. Vi fik forplejet lidt mad i løbet af turen, men opgav til sidst at ramme hinanden, så redaktionen (eller 2/3 af den, vores sidste tredjedel ankom sent onsdag eftermiddag – det er ham der normalt holder skansen derhjemme mens vi 2 andre er i felten) slog sig ned ved Pavilion Scenen.
King Gizzard and The Lizard Wizard ★★★★☆☆
Så var det sgu tid til en ordentlig koger, altså af den musikalske slags, don’t do drugs, kids! Syrerock-udladninger i lange baner på festivalens mindste telt-scene, hvor de psykedeliske australieres rygte åbenbart havde løbet dem i forvejen? I hvert fald trak bandet en stor menneskemængde ind under og udenfor teltdugen, bevares, en del benyttede nok muligheden til at dase lidt i aftensolen og skyggen, og lige hvile bentøjet lidt, men imponerende var fremmødet alligevel.
Det viste sig også at være ganske velfortjent, ikke at bandet virkede som det mest udadvente i verden, faktisk fremstod de lidt generte og nørdede. Til trods for, at der kun kom spredte og spæde ”thank you” fra scenen, så fik bandet spredt en medrivende stemning, som det faktisk lykkedes dem at fastholde i langt størstedelen af de 75 minutter de koksede ud på Pavilion.
Jeg kendte ikke rigtig bandet inden, ud over en enkelt sang, selv om jeg har deres seneste album liggende i min ”to do” bunke, men det var sgu bare elementært fængende, det bandet fyrede af oppe fra scenen. De lod musikken tale, de syrede godt ud og leverede lange trippy opbygninger, der brusede frem og tilbage mellem stor intensitet og voldsomt stenede passager, hvor de især i koncertens sidste 15 minutter knaldede så meget ud, og vekslede mellem dansevenlig psykedelika og så stille stykker, at man var i tvivl om, om koncerten mon var slut.
På et tidspunkt begyndte man faktisk at tro, at koncerten bare ville blive ved i en evighed, for bandet blev ved med at skrue op for syre-udladningerne lige når trippet var nået ned på absolutte nulpunkter, hvor man kun hørte en svag summen fra scenen.
En positiv, lidt udknaldet oplevelse, der efterlod én både let desorienteret, glad og opløftet.
Efter den udflugt blev vi siddende, fik forplejet, uddelt krammere til kendte ansigter der kom og gik og begyndte at lade op til norske Honningbarna, der havde fået en af de nye high energy markeringer i programmet. Alt i mens horder af danselystne mennesker strømmede forbi, og over mod Orange, hvor William Pharrell (som en ældre herre i Gutter Island baren kaldte ham) gjorde klar til Crazy Daisy karaoke show.
Honningbarna ★★★★★☆
High Energy markeringen i programmet indikerer, at folk må regne med at det kan gå lidt vildt for sig tæt på scenen under disse koncerter. Det er ikke fordi, at man må mere, eller andet, end til andre koncerter, crowd surfing er eksempelvis stadig forbudt, markeringen fungerer udelukkende som en ”advarsel” om at her kan det gå vildt for sig.
Så frontmand/cellist i Honningbarna, Edvard Valberg, spildte ikke tid og lå og ragede og brølede rundt ude blandt det estatiske publikum allerede få minutter inde i Kristiansand-bandets tre kvarter lange energiudladning på Pavilion. Er det så lovligt? Næppe, han har nok fået et prøvearmbånd, sammen med stort set resten af bandet, der som løsgående missiler skød sig selv ud fra scenen med jævne mellemrum og lå og rodede rundt, og spillede videre, ovenpå det mere end villige og modtagelige publikum.
Mit kendskab til Honningbarna er (igen, jeg beklager), ret begrænset. Jeg har oplevet bandet en enkelt gang live tidligere, på Spot Festival, hvor jeg tænkte ”nå ja, det er da ok brøle punk”, samt YouTube lyt til spredte numre. Jeg ved at den ene tredjedel af redaktionen, den sent ankomne Bonde, er ovenud begejstret for de kåde, unge nordmænd, og ved flere lejligheder har anmeldt dem med en stjerne-storm. Og ja, jeg forstod hvorfor…
Det Honningbarna gør er måske ikke skideindviklet, for slet ikke at tale om nyskabende, det ligger i naturlig, ungdommelig, forlængelse af beslægtede bands som Skambankt og Kaisers Orchestra i deres mest højenergiske øjeblikke. Honningbarna er bare foran på point, pt. fordi de har alderen, kræfterne og en ustyrlig trang til at få ”det” ud med sig – giv dem 10 år, så optræder eller spiller de nok ikke sådan her længere. Og så har det ganske enkelt et strømniveau som ganske få andre bands jeg har set live, jovist, det var ”kun” i 45 minutter, men jeg tror hverken band eller publikum ville have kunnet klare meget mere, så det var helt tilpas doseret.
”Fuck Kunst (dans, dans)”, og folk adlød og væltede rundt mellem og ind i hinanden, så gulvet foran Pavilion lignede et mere eller mindre påklædt orgie. Selv to af vores selskabs, lad os respektfuldt kalde dem ”halv-gamle +35”, herrer (deriblandt Hr Bonde), blev grebet af den løsslupne stemning og parole-punken fra scenen og kastede sig ind i bunken. Efter først at have afleveret alle værdigenstande og lommernes indhold til undertegnede, og taget en dyb indånding – man er vel fornuftig.
