I weekenden blev den kun anden udgave af A Colossal Weekend afholdt rundt omkring i Vega komplekset. Ken var et smut rundt og snuse på andendagen, for egen regning og uden anmelderblok, men fik alligevel lige lyst til at forfatte en lille reportage med plusser og minusser om festivalen, generelle indtryk og lidt musik med Oxbow, Emma Ruth Rundle, Sumac og Alcest.
Ja, jeg havde haft muldvarpeskindet oppe af lommen og smidt 350 kr. (plus gebyr), og tog en koncertaften med en lidt anden indstilling (og alkoholindtag) end sædvanligt når jeg er til koncert. Det er vist ingen skade til, at prøve på at lade anmelderiet ligge lidt engang i mellem, måske bliver oplevelsen mere afslappet og man lægger mærke til andre ting.
Om ikke andet, så kan man da føle på egen krop, hvor meget, eller lidt, man får for 350 kr. nu til dags!
Jeg tænkte, jeg ville lægge ud med lidt musikalske indtryk fra aftenen, bare lidt strøtanker og umiddelbare indtryk og dernæst komme med nogle mere overordnede betragtninger af, hvad A Colossal Weekend gør godt og knap så godt. Her set fra en musikfans perspektiv og ikke gennem anmelderbriller med diverse filtre for.
Vi lagde ud med dagens første navn, på festivalens mindste scene, Loungen øverst oppe, hvor Oxbow fik fornøjelsen af at forsøge at gøre indtryk kl. 18.30. Og indtryk det gjorde det besynderlige band så sandelig også.
Det var da noget af en mundfuld at lægge ud med, også for os svæklinge der kun havde billet til en enkelt dag. De standhaftige, som vores trofaste sidekick (Metal Mongoen) havde hjernet sig selv ned dagen inden og forsøgt at køre den hjem på Red Bull (selvom han bestemt ikke er typen, der burde indtage den slags), der havde tømmermænd må også have fået en udfordring fra start.
For hvad er Oxbow egentlig? Art performance, jazzet improvisation, post-rock, punk, det hele, noget helt andet? Med en forsanger, der kom på scenen efter en larmende og tilsyneladende rodet (det var klart meningen) instrumental intro, i klædt alt for meget tøj, som han så smed styk for styk, som koncerten skred frem, og, nå ja, ørerne tapet til med sort Gaffatape… hvorfor?
Svarene blafrede, i hvert fald indledningsvist, noget i vinden, hvad var det Oxbow ville, hvorfor og hvordan? En Oxbow er sådan en u-formet metaldims, der bruges til at holde okser fast med og bandet fra Californien formåede også med deres intense optræden og besynderlige, men meget insisterende musikalske stil, at holde store dele af publikum i et jerngreb.
Jeg ved ikke om jeg kunne lide det, eller helt forstod det, selvom det begyndte at give en eller anden form for ubeskrivelig mening sang for sang, men jeg hadede det bestemt heller ikke. Og man kunne ikke andet end forholde sig til de avantgarde toner i en eller anden forstand – hvilket også er en kunst i sig selv.
Herefter var islandske Agent Fresco på programmet, på festivalens største scene, Lille Vega, der allerede kl. 19.20 var ret pænt fyldt op og tydeligvis klar på tekniske veludført og komplicerede popsange, pakket ind i prog-core. Eller hvad pokker de nu spiller?
Men det var hurtigt for stor en mundfuld for vores lille trio (der inden havde bællet fadøl i solen foran Simpelt V), med alle de polyrytmiske udflugter, store, udkrængende følelser og armbevægelser og alt for hoppende bassister. Det var nok dagens tydeligste “just not our bag, man”, men det så ud som om stor dele af salen nød den storladne omgang.
Piskummesnakken efter koncerten tydede i hvert fald på det, hvor flere lød som om de var helt oppe at ringe. Så, det var nok godkendt.
Godkendt var Emma Ruth Rundle, der spillede i en tætpakket Lounge 20.20, som vi ankom til lidt for sent, efter lidt dalleren rundt og beer-runs. Var hun og band gået på lidt før tid? Nuvel, det trak folk og Emma og band gjorde en rigtig god figur i sådan et atmosfærisk, post-rocket univers, som næsten altid virker på en eller anden måden, hvis musikerne er dygtige nok, hvilket de var. Men også noget der kan have svært ved, at hæve sig det sidste lille stykke, så det bliver virkelig godt. Sådan var koncerten også, og endte med at peake tidligt og så ellers bare flade ud på et god, men ikke fremragende, niveau.
Ned i Lille Vega og finde sig en god plads til trioen Sumac, med ex. Isis m.m. Aaron Turner som primus motor på vokal og guitar. Wikipedia fortæller mig, at han dannede Sumac (sammen med trommeslager Nick Yacyshyn) med henblik på, at lave det tungeste musik han nogensinde havde lavet. Jeg formoder, at missionen lykkedes.
For hold da kæft en røvfuld! Det kan være vi stod godt, og tilpas tæt på, og at lydforholdene var mere tvivlsomme andre steder, for der var fandeme knald på, men det er alligevel et af de tungeste lydtryk jeg har oplevet. Ikke bare højt, men virkelig tungt, så kulsyren kom helt op i halsen igen. Især trommerne. Måske var skidtet “miket” næsten perfekt op, men jeg kan ikke lige komme i tanke om, at have hørt en trommeslager der slog så HÅRDT, som Nick Yacyshyn. Især i koncertens første halvdel lød det som håndgranater der sprang, når han hamrede løs på det stakkels trommesæt. BANG.
