På dag to på smukke Heartland Festival lurede den musikalske kedsomhed bag træerne, men så dukkede en Sort Sol op og lavede lidt ravage på den idylliske festivalplads. På en dag, hvor også Leonard Cohen blev fortolket På Danske Læber og Cat Power så frygten i øjnene, alene, på en meget stor scene.
Efter en ujævn nats søvn er det jo dejligt at vågne til udsigten til en toiletkø, der muligvis også inkluderer ikke så få tissetrængende mænd. For, igen, hvor kan man tisse som mand på Heartland, uden at fylde i toiletkøen? I de blå pølletønder viste det sig! For dem var der nærmest ingen kø til. Haps!
Således lettede drog vi mod presseteltet for at få lavet noget arbejde om dagen før, ladet devices op så vi kunne arbejde i dag og alt det der… blot for at blive bremset ved den lukkede indgang kl. 09.15. For pladsen, og dermed også presseteltet, åbner først kl. 10.00. OK? Det var da smart, ment på en måde hvor det overhovedet ikke betyder smart. Så for at undgå at spilde 45 minutter af arbejdstiden, placerede vi os på en halmballe foran en (lukket) bar og forsøgte at få noget fra hånden på halvflade mobiltelefoner og en iPad. Har du prøvet at skrive lange tekster på din mobil? Det er supernemt og fedt!
Man kan dog næsten ikke være i dårligt humør et sted med så fin service – og det er jo hele vejen rundt, også ude blandt de betalende gæster.
Det publikum der kommer på Heartland Festival, og betaler kassen for en atmosfærisk og luksuriøs oplevelse, forventer nok heller ikke mindre, men det er nu alligevel nogle imponerende rammer og sans for detaljerne der er etableret på Sydfyn. Derfor må jeg også komme med et anerkendende nik, i går brokkede jeg mig over den voldgrav af pis der var opstået, alt for hurtigt og på grund af lidt dårlig planlægning, ved det eneste pissoir jeg så på pladsen. Det var stadig et problem ved middagstid, men næste gang jeg kiggede forbi, tidligt på eftermiddagen var der taget hånd om det med en ordentlig bunke flis. Sådan.
Og lige en ros til søndagens crew ved Lowland Scenen, som vores fotograf havde en del kommunikation med om dit og dat, de var særdeles hjælpsomme og imødekommende. Passede deres arbejde, men havde tid til opføre sig høfligt. Lad os bare brede den ud til hele vejen rundt i organisationen, hvor alt fra affaldsindsamling til barpersonale, under omstændighederne og det pres der nogen gange opstår, agerede til en mere end bestået karakter.
Hvorfor så denne snak om rammerne, organisationen og alt udenom musikken? Jo, fordi det spiller faktisk lidt ind på musikken, som risikerer at træde lidt for meget i baggrunden, eller drukne i yoga, velvære, selfies, sniksnak og cava til 325 kr, flasken. Især når den, i lidt for lange stræk, af det jeg oplevede, virker som om den er booket til ikke at måtte fornærme nogen.
Det er ikke det samme som, at jeg siger at Heartland Festival har booket dårlige navne, eller sat et dårligt program sammen. Der var trods alt udsolgt (noget af det skyldes med sikkerhed “Eddie-effekten”, så hvad gør man næste år?), men den samlede pakke, hvor man går så meget op i atmosfære og en totaloplevelse risikerer at blive en kende kedelig og glat, hvor det hele flyder lidt sammen i pænhed. Jeg savner kontraster og et eller andet “grimt” eller “farligt” der bryder. Det sørgede Sort Sol heldigvis for på falderebet, som man kan læse om HER.
På Danske Læber ★★★☆☆☆
Nikolaj Nørlund og en parade af gæster, der efterhånden var så afvekslende at det begyndte af minde om en cirkusforestilling med Leonard Cohens sange i centrum, er bestemt et sympatisk tiltag. Og sikkert udført med stor kærlighed og hjertet på rette sted overfor den canadiske legendes kanoniserede sangskat. Men som koncertoplevelse var det sgu lidt en flad omgang.
Hvem vil gerne se en danske genindspilning/fortolkning af en film af Coen-brødrene? Bare tjek dele af Ole Bornedals produktion ud…
Sådan var det lidt med På Danske Læber, nogle gæster, som Niels Skousen, Katinka og Claus Hempler gjorde en “fin” figur ( jaaah, det gjorde Jens Unmack og Bisse vel også…). Men det var Katinka der brændte mest igennem på en lidt blæsende og halv-kølig eftermiddag med en fortolkning af “Chelsea Hotel #2”. Her kunne man mærke ordene, leveret med Katinkas vanlige ætsende intensitet, der fik en til at spidse ører.
Jeg synes egentlig også, at John Guldberg fra Laid Back slap ganske hæderligt fra hans fortolkning af “First We Take Manhattan”, stemmen passede i hvert fald fint til forlægget, mens indslaget med Christian Hjelm så, om ikke andet, bød på en helt anderledes vokal til et Cohen nummer.
Nu er jeg ikke den store Cohen kender generelt, men helt overordnet er det største problem med denne form for oversættelser, at jeg som lytter får mere lyst til at høre de originale, engelske tekster. Det kom stedvis bare til at lyde en anelse kluntet på dansk, især Steffen Brandt og Tina Dickows “Hallelujah”. Det nummer er nok bare lidt overspillet, og fortolket så mange gange, at det er svært at puste nyt liv i nummeret.
Det hele endte med, at være en fin, men ikke specielt mindeværdig hyldestkoncert som sådan.
Herefter var det tid til, at smutte ud på campingpladsen og pakke sammen, og i bilen, så vi kunne komme afsted i en fart efter sidste planlagte koncert. Katte der skal passes, mormødre der skulle tidligt hjem til Jylland mandag efter endte børnepasning og, nå ja, en køretur hjem til Herlev. Kedeligt, men sådan måtte det være.
Til gengæld gav det muligheden for, at tage hovedindgangen ind på festivalen, igennem Egeborg Slot anlægget og se en del af festivalen, som man ikke får med, hvis man traver ind fra campingsiden. Altså, det virker nærmest trivielt, at nævne at her er virkelig smukt. Men, det er der.
Og det ikke kun de naturlige omgivelser (som selvfølgelig er tæmmet og formet af mennesker, men alligevel) der kan gøre en helt harmonisk inden i. Der er små, fine detaljer (som jeg også nævnte i går) lavet af festivalen spredt ud med nænsom hånd over området. Nogen af dem opdager man med garanti ikke engang, fordi der tydeligvis er tænkt over, at det ikke må fremstå for invaderende. Det er tydeligvis heller ikke meningen at man som gæst skal, eller kan, se det hele. Det gør dog også, at når man først har vandret en del rundt, at man (jeg) bliver en lille smule immun overfor alle de indtryk. Også fordi det hele bliver lidt flot, på flot, på flot.
Ja, det kan sikkert lyde som et underligt kritikpunkt, at der kan være for meget der er flot? Måske er der en måde at bryde billedet lidt på, uden at det behøver være direkte grimt eller frastødende, så det der vitterlig ER flot ikke falder over hinanden?
Cat Power (og hun måtte under ingen omstændigheder fotograferes, så det respekterede vi)
Tilbage ved Lowland Scenen, hvor vi kunne høre de sidste funky-jam rytmer fra Gregory Porter på Highland Scenen, var det godt nok ikke blevet varmere. Derfor virkede det måske også ekstra nøgent og lidt umenneskeligt, da Cat Power gik på den store scene og greb guitaren, kun flankeret af hendes klaver og nogle mikrofonstativer.
Jeg vil ikke sende nogen stjerner efter Charlyn Marie Marshall, det ville ganske enkelt ikke være fair, da jeg kedede mig bravt under den meget, meget afdæmpede koncert. Ikke fordi det var afdæmpet, det har jeg ikke noget imod, men Cat Power universet, hendes vokal og sangvalget sagde mig bare ikke noget. Men jeg anerkender fuldt ud, at nogen kan have haft en stor musikalsk oplevelse.
Altså de par hundrede der blev hængende foran scenen (der var fint fyldt på bakken), for der var, og det står ikke til diskussion, en temmelig markant udvandring fra dalen, som koncerten skred frem.
Mod slut spillede hun nummeret “3, 6, 9”, har jeg gættet mig frem til den hed, da var jeg på, det lød godt og ramte et eller andet inden i mig, så jeg kunne mærke jeg havde en puls!
