Stengade var lørdag aften stuvende fuldt, duftede dejligt af mand og prut og havde et subtropisk indeklima. Kort sagt næsten optimale rammer for 5 bands, der på hver deres måde, gør sig indenfor den meget brede betegnelse “hardcore”. I denne forbindelse dækker betegnelsen, hvis man overhovedet skal bruge den, alt fra arrige punk, kaotisk hardcore, post-hardcore, postapokalyptisk hardcore og en tur ud i rummet.
Nogen gange må man put your money where your mouth is, så i stedet for at få nasset mig i døren under påskud af at være skribent for et vigtigt og toneangivende magasin, fulgte jeg min egen opfordring om at støtte undergrunden lidt. Så jeg betalte kort sagt hele 50 kr. for at få lov til at få nogle nyrehug og rødglødende lussinger fra 5 forskellige bands.
Derfor tænkte jeg også, nu jeg ikke har forpligtet mig selv til at skrive noget videre sammenhængende fra denne aften, hvor der også var en del bajere involveret i processen, at jeg ville klaske den noget brede og diffuse overskift, “reportage” på skriveriet.
Hardcore er i hvert fald stadig en ting i København, her 1 ½ års tid efter de nok største bannerførere indenfor genren i Danmark, The Psyke Project lagde sig selv i graven. Bandmedlemmerne er så genopstået eller fortsat (nogle sideprojekter var i gang inden opløsningen af TSP), i andre bandkonstellationer, der denne aften talte LLNN, Église og Czar – der alle trækker spor tilbage til The Psyke Project. Det fik mig til at tænke, at det egentlig både var ganske imponerende, at en lille håndfuld gutter på den måde kan være med til at præge og definere en scene, og måske også lidt et problem.
For The Psyke Project var måske et af de få bands, som den bredere presse gad dække og også større festivaler og spillesteder gad booke nogenlunde jævnligt – og dermed også et band der løb med meget af opmærksomheden i genren herhjemme. Fordelen er, naturligvis, at de på den måde kan være med at til at folk opdager nogle fede support bands eller opdager en genre som denne og selv dykker videre ned i lagene. Men faren er samtidig, at et enkelt band overskygger resten – og nu på en måde forsætter, bare fordelt ud i flere bands. På den helt anden side, kan man jo sige, at de tidligere medlemmer i The Psyke Project nok bare er så dygtige og markante, at de kommer til at fylde og shine lige meget hvad og hvor de spiller…
The Psyke Project, som det her egentlig helst ikke skal handle så meget om, det hører fortiden til, var også min egen indgang og ordentlige introduktion til hardcore med mere. Og det endda for relativt få år siden, inden havde genren ikke rigtig interesseret eller tændt mig, men pludselig var jeg altså “klar” til at tage ind. Så jeg er hverken ekspert, en gammel rotte på den “scene” (som virker lidt som en sammentømret “alle kender alle klub”, lidt firkantet sagt) eller på nogen måde en autoritet. Jeg er newbie på mange punkter, har stadig ikke haft tid til virkelig at tage et dybhavsdyk og komme helt ned på bunden af genren og er ikke pludselig blevet “hardcore” efter jeg er kommet nærmere de 40 år end 30. Men min nysgerrighed er vakt, og hardcore i bred forstand er nok den/de genrer der har sagt mig mest rent musikalsk de seneste år.
Nå, tilbage til prut-luften på Stengade, hvor LLNN sparkede den intense aften i gang, hvor de 5 bands i større eller mindre grad spillede nogle korte og komprimerede sæts – hvilket i mine ører overordnet passer fortrinligt til mange bands i denne genre. De har simpelthen større gennemslagskraft og rammer hårdere, hvis de kan få lov til at detonerer voldsomt over kortere tid, i stedet for nødvendigvis at skulle strække sættet ud til 30 minutter eller mere.
Grunden er nok, i hvert fald for mig, at hvis der er noget der binder de her bands, og forskellige subgenrer, sammen, så er de, at de på hver deres måde, kan fremmane følelsen af, at næsten alt ilt bliver suget ud af lokalet. Det kan enten være fordi de får pisket så voldsom en stemning op, at folk tonser og sveder igennem, eller ved at skabe en så knugende, dundrende dommedagsstemning, at de følelse som om man bliver trykket og kvalt, så al luft tvinges ud af kroppen – og begge dele er sgu’ fedt!
LLNN og Redwood Hill hører nok, på hver deres måde, overvejende i den sidste kategori. Redwood Hill har jeg efterhånden anmeldt nogle gange, både live og på plade, og resultatet er stort set altid det samme, så dem vil jeg ikke gentage FOR mange rosende ord om i denne omgang- de var formidable som altid.
