Lørdag på Heartland Festival bød på flotte rammer og lidt svingende muskalske oplevelser fra navne som Bisse, Oh Wonder, Glen Hansard og London Grammar (Eddie er anmeldt andetsteds på siden).
Vækkeuret ringede (eller hylede) klokken 06.30 lørdag morgen, efter i omegnen af 4 timers søvn, alt hvad en rask dreng på 38 har brug for. Aldrig starte en festival på andet end koffeinoverskud og søvnunderskud, det er et oldgammelt princip jeg altid har gjort mit ypperste for at holde i hævd!
Således udhvilet, med dagens pollental drysset med nænsom hånd ud over øjne, næse, mund, hals og svælg afsted fra forstadskøbenhavn, destination Sydfyn, en rask lille tur i koreaekspressen på et par timer.
Målet er at tjekke ud, hvad en af de nyere spillere på den danske festivalbane har at byde på – der er jo hård kamp om positionerne i disse år. “Luksusfestival”, “Distortion for voksne”, “festival for feinschmeckere”, jo, der er nok af grunde til at være lidt bekymret på forhånd – men også nysgerrig og spændt.
For et eller andet sted kan jeg ikke se mig fri for, at tænke, at det her er rigtig mange ting og tiltag jeg ikke forbinder med festival, i en sådan grad at det på afstand kan virke lidt overgjort, opstyltet, og måske endda lidt snobbet. De har en “atmosfæreansvarlig” for crying out loud. Men til gengæld virke det hele meget gennemført, tjekket og som om de på rekord tid har fundet, og etableret sig i, et hul på det danske festivallandkort, som ikke så få finder tiltalende.
Og man fornemmer det allerede ved ankomsten, her er pænt, nydeligt og tjek på tingene, i hvert fald umiddelbart. Efter hurtig armbåndspåsætning, og en lille vandretur gennem et skovområde røg vores lille pressetelt op i hvad jeg ville kalde rekordtid!
Således opstemte af den første succes, satte vi kurs mod pladsen for at inspicere festivalområdet. Ingen tvivl om, at der er kælet for detaljerne og gjort noget for, at luksusfestivalfolket skal føle sig i lækre omgivelser. Også ud over den naturligt flotte ramme Egeskov Slot og det omkringliggende område giver. Alt ser tjekket ud, ingen tarvelige pavilloner og containerboder.
Det er jo få så vidt glimrende, og formodentlig også noget af det gæsterne (gerne) betaler for, men med yoga her, wellness der og muligheden for Cava indkøb der, så får man også en fornemmelse af at musikken, måske ikke spiller anden violin, men så er en del af en samlet pakke (sammen med de populære Talks) sammen med resten af Hjertelandet. Er det dårligt? Næh, men det gør at stemningen under koncerterne kan virke en kende flad eller mondæn, når folk ikke lige virker mere interesserede i at pludre med sidemanden og skåle i langstilkede glas mens musikken summer et sted i baggrunden.
Men lad os komme til musikken og tage nogle af de andre emner op løbende. Første destination for os blev Highland Scenen, der meget passende bød på Bisse fra højlandet.
Bisse ★★★★☆☆
Så ramte Tour de Smackdown Heartland Festival, eller det var i hvert fald det fine nummer Bisse og hans band, bissebasse 1-4, åbnede deres omkring en time lange udflugt til hovedpersonens lyriske og musikalsk spraglede højland med. På den time nåede Bisse vel 4 kostume/hamskift, der nogenlunde matchede de musikalske retningsskift i sættet, så de mere hip hop inspirerede numre som “Plexiglas” eller “Takvingen”, hvor han i følge teksten lytter til Kendrick Lamar, blev bakket op af baseball jakke og Bisse-cap på sned, hvis ikke ligefrem omvendt, booyaaa!
