Hvor førstedagen på Pærepunk 40 måske havde budt på lidt konservative bud på hvad punk er, viste andendagen at punk ikke er så fasttømret en genre.
Af forskellige årsager ankommer jeg først ved 20-tiden og går derfor glip af én af de helt store: Jan Sneum har fortalt, foredraget og svaret på spørgsmål om punk-genren siden kl 19, hvor man også har nået at få No God til at spille. Ja, nogen gange vil man gerne møde sine helte – andre gange må man erkende, at man kun kan være ét sted af gangen.
Anmelderen når dog at ankomme til…
The Razor Blades
Som viser sig at være et kompetent, velspillende punkband, der fylder alt ud i forhold til genren, klicheer og fremtoning.
Der er ikke så mange dikkedarer og bandet opererer mellem noget college-punket og en mere ordinær, engelsk-inspireret lyd. Bassisten står med et lykkeligt, underfundigt smil under hele koncerten og lidt komisk får han efter tre numre råbt til lydmanden, at han overhovedet ikke kan høre, hvad han selv spiller i monitoren…
Det lyder nu ellers fint og bandet kæmper bravt for at få det fyldte Atlas med. Det bliver dog lidt op af bakke – folk virker dog reserveret positive. Selv om der flere gange leges med temposkifter og forskellig dynamik, så er det umiskendeligt punk og da det trækker op til en solo – vist nok under nummeret Master Race – så går det op for mig, at det har der i grunden ikke været for meget af.
Det er nu en hæderlig omgang punk-rock og selv om publikum ikke helt er med, så trækker bandet et arbejdssejr hjem.
Halshug + Peter Peter
Så for Søren! Nu bliver der taget ved… Halshug spiller en hamper omgang hardcore, som i løbet af de første par numre næsten trækker i retning af noget død med forsangerens growl/scream.
Det er godt nok noget andet, og faktisk en variation, der er ganske kærkommen. Til venstre på scenen står Peter Peter og lægger til og efter et par af Halshugs numre, kommer han på banen med noget mere ordinær punk – jeg er usikker på, hvor i hans karriere, numrene stammer fra.
Disse numre er slet ikke så voldsomme, vilde og endda brutale som Halshugs, og de kommer dermed til at fremstå lidt fade. Det er sikkert ikke fair overfor numrene, som er ganske fine – men meget er som bekendt relativt.
Og når koncertens 45 minutter er omme, viser det sig også at have været en kærkommen variation, selv om Peter Peters vokal aldrig rigtigt brænder igennem og står lidt svagt.
Kongeligt underholdt er vi i hvert fald og det er rart at se et band, der virkelig prøver at ryste plomberne ud af munden på os!
Dream Police / Smutty Punk Parade
Klokken 22 går bandet, det lader til, mange har ventet på, på. Med Johnny Concrete, som har ageret vært for hele festivalen, i front og et ellers fint spillende band bag – igen står den unge trommeslager frem som en energibombe. Han kommer også til at trække aldersgennemsnittet godt ned og de gamle gubber synes ikke helt at have skarpheden – men så igen: Skarphed og punk hænger vel heller ikke iløseligt sammen?
Der spilles pænt ordinær punk og mellem numrene når de også at mindes de døde, som igen understreger, at vi altså har med nogle lidt ældre folk at gøre her. Med fem musikere på scenen er der god gang i den, men indtrykket bliver også i høj grad præget af at bandet ikke virker særlig sammenspillet – flere gange kan forsangeren eksempelvis ikke rigtigt følge med og kommer forkert ind.
Men hey! Det er en fest og cirka midtvejs inde i koncerten kommer nye folk til – jeg ved ikke nok om miljøet til at vide, hvem de var – og pludselig kommer der mere fut i fejemøget. Især den nye forsanger, som henviser JC til med-sanger, lægger en masse energi til projektet, som nu kalder sig Smutty Punk Parade.
