Indbakken er presset til bristepunktet med nye singler, så vi letter trykket med (næsten!) nye toner fra navne som Juncker, NÆB, Decorate. Decorate., LAU IV og Lightchapter. Nå ja, og alle de andre for kom sgu’ til at smide ord efter samtlige 25 numre i bunken i større og mindre grad…
Så ramte vi for alvor højsæsonen (den første) for nye udgivelser og dermed også en masse singler. Der kommer jo gerne 3-4 stykker fra en kunstner INDEN en plade udkommer nu til dags, og gerne inden for relativt kort tid. Når der så samtidig er mange nye udgivelser under opsejling, ja, så opstår der flaskehals i vores indbakke.
Jeg går som altid metodisk og nogenlunde kronologisk til værks, men tillader mig at prioritere navne, som jeg ikke har omtalt indenfor overskuelig fortid. Og vælger og vrager også af og til, når en kunstner er nået til 3. eller 4. single fra samme udgivelse. Men vi undgår altså ikke helt gengangere fra gang til gang.
Det gør (desværre?) også, at det nok ikke bliver undertegnede, der kommer til at anmelde en udgivelse fra pågældende kunstner. Når jeg har lyttet til 3-4 singler fra en kommende plade indenfor kort tid, så er jeg mæt.
Denne gang bestod lyttepuljen af følgende 25 numre:
efteraar – “lyset bliver koldt (nattens sang)”, pære banal – “formel 1”, Juliane Victoria – “Not afraid to die”, Roxy Jules – “Fordi”, “Juncker – “Astronaut Mogensen”, Knægt – “Solskam”, HunBjørn – “Won’t Rush This Time”, Løsgænger – “Hvorfor Stråler Du I Nat?”, Næb/Dans & Lær, Terese – “Du er mere end okay, Dompap”, Statement – “The World Is Fading”, Mothem – “World Of Decay”, Me & Munich – “This Room”, Nirmata – “Dancing On The Sun”, Troels Jørgensen – “Vi Er Her”, Kristine Hoelgaard – “bevægelse gennem tid og lyd”, Blended Brew – “Traveling Song”, Telestjernen – “Hjemvé”, Kasper Buch – “Let it Go”, KOM VI LØBER – “Engine Malfunction”, Decorate.Decorate – “A Sun”, Liebe – “Allerede Død”, Lützen – “Vågner Med Dig”, LIGHTCHAPTER – “Revenge”, Bo Bech – “Jeg Har Aldrig Fri” og LAU IV – “DEM DER SLÅR TIDEN IHJEL”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Juncker – “Astronaut Mogensen”
Den taber! Så tror han at han er noget bare fordi han har været ude i rummet, HA! Det kunne Elon da også, endda i sin egen raket, han gider bare ikke lige. Og det er i hvert fald ikke fordi han ikke tør sætte sig øverst i en af hans egen rumraketter (og gøre verden en tjeneste) og blive skudt til månen. Hvad kan astronaut Mogensen?
Han kan da få en form for (lidt forsinket) hyldest fra en god og stabil sanger og sangskriver, nemlig gode, gamle Juncker. Han fortsætter sin strøm af habile sange, som bare kører, eller flyver (?) som smurt ud af hans sikre pen. Han flyver ofte lidt under radaren i bredere forstand, selvom han også har været leveringsdygtig i eksempelvis Melodi Grand Prix med sange til topplaceringer de senere år.
“Astronaut Mogensen” er et nummer, som hurtigt voksede på mig. Efter første lyt tænkte jeg, “nå ja, fin sang”. Men den blev hængende. Især den virkelig fine melodi og det luftige omkvæd, det sidder bare LIGE i skabet, hvor den slags nynne/synge med venlige hits hænger til skue.
Teksten er jeg stadig ikke heeeelt sikker på at jeg forstår 100%? Ja, det er nok en hyldest til Mogensen og måske sådan noget med at være fri… lette… men en af de vendinger, som går igen er “calling Space X”. Og dens “crew-7”, der ser verden fra oven, lander i vandet osv., så måske er det også noget med at se verden oppe/ude fra. At vende hjem… anyway! Der synges tilmed en kort passage på fransk af gæsten Hervé Toure, fordi, tja, hvorfor ikke? Og det giver da nummeret lidt international flavor, nu den indirekte omhandler en mission til Den Internationale Rumstation.