En time var måske lige i underkanten til alle de udflugter, omveje og snyde-veje Bissen gerne ville tage os på, og så skulle der også lige være tid og plads til et stort børnekor fra Langeland i udvalgte numre, så den skizofrene følelse der strømmer gennem Bisses bagkatalog, måske, blev lige lovlig fremtrædende i visse passager. Det kom lidt til at virke som spredte nedslag, highlights og flimrende glimt, fra en krøllet hjerne og hans mindst lige så krøllede output. Det har også sin charme, men gav stedvis koncerten et lidt underligt, hakkende flow.
Som da han som næstsidste nummer leverede en lang, stenet ny sang, der efter den noget langstrakte opbygning endte i noget synth-disco, der kom til at virke en kende malplaceret. Det gik muligvis også en smule ud over modtagelsen af afslutningsnummeret, den ellers fremragende “Seks Hjerter”, der slingrede derudaf, hvor publikum momentvis var helt med og næste øjeblik underligt tavse, eller måske bare hægtet lidt af på grund af en levering der var en smule skæv i syningerne.
Det kan man ellers ikke beskylde Bisses farverig garderobe for at være, vi fik påfuglemasken, den hvide skjorte (der røg af tidligt i sættet) og afslutningsvis en art åben kimono, der hurtigt afslørede en minimalistisk, kødfarvet (kinda) tangatrusse, stoppet godt ud i den festlige anledning.
Heldigvis leverede musikken også i længere glimt, ok, så er det måske ikke “glimt”? Any way, numre som “Holy Grail” og den underlige, sfæriske “Spøgelsesskibe” var højdepunkter. Netop sidstnævnte er på en måde meget symptomatisk for Bisse og hans skæve univers. Et nummer der, blandt andet handler om bådflygtninge og hvordan han ville ønske, at han kunne skrive et vedkommende nummer om det, men ender med alt muligt andet. Det er både lidt meta, men han får faktisk sagt noget om emnet alligevel, men også om hans egen (tænkte) utilstrækkelighed og får alligevel et godt nummer ud af det. Men er det Bisse eller Thorbjørn, manden inden i Bisse, der taler, og hvornår?
Om man så synes legen lykkes, er sjov eller om Bisse har endnu mindre tøj på end da koncerten sluttede, det er nok helt individuelt. Jeg er stadig på, men som koncert var det til 4 stjerner i denne inkarnation af Bissebassen.
Så skulle der slappes lidt af og suges indtryk, inden næste koncert på Highland Scenen, britiske Oh Wonder. I baggrunden kunne man høre tonerne af The Cinematic Orchestra som åbnede Lowland Scenen med jazzede, filmiske flader, der ærligt talt lød en kende stressende på afstand. Så vi blev siddende og fik lidt kulør.
Oh Wonder
Jeg er ganske enkelt ikke godt nok inde i Oh Wonders synth-poppede, høfligt atmosfæriske, stedvis dansevenlige univers til at det ville være fair at kaste stjerner efter dem. Men. Det var sgu ikke lige min kop engelsk te. Der manglede bid og variation i den musikalske smagsoplevelse, og det kommer ikke af et nydeligt udseende band, der smiler lidt for meget, lidt for ofte.
Jeg stod og tog mig i at tænke, at det her er uskadelig og lidt intetsigende toner til folk i løse sommerkjoler og mænd med manbun, der, no offence, lige har bildt sig ind at de blev mætte af en gang øko-ærtesuppe siet gennem en sok lavet af genbrugsstof. Så kiggede jeg mig rundt, og konstaterede, at det nok ikke var helt skudt forbi.
Hver sin smag, på alle punkter, jeg er en tyk hobo looking fellow, der kan lide alt muligt ulækkert, så det gik vi på jagt efter.
Det var dog overraskende svært at finde på smukke Heartland, medmindre du får et lidt kinky kick ud af, at tjekke hele Heartlands eneste pissoir ud. I hvert fald det eneste jeg har kunnet finde? Placeret til venstre for Lowland Scenen er det en udflugt værd, hvis du vil se mænd fra deres mest charmerende side. Her af nød. For ikke nok med at de, få, urinaler er ophængt så tæt, at man ikke skal været bredere end Bisse over bagpartiet for at kunne stå ved siden af hinanden, underlaget var allerede en voldgrav af pis tidligt på dagen. Så nogle, igen af nød, måtte stå en halv meter fra kummen og forsøge at ramme. Eller bare opgive udfordringen og pisse på jorden. Det blev voldgraven ikke mindre af. Alternativt kunne de tissetrængende stille sig i kø til toiletterne og fylde den unødigt op, så tissetrængende kvinder måtte holde sig. Og hvorfor er der færre toiletter ved den største scene, Lowland, i forhold til området omkring Highland?
Glen Hansard
Nok pis, mere musik, men i en noget mindre udfarende udgave. Irske Glen Hansard havde fået den sene eftermiddagsspot på den ret store Lowland Scene, hvor en krølhåret troubadur, hans guitar og en lille taburet godt nok ikke fyldte meget.
Det gjorde Hansards ydmyge og underspillede gemyt, smittende lune og varme personlighed heldigvis, så han faktisk endte med at fylde helt godt, i overført betydning selvfølgelig, på den store, tomme scene. Nok er sangene små, og den slags der er 12 af på dusinet Singer songwriter folksy, som der er skrevet utallige af gennem verdenshistorien, men det handler også om måden det hele leveres på.
Det blev gjort i øjenhøjde, trods den hævede scenekonstruktion, med hjertet på rette sted og ganske elskeligt, om end, igen, også ret uskadeligt og ufarligt. Det farligste i luften var nok myggene, der heller ikke lod til at lade sig genere af den ydmyge irer. Og alligevel passede det ret fint til både omgivelserne og tidspunktet på dagen, hvor fremmødet foran scenen var mere end hæderligt, men koncentrationen blandt en del af de fremmødte nok andre steder.
Det var nu heller ikke fordi Hansard eller hans numre gjorde meget for at forstyrre freden, men når han, i kortere glimt, skruede op for tempo og intensitet, så viste det sig, at der muligvis gemte sig noget irish temper bag den rare fascade.
Skal vi tale stjerner, så er det vel en 3-4 stykker.
Så gik vi på madjagt, og uden at skrive en roman om det (også), så er det en dyr fornøjelse. Jo, der loves god mad, men ingen skal bilde mig ind, at eksempelvis et stykke lasagne af en størrelse der ville kræve mindst to, sikkert tre, for mig at blive rigtig mæt af er 95 kr værd, lige meget hvor godt det smager. 95 kr! Og det var bare et eksempel. Staldtip: suppebiksen, hvor en kop suppe koster 65-70 kr for en KOP, har små flutes til en femmer stykket, uden at du behøver købe andet. Køb 10 af dem i stedet for.
London Grammar ★★★☆☆☆
Konferencieren nævnte den stemningsfyldte vokal som det store trækplaster hos trioen London Grammar, og Hannah Reid har da også en imponerende stemmepragt. Men bandet mangler virkelig nogle bedre og mere varierede numre for, at det kan bære et sæt på over en time uden at det hele ender i, at man står og tænker, “men har de ikke spillet den?”.
Gruppen opererer i et atmosfærisk og svævende pop-univers, der nærmer sig det minimalistiske og antydende, med spredte, større udbrud, og så vokalen i absolut centrum og epicenter. Og synge det kan hun sgu, men ellers sker der heller ikke så særligt meget andet i musikken og slet ikke rent visuelt på scenen. Reid har, lidt groft sagt, en smule underskud på kontoen for karisma, udstråling og performance, hvis man ser bort fra vokalen. Og når sangene så hurtigt begynder at flyde lidt sammen, eller meget, så er der ikke det store tilbage til at holde interessen fanget. Slet ikke i over en time.
