Så kom der for alvor gang i festivalen med en god bunke koncerter på Rising scenen. Vores Roskilde redaktion fandt sig en plads til de fleste af koncerterne, og hvordan de og resten af dagen forløb, kan du læse mere om herunder.
Lørdagens reportage endte først søndag formiddag, hvor internettet endnu ikke var nået til Pressecenteret, også kendt som medieladen. Heller ikke da vi travede ud i det lidt uforudsigelige sommervejr, dagen bød på, efter gårsdagens skriverier. Det ville nu ellers have været en meget naturlig service, til de medier, der har valgt at møde op fra start for at skrive om festivalen.
Vi satte kursen mod Rising-scenen, med et lille pitstop i en madbod på vejen, og indfandt os lige i tide til dagens første navn, Tårn fra Odense. Fynboerne havde sådan set også æren af at åbne den nye, pyramideformede scene, som er placeret nærmest midt i Servicecenter Vest, hvor der er en naturlig gennemgang af folk. På den måde er årets placering også væsentlig anderledes end sidste års placering lidt perifære placering på Øst. På godt og ondt, for det skaber en naturlig tilstrømning, mens det også giver lidt banegårdsfornemmelser, især i den side af pladsen, der vender over mod broen til Øst.
Tårn ★★☆☆☆☆
Nuvel, der var et relativt pænt fremmøde til Tårn, som også virkede glade og en smule overvældede over at stå på scenen. Deres dansksprogede drømme-pop havde dog lidt svært ved at lette. Ikke fordi man ikke havde fornemmelsen af at bandet gjorde, hvad de kunne, for de virkede tændte, men den musikalske blanding af shoegaze og guitarpop tilsat ungdommeligt romantiske danske tekster, blæste os ikke ligefrem bagover. Numrene havde en tendens til at blive en smule stillestående, mens teksterne heller ikke overbeviste nede hos os på de bagerste rækker – omend det lød til at der var en fanskare foran, der satte pris på det.
Bandet blev ikke ligefrem hjulpet af en noget blafrende og ujævn lyd, der gjorde teksterne svære af fange og fik det drømmende lydbillede til at svæve over mod camping øst i stedet for ud til os. Især lead vokalen var meget vanskelig at afkode indledningsvis, hvorimod de generelt fine vokalharmonier havde lidt bedre vilkår. Trommerne kæmpede også med klassisk “open air syndrom”, hvor de lød lidt småflade og ikke markante nok i lydbilledet.
Det ændrer dog ikke ved, at vi havde mere en vanskeligt ved at sluge de brokker af ungdomsromantikken som var fremtrædende i de smånaive tekster. Det er helt klart et stilistisk valg, og ikke noget der på forhånd medfører en diskvalifikation, men det er ærligt talt hørt mere raffineret og vellykket. Lige meget hvor meget “solen kiggede frem” fra drømmevinduer i “den lyse sommernat” med sange om at få unge damers telefonnumre og ikke få svar på éns sms’er og opkald.
“Nu er det tid til en kinddans”, blev det proklameret fra scenen et godt stykke inde i sættet, men da var vi allerede igennem en række stille “trippe på stedet” kærlighedssange, der var så søvndyssende at vores kinder var klistret sammen, der hvor vi stod og støttede os til hinanden ude på pladsen. Som redaktionschefen knastørt formulerede det, “jeg tror mest det er piger der kan lide det her”…
Det er der bestemt intet galt i, men det eneste tidspunkt jeg (Ken) vippede med foden, var da den var begyndt at sove hen i mod slut i settet, hvor gruppen prøvede at sparke lidt liv i seancen med et mere optempo semi-funket nummer. Da var det for sent, lige meget hvor meget “dine læber lyser rødt”.
Tårn fik helt klart fat i folk helt oppe foran, så et eller andet har de. Det stod bare ikke særligt tydeligt for os i det uskønne lydbillede… Men jeg er ikke sikker på vi havde fanget kvaliteterne lige meget hvor god lyden havde været.
Wangel
Næste navn på scenen var den mørktpoppede R’n’B sanger Wangel, hvis bas og synthtunge lyd gjorde sig udmærket på Rising – han samlede umiddelbart også dagens største publikum i den efterhånden varme sol, der tittede frem over pladsen. Wangel’s dybe vokal havde ind i mellem lidt svært ved at helt at ramme tonelejet, ligesom der også sneg sig lidt dansk accent ind i starten. Men bortset fra det, så fungerede det sgu ganske hæderligt for os, selv om det ligger i kanten af vores dækningsområde.
Wangel havde 3 blæsere med på scenen også, og de var med til at give dybde og nuancer i lyden, selv om man ind i mellem godt kunne ønske sig at der var mere power på dem. På numre som ‘Seoul’ og ‘Grace’ var det overbevisende, og Wangel selv virkede efter en lidt usikker start til at finde sig selv og en god kommunikation med publikum. Det lover godt for Wangel fremadrettet.
Young Dinosaur
Vi blev siddende, gjorde vi, for hvad vi skulle vi egentlig også ellers? Et par medbragte øl blev drukket, et par white russians lige så, et par campingstole indkøbt så vi kunne sidde lidt mere mageligt, og vi fik makket os på plads igen til Young Dinosaur, som gik på næsten tyve minutter forsinket, efter tilsyneladende at have haft en del lydproblemer.
