Med to mand i marken, som det meste af fredagen delte de musikalske jagtmarker op mellem sig, er der i sagens natur rigeligt med oplevelser at tage af. Så for ikke at lave et ALT for langt skriv, får I her to lidt lange reportager fra fredag – og i stedet for at dele dem efter skribenter, er de delt kronologisk, så denne første del dækker frem til ca. kl. 19.
Det var med at være vaks ved havelågen, hvis man skulle have alle godbidder med i årets Spot program, hvoraf flere var placeret relativt tidligt fredag. Vi starter på Atlas, hvor Jonas var på plads da The Awesome Welles gik på kl. 16 og med stålsat fokus udnyttede deres 35 minutter til det maksimale. Trioen, som live er udvidet til en kvintet, med Emil Christensen og Nicco Chimera på keys og bas, lagde hårdt og direkte fra land med et nyt nummer (‘Under Your Wing’ kunne været et bud på titlen), som rummede nogle af kendetegnene fra debutalbummet: Melodiøsitet og rocket snert. Med et elegant rytmeskift fra trommeslager Jeppe Bremann fortsatte det direkte over i et andet nyt nummer, som også lovede godt for det materiale, bandet arbejder på.
‘The Undertaker’ tog over i den fokuserede performance, i en tight og velspillet udgave med en støjende afslutning – et element, der gik igen i flere af numrene. Først herefter talte frontmand Adam Allen kort til publikum, og undskyldte at de ikke var så snakkesaglige – de havde nemlig mange numre, de gerne ville nå at spille, heraf flere fra indspilningerne, til den plade de er ved at gøre færdige. Vi fik yderligere fire smagsprøver på det nye materiale, kun garneret med ‘Out of the Woods’ fra debuten, allesammen kendetegnet ved at der blev arbejdet med intensitetsskift, men også nogle lidt anderledes melodiske strukturer end sangene fra debutalbummet. Således virkede de ældre numre mere umiddelbart fængende, men omvendt lød der også til at være en ny dybde i det nye materiale.
Hele den tidlige eftermiddagsseance endte da først Allen (i god ro og orden) forlod scenen under afslutningen af sidste nummer, mens resten af bandet støjrockede igennem, indtil Bremann bag trommer tabte en trommestik, og herefter væltede trommesættet og forlod scenen, mens guitarist Jakob Løkkegaard (som i øvrigt fik fyret flere fine soli af undervejs i koncerten, også et nyt træk hos bandet) og bassisten feedede ud, og lige så stille fulgte efter. Det var sådan en afslutning man husker, men det er også værd at huske koncerten for en fokuseret, veldisponeret og velspillet koncert fra The Awesome Welles, som i hvert fald fik vist at man fortsat skal holde et vågent øje med dem.
Næsten samtidig på Radar, oplevede Troels-Henrik Dør Nr 13 på spillestedet, der er blevet dedikeret til Karrierekanonens bands. Dør Nr 13 er et band, der primært lever af sin live-energi, og forsangeren fylder også virkelig meget; Da han som sidste mand entrer scenen iført Tom Waits-agtig bowlerhat og punket attitude, står det klart, at her er et band, der vil noget med publikum.
De danske tekster leveres intenst og med masser af stage acting og (måske påtaget) intensitet. Og der bliver i den grad kørt på med attitude fra forsangeren, der ganske trænet konstant har øjne og fokus på et sted ud over publikum.
Og det ER fedt. Bandet spiller glimrende med fokus på fire slag i gulvet og god energi over scenekanten. Teksterne på dansk bliver leveret ganske fint – ofte reciterende og uden megen melodi, men igen: intenst. Som underholdning, er det uovertruffent. Forsangerens smådesperate ageren og skuespil kan måske virke påtaget på nogen. Men hey! Det her er SPOT – man skal give den på alle tangenter – og det gør Dør Nr 13 i bund og grund.
Pladen bliver ikke købt i morgen, men stor respekt for et velspillende, forsanger-fokuseret band, der i bund og grund blot spiller rock – og gør dette uden så mange dikkedarer eller sidespring.