Det var også her omkring jeg opdagede, at Michael Stipe og Douglas Couplands Talk startede kl. 18.00 og ikke 18.30, så den røg ligesom i svinget, bummer man! Så man KAN rent faktisk ikke nå alt.
Jeg tænker de af de fremmødte der var Cat Power fans på forhånd havde en smuk oplevelse med en skrøbelig kunstner, der alligevel virkede tilstede på scenen. Jeg var bare udenfor målgruppen her.
Det var en ældre herre, jeg helt tilfældigt faldt i snak med inden koncerten muligvis også. Han stillede sig helt op foran efter vores 20 minutter lange sludder for at være front and center til Sort Sol. Han havde gjort det samme, bare da pladsen åbnede, i går, så han kunne være sikker på sin plads til Eddie Vedder. Som han solo (Han Solo?!) og med Pearl Jam havde set 37 gange, blandt andet to gange i Amsterdam og en enkelt gang i Berlin i ugen op til Heartland.
Altså en af de her dedikerede Pearl Jam superfans fra Ten Club, der rejser rundt i hælene på bandet, når de er i Europa og napper så mange koncerter de kan nå. Han fortalte om bandet og Vedders fanpleje, jeg så billeder af den gæstebog der kørte frem og tilbage mellem band og fans, hvor der udveksles hilsener, poesi og små gaver. Den plekter han havde fået af Eddie personligt under et af deres møder havde han med i en lille æske i lommen, en af de ting der med hans egne ord skulle med ham i graven, eller skænkes til hans datter.
Jeg bliver altid lidt nervøs over den slags fankultur og dyrkelse, ofte er der ikke så langt fra dedikation til fanatisme, men selvom det tydeligvis var en dødsensalvorlig ting for ham, og fyldte meget i hans liv, så var det nu en meget nede på jorden snak alligevel. Og nok en af de oplevelser jeg kommer til at huske Heartland mest for. Det vækker min nysgerrighed, at man kan brænde så meget for et band, eller en kunstner, noget musik, eller egentlig hvad som helst, at det kommer til at betyde så meget. Og at det så bliver håndteret på så omsorgsfuld og kærligt en måde fra modtagerne. Det er sgu næsten lige så smukt som naturen i hjerteland.
En afsindig indbydende og lækker ramme, der endelig fik lidt ridser i lakken, da Sort Sol gjorde som de nu gør under deres aftenkoncert.
Og så lakkede det mod enden for os, vi tog den idylliske rute ud fra pladsen igen, hvor mørket var ved at lægge sig mellem træerne og de adskillige meter høje buske, som omkredser stisystemet omkring Egeskov Slot.
Træerne snakkede endda til os, men de sagde ikke noget (for at hugge noget tekst fra Sort Sol). Ja, der var sat højtalere op, så skoven “talte” til os da vi luskede ud om solnedgangen. Det er sgu da gennemført.
På gensyn?
Det er Heartland Festival også uden tvivl, næsten alt spiller på Sydfyn, men derfor springer det også meget tydeligt i øjnene når noget ikke lige fungerer. Det kan man så hænge sig i, eller lade være. Det er en luksusfestival, hvor hovednavnet er atmosfæren og den samlede oplevelse, hvilket kommer med en pris. Det er både dyrt i kroner og ører, og det koster lidt på den konto hvor de fleste af de oplevelser du kan tage ind (kunst, talks, musik, andet) ikke ligefrem skræmmer nogen væk.
Men det er tydeligvis heller ikke meningen, eller det Heartland sigter efter, så det kan måske også virke som et overflødigt kritikpunkt. Festivalen har uden tvivl fundet et hul i festivalmarkedet, som det fylder flot ud – og fundet et publikum der på alle måder er villige til at investere i netop den pakke. Jeg kunne godt ønske mig, at der blev skubbet til, eller rusket lidt mere i, folk på en eller anden måde – så det ikke ender i en kulturbegivenhed, som blot opretholder det allerede etablerede, men prøver at provokerer eller prikke. Bare lidt. Men det er min smag, og så ville Heartland jo ikke længere være det den er nu. Og det er uden tvivl noget mange vil have.
Heartland er ikke for alle og ønsker, eller prøver, heller ikke på at være det. Og måske heller ikke rigtig for mig, selvom det var en overordnet positiv oplevelse. Og det er der intet galt i, så længe der er plads til forskellighed.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
