Portræt/interview/artikel: Sacrificial fra Ribe udsendte i 1993 deres debutalbum, Forever Entangled, der i dag er nærmest uopdrivelig på original CD/LP og hyldes som lidt af en klassiker indenfor dansk metal. Det amerikanske selskab Dark Symphonies og danske Trechoma Records er gået sammen om at genudgive albummet, som vi her giver et frisk (første) lyt. Det er ikke en decideret anmeldelse, mere en form for retrospektivt lyt og mini-portræt af bandet – krydret med friske kommentarer fra bassist Asmus Thomsen.
Så vi prøver lige et nyt koncept af, der måske bliver en jævnligt tilbagevendende feature, så vidt vi har tid og materiale til det, nemlig: et klassisk album, hørt for første gang, med dugfriske kommentarer fra bandet selv.
Det medfølgende pressemateriale gør en del ud af at forklare, at det danske metal-landskab så noget anderledes ud, da Sacrificial første gange gav lyd fra sig. Ingen internet, “word of mouth” var sagen og postbuddet måtte slæbe obskure plader fra metalbands ud til de nysgerrige lyttere i by og på land. Jeg boede på landet dengang….. langt, langt ude på landet…. Og Lorenz “Post” (han hed ikke andet, men spillede trompet og lignede Buster Larsen en smule) havde sgu’ aldrig metalplader med til mig, ligesom det ypperste indenfor information om musikalske strømninger var FM-båndet og måske et Mix i ny og næ.
Og så hørte jeg grunge. Ja, tilgiv mig, men det var min første store musikalske passion efter lidt flirt med Metallica og Guns ‘N Roses, da jeg stadig var for ung til at have en selvstændig mening om noget som helst. Hvis MTV viste det, så var det godt nok til mig. Det jeg prøver at sige er, og der er ikke nogen awesome undskyldning, jeg kendte ikke Sacrificial inden dette album dumpede inde af brevsprækken. Ja, jeg tror faktisk ikke engang jeg havde hørt om bandet tidligere, måske har jeg set navnet et sted, men ikke noget jeg har bidt mærke i. Det er jo pinligt, dårlig opdragelse og en skamplet på mit world wide web rygte! MEN, det giver mig så en gylden mulighed for, uden fordomsfulde ører eller nostalgiske briller, at give Forever Entangled et uspoleret første lyt.
Denne version af cd’en indeholder både det originale albums 7 numre plus den 4 numre lange demo Lords of Torment, der så vidt vides er producer Jacob Hansens (der også huserede i Invocator – dem vidste jeg trods alt hvem var!) første demo-produktion. Forever Entangled er ligeledes produceret af Hansen, så dette album er også et kig tilbage i tiden på af de følgende årtiers mest prominente danske metal-producere og begyndelsen på hans virke. Det var bestemt en lovende start!
Lords Of Torment lyder lige som man kunne forestille sig, det er en skramlet og larmende demo, hvor det lyder som om man står i et ildelugtende og møglummert øvelokale, sammen med bandet. Demoen lyder overraskende “fyldig”, med masser af tyngde og ild i kuglerne. Kompositionerne er lidt løse i kanterne, kunne godt have trængt til at være skåret mere til, men emmer af passion, rå energi og et ønske om bare at hamre igennem og spille noget feee døøø – fordi det er det man brænder for. Musikalsk er det lidt af en voldsom rusketur, hvor især den flossede og ikke ligefrem skønne vokal (leveret af John Hansen, som også synger på Forever Entangled – men med en lidt anden stil/klang) river godt i øregangene. Men det lyder kraftedeme autentisk og “ægte”.
Historien om Sacrificial begynder, og kredser om, RIAMUF (RibeAmatørMusikerForening), en øvelokaleforening, hvor bandet også spillede deres første koncerter. Bassist i Sacrificial, Asmus Thomsen (der kom med efter indspilningen af demoen) fortæller blandt andet om tiden:
“Ribe/Esbjerg-området var jo Danmarks Metal-Mekka, i hvert fald i forhold til byernes størrelse. Fra Ribe området var der jo os, Decrial (der senere blev til Autumn Leaves) – og så var der jo Invocator, Caustic, Maceration og en masse andet halløj fra Esbjerg. Så der skete rigtig meget hernede dengang, og der var jævnligt koncerter i Esbjerg. Det var sgu en fantastisk tid”.
I cover bookletten fortæller bandet, at de ikke var så meget anderledes end andre teenagere, tattoos var der ikke mange af, stoffer var ikke lige dem, men de drak sig da en ordentlig metalstang i øret af og til. Normale teenagere med normal “teenage bullshit” i deres liv, som de beskriver det. Musikalsk lyder de dog lidt anderledes, ikke mindst på Forever Entangled. Her tænker man ikke på en flok skinny kids fra Ribe, når de fra første sekund åbner for sluserne.