Og at bandet virkede fuldstændig uimponerede over officielt at åbne én af festivalens scener, kan ikke andet end at tælle op…
Lidt senere, efter en hurtig samling og en øl på HeadQuarters, gik begge udsendte en tur i Musikhusets lille sal, hvor Northern Assembly spillede kl. 17 – vi giver Troels-Henrik ordet:
Northern Assembly spillede deres folk i glimrende stil. Hvor Dør Nr 13 benyttede sig at rockens clichéer og havde masser af guitar, en karismatisk frontperson og ellers bare energi ud over scenen, har Northern Assembly en anderledes – men stadig energisk – tilgang. Northern Assembly smykker sig ikke med lånte fjer, men spiller folk af den gamle skole – som århusianere også kan møde på ét af de irske værtshuse hver søndag.
Sagen er, at de gør det uforskammet godt. Kernen i bandet, Andreas Bevan og Dina Danielsdatter komplimenterer hinanden glimrende i deres folk’ede vokalharmonier, mens det dog ingen hemmelighed skal være, at sidstnævnte har det største sangtalent. Sangene bygges op omkring historier og deres viderefortælling, og det lyder på én gang som noget, man kunne have hørt for 2-300 år siden – men også ret fantastisk og gennemtænkt.
De fleste numre drives af fire slag i gulvet fra stortrommen og bliver dermed dansable – mens de smukke vokalharmonier mellem Bevan/Danielsdatter – og for øvrigt resten af de fire i bandet – løfter det hele til et højere niveau. Ja, det er simpelt, og ja, det er afsindigt godt når der spilles mandolin ind over den akustiske guitar. Havde koncerten ikke været sid-ned, havde der nok været danset.
Men det er stadig ikke rigtigt banebrydende – eller for den sags skyld norrønt. Fint, at de er nogle gutter m/k som for det meste har baggrund i Nordatlanten. Men historien når kun så langt… Men musikken i Northern Assembly med sine fire slag i gulvet har tendens til at hænge ved – om det så bliver rigtig nørrønt, mere irsk – eller endda til tider americana-agtigt er for så vidt sekundært. For det er energisk og godt!
Northern Assembly interviewer Jonas for øvrigt senere i dag.
Sidste levende billede i første reportage-del var 11th Street Kids på HeadQuarters kl. 18. Også her havde vi begge fundet vej til, faktisk lidt uafhængigt af hinanden, så her bliver ordene lidt sammenblandede: Da forsangeren introducerer sættet med at sige ”Vi spiller lige en 30 minutters rockmusik for jer” var det ikke løgn. 11th Street Kids spiller ukompliceret rock som man har gjort det i 40 år, og der er i bund og grund ingen grund til at ændre på en opskrift, der fungerer….
Det er mestendels fire fjerdedele i gulvet og ellers noget et langt stykke hen ad vejen er set før i rock-kredse. Hvad der gør bandet godt er dog, at der er god live-energi, solidt håndværk, fint vokalarbejde – og at man ikke fortaber sig i soloer. Der bliver bare kørt på og de diskrete synths løfter mens der spilles grooves, der både sender tankerne i retning af Blurs ‘Coffee & TV’ og andre etablerede hits, men ind i mellem også noget, der nærmest er pop-punk. Men lige med det hele skruet en tand op – underligt intelligent lavet!
Det bliver heller aldrig fesent eller tamt, fordi 11th Street Kids spiller tight som en klistret regnjakke på en festivalgæst, da det står ned udendørs. Det er dygtigt lavet, og både lyd, sangteknik og stageperformance holder ganske fint. Samtidig skal HeadQuarters også have ros for at etablere denne club-stemning, hvor der er energi fra start til slut. Fredag eftermiddag ender med en konklusion om, at fire slag i gulvet virker – og at rocken faktisk har det godt i Danmark, trods rygterne om at den allerede er afgået ved døden. Det drak vi en fadøl på, mens resten af aftenen blev planlagt. Hvordan de senere aftentimer forløb kan du læse mere om i anden del af reportagen.
Tekst og fotos: Troels-Henrik Balslev Krag og Jonas Strandholdt Bach