Det ER heller ikke så vigtigt, eller om jeg tolker for meget eller lidt. Sangen er god og melodien glimrende uanset hvad, og jeg kan ikke få det skidt ud af hovedet nu, hvor den kører på repeat derinde. Tak Juncker!
Næb/Dans & Lær, Terese – “Du er mere end okay, Dompap”
En sangtitel KAN betyde og gøre meget. Jeg var i hvert fald både underholdt og nysgerrig, inden jeg overhovedet lyttede til “Du er mere end okay, Dompap”. Dompap… det er altså bare et sjovt navn og ord.
Det er også et sjovt, eller på papiret lettere kuriøst samarbejde vi er ude i her. Det selvproklamerede “fugleband”, Dans & Lær, som nu (naturligvis fristes man til at sige) har skiftet navn til Næb og popsangerinden Terese. Førstnævnte har vi tidligere anmeldt en pip-plade fra, og sidstnævnte har jeg haft med her i Repeat af flere omgange.
Hvad er det her så, din dompap? Tja, det er sådan set ret meget hvad man kunne forvente? Skæv og alternativ, dansabel indie-soulfunkpop med en snert af fuglefløjt og en tekst som matcher løjerne. De nævner selv kunstnere som Prince og Chic som inspirationskilder her, og dyppet det i godt med 80er synth.
Der er et eller andet charmerende ved, at man gør en lidt nørdet eller meget specifik interesse til den del af ens musik. Flere burde lege med den slags, hvem ved, der kunne måske komme noget ret unikt ud af det?
NÆB er unikke, men det her nummer er ikke helt så gakket (eller PIP?), som det måske kan lyde ud fra beskrivelsen. Det er elektronisk funderet dansefunkpop, tilsat lidt fuglefløjt hist og her og sunget af Terese og hendes fine popvokal. Teksten er lige ud af landevejen, du er mere end okay, dompap. Men dompap er og bliver et skægt ord, så det tæller lidt op.
Decorate.Decorate. – “A Sun”
I kategorien “nå ja, hvor pokker blev DE egentlig af?” finder vi Decorate. Decorate., som i første omgang kun eksisterede i perioden 2006 til 2009. Da havde de da en smule hype, ikke sandt? Jeg kan da mindes noget buzz, og jeg mener da også jeg så dem på Pavilion Jr. på Roskilde Festival i den periode?
Nuvel, de blev tilsyneladende gendannet i 2021. Det druknede måske lidt i Corona for mig, men så vidt jeg kan se er “A Sun” første nye lyd fra bandet siden 2009. Og sikken et comeback!
Det her er VIRKELIG godt, selvom fundamentet måske nok er velkendt og ikke videre revolutionerende. Post-punk af den mørke, ildevarslende og hårdt spillede slags. Som i rigtig hårdt. Hvilket faktisk er en af de aller største forcer ved dette generelt voldsomme nummer, de spiller RØV tungt og hårdt inden for genrens rammer. Det lyder som om alle giver sig 100% og lægger alt i at få deres instrumenter til at summe og snurre så tungt og dunkelt som overhovedet muligt.
Vokalen er nok der, hvor jeg indledningsvist var lidt forbeholden. Den rummer for mig ekkoer af David Bowie (og Polle Banks fra Interpol), men er trods alt stadig sin egen. Men P6 har lært mig så er det, at have en stærk aversion mod stakkels Bowie. Decorate. Decorate. burde alene af den grund ikke have vanskeligheder ved at få airplay på P6 Bowie.
Det sagt, jeg kom mig over mine indledende forbehold på den front og har omfavnet vokalen også. Den fylder også en del, og er et vigtigt element i sangen. Både når den kører parløb med dommedagstonerne, men især når den tager på sine egne, små udflugter ikke mindst når sangen runders af. Her lyder det som om musikken langsomt toner ud, men vokalen snakke-synger videre, mens det lyder som om den, og sangen enten krakelerer eller halter i mål.
Decorate. Decorate. tog nærmest hele den der post-punk genfødsel/ny-bølge på bænken, og melder sig tilbage på banen når den for længst er overstået. Til gengæld har de nu måske banen næsten for dem selv, og får noget velfortjent opmærksomhed med denne fremragende single!
