Der er ikke langt fra kærlighed til had, men til hvem og hvad? Hvad er det Reveal Party løfter sløret for på sit debutalbum? Hvem er Emilys favorit person? Og ER det indie? Ja, ja det er.
Da jeg oplevede Reveal Party på Roskilde Rising sidste sommer blev jeg underligt rørt. Ikke, at det er underligt at blive rørt af musik og koncerter, men det her var alligevel anderledes. Der var flere faktorer i spil.
Også nogle jeg måske ikke var helt klar over, eller i hvert forsøgte at afkode i min anmeldelse af koncerten. Faren er, at det drejer fokus væk fra selve musikken og over på mig selv. Så kan det ende i navlepilleri. Det er også faren nu og med Reveal Partys album. Omvendt fortæller det, forhåbentlig også noget om hvad den her musik kan.
Reveal Party er mere end summen af enkeltdelene. Musikalsk er jeg måske ikke helt solgt i samtlige 50 minutter. Albummet består af materiale fra to EPer fra sidste år, samt nye numre. Det bliver måske lidt langt for mig. Men, jeg keder mig ikke direkte, selvom jeg tog mig selv i at drive lidt væk i de mest stille øjeblikke, som “Anna Out To Sea”, der med sine 4 minutter også er pladsens længste sang. 19 numre i ellers godt selskab med Reveal Party, er nok lidt i overkanten, heldigvis er en del af dem ret korte. Det kan give en fornemmelse af at gå på opdagelse i et indie patchwork.
Numre som de korte “Part Time”, “Wish I Could Hold You”, “I’m A Girl pt. 2” fremstår som små idéer, sang skitser, eller fungerer som korte intermezzoer og overgange mellem numre. Uden, at det skal opfattes som noget negativt. Men, også længere numre, som eksempelvis “Seldom Made”, bæres af en enkelt ide og melodi, der får lov til at drive roligt fremad i 3-4 minutter.
Nogle numre, som pladens tredje nummer, “Further Away” og den P6 aktuelle single “My Boy”, forefindes i 2 versioner på Favorite Person, eller retter,e har en del I og II, der varierer i stil og længde. I tilfældet “Further Away” starter sangen reelt først halvvejs inde i de 3½ minut sangen varer, efter en spoken word indledning. Anden del dukker op som sang nummer 11, og virker på en måde som en art 2 minutter lang outro til sangen, i en lidt lysere og mere optimistisk tone.
På den måde er det som om, at sangene og musikken snakker sammen, på tværs af pladen. Hvilket blot forstærker følelsen af, at Favorite Person er en udefinerbar, frit flydende størrelse, der væver sig ud og ind af hinanden. Det giver dog også en følelse af, at det hele er lidt løst i kanterne. Eller intuitivt? Det hele er dog udført med en ro og et overblik fra Emily, der musikalsk nok kan virke impulsiv, og bare lade idéer og indfald få næring og lov til at vokse, men samtidig lyder det som om, at det udspringer af nødvendighed.
Roen Emily udstråler, giver en stemning af eftertænksomhed, og plads til at små udbrud, eller ord og sætninger får mulighed for at brænde igennem. Musikken summer og lurer hele tiden, og de emotionelle lammere, som Reveal Party mestre rammer lige i mellemgulvet, som tunge lyriske fuldtræffere.
De knytter sig ofte til den større fortælling om Reveal Party. Et emne, som kan være lidt ømtåleligt. Både fordi det er noget meget personligt, og fordi det igen er noget som kan tage opmærksomheden fra musikken. Det, det hele handler om. Samtidig føles det som om, at Emilys historie netop ER en væsentlig del af musikken.
Emily er født som biologisk mand, men er nu en kvinde. Det er sådan jeg har forstået det, så det er ikke for at være respektløs eller ikke-sensitiv, hvis jeg forklarer det forkert. Eller bruger forkerte ord. Der er altså et eller andet ved at kende hele forhistorien og konteksten, der er med til at forstærke disse følelser og indtryk.
Det til trods virker Emily ikke som om hun indtager en prædikestol, at Reveal Partys mission er udpræget kønspolitisk, eller er et indspark i den debat. Det er et personligt projekt med en menneskelig mission. Ja, man undgår ikke, konteksten in mente, at teksterne KAN tolkes kønspolitisk, men i sin udformning er de egentlig overordnet neutrale. Det er hjerte/smerte, had/kærlighed “boy meets girl” (og omvendt), her med en ekstra dimension.
En ekstra dimension, der blev meget tydelig for mig til tidligere nævnte Roskilde koncert. Og gav visse ord, formuleringer og udtrykte følelser en ekstra pondus, den måske ellers ikke ville have haft. Emilys “rejse”, og alle de udfordringer hun må have haft på sin vej blev rørende tydelige under “Real Girls”, som også er et af højdepunkterne på pladen. En på overfladen typisk fortælling om en spirende fascination, dreng møder pige/pige møder dreng, hvor alt ser ud til, at gå efter hensigten indtil den knusende sidste sætning fra ham til hende: “I only like real girls”.
Med alt det førnævnte i baghovedet, er det en brutal afvisning og en af de emotionelle mavepustere jeg omtalte tidligere. Tænk hvis det var en selv. Født i den “forkerte” krop, endelig blevet den, man gerne vil være og har følt sig som. Endelig “rigtig”, efter sit eget billede og opfattelse. Og så får man at vide, at stodderne kun kan lide “rigtige piger”. Den sætning ramte mig som en forhammer på Roskilde, den rammer måske ikke helt så stærkt på plade – jeg ved jo at den kommer og kan nå, at få paraderne op.
Det er i øjeblikke som disse, og der er flere dybe stød spredt ud over Favorite Person, at Reveal Party virkelig kommer til sin ret. Bliver til mere end summen af de der enkeltdele, hvor nogle af dem måske ikke lige falder i min personlige smag. Og bliver til noget større, noget vigtigere, om Emily vil det eller ej, eller har haft det som hensigt. Det behøver ikke at være udtalt kønspolitisk og alt det der for, at have noget væsentligt og vigtigt at sige. Kunne være et vigtigt indspark i en debat, der på sin egen diskrete måde kan rykke ved et eller andet, eller bare sætte nogle tanker i gang.
Musikken og numrene på pladen gennemsyres af en dirrende nerve. Følelserne sidder under OG uden på tøjet. Det er skrøbeligt, inderligt, sårbart… Det er udleverende, nøgent og ærligt. Der er tvivl, men også en selvsikkerhed, eller i hvert fald en sikkerhed i, hvad man vil have. Emily gemmer sig ikke, og pakker ikke tingene ind.
Der er kærlighed og had. Til andre og en selv.
Hvem er mon den titulære Favorite Person?
Af Ken Damgaard Thomsen