Om det var lyden, der drillede i forhold til vokalen, vides ikke, men Young Dinosaur havde i hvert fald nogle problemer på den front. Bandets psych pop tyndede også noget ud i publikum, og det var som om lyden aldrig fandt sit leje. Især på vokalfronten. Samtidig manglede bandet numre, der for alvor efterlod et aftryk. Det blev derfor en koncert vi gerne glemmer igen hurtigst muligt – til gengæld anmelder vi vores aftenmåltid, som blev indtaget lige efter koncerten, til sidst i reportagen.
Vintage Caravan ★★★★☆☆
Så var der heldigvis andre boller på suppen med Vintage Caravan, som imponerende nok kunne gå på planmæssigt 18.30, trods forsinkelsen fra Young Dinosaur. Den islandske trio hamrede fra start skramlet rock ud over det nu noget spredte publikum, og måtte fra start også lide lidt under en alt for lav lyd (et tilbagevendende problem), men det så de ud til at skide højt og flot på, de tre islændinge. Vintage Caravan fyrede løs med bredsider af groovy rockmusik, fra ‘Midnight Meditation’ over ‘Babylon’ til ‘Carrousel’.
Forsanger Oskar Logi har måske ikke ligefrem en fantastisk vokal, men bandet vinder på en fortrinlig energi og en god publikumskontakt – og så selvfølgelig fordi de faktisk har nogle ganske glimrende rocknumre – blandt andet førnævnte, men også den fremragende rockbasker ‘Crazy Horses’, som blev introduceret med et “blablablaBLAH!” råb fra Logi – som vist egentlig ville have sagt noget mere sammenhængende, men endte med at lave en Elbæk af bare entusiasme.
Bandet lukkede rockfesten med ‘Last Day of Light’ og slutteligt ‘Expand Your Mind’ med en lang outro, inden de modvilligt forlod scenen. Vi giver 4 stjerner for en energisk og medrivende performance, som viste at rocken stadig har noget at komme med på Roskilde.
Josefin Örhn + The Liberation
Så var det straks en noget anden oplevelse at se svenske Josefin Örhn og hendes band The Liberation indtage scenen kl. 20. Her blev der ikke brugt meget krudt på at kommunikere med publikum, hverken i gestik eller vokalt, og de langsomme meditative opbygninger og dronende rockpassager havde nok gjort sig bedre under tag. Der var da heller ikke specielt mange mennesker tilbage ved scenen, men dem, der var, fik en langsomt ulmende psykedelisk rock-koncert med mange lange, meditative instrumentale passager, og Örhns vokal engang i mellem svævende ind over det hele. Vi måtte forlade koncerten i utide, da vi skulle nå et interview backstage med Black Book Lodge, derfor uddeler vi heller ikke karakter her.
Efter interviewet søgte vi lidt væk fra scenen, da de guldklædte nordmænd i Broen ikke umiddelbart havde den store appel til os med deres hip hop/pop mashup, som vi indtog sammen med paphvidvin fra sikker afstand. Vi luskede tilbage til Rising scenen og fandt en god placering nærmere scenen end tidligere og stod klar til Black Book Lodge kl. 23.00 – dem finder du en mere omfattende anmeldelse af andetsteds på siden, ligesom der kommer et interview op efter festivalen. Under Black Book Lodge begyndte regnen så småt at dryppe over pladsen, og efter natmaden blev indtaget satte vi kursen tilbage mod vores telt på den anden side af motorvejen.
Madhjørnet
Nu skal vi jo ikke glemme maden! Dagen bød på hele 3 forskellige retter fra to forskellige boder. Vi starter med frokosten, som bestod af kylling og bacon sandwich fra Volleyball Klubbens bod, ved Skater banen, til 48 kr. En hæderlig størrelse bolle og også en ganske hæderlig mængde fyld for prisen, men var det ikke for karrydressingen så ville den ikke smage af noget. Altså af andet end mel og savsmuld, ligesom kyllingen virkede som den slags man køber skåret i strimler i Netto. Men god fylde og mæthedsfornemmelse. Den manglende smag trækker dog ned på 3 stjerner. ★★★☆☆☆
Aftensmaden bød på kebabtallerken fra Ahaaa – det arabiske madhus i Servicecenter Vest. Igen en hæderlig portionsstørrelse, selv om 75 kr. er i overkanten. I forhold til smag, var den rigelige mængde kød noget neutralt krydret og i sammenligning med hvad man kan opdrive i København og Aarhus, så var kvaliteten på det jævne. Men igen, ganske hæderlig ret, der sørgede for at vi var mætte frem til natmaden. Ken havde dog fornøjelsen af at få serveret en portion med så meget overskydende fedt og olie, at han kunne have smurt hele luksuslegemet ind i sovsen og været klar til en redaktionel massage. Alt efter ens hang til flydende fedtstof må man selv bedømme om det er godt eller skidt. Vi lander også på 3 stjerner til kebabtallerkenen.★★★☆☆☆
Til natmad gjorde vi brug af tidligere indsamlet viden om suppe til 25 kr. i Volleyball klubbens bod. Der er to varianter, begge serveret i en stor kop med et pænt stykke brød til, og begge varianter (karry-kokos og kenyansk tomatsuppe) havde god smag. For 25 kr. er der også tale om en ganske rimelig pris, og så kunne den lidt mangelfulde fyld vejes op for af den gode smag. Dagens bedste køb og næppe sidste gang vi lægger vejen forbi for en portion suppe. ★★★★☆☆
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
Foto: Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach/GFR
