Reveal Party har en mission; på personlig vis at berette om udfordringerne ved kønsskifter og transgender-feltet. Det lykkes bandet/Emily rigtig godt med og EP’en skal nok især høres, hvis man som lytter har en interesse eller nysgerrighed på netop skift af køn på det personlige og samfundsmæssige plan.
Jeg husker første gang, jeg hørte Anthony & The Johnsons’ “For Today I Am A Bouy”. Jeg faldt næsten ned af stolen af overraskelse over hvor fedt det var, stemningen og jeg forventede at det var en flok sorte musikere, á la “Oh Death” fra Oh Brother Where Art Thou?-soundtracket. At det så var lavet af en næsten to meter høj, bleg, lasket transgender-person blev siden hen en form for sjov/interessant baggrund for et vildt nummer.
Hos Reveal Party er transgender-forholdet dog trukket helt i front: Teksterne fokuserer på at være pige født som dreng, og man skal ikke læse meget mellem linjerne på EP’ens titel for at konkludere, at det ikke er let. Og det kommer der en ganske fin EP ud af. Fem numre, som jeg bliver ved med at få lidt Sufjan Stevens-vibe fra, uden at helt kunne sætte en finger på hvorfor. Eller jo. Der er både elementer af noget små-elektronisk, noget, der minder om et lo-fi trædeorgel i nummeret ‘I’m A Girl’ og det hele leveres meget personligt, indfølt. Det kan man også finde hos Stevens.
Men hos Reveal Party er det for så vidt også dødelig (!) alvor, da EP-titlen refererer til 15 måneders venten på at få hormoner. Og dermed bliver pladen også både personlig og lidt politisk: Den følges med et statement, hvor der søges et opgør med den amerikanske tradition med ’gender reveal parties’. Netop på ‘I’m A Girl’ går refrænet
[I’m a girl / that shouldn’t make you sad]
Doesn’t make me wrong
Doesn’t mean I’m hurting anyone
Doesn’t make me feel any less real.
Og det beskriver nok meget godt, hvordan der er en stærk personlig dimension til transfeltet, men også en samfundsmæssig vinkel, da man også defineres af hvordan andre ser én.
Det er ret fint, intimt beskrevet i musik og tekst med et rhodes som driver i ‘I’m A Girl’. Hele EP’en har et lo-fi præg og er også indspillet i klassisk sovekammer-stil. Det betyder ikke, at der ikke kan være lidt gain på guitaren i ‘You Moved Back West’, men det er efterhånden en etableret ’sound’ med sådanne sovekammerproduktioner. Det lykkes rigtig godt for Reveal Party.
Eneste anke er, at rigtig meget overstyrer. Det vil nogle nok opfatte som fejl, men i det æstetiske billede, fungerer det fint. Ja, det tilføjer endda lidt kant og aggression til den vocodede åbner, ‘You Stole A Year Of My Life’.
EP’en slutter med den stille ‘I Love My Brothers’, hvor netop overstyringen bliver kontrolleret, så sangeren, Emilys, stemme ligger roligt oven på noget, der er både pænt men også flosset.
You Stole A Year of My Life er en fin EP fra en singer/songwriter, der leger med lyden og excellerer i lo-fi. Hvad mere er, så åbner den lidt af døren til de udfordringer det at være fanget i den forkerte krop og prøve at løse det problem medfører. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan forstå det. Men her får vi altså et kig ind i dét kaos.
Det er på samme tid både en styrke og en svaghed ved EP’en. For det gør, at man netop får dette indblik. Men fordi teksterne er så direkte og i virkeligheden ikke så forfærdeligt metaforiske, kan pladen også ’kun’ det. Man kan sagtens sætte den på og høre de gode melodier og smile lidt over den overstyrede produktion. Men det lader ikke til at være meningen. Og selv om dette indblik er interessant, skal det også være en ganske særlig stemning, for at man sætter en plade på, der meget direkte beskriver en situation, jeg i hvert fald ikke kan spejle mig selv i.
Det gør det dog ikke til en dårlig EP. Jeg åbnede med at beskrive hvordan Anthony & The Johnsons nærmest fik mig til at falde ned af stolen. Det gør jeg, trods alt, ikke med Reveal Party. Men mindre kan også gøre det, og føler man sig særlig åben og nysgerrig på kønsudfordringer, så vil man med fordel kunne lytte til de fem fine numre på You Stole A Year Of My Life.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
