Hængeparti eller bonusafsnit? Inden vi kaster os over et kuld helt nye 2023 singler, så er der lige lidt “oprydning” og overlap fra sidste år. I denne helt særlige, specielle og ekstraordinære udgave af Repeatlisten… hvor vi lidt gør som vi “plejer”, når der er blevet lyttet til numre fra kunstnere som Ranthe/Montin, OhNothing, EYES, Mallemuk, SYL, Tredjeperson, Klimaforandringer, Toby Ernest og De Frigjorte.
OK, valget stod mellem, at nulstille indbakken, at vente på at den blev fyldt op med 2023 singler, eller samle op. For, der lå søreme lidt og gemte sig i hjørnerne fra slutningen af 2022, som ikke kom med i årets sidste Repeatliste. Det ville næsten være synd og unfair, at sende de singler i den digitale skraldespand.
Til gengæld giver det også lidt rod og overlap i hele konceptet for, hvor passer de numre så ind i listesystemet? 2022 listen ER afsluttet, men skal de så tages med på 2023 listen? Ej, det er da noget kludder! Hvis det ikke var fordi, at vi selv laver reglerne og selve listen “bare” er for, at have en form for ramme. Lad os ikke overtænke det…
Nuvel, vi har 17 numre fordelt på cirka en times samlet spilletid, som vi skal igennem. Lad os bare løbe hele stakken igennem og se, hvad der evt. skal på den eksklusive, meget vigtige og slet ikke efterhånden noget kludrede Repeatliste… spilleliste!
Og lad mig indledningsvist sige, at det sgu’ var en reeet stærk samling sange, der havde klumpet sig sammen i krogene af indbakken.
Overordnet var 2022 et fint single år, hvor jeg måske ikke havde så svært ved, at vælge mine favoritter ud i forhold til tidligere år. Det kan, naturligvis skyldes mange faktorer. Men, en generel tendens året igennem var, at der var lidt langt mellem metalsinglerne. Ikke mindst dem jeg syntes rigtig godt om.
Det kan helt bestemt skyldes personlige præferencer efter, at have dyrket metal i mange afskygninger, igennem årtier, kørte jeg død i genrerne de seneste år. Så, har ikke lyttet til meget metal, og slet ikke fundet noget, som virkelig fangede mig, i et par år efterhånden. Det har nok også smittet af på metallens tilstedeværelse på Repeatlisten. Og medvirket til, at metalmusikken bare er blevet lidt usynlig for mig i indbakken, out of mind, out of sight.
MEN, der er hele TRE metalliske numre blandt denne omsamlingsrundes numre. Og jeg kan lide dem begge! Nye vinde? Er metallen ved, at få et comeback hos mig? Indtil da har jeg nydt et par korte indspark fra henholdsvis EYES og SYL. 2 ½ minut bruger EYES på at råbe “Congratulations!”, mens SYL kun har brug for 2.11 til, at brumme “huldre”.
De feee! Jeg tog en gedigen overdosis kjøwenhauner hardcore for nogle år siden, hvor jeg fik lyttet til alt for mange bands “af den slags”. Og i for lang tid. Sammenholdt med et black metal trip var det nok det, der var medvirkende til, at jeg blev metaltræt.
EYES har noget hardcore metallisk over sig, og det begynder at prikke lidt i fixer genet igen, når jeg lytter til denne single. Det er også punket, i sin rå attitude og flossede energi. Selvom det river godt i næseborene, og man får trang til, at afreagere fysisk, så er det ikke, nødvendigvis på en voldelig vis. Alt efter hvordan du danser, for det er sgu’ også underligt dansabelt på en eller anden måde?! Tonser-dans og slås!
“huldre” fra SYL er endnu mere fremfarende og psykotisk lydende. Det er satme døren lige i smaske, verbale øretæver imens man tumler rundt, inden SYL stormer videre ud og hærger nabolaget. Igen er der noget punket over det, ikke mindst vokalen, der næsten flirter med en post-punket klang hist og her? Altså, bare i et mere opskruet tempo. Det ER sgu’ lidt lyden af, at blive dolket med en syl. Bare af noget mere uhumsk og grimt end Sharon Stone… herligt.
Så er der Lightchapter, som gør sig i det mere knusende og tromlende dødsmetalliske. Af den nogenlunde melodiske slags, hvilket egentlig plejer at bekomme mig ganske vel. Ehhh, jo, der er bestemt noget her, der fungerer ganske fint, men… mjah. Hmm. Tjo. Er det lidt synth man aner et sted i det olme lydbillede? Det tror jeg heller ikke, at jeg har noget imod.
Rock-“genren” har også haft lidt trange kår hos undertegnede de senere år. Der har været spredte og sporadiske undtagelser, mens eller er rocken druknet lidt i streaming-strømmen for mig. Hvis jeg ikke lige opsøger den aktivt, når der skal ekstra fut i løbebenene. “Dance To Deny” af Tempest Drive kunne man da sagtens løbe til. Den har, ja, et godt drive, især i det ganske iørefaldende omkvæd. Det kører generelt som smurt, men alligevel bliver en lille smule… forglemmelig? Eller, det er i hvert fald ikke virkelig mindeværdigt. “Bare” driftsikkert? Det kan også være fint nok…
Den lede fede rock og arven fra de gode, gamle dage, dengang Gasolin var rendestensromatikkens førsteelskere herhjemme, holdes i hævd af et band som De Frigjorte. Dem har jeg tidligere været ude med riven efter. Både for musikken, melodierne og deres tekster. Sårn er jeg bare, et dumt, elitært anmeldersvin, der både er tonedøv og selvfed.
Derfor glædede jeg mig, på kvalmende vis til, at hade “Den Allersidste Gang”. Ha, ligesom den der sang fra Anja og Victor? Den ligger jo lige til højrebenet, hvis det ikke var fordi, at der var et lille “men”. Det er ikke et dårligt nummer. Så er det sagt. Den er, mååååske lige en tand for lang, selvom spilletiden kun lige kysser de 3 ½ minut. Jeg har det som om, at sangen egentlig rundes fint og naturligt af lidt før og så starter igen. Og slutter. Der er et eller andet der, måske er det bare mig.
Nuvel, De Frigjorte har skrevet et rigtig fint, ganske klassisk, lidt brølende rocknummer. Som Magtens Korridorer med lidt mere selvkontrol. Og mindre RÅWEN på vokalen. Det er bedre produceret, arrangeret og sat sammen end de tidligere numre jeg har hørt fra bandet. Og det skulle ikke lyde, som en bagvendt kompliment. Jeg synes blot, at stort set alt lyder bedre hos De Frigjorte i denne omgang.
The Reptones driver videre i krydsfeltet mellem folk-, heartland- og klassisk blød rock med “Alex”. Jeg forestiller mig, at denne kunne handle om afdøde Alex Chilton fra det kriminelt oversete start-70er rockband Big Star. Der er noget vemod, nostalgisk og et eller andet i dele af teksten, som sammenholdt med titlen, sender mine tanker i den retning. Det er en vældig “rar” sang, men den bliver næsten også så venlig, at den er lige ved ikke, at bide nok fra sig.
Et eller andet sted i rocks-sfæren driver Roxy Jules også rundt. Jeg har allerede hørt singlen “Light Pink Petals” på P6 Beat et par gange, hvor jeg har tænkt “mhmm, ja”. Det er bestemt ikke en dårlig ting! Men, OK, jeg kan godt lide Roxy Jules og hendes svævende, støjende og ulmende/eksplosive univers. Der er også noget filmisk over de mørke, ildevarslende flader som fremmanes, der kan noget. Det her er, måske ikke det stærkeste nummer i det voksende sangkatalog, det virker som en, med alt respekt, lidt “lille” sang. Ikke en dårlig sang, bare… lille. Den har dog et eller andet, som alligevel…
Nu skal der jo ikke kun gå tråd i den, vel? Jooo, altså, Styrtløb og deres “Dig Bag Mine Øjne” har også noget tråd og rocket over sig. Men, vi er ovre i den mere rastløse, ungdommelig og nymodens ende, som man også kender fra et navn som eksempelvis Jung. Og alle de andre. Med al respekt, men den slags orkestre og deres lyd har været her, der og alle vegne.
Og det er nok også mit helt store problem, som jeg har med Styrtløb. De, og sangen, er som end hverken værre eller bedre end gennemsnittet. Det er så også ulempen. Der er ikke rigtig noget, som får sangen og bandet til at skille sig ud fra mængden. Hvilket gør, fair eller ej, gør at det kommer til, at virke for tykt og som medløber musik. Og jeg skriver “kommer til, at virke som”. Jeg siger ikke, at er kalkuleret og bevidst fra Styrtløbs side. Men den her har vi hørt. Nu skal der spilles noget andet, tak.
Nu vi er ved, at være lidt møre, så er det måske på sin plads med en bette bajer? Den kan man nappe og knappe op sammen med, eller til tonerne af, Kemisk Forår. Hvor vokalen kækt proklamerer, at han er et “Bæst (når det kommer til bajere). Det lyder jo umiddelbart festligt, ikke sandt? Jeg ved ikke helt om det er en fest for mig.
Jeg får en underlig blandet følelser, af en alkoholpåvirket genre-cocktail, som mit system muligvis ikke kan håndtere? Det er en form for flabet og skæv rap/rock? Det lyder lidt, som Humleridderne i en mere rocket, nutidig og tempofyldt indpakning. Roskilde Rising rock tilsat bajer-poesi og bodega rap? Ikke uden en vis charme, men det bliver også lidt for hurtigt en kende trættende.