Dog kommer den kammeratlige stemning på scenen også en lille smule til at virke som en fest for dem deroppe og i mindre grad os på gulvet… Men når det så er sagt også fint at se, hvordan folk kan fejre sig selv…
Det tynder efter dette noget ud i publikum og de sidste to acts får støtte af så få som 30-40 mennesker.
The NimbWits
Og det er i grunde ærgerligt, for selv om the NimbWits ligger i den måske lidt tungere ende af punk-skalaen og også opererer med ting som guitarsoloer, så er det virkelig festligt, det de får lagt i kakkelovnen. Især forsangeren fungerer som indpisker og er flere gange på gulvet med publikum, mens han ellers karter rundt på scenen, lægger armen om sine medmusikanter og sørger for at alle er med.
‘Boys Night Out’ bliver et nærmest ikonisk nummer for koncerten, hvor der er brede smil over hele linjen og hvor de tre mikrofoner til guitarister/bas flittigt bruges af disse til at lægge korstykker. Dette bliver især tydeligt i en irsk-inspireret (‘Gotta Sleep’?) efter whiskyen er gået scenen rundt, men også to dansk-sprogede numre, som introduceres som arbejdersange, bliver medråbe-sager. Ikke mindst Arbejdsløs!
Det hele er super festligt, numrene nemme at være med på, mantraer som Gotta Keep Drinking nemme at stemple ind i – og da både en guitarist og forsanger ender på gulvet med publikum under sidste nummer, får man bare lige en anelse af den vildskab punken også repræsenterer – men som nok, når vi ser på hele Pærepunk-arrangementet, er gået lidt af hele projektet efterhånden som det er blevet mere mondænt.
Bollocks!
Sidste band er Bollocks! som er en venlig, glad trio, der spiller pæn, bluesinspireret punk. Med nydelig hestehale og bassen godt oppe på kroppen, fremstår forsangeren særdeles sympatisk og guitaristen synes med sin mimik at bidrage til punkens latente humor.
Det er stor spilleglæde og humoristiske tekster – ‘Hairy Mary Blues’ introduceres eksempelvis som en rædsel fra 70erne.
På den anden side set er Bollocks set med i dags briller næsten for pæne til punk-navnet og tonalitet og melodier kunne for så vidt have været skrevet af The Beatles. Det er bestemt ikke en kritik, men understreger jo nok bare, at hvad der har været helt vildt i fortiden i dag fremstår i det mindste anderledes.
Bandet spiller små 45 minutter og som encore får vi en homage i ‘Blietzkrieg Bop’.
Det sætter et fint PUNKtum (sorry) for to dage, hvor især spilleglæden har været i centrum. Hele Pærepunk 40 har været en jovial omgang, hvor det virker til, langt de fleste bands bare har nydt at komme ud og få lov at genopleve noget fra fortiden.
Publikum har været lidt blandet, men mange lidt oppe i årene kan jeg vist godt skrive var tilstede – også uden at fornærme nogen. Jeg skal i den forbindelse undskylde for ikke at have rejst mig for nogen, men ryggen har plaget lidt begge dage!
Mit opslag på Instagram om, at Pærepunk er lidt et museum holder egentlig meget fint: For hvis man skal på et museum, så skal der være noget seværdigt og varieret at kigge på. Og det har Pærepunk 40 i den grad formået at levere.
Når det så er sagt, så har programmet også været præget lidt af nogle lidt ældre bands – ikke udelukkende, men præget – og dermed holder museumsanalogien også. Flere gange har jeg tænkt, at idéen om at punkere er nogle farlige typer, der i anarki bare vil rive verden ned, her er helt, helt fejlagtig.
Kunne man have ønsket sig lidt mere fra den nyere bølge af punkbands? Måske, men det har ikke været ærindet her og de kan jo heldigvis ofte opleves på Tape eller andre steder, når de kommer forbi. Det generelle udtryk er sympatisk, ét af glæde og ikke-sentimental tilbagevenden til andre tider.
Og det har været rigtig fint at være vidne til!
Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag
