Lille Vega blev udvidet til Store Aarhusfest Vega, da Ral, I’ll Be Damned, Baest og slutteligt begge i karaoke forening fik forvandlet salen til en sumpet, dampende losseplads af kroppe og væsker. Har man ikke oplevet deres hærgen tidligere, så var det nok en af de mere mindeværdige aftener, men…
Det har jeg, “desværre”. Og måske også for tit når det gælder I’ll Be Damned og Baest, skulle det vise sig. For trods en ihærdig og forbilledlig indsats fra scenen, så bed det sgu ikke rigtig på mig, som ved tidligere møder med Aarhus-fronten. Det var i hvert fald den følelse der kom snigende i løbet af den 3 timer lange seance.
Jeg havde haft en lidt underlig apatisk fornemmelse i kroppen i løbet af I’ll Be Damned og Baest’s respektive sæt, men hvad der muligvis var “galt” begyndte, at rodfæste sig, da den afsluttende fælles del mellem de 2 bands gik i gang med et instrumental cover af Rush’s “Tom Saywer”. Det ramte et eller andet i mig! Og det kom helt bag på mig, både fordi jeg syntes det var et overraskende og frækt valg, som jeg ikke havde set komme og fordi jeg endte med, at synes det var aftenens fedeste indslag?! Omringet af forbandet rock ‘n metal galskab og den pureste omgang død?! Hvad fanden er der galt med mig…
Ud over, at være en træt stivstikker og anmeldersnude, så, ja, så har jeg nok ganske enkelt set de to bands så ofte, at jeg “kender alle deres tricks”. Og det ændrede nye sange i sættet egentlig ikke på. Det er på ingen måde de bands skyld, de leverede sådan set upåklageligt og fik pisket noget af en rowdy stemning op i løbet af deres koncerter, og den afsluttende fælles bunkepul. Det nemmeste i verden ville være, at remse nogle numre op fra deres sæt, uddele den sædvanlige buket roser, smække 5 stjerner på skidtet og call it a day… Men, der har vi været tidligere, så hvis jeg “beskylder” dem for, at bruge de samme tricks (hvilket egentlig ikke er en kritik, bare en konstatering), så må jeg jo prøve, at feje for egen dør.
i stedet for vil jeg, efter bedste evne (sorry) prøve. at komme med noget konstruktiv kritik og en mere “løs” beskrivelse og bedømmelse af, hvad de gør godt og knap så godt. Og vi kan endda vende det på hovedet og starte med slutningen og arbejde os bagud, bare for at være helt skøre!
Aftenen blev, som nævnt, rundet af med et 7-8 numre langt sæt (beklager, mistede overblikket, da det gik allervildest for sig oppe foran), hvor medlemmer fra I’ll Be Damned og Baest med flyvende udskiftninger spillede sammen. Det fungerede ganske gnidningsfrit, og der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at de her gutter kan spille, growle og RÅWE, som gjaldt det livet- og gjorde det med en smittende energi og glæde.
Men… et helt sæt bestående af covernumre?! Jo jo, det var en behjertet hyldest til nogle af deres fælles forbilleder, det er jo prisværdigt, men kunne nok også være klaret med 3-4 nøje udvalgte numre. Og så alligevel… covernumre?! Er det Escobar all stars jam band på en meget stor scene? Jeg medgiver gerne, at jeg tror ikke Mastodon kan spille “Blood and Thunder” med så tunge nosser, som det blev gjort her (og meget bedre livevokaler end originalen!). Og jeg kan sgu også godt lide Down og “Bury Me In Smoke”. Eller Panteras “I’m Broken”… men, jeg stod alligevel og fik et lidt halv-stivnet smil og tog mig selv i at tænke, at det simpelthen var for billigt og nemt. Eller bare unødvendigt, i hvert fald når det blev til så mange numre?!
Det skal dog siges, at publikum var med et godt stykke af vejen indtil kræfterne så ud til stille og roligt, at slippe op og folk begyndte, at sive væk. På sin vis kan man så også sige “mission fuldført”, Lille Vega blev tæsket indtil der ikke var mere kød på knoglerne. Men det føltes også i overkanten, og, ja, med lidt lånte fjer til, at pynte kadaveret til sidst. Jeg foretrækker, at gå fra en koncert sulten efter mere, her stod jeg mod slut bare og ventede på, at det fik en ende. Plus point til den gæve gut, som sidst i sættet tyrede sig selv ud fra scenen, som en menneskelig torpedo og landede med et højt, tydeligt “THUD” – en 10’@er for forsøget, håber du er OK!
Coversættet pegede dog også på en måde tilbage på nogle af de svagheder, som blev “afsløret” i løbet af de to bands respektive sæt. Ja, det kan I sig selv være farligt, at spille en række kendte numre, så ens eget, originale materiale pludselig skal måles mod nogle vaskeægte klassikere. Det var nu ikke så meget det, jeg havde problemer med. Det var mere det, at det kom til, at virke som en legestue mod slut, som så igen, retroperspektivt kom til, at tage noget af alvoren og seriøsiteten ud af deres sæt med egne numre.
Geder og Forbandelser, høhø, jo, der er masser af Aarhus lune og glimt i øjet, og også i de to bands stil og omgangstone som udgangspunkt. Det har jeg absolut intet imod, jeg er ikke af den type der mener, at der ikke er plads til humor, selvironi og “wink wink” i rock og metal. Men, det er en balance og her var den ved, at tippe for mig, hvis man skal spille lidt bagklog og have den luksus jeg tager mig nu og zoome ud og kigge på aftenen i sin helhed.
Simon Olsen er en gudsbenådet frontmand og en fremragende growler, det står ikke til diskussion, men, denne aften synes jeg der gik for meget gak, løjer og grimasser i den på scenen. Det begyndte, at balancerer faretruende tæt på selvparodi, med for meget skæren ansigter og “det er bare sjov, vi fjoller bare” attitude – især mod slut i sættet. En skam, for da var lyden endelig blevet hæderlig, så man rent faktisk kunne høre, at de spillede “Dance Macabre”, “Marks of The Undead” og slutteligt “Crosswhore”, hvor det lød rigtig fee’. Inden da synes jeg godt nok, at Lille Vega viste sig fra sin lidt grimme side lydmæssigt, især første nummer lød som om der manglede instrumenter, bund og volumen – til gengæld skar det i ørerne.
Baest jordede dog ufortrødent og nådesløst fremad, som de plejer. Det var ikke negativt ment, det er en imponerende mur af død, de formår, at rulle ud. Men, igen, har man set dem hærge Copenhell, Roskilde, eller hvilket som helst andet sted (er jeg sikker på), så bliver man bare ikke helt blæst bagover og trampet ned, når det er 4. gang man oplever det. Dertil er materialet måske bare en kende for ordinært og monotont? Det kan lyde underligt, især i lyset af, at jeg har rost deres debutalbum, men i Lille Vega (og det kan skyldes lyden), lidt som en uendelig blodpølse af lyd, uden nok udsving. Jeg savnede mere dynamik i sættet, mere opbygning, overraskelser, et eller andet. Pludselig blev de “bare” et dødsmetal band med en samling ret klassisk skårede numre… men med en allerhelvedes god energi på scenen.
Og det kan man sådan set overføre til I’ll Be Damned, der var på scenen lige inden og gik af den med et af de nye numre, “Pig Burner”, der er featuring Simon Olsen, så Baest kunne tage over uden pause. Det fungerede faktisk rigtig godt, selvom, når jeg kigger tilbage, måske godt kunne have trængt til en lille pause der. Men, vi skulle køres over, eller skældes ud, som Stig Gamborg i vanlig manisk stil i front proklamerede. Eller rettere, han spurgte om det var rart at få skæld ud, efter han havde skridtet scenen af i tonsertempo under “Shopping With A Shotgun”, lidt over halvvejs igennem deres 11 numre lange sæt.
Nyt og gammelt i skøn forening, “Fever” tog, som altid, flest kegler mod slut, inden grisen blev futtet af i sidste nummer, en anden ældre sag, “People Who Hate People”, havde lidt vanskeligere ved at lette i begyndelsen af sættet. Den tunge og mægtige “The Entire Universe” fik ikke helt fat i det feststemte publikum, det gjorde den mere tempofyldte “You Are The Young” til gengæld, begge fra den nye plade.