Ikke, at hun, eller bandet, skal springe rundt som olympiske badutspringere, det ville ikke passe særligt godt til den ulmende musik og de sikkert meget personlige tekster, men der er flere måder at udtrykke sig på rent fysisk, eller visuelt. Det gjorde, desværre, at ellers fine, og på plade ganske rørende eller gribende numre, som “Hey Now”, “Who am I” eller “Strong” manglede noget afgørende pondus og heller ikke fik rusket op i de behagelige omgivelser. Man behøver ikke fælde træerne eller få græsset til at visne, men når så, i grunden, pompøs musik ikke medfører meget andet end, at de grønne blade på buskene, måske, bevæger sig lidt, så er det for lidt.
Og det sidste kunne også skyldes en let brise eller publikums tiltagende sniksnak.
Så parkerede Eddie ekspressen for alvor foran Lowland, hvor flokken af granvoksne mænd i deres bedste alder, og deres tilpas slidte Pearl Jam t-shirts, og en herligt broget skare af andet godtfolk, stille og roligt begyndte at stimle sammen og fylde den regnfugtige plads op. Koncerten med Eddie Vedder er anmeldt andetsteds her på siden.
Og efter den maratonkoncert begyndte det indledningsvist nævnte søvnunderskud, og et bum knee (gammel krigsskade og/eller efterveerne af et cykelstyrt) at påvirke dagsformen, så vi søgte stille og roligt mod drømmeland, mens Veto (forsinket af Eddie-effekten) forsøgte at starte en fest som var det 2009 på Highland Scenen. Tonerne af dem, og den efterfølgende danserytme eksplosion fra Bomba Estero på Lowland blev så soundtracket til mit forsøg på at indhente noget af den forsømte søvn….
Cliffhanger! Læs om det, og andet, lykkes eller mislykkes, i morgen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
Ken D Thomsen
Jeg er dybt målløs og faktisk irriteret over din fuldstændig mangel på indsigt og sans for skønhed.
Din skjulte irritation over en Festival, hvor hygge, tryghed, skønhed, æstetik og charme er i højsædet, er lige frem ubrugeligt.
Du burde holde dig til Roskilde og ikke nærme dig en Festival hvor rigtig mange mennesker oplever sanseoplevelser på et meget højt niveau.
Du burde faktisk slet ikke have adgang.
Hej Kasper
Tak for din kommentar, det er muligt jeg ingen sans har for skønhed, eller indsigt af nogen art. Men jeg anerkender fuldt ud, at Heartland Festival er afholdt i virkelig flotte og velfungerende rammer, at alt næsten spiller og at der ikke er mange fingre at sætte på noget som helst. Derfor træder de ting, som jeg synes ikke helt er som de burde være, meget tydeligt i øjnene når de dukker op – og bliver nemme at påpege.
Og der er slet ikke nogen tvivl om, at jeg nok ikke passer specielt godt til Heartlands overordende profil og målgruppe, men jeg prøvede det, af nysgerrighed. Det ødelægger forhåbentlig ikke Heartlands æstetik og atmosfære, at ikke alle bliver ved med at rose hvor tjekket, gennemført, grønt, skønt, sikkert og hyggeligt det hele er – for det er det. Også.
Så er det muligt, at det i kampens hede, der skal tastes lidt hurtigt, kom til at lyde FOR negativt vinklet, men så er det jo godt, at der kommer mere tekst i dag der, forhåbentlig, skaber lidt balance på den konto.
Men jeg tænker, at Heartland Festival også har interesse i, at få noget input fra nogen der måske ikke helt passer ind i konceptet, hvor lam og umiddelbart ubrugelig kritikken så end måtte forkomme.
Om ikke andet, så sender vi nok et sæt andre øjne næste år (det var heller ikke mig er var afsted sidste år). Altså, hvis vi får adgang!