Mørket hos LLNN er mere overjordisk, især i kraft af deres spacey synths, der får lov til at fylde en del i lydbilledet, som på en eller anden måde kombinerer jordens og civilisationens endeligt og følelsen af enten, at flyde rundt, isoleret og desperat ude i rummet, eller løbe paranoid rundt på et rumskib fra Alien filmserien. For mig fungerer LLNN’s lyd stadig bedst på plade, hvor alle nuancerne kommer tydeligt frem, men det frådende bæst fra det ydre rum, som de i glimt er live, er bestemt heller ikke uden charme! For satan hvor de kan skrige, banke og buldre igennem, så man fortyder at man tog to gange af kartoffelmosen til aftensmad.
Der hvor der måske er en smule plads til forbedring på livefronten, er noget jeg vist også nævnte sidste gang jeg oplevede dem live, på Radar i Aarhus for et års tid siden. Nemlig sammensætningen af sætlisten, og måske at skrue lidt ned for pause-snakken mellem numrene. Front-brøler og guitarist Christian Bonnesen har bestemt smittende københavner-lune, og virker som en dude man gerne drikker en kasse øl med, men for mig, så bryder det undergangsstemningen lidt, når han viser at han faktisk er en en flink og hyggelig fyr. Men altså, det er også lidt fesent af mig, at kritisere folk for gerne at ville kommunikere med deres publikum – og han virker ikke som typen der kan lade være.
Så er der sætlisten, hvor ældre og nye numre var nogenlunde jævnt fordelt, men hvor især “Loss” og “Monolith” fra nyeste udgivelse (sidstnævnte handler om at brænde Christiansborg ned, i følge Bonnesen, “lige meget om du er venstreorienteret eller liberal, så kan vi vel godt være enige om, at den borg trænger til at blive brændt lidt ned?”.) tårnede sig op. Men højest nåede nok mægtige “The Guardian” fra debut-ep’en Marks, DESPAIR DESPAIR DESPAIR!!! Problemet er, at de for mig endnu ikke har fundet den helt optimale rækkefølge på numre eller sammensætning af sættet, så det hele flyder bedst muligt og rammer med størst mulig impact.
Lidt forbehold til trods, så mener jeg stadig, at LLNN har potentialet til, at ramme som en dybfrossen og grumset komet, og også har en lyd der peger fremad og mod mere uudforsket territorium indenfor hardcore – mod det uendelige univers!
Helt det samme kan jeg ikke sige om Église, der spillede som 3. band og holdt release denne aften, samt Czar, der lukkede ballet de vi nåede ulvetimen. Fællesnævneren her, udover frontmand Martin Nielskov (der også stod i front for The Psyke Project), er en lyd, som jeg synes på godt og ondt minder en del om noget man har hørt før, og i hvert fald griber lige så meget tilbage til noget velkendt, som det reelt peger fremad. Det er næsten, og lidt groft sagt, konsensus kaotisk hardcore. Men for helvede hvor skidtet bare er effektivt og fungerer, når det rammer.
Det gjorde det da heldigvis også i lange stræk denne aften, mest for Église, der når de er allerbedst rammer noget af den altødelæggende kværner kraft som Psyke Project var leveringsdygtige i. Men heri ligger så samtidig også et lille minus – for et utrænet øre som mit, så kan det også lyde som noget jeg måske har hørt før…..
Czar er den mere balstyriske og hidsige fætter i den familie, hvor Nielskov fik bevist, at han kan være noget af et vilddyr på, og især væk fra scenen. Så skulle Stengade satme rykkes rundt og publikum med! Den slags fysisk og kropslig udfoldelse går jo aldrig af mode, men det er måske ikke lige den del af hardcoren der appellerer mest til mit temperament og sind. Men det er sgu’ fedt nok at kigge på fra nogenlunde sikker afstand, selvom det også er en stil der, selv på morfar rækkerne blandt publikum, kan blive lidt udmattende – men det er jo nok en del af pointen. Hurtig og eksplosivt, ned med lortet. Heldigvis blev der også plads til nogle lidt mere slæbende passager i sættet, men det var de kaotiske der løb med opmærksomheden.
Da kendte Smertegrænsens Toldere virkelig deres besøgelsestid, som andet band på scenen. Et for mig helt ubeskrevet blad, der var aftenens klart mest hardcore punkede indslag. Og det korteste. Sættet varede vel ikke længere end lidt over 10 minutter, men sikke da en effektiv lille bombe af en performance fra de, med al respekt, lidt aldrende herrer. Ikke mindst den indlevende frontmand, der virkede som et aparte sammenstød mellem Povl Dissing, Joe Cocker og Chief 1, hvis de spillede små-psykotisk punk?! Ganske fængslende stil og optræden, med et dejligt twist og twisted personligt særpræg.