I dag lyder deres blanding af højhastigheds-thrash og tung død måske velkendt, ja endda en anelse fortærsket på vores breddegrader, men dengang må det have ramt undergrunden som et godstog. Faktisk lyder Sacrificial lidt som et tog der er lige ved at blive afsporet, både på demoen, men også på den 7 numre lange debut. At bandet ikke lød som nogen andre dengang, var også noget af det Morten Nissen (Trechoma Records, og dengang Trechoma Magazine- et undergrundsmetalmagasin) faldt for. I hans bidrag til bookletten kan man læse, at han havde overværet bandets første koncert og fulgt dem helt fra den skrabede begyndelse med 2 demoer på kassettebånd, Lords Of Torment demoen som han var, og er, vild med og videre, da han grundlage Trechoma Productions. Første udgivelse på pladeselskabet blev Forever Entangled.
Om følelsen bandet havde af debuten dengang forklarer Asmus Thomsen:
“Jeg tror sgu mest bare, at vi var ganske glade for muligheden – og musikken var jo også fin nok. Der var jo ikke så satans mange danske bands, som udgav cd’er dengang tilbage i 1993 – i dag kommer de jo hurtigere end en tyrekalv med diarré kan skide. Rockstjerner var vi ikke (tror jeg) – bare nogle bonderøve fra vestjylland, og det var måske også vores største problem – manglen på imagepleje”.
Den manglende imagepleje er også noget bandet slår på i bookletten, hvor de forklarer at de i deres naivitet troede, at hvis musikken bare var god nok, så kom berømmelsen af sig selv. I dag griner de selv af de band-billeder de fik taget, og ja, de ligner da i høj grad det bandet var. En håndfuld magre langhårede knægte, der ikke ligefrem prøvede at spille badasses og se seje ud på billeder. Dengang var det sikkert ikke ligefrem befordrende for den videre karriere, men når jeg kigger på coveret og billederne i dag, så bringer det en herlig uskyld, renhed og næsten noget lidt kært på bordet. Det stik modsatte af de grumme løjer bandet fik ned på plade!
Selv om Forever Entangled “kun” består af 7 numre, så føles den stedvis en lille smule lang i spyttet, ligesom Lords Of Torment. Ikke fordi bandet går ned i kadence, overhovedet! Tværtimod høvler og hærger de løs i hæsblæsende tempo det meste af spilletiden, men det gør også, at de numre hvor spilletiden kryber over 4-5 minutter, og det er de fleste, da bliver jeg som lytter en lille smule lammet af og til. Numre som “I Fall In Temptation” og “Thus I Cry” lyder harske og barske, og får leget godt med sangstruktur og opbygning, men jeg bliver lidt forpustet i løbet af de forholdsvis lange, hektiske forløb.
Bandet går til makronerne med imponerende ungdommelig energi og hørbar trang og lyst til bare at myrde igennem på instrumenterne – men det ville måske have virket endnu stærkere, hvis numrene havde fået med trimmeren hist og her, hvor det bliver mest langhåret.
At albummet er indspillet for under 1000 kr. i løbet af 9 dage i RIAMUF’s studie, er for mig umuligt at høre, ja, det lyder råt og upoleret (ikke helt så skramlet og primitivt som Lords Of Torment), men det lyder som om det er meningen og ikke et resultat af manglende midler. Jacob Hansen og bandet formåede, efter min smag, at få frembragt den helt optimale lyd til den slags musik. Det må fandeme gerne kradse, slå hårdt og lyde lidt som en vildfaren elefant på et containerskib, som eksempelvis den potente åbner, “Edmund, A Butlers Tale”. Her saves der igennem fra start, kaotisk flagrende guitar og tonser-trampe trommer dominerer nummeret igennem, hvor der også findes plads til lidt nakkevipper-groove.
Asmus Thomsen ser selv på Forever Entangled således:
“Jeg synes stadigvæk den holder som vores debut – men rent musisk har vi alle sammen flyttet os en del, det er klart. Vi står stadigvæk ved pladen og indholdet, men jeg tror nu nok også, at vi alle synes det er lidt latterligt, at den bliver solgt for op til 2000,- på eBay. Over de seneste par år har vi spillet et par koncerter med numre fra pladen, og det har været rigtig sjovt – så numrene holder stadigvæk. Men vi må også erkende, at den var et produkt af tiden – hvis den udkom i dag, ville den jo ikke have en chance. Det er også derfor vi har sagt nej til at lave og indspille nye numre – hvilket en hel del spurgte om i forbindelse med jubilæumskoncerterne. Nogle gange skal man bare lade nostalgi være nostalgi – og så nyde det i små doser”.