Når man så sidder her og bliver gammel og træt, så kan man jo give Toby Ernest et skud. “Man I’m So Tired”, hedder nummeret fra manden, der lyder som om han har et navn, der MÅ være et kunstnernavn. Jeg vil hører sangen om dengang Ærlige Tobias blev til Toby Ernest. Spøg til side, Toby Ernest hedder egentlig Tobias Buch, tidligere The Late Great Fitzcarraldos forsanger og hjemvendt efter et dusin år i Los Angeles.
Alt det ændrer ikke på, at “Man I’m So Tired” er et godt nummer. Virkelig godt, faktisk. Der er noget singer songwriter over det, men også sommer, sol og lummer lounge sanger? Og lidt corny croone, der kunne gå både i 70erne, 80erne og nu til dags. Er der lidt Alex Cameron over de liflige toner og stemningen? Mjaaah, måske? Jeg får nogle vibes, som kunne overlappe.
Det er en af den slags numre, som man bare kommer i godt humør (eller det nærmeste jeg kan komme den følelse!) af. Det gør jeg egentlig også af Under The Elms og deres “Friendly Reminder”, en venlig musikalsk påmindelse om, at nogle gange er alt man behøver en god, lille melodi, et par vokaler, der harmonerer og svinger, samt et spartansk arrangement med minimalistisk instrumentering.
“Freindly Reminder” er sagte, smyger sig ud af højtalerne på ganske elegant vis og har ikke til hensigt, at skræmme nogen. Et høfligt og blødt tæppe, man kan pakke sig ind i, i de kolde tider og lukke resten af verden lidt ude. Det lyder rigtig flot, er veludført og indbydende. Den er også kvart i “lidt for pænt”, så det er noget man lige skal være i det rette hjørne til, så man ikke sidder og falder lidt hen.
Det samme gælder nok “Mens vi ånder ud” af Mallemuk, en stille og afdæmpet sag, der sejler roooligt afsted. Tyst, stedvis grænsende til hviskende, eller i hvert fald meget tilbageholdende vokal. Bakket op af noget klaver og diskrete, spredte trommer, samt noget kor. Sangen vokser, vokalen bliver mere knugende og markant, intensiteten stiger. For så, at bremse op igen, mens der messes “de kan drukne i deres pomp og pragt, stive lykke og tomme pomp og pragt, mens vi ånder, vi ånder ud”.
Sangen rummer et sitrende drama, og en virkningsfuld kombination af ro og en snigende desperation. Mallemuk giver aldrig helt efter, eller lader følelserne løbe af med dem. Det skaber en stemning af, at det hele er lige ved at ramle, men fatningen bevares. Som om smerten sluges, og bliver til en knude indeni. Stærkt nummer.
Så lusker vi tempoet en smule op sammen med Rasmus Nelausen, der har begået en rigtig fin single med “Diorama”. Der er lidt elektronisk bund i form af noget, der lyder som en tøffende trommemaskine og synth/keys krusninger. Nelausen har en rolig stemme og matchende stemmeføring, der er ikke noget forceret over sangen her.
Den får lov til, at flyde roligt fremad uden, at det bliver stillestående på noget tidspunkt. Det føles, som en velsmurt fortløbende bevægelse fremad i løbet af de stramme 2 minutter og 45 sekunder.
Vi bliver i det rolige, men det antager en mere spirende, boblende og optimistisk tone på “Livet Er Smukt” af duoen Ranthe/Montin. Tonen er næsten blå-øjet, grænsende til det naive, når der synges om livets små og store smukke stunder og minder. Stilen er en art blød folk-poppet rock møder gammeldags visesang, noget nogle sikkert ville forbinde med P4/5 stykker.
Der er noget sommerligt over lyden og stemningen, hvilket giver fin mening i det de to bagmænd, skuespiller Lars Ranthe og musiker Anders Montin mødte hinanden en lun sommeraften i et sommerhuskvarter. Det er det her lyden af. 2 voksne mænd, der sidder og snakker om livet på godt, og lidt ondt, men med fokus på, at det trods alt er smukt. En charmerende, lille poetisk sang, der stille og roligt er krøbet ind i det kolde anmelderhjerte.
Den udkom, som mange af de øvrige numre i denne opsamling, tilbage i slutningen af 2022. Så der er allerede nyt enten ude, eller på trapperne.
Der er dog kommet en masse overspringshandlinger (og tidsnød!) i vejen, så jeg halser efter. Måske man skulle prøve nogle “Overspringsforhandlinger”? Hvad det går ud på, kan man høre hos Tredjeperson, der tidligere har fået rosende ord med på vejen her i Repeat-artiklerne for tidligere singler.