Det er et eksempel på noget af det der løfter Honningbarna som liveband, at det er meget, meget svært at modstå den iver, energi og maniske udstråling og performance de ligger for dagen. Samtidig har de spredte numre der er virkelig gode sange, hvor man også kan høre at de rent faktisk har noget på hjertet, hvilket godt kan drukne lidt i de fysiske udskejelser. En af dem er den glimrende ”Fri Palæstina”, et af flere numre i sættet, hvor bandet høvlede budskaberne ud over scenekanten, omgivet af dansende fans på scenen – hvordan bandet kunne spille under de omstændigheder, og folk undgik at falde over hinanden, står hen i det uvisse.
Honningbarna er og bliver nok ikke et band jeg orker at høre på plade derhjemme, sådan er det bare, men vil anbefale alle at fange dem live og se hvor langt man kan komme med nerve og 100% dedikation på scenen.
Efter sådan en sprint, så var det tid til liiiige at falde lidt ned og få lidt mad i maven, det stod den trofaste Dixie Burger for. Det betød også, sammen med lidt ragen rundt i det tiltagende mørke, hvor vores lille gruppe selvdestruerede og gik i hver sin retning, at vi missede de første 15 minutter af The War On Drugs på Arena. Derfor bliver det heller ikke til en kort anmeldelse med stjerner til dem, men den time af koncerten vi nåede at overvære lå og vippede et sted mellem 4 og 5 stjerner.
Efter en dag med en masse ”ukendte” bands for mig, så sluttede vi altså også af med et. Ja, ja, ja jeg er udmærket bekendt med The War On Drugs ry og rygte, men det er bare et af de der bands jeg aldrig har nået at tjekke ud eller sætte mig ind i. Det var tydeligvis en fejl!
For det første var lyden på Arena imponerende god og tydelig, noget der ellers har været et lille problem ved lidt for mange koncerter de seneste par år. Tilpas højt, nuanceret og fyldigt, tilsat et overraskende stort fremmøde til et band, der normalt spiller mellemstore spillesteder her til lands. Hvis der var en større mængde ”se giraffen” publikummer i mellem, så kunne det ikke mærkes på stemningen. Folk virkede, skåret over een, lidt halv-skarp, kant, betagede og forførte af The War On Drugs’ klassiske rocktoner.
Det er nemlig, igen, ikke på at være dybt originale, eller nyskabende, at Philadelphia-gruppen scorer topkarakterer, det er amerikansk heartland/highway rock af den helt klassiske skuffe, så man momentvis skulle tro de var sønner af Bruce. Af og til stenede og brusede det ud i guitarflader, der også sendte mine tanker i retning af et band som The Cure. Men det amerikanske hjerteland virker som om det fylder både krop og sjæl hos det i vid udstrækning introverte band på scenen.
Ud over et par ”thank you”, så var det de dragende rock-rytmer der fik lov til at tale og lukke dagen ned for os og Arena. Og selv TAK for det. Det var en lille musikalsk åbenbaring for undertegnede.
Efter der blev sagt godnat til resterne af vores gamle lejr-venner, som vi jo har svigtet i år ved at stikke af til restricted camping, gik det i rask trav ud af pladsen og hjem til teltet. Heldigvis var der sørget for aftenunderholdningen i form af en meget, meget beruset og derfor slingrende metal-dude, der prøvede at holde sig oprejst og samtidig komme fremad. Det er bestemt ikke for at hænge fulde mennesker ud, men hans ”acting on pure instinct” teknik, hvilket blandt andet resulterede i at han LØB over motorvejsbroen for ikke at dejse om, eller gå i stå, var ganske enkelt et syn for guder. Og effektivt! Vi fik sgu først indhentet og overhalet den spritstive iron man, da han måtte tage en velfortjent puster omkring medie check in.
Og han lå der ikke, kollapset i et blomterbed, i morges da vi gik mod mediebyen, så…. formodentlig happy ending!
Madhjørnet
Dagens første, og som altid alt for sent indtagede, måltid bestod af 2 forskellige sandwich, fra sandwich-boden i Backstage Village. Ken valgte en model med roastbeef, der smagte af absolut ingenting, men til gengæld var bollen knastør. Til en heftig pris på 60 kr. er det vist ikke urimeligt at forlange mere. Meget mere. Jonas var lidt heldigere med en flæskestegssandwich med godt med flæskesteg. Det lander på to for roastbeef og tre stjerner til flæskedrengen. ★★★☆☆☆
Efter at have trisset lidt rundt i Food Court, blev dagens anden servering en tallerken chili con carne, til 65 kr. portioen fra… en af boderne. Den var for Kens vedkomende måske bagud på point fra start, da den var 10 kr. dyrere end Eat Beer i Service Center Vests variant, men den vandt sgu heller ingen point på smagen – eller mangel på samme. Smagsløg er forskellige, og varierende grader af brændt af herude, men det eneste han kunne smage var en antydning af noget tomat-lignende. Hello taste?! 15 kroner for dyrt var det i hvert fald. Jonas var dog lidt mere tilfreds med smagen, men vi lander stadig omkring: ★★☆☆☆☆
Dixie Burger. Ja tak. ★★★★★☆
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach + Thomas Bjerregaard Bonde (under Honningbarna)