Der var egentlig ikke noget decideret nyt eller banebrydende i bandets lyd og optræden, men den korte spilletid mere en kompenserede for det, så man ikke nåede at køre træt i den skramlede og pågående “in your face” bølle-stil, eller kom til at savne nytænkning. Et bekendtskab, der virker perfekt til max et kvarters afstraffelse, og så ud og suge noget frisk luft.
Og så er vi tilbage ved luften, som endnu engang blev suget ud af mig under magnetiske Redwood Hill, et band der live, i min lille verden, er lidt i en liga for sig selv herhjemme. Jeg kan simpelthen ikke sætte en finger på noget i deres lyd, fremtoning og performance, som jeg synes skal være anderledes. Det hele harmonerer og passer næsten perfekt sammen, så den samlede, dunkle pakke rammer hårdest muligt og så fængslende som det næsten kan blive. Det er også fordi, indrømmet, at deres stil og udtryk bare giver og siger mig noget, det falder lige i min personlige smag.
Skulle jeg sætte en fedtet finger på noget her, og det skal jeg åbenbart, bare for at være that guy, så skulle det måske være, at har man set bandet et par gange, så ved man ligesom hvad der kommer til at ske. Rækkefølgen og antal af numre varieres muligvis en smule, og tilpasse rammer og spilletid, men fremgangsmåden, sættets egentlige underlæggende struktur og hvad der sker på scenen, det følger nogenlunde den samme operatus morandi fra gang til gang. Så de egentlige overraskelser er nærmest ikke eksisterende, men, så alligevel…
For det kommer måske lidt bag på mig, at jeg gang på gang “hopper i” og forsvinder end i Redwood Hill’s omklamrende og uimodståelige sorte hul – jeg ved jo hvad der skal ske. Så indledningsvis stod jeg der med korslagte arme og et lidt overbærende blik, da “Microgravity” gik i gang som første nummer, nå ja, så skal vi vel til det igen. Bare for at stå og svaje, vugge og brøle med inden vi nåede til første “call me the collider” passage i nummeret. Ud med vingerne til “Wie Ein Adler”, lungernes kollaps og drukne døden i den eminente “Posidon”, “like rocks into rivers” i den afsluttende “Dybbuk” og rundt i den mørke manege til alt ind i mellem. De gjorde det kraftedeme IGEN.
Nu virker det måske lidt søgt, at tage de her 5 bands til indtægt eller gøre dem til en art mikrokosmos for hardcore scenen i Danmark og København. Men hvis vi lige sluger konstruktionen lidt, og gør denne aften på Stengade til et arrangement der også fortæller noget overordnet om hardcore scenen – så går det sgu’ meget godt!
Et eller andet sted er en aften som denne også et eksempel på, at The Psyke Projects spøgelse stadig lurer i skyggerne og hjemsøger scenen. Det kan give en følelse af genkendelighed, men samtidig er det også min egen skyld. Jeg kan jo bare få nosset mig sammen, og finde et arrangement med for mig helt ukendte repræsentanter for denne brede genre. Men et eller andet ved dette gespenst drager mig til, at opsøge det igen og igen. Når det er sagt, så tror jeg bestemt ikke, at der er nogen af de involverede der bevidst forsøger at gentage sig selv – så var der jo ingen grund til, at opløse det gamle band. Og langt hen af vejen, så synes jeg også at der er flere ting der samlet set peger fremad end noget der bliver decideret tilbageskuende.
Derudover så er jeg måske kommet til at fokusere så meget på det genkendelige i det her, at det lyder som om at jeg har været til en slags indspist fest hos familien hardcore, som den der gæst i hjørnet ingen rigtig ved hvem er. Sådan var det bestemt ikke. Jo, der var da nok en hardcore-kerne tilstede, men overordnet så var det fyldte Stengade en meget sammensat og broget skare af folk. Unge og gamle, hardcore typer, metalhoveder, hippier, hipsters, kvinder, mænd og folk der overfladisk bedømt lignede kontornussere der var drejet forkert. Fælles var, at virkelig mange virkede interesserede i det der foregik på scenen, og trods anløb til sniksnak, også mestendels havde ørerne åbne overfor musikken. Virkelig fedt at se, og noget der tyder på, at hardcoren har slået solide rødder og fået noget til at spire, som tiltrækker mere end blot dedikerede familiemedlemmer.
At det så er mange af de samme tricks, der tager pusten fra mig gang på gang, det må være grund til lidt selvransagelse eller accept af, at jeg måske er mere konservativ end jeg bilder mig selv ind?
Af Ken Damgaard Thomsen