Moderne, drenget og ungdommelig popmusik med dansable rytmer og smittende melodi, tilsat lyrik om at være ung og forvirret. Det kan fører til disse forbaskede overspringshandlinger, og forhandlingen om disse. Hvad er vigtigst i en given situation? “Det ender med, at du går i baglås”, som det lyder på dette æggende og lidt rastløse nummer.
Det kører sgu’ temmelig gnidningsfrit derudaf for Tredjeperson på dette nummer. Fængende er det, og gruppen kan et eller andet med nogenlunde mundrette tekster og ordbilleder, der lige slår de nødvendige krøller og laver små spidsfindige hop og leg med sproget til, at det får noget personlighed og en egen stil og tone. Efter flere singler begynder man også, at kunne genkende både lyd og lyrik i en sådan grad, at man ved man er i selskab med Tredjeperson. Det er bestemt ikke en dårlig ting, når man forsøger, at stikke ud i streamingstrømmen.
Nu vi er ved det “moderne”, eller noget der lyder af… nu? Klimaforandringer, dem skal vi alle forholde os til, men der findes også en musikalsk udgave. Vi har allerede anmeldt et par udgivelser i årenes løb, og senest fangede de min opmærksomhed med nummeret “Vår”. Selvom det var efterår/tidlig vinter, men altså…
Nå, Klimaforandringer lader sig ikke begrænse og lukke ind, og ignorerer også landegrænser. Det føles frit flyvende og organisk, når de henter inspiration og lyde til en omgang “Jorden rundt på under 4 minutter”. Det hakker lidt, der er noget der smager lidt af afrobeatrytmer i blandingens bund. Men, “Holder I Min Favn” er også svævende og luftig, ikke mindst den lyse, lidt distancerede vokal. Samtidig er det også sært, skævt og trippet, med en lidt syrlig smag. Uden, at det bryder en popform fuldstændig og ender i noget avantgarde. Der ER struktur, bare en som føles en kende knudret.
Det lyder både genkendeligt og nutidigt, og samtidig fremmedartet. Eller i hvert fald egenrådigt.
Hvis Klimaforandringer ikke lige virker helt oplagt til et radiohit (men dog KAN spilles, hvis en radiokanal derude giver plads til det lidt særprægede), så lukker vi lige dette opsamlingsheat med noget, der er lidt mere fordøjeligt. For mainstreamen. Og det var IKKE en kritik.
For det sidste to numre i bunken er faktisk, et ganske glimrende popnumre. Jeg havde fat i “Final Sacrifice” fra OhNothing tilbage i marts 2022, hvor jeg ganske kort nævnte, at nummeret muligvis havde P6 potentiale. Jeg har faktisk ikke fået tjekket op på, om det havde noget på sig.
Nuvel, måske er chancerne endnu bedre for denne gang, for “This Time Around” har, på papiret det der skal til. Lad os lige få en reference af vejen, som måske kun gælder mig. Jeg får, pga. af klangen af både vokalen og selve lydbilledet, i hvert fald indledningsvis, associationer til Marie Frank og den der “Under The Water”. Der, sådan, så er den ude af verden. I øvrigt et nummer, som jeg hørte “for nylig” og tænkte “huha, den holder slet ikke længere”.
Men det GØR “This Time Around”. Det er på samme tid højtideligt og ganske storladent, men også lidt “genert” og skrøbeligt? Der er noget nostalgisk over lyden, eller tilbageskuende, på den der længselsfulde måde, hvor det kunne lyde som et lydspor til en række mentale billeder af løsrevne minder. Drømmende? Er det i virkeligheden drømmepop?? Hmm.
Bevæger vi os frem eller tilbage? Kører det i ring? Op eller ned? Der er noget vægtløst, eller løsrevet fra overfladen over OhNothings luftige toner. Jeg kan lide det. Uden helt, at kunne fange sangen, smække nogle labels på den og få den presset ned i en passende kasse.
Og dermed nåede vi til vejs ende… for 2022! Bedre sent end aldrig, og alt det der. Men, hvad pokker stiller vi op med de her sange og Repeatlisten? Den var jo lukket end for 2022, og jeg var klar til, at begynde på en frisk.
Ah, hvad pokker, hele konceptet og mine selvbestaltede regler var alligevel ved, at smuldre fordi jeg saboterede det selv. Lad os lege forlænget spilletid og se om, der er nogle af numrene fra denne ekstra udgave, som når at møve sig ind på Repeatlisten for 2022.
Trommehvirvel…
Føjes til Repeatlisten 2022: Vi gør i sidste øjeblik plads til Ranthe/Montin, OhNothing og EYES.
Så er der vist ryddet op i gemmerne, den næste Repeatliste, årets første “rigtige”, er allerede på vej og lyttepuljen ved at være fyldt op. Så, hold linjen åben, der er forhåbentlig snart nyt på vej.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Peter Troest, EYES pressefoto