I’ll Be Damned har fået en del nye numre at putte ind i sættet siden jeg så dem sidst, hvilket er rart, da jeg måske allerede var ved, at køre lidt død i nogle af de ældste travere sidst jeg så dem. Jeg forstår måske godt, at “People Who Hate People” ikke helt lettede, den er sgu egentlig nok også lidt tung i bagpartiet… Men, måske er det slitagen der har sat ind, måske var dens svagheder kamufleret bag bandets, ikke mindst gummiansigtet og sprællemanden i fronts medrivende performance?
Du kan jo ikke adskille performance og sangenes kvalitet i en koncert situation, det virker i i hvert fald lidt søgt – det hører jo ligesom sammen. Supplerer og forstærker hinanden osv… og så stod party pooperen her alligevel og tænkte, “er det bare facade, smokes and mirrors?”. Da Gamborg på et tidspunkt lå på knæ foran det omvendte kors på scenen og sang blev det kort og godt for tykt for mig. Det er ikke fordi I’ll Be Damned på nogen måder er et subtilt orkester, og det skal de heller ikke være. De skal jo skælde ud og opfordre os til, at “keep warm, burn the rich” og alt det der. Men, de skal måske passe på, at de ikke bliver offer for deres egen stil, så parolerne kommer til, at runge så højt at de fremstår hule.
Skal de skrue ned for blusset eller budskaberne så? Njaaa, altså, jeg har jo selv sat mig i en situation, hvor jeg måske bare har taget en forbandet overdosis af deres tillokkende rock ‘n metal? Måske har jeg bare fået nok skæld ud, i hvert fald af denne type? Det er som om jeg har set alle fagter, ansigtsudtryk og hørt de samfundsrevsende tekster nok gange til, at de mister noget af deres gennemslagskraft.
Er det så Baest og I’ll Be Damneds skyld, at jeg synes jeg kender deres fremgangsmåde? Skal de lære nogle nye tricks, blot for at please lille forkælede mig? Muligvis ikke, jeg kan jo bare lette røven og finde noget nyt og så ikke være så grådig, at jeg overspiser.
Det kunne være Ral, som havde opvarmningstjansen og slap mere end godt fra det, i hvert fald hvis man “blot” dømmer udfra det ret talstærke publikums modtagelse af bandets knap halv time lange sæt. De gjorde det også godt og har noget man ikke bare sådan kan tillære sig, nemlig en solid portion karisma og udstråling på en scene. Ret godt klaret af et forholdsvist nyt orkester, som man må formode en stor del af de fremmødte ikke kendte specielt indgående på forhånd.
Det der mangler er så noget der kan komme med tiden og mere modning: en mere tydelig rød tråd i musikken og stærkere sangskrivning. Det stak i lidt mange retninger, synes jeg. Trioen behersker alt fra melodisk rock, mere tungt og heavy tendenser til noget der i glimt lød helt henad noget math? Jeg synes klart, at bandet fremstod stærkest, når de fandt et godt, gyngende og tungt leje, da var der sgu bund i sagerne. Samlet set virkede det dog som om, at de stadig ikke helt har lagt sig fast på en retning, så både enkelte numre og sættet som helhed kom til at virke lidt fragmenteret.
Kommer tid, kommer råd, Ral har et rigtig godt fundament, at arbejde ud fra og deres sceneoptræden og den autoritet de fremviste er i hvert fald et udgangspunkt, som de kan bygge ovenpå.
Var du en af de 99%, som ikke var undertegnede, så havde du sikkert en særdeles festlig aften i Lille Vega. Og jo, jeg var sgu da sådan set også godt underholdt, om ikke andet, så kan man ikke være helt upåvirket af, at se så mange dejlige kroppe vælte rundt og fyre den af. Jeg elsker også stadig I’ll Be Damned og Baest, men jeg skal måske lige lære, at indtage deres geder og forbandelser med lidt mere mådehold.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
