Fjollede bandnavne er der nok af derude, og Reptilians From Andromeda bidrager i den grad til denne kultur. Bag det lidt konspirationsteori-inspirerede (?) navn ligger dog et fremragende band, der på Sonic Rabbit Hole leverer en fin, lille, smadret EP.
I centrum står ægteparret Aybike og Tolga Özbey og især forsanger Aybikes smadrede, ofte effekt-påvirkede vokal er definerende for lyd og udtryk. Det er post-punket smadret lyd, som til tider kan minde om EMA, dog uden den samme melodiske appeal. Faktisk er vokalen oftere end ikke reciterende, begrænset melodisk og virker som næsten anti-poleret. Det betyder dog på ingen måde, at det ikke vækker interesse og drager lytteren mod det lydmæssige kaninhul. Hele vejen igennem er der leget og gjort meget for at etablere en æstetik, der ikke kan siges at være pæn.
‘Psychic Girl’ åbner med et fint guitartema, og er det mest melodiske nummer på EP’en. Vi introduceres til Aybikes cool, laid back vokal og alle instrumenter synes at have fået en tur igennem én eller anden form for distortion-effekt – trommerne inkluderet. ’Strange Place / Not stranger in a strange place’ reciteres der i refrænet. Stemningen for EP’en sættes fra starten.
Det bliver lidt sært på ‘Jungle’, hvor der hives reallyd i form af dyrelyde. Og bortset fra at killingerne ikke stemmer (!) og det måske er én af de mest sære soloer, jeg har hørt, så fungerer det egentlig fint som modpart til et ellers ret rytmisk hektisk nummer…
Vi får også et indblik i en apatisk tyggegummiæstetik, i ‘Wicky Wacky Witches’, hvor der lidt forceret køres et ’ah’-kor mens trommerne her leveres af en ’flad’ trommeboks. Den fungerer så også som det nærmeste man kommer en ballade på pladen, da både den skarpsindige (?) ‘We Are What We Are’ og afslutningen ‘Like The River To The Sea’ er nogle bastante energiske numre.
Den største hån, man kunne rette mod Istanbul-baserede Reptilians From Andromeda vil dermed være at kalde det pænt eller pussenusset. Det er nemlig alt andet end det. Det er kraftfuldt, fedtet i lyden, apatisk leveret – men dog med en energi, der er underligt dragende. Mere skarpskåret end eksempelvis Distortion Girls, som man også kunne trække paralleller til. Men også mere smadret end ovennævnte EMA. Jeg får i hvert fald lyst at hoppe dybere ned i kaninhullet. Det er en EP, der på en gang virker genretypisk og alt andet end genre-søgende.
Og alle disse paradokser er bare underligt dragende. Hvor popmusik nok er stærkest når man kan forelske sig i en sang eller melodi, ligger fascinationen hos Reptilians From Andromeda især i deres paradokser. Det er for øvrigt skide godt lavet, og selv om jeg andetsteds har været stærk kritisk overfor bands, der sovser alt ind i effekter, så virker det kontrolleret og cool hos Reptilians From Andromeda.
Det bliver ikke de største fem stjerner. Men der ER altså noget, ved denne udgivelse der gør, at jeg får lyst at høre det igen. Og så lige igen. Så derfor: Fem stjerner.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg bandet på facebook