Sådan er det nok når man har det helt inde på livet og været en del af det, som udenforstående og ny lytter, så er jeg nu ikke helt afvisende overfor, at pladen også kunne have gjort et vist indtryk i dag. Den lyder, i mine ører, ikke specielt bedaget, jeg tror nærmere folk ville synes den lød ret fed på sådan en gammeldags retro-cool måde. Rigtig meget af det musik vi får ind til anmeldelse lyder i sin grundessens temmelig ens. Det skriver jeg ikke for at fornærme nogen, det er blot en personlig konstatering. Det lyder sgu som regel “godt” og “uden fejl” det hele, men også lidt masse-produceret og “upersonligt”. hvis der er noget Sacrificial og Forever Entangled har, så er det dælme personlighed og ridser i lakken – på den helt rigtige måde!
Det lyder kort sagt levende, lidt uforudsigeligt, hårdt, brutalt og uforfalsket når de hamre sømmet i bund og indstiller instrumenterne på fræs, vel at mærke uden helt at glemme at skrive sange at hænge det hele op på. “Destitute Of Compassion” er også en længere sag, men her føler jeg mere jeg kan være med når bandet hærger derudaf, sparker til lygtepæle, vælter cykler og knækker sidespejle af biler.
Den overordnede stemning og følelse, der gennemstrømmer albummet, er en af en form for “kontrolleret kaos”. Det er ikke rent anarki, eller bliver noget rod, men den gængse vers/omkvæd struktur er lidt smidt ud af vinduet til fordel for netop kaotisk klingende tungmetal. Men smeltediglen virker alligevel som om der er et formål, og et må for øje, så man aldrig føler sig smidt af eller helt smidt af.
Asmus Thomsen fortæller også, at forsanger John Hansen nok aldrig bliver helt glad for sin sang på pladen, men den er jeg faktisk ret vild med. Det lyder som om han råbe-synger/vrænger med ubehag og foragt i stemmen, lidt som om der er et surt opstød på vej. I mit favoritnummer (“Acknowledged By Life” er også en udfordrer til den titel) på albummet, “Contents Of Logical Disbelief”, eksperimenters der også med en eller anden vokal effekt så det periodevis lyder som om der synges igennem en megafon – eller ER det en megafon? Det lyder en lille smule… “alternativt”, også i forhold til det tryk der leveres af musikken i mens, ikke mindst trommerne, men det lyder sgu samtidig også rigtig fedt?!
Forever Entangled gav i følge Asmus Thomsen bandet et lidt større navn i undergrund, og affødte samtidig en masse spillejobs i Danmark, blandt andet på Roskilde Festival, samt et par koncerter i Holland. Asmus forklarer om tiden efter udgivelsen:
“….vi ville vel egentlig gerne have indspillet en plade mere, men vi evnede vist ikke at finde et nyt selskab – selv om vi havde gang i et eller andet som jeg husker det. Vi lavede derfor et par demobånd, et par medlemmer røg ud, nye kom ind – den sædvanlige trummerum. På et tidspunkt kørte vi sur i det, og opløste bandet. Der gik dog ikke mere end et par år, før vi startede igen og udgav endnu to cd’er, ”Erect : Eloquent : Extinct” og ”Autohate” – men det er jo en helt anden historie”.
Hvad roder bandmedlemmerne så med i dag?
“Der gik jo uddannelse, kærester, koner, børn, rødvin og kreditforeningslån i skidtet – men musikken spiller stadigvæk en betydelig rolle. Kræn og Lukas har jo thrashmonstret The Petulant, som de smadrer løs i – det er imponerende, som de kan holde fast i den gamle stil. Jeg spiller dansksproget rock/metal i LET, men John og Sebastian er ikke længere aktive på den musiske front”.
Er man som jeg novice hvad det meste af danske metalundergrund fra yesteryear angår, eller man finder musikken svær at opdrive, så er der altså her en kærkommen mulighed for, at få læst og lyttet op på noderne med denne genudgivelse.
Det har været en fornøjelse, at få et indblik i et lille stykke dansk metalhistorie, en fortælling flere bands sikkert kan nikke genkendende til i større eller mindre grad. Små kår, masser af passion og vilje, fra undergrunden og lige op og snuse lidt til luften ovenover. Kunne Sacrificial have drevet det til noget større? Tjaaa, det er meget svært at sige…. fundamentet der blev lagt med Forever Entangled var i hvert fald bundsolidt og havde været stærkt nok til at bygge ovenpå.
Besøg bandet på Facebook HER. Albummet kan bestilles HER via Trechoma Records.
Af Ken Damgaard Thomsen
1. foto: Sacrificial Facebook 2. + 3. foto: leveret af Morten Nissen