I det hele taget spillede Sumac bare forbandet tungt og kraftfuldt, lige til smertegrænsen når numrene blev vredet ud af instrumenter, som jeg ikke er sikker på er bygget til at blive behandlet sådan, men også mellem numrene. Der var nærmest ikke et stille sekund i det omkring 50 minutter lange sæt, hvor “pauserne” mellem sangene ikke kun blev brugt til at stemme strenge, men der kørte også konstant en eller anden form for larm og støj, forvrænget hylen og knitren, snerrende feedback eller andet som gjorde, at det kom til at virke som et langt, sonisk overgreb.
Det var Sumac’s sidste stop på deres nuværende tour, jeg skal ikke kunne sige om det var endnu en dag på kontoret for bandet, eller om de var lidt landevejstrætte, for måden de leverede muren af larm på og deres noget tilknappede performer stil var svær rigtig at se igennem. Det var egentlig heller ikke så vigtigt om de gør sådan her hver aften, og det vi oplevede var hverdagskost, som en omgang læsterlige klø ramte det som det skulle.
Så skulle vi lige have hvilet ørerne igen, trække noget frisk luft og tjekke om alle organer sad som de skulle. Men vi var klar, på sekundet, da Alcest som sidste navn i Lille Vega gik på kl. 23.10, efter en noget, udnødvendigt lang øl-kø i baren, der af en eller anden grund var underbemandet til det der måske var dagens hovednavn for mange?
Alcest er sådan et band, som jeg har smagt sporadisk på hist og her, mest deres mere black metal influerede første albums end deres senere, hvor stilen er drejet i retning af atmosfærisk post-metalliske toner. Det var mest sidstnævnte der var i fokus i bandets sæt, i hvert fald det jeg nåede at høre af det, inden jeg efter knap 40 minutter måtte strække våben og begynde at trække mod offentlig transport til omengens kommuneren (og en truende arbejdsdag i foreningen søndag, føj!).
For mig spillede det afgjort bedst for Alcest i de, heldigvis, længere, stemningsfulde og flotte, instrumentale passager, for den vokal er jeg ærligt talt ikke videre imponeret af. Måske var det her vores placering længere nede bagved, og ude mod en af siderne, der påvirkede oplevelsen lidt. For lyden, især på vokalen, var noget utydelig og “luftig”, men jeg ved ikke om jeg havde været mere begejstret, hvis den var gået klart igennem. Den lyse, lidt flade klang er bare ikke lige mig.
Men instrumentalt var det i perioder en betagende og opslugende oplevelse, hvor man momentvis blev transporteret et helt andet sted hen end Vesterbro. Indtil man rent faktisk skulle et helt andet sted hen og sneg sig ud i natten.
Minus til plus
– Jeg var inden festivalen lidt i tvivl om, hvorvidt Vega bygningen var super egnet til den her slags arrangement, med alle de trapper og den lidt kringlede indretning.
+ Det gik egentlig overraskende fint, ikke mindst med alle de forbandede trapper og det lykkes mig kun at fare vild en enkelt gang, da jeg ledte efter herretoiletterne
– A Colossal Weekend mangler, måske, et eller andet samlende “koncept”, eller noget der binder festivalen sammen, ud over musikken. En Colossal “feeling” måske, et eller andet…
+ På den anden side er det egentlig også dejligt befriende, at det her bare handler om musikken, og at den får lov til at tale for sig selv. Tror også bagmændene har kaldt det for en “event”, det er måske mere passende end “festival”.
– Vega har tyndt øl og ublu priser, der bare lugter lidt af en ikke-metal ånd.
+ Men under denne event var priserne sat til 40 kr. for en almindelig fadøl, der så godt nok kun var 0.4 cl., men det virkede på en eller anden måde bedre end 0.5 til en 50er….
– Vega er garderobe nazier, der pga. brandsikkerheden kræver 25 kr. for overtøj og tasker, og normalt håndhæver det i en sådan grad (hvilket de jo nok skal, men irriterende alligevel) at en hættetrøje kan tælle som overtøj. Ikke så metal venligt!
+ Jeg oplevede ingen problemer med hættetrøjer og lignende her, ligesom folk med reelt overtøj virkede som om de frivilligt smed det i garderoben, uden formaninger fra personalet, der i det hele taget virkede utroligt afslappede og large denne aften – dejligt!
– Musikprogrammet manglede måske lige en større headliner eller to, ligesom den røde tråd, selvom programmet er begrænset, af og til kunne være lidt svær at finde. Alsidigt eller små-rodet?
+ 350 kr. kan måske virke som meget, men jeg synes faktisk, at det alt i alt var pengene værd og at man fik fuld valuta for dem. Prøver man at regne lidt på det, så kan det ikke ligefrem være noget man bliver rig af, eller tjener det store på (hvis noget?), med alle de bands der skulle hentes ind. Så, godkendt!
– Med så varieret et program,og måske også Vegas indretning, så var der et naturligt flow og en del publikummer, der vandrede rundt og “smagte lidt” og så smuttede igen (ligesom os selv. i øvrigt).
+ Men langt de fleste virkede faktisk oprigtigt nysgerrige, musikinteresserede og måske endda lidt musiknørdede. Så den generelle stemning virkede positiv, open minded og opsøgende.
Alt i alt var dag 2 på A Colossal Weekend en overordnet god, men måske ikke fuldstændig overvældende oplevelse. Hvilket også kan skyldes, at jeg købte billet pga. selskabet og nysgerrighed efter hvad dette arrangement egentlig var for en størrelse, og ikke så meget musikprogrammet, der, indrømmet, måske bare ikke helt faldt i min personlige smag.
Men en hyggelig og velafviklet aften var det helt bestemt, så lad os håbe A Colossal Weekend er kommet for at blive. Og bliver (ved at være) en platform for metal bands i meget bred forstand, som måske ellers ikke ville blive booket i Danmark.
Af Ken Damgaard Thomsen