LAU IV – “DEM DER SLÅR TIDEN IHJEL”
Da jeg havde den nu tidligere Fribytterdrømme frontmand, Lau, med i seneste repeat var det med et kort, temmelig hårdtslående og rocket punknummer. En for mig lidt overraskende udvikling, men kærkommen, efter han tidligere havde udforsket beat-rock, poetisk hippiemusik, madchester på dansk og efterhånden mere klubbede dansetoner.
“DEM DER SLÅR TIDEN IHJEL”, er mindre punket og også mindre overrumplende, men det er et rigtig godt nummer. Vi er ovre i det stedvis mere post-punkede, eller post-punkpoppede, jeg får lige Love Shop vibes hist og her? Indtil sidste del af sangen, hvor der skiftes en smule stil og udtryk. Afslutningen er ren instrumental og her bliver bissen for alvor skruet på.
Det er denne sidste del af sangen, som får alvor letter for mig. Den første del, hvor Lau’s vokal er med er bestemt ikke dårlig, det blegner bare en smule i forhold til sidste del hvad angår gennemslagskraft.
Derfor er det muligvis også en lidt “svær” størrelse som single. Den første del, som nok får flest lyt (sådan er det jo) er ganske tilforladelig, jeg kan stadig godt lide Lau og hans karakteristiske stemme og udtale af visse ord – det lyder i korte glimt lidt affekteret, især “a”-lyde. Men spørgsmålet er, om nogle lyttere falder fra eller zoner ud, inden det bliver virkelig fedt?
Det ville være ærgerligt, for det er et nummer, der fortjener og løfter sig, når det høres i sin helhed.
Lightchapeter – “Revenge”
Denne rundes bedste metalsang kommer i min optik fra Lightchapter. De er ude på hævn på “Revenge”, og det får de, hvis det er for at få payback for manglede opmærksomhed fra mig i deres retning tidligere. Vi har dog anmeldt både deres 2021 debut-EP og ditto plade fra 2023 her på siden, men jeg er lykkes med at undgå en konfrontation med Aarhus-bandet indtil nu.
Gruppen er et sammenrend af medlemmer fra bands som The Burning, Silent Low, The Hive Mind og Diamond Drive. Det er jo et mindre line up af usual suspects her fra siden?!
Og er man bekendt med nogle af de bands, deres inspirationskilde og hvad der rørte sig inden for metallen op gennem nuller og tierne, så overrasker det heller ikke når bandet selv nævner navne som Bring Me The Horizon, In Flames og Gojira som referencepunkter. “Revenge” lyder unægtelig som om der er fundet inspiration fra de kanter, og som en videreudvikling af medlemmernes tidligere bands stil og lyd.
Det er absolut ikke en dårlig ting i denne sammenhæng, Der er godt med smæk på her, men stadig melodisk og dynamisk. Her spiller især nogle vellykkede temposkift ind, og bidrager til den dynamiske følelse, hvor sangen presses op i tempo i præcise ryk. Under den hårdtslående, men stadig lige polerede, metallak ligger noget synth og danner en lysere bund. Det kan muligvis lyde som om at det er FOR poleret, men jeg mener det mere som at nummeret lyder virkelig godt. Beskidt metal er det ikke, og det er langt fra undergrund, men indenfor den gren at metal, hvor det gerne må lyde rent og godt, så rammer Lightchapter og deres producer plet.
Og det sker heldigvis ikke på bekostning af sangens gennemslagskraft. Der er masser af muskler, de får plads, de får bare også lov til at se pæne ud mens de flexes. Hvis du leder efter noget grimmere og mere smadret, så er Lightchapter nok for velproduceret og veludført. Andre bør lige give “Revenge” et skud.
Korte kommentarer
En af ulemperne ved at anmelde singler er, at man kan nå at blive mæt i en kunstner inden pladen udkommer. Og dermed føler sig tømt for ord, eller bare har lyst til at lytte til noget andet, så det dermed ikke bliver undertegnede, der kommer til at anmelde hele pladen.
Jeg havde egentlig ambitioner om, at ville have anmeldt plader fra både Knægt og Løsgænger, som begge har nye singler med i puljen denne gang. Igen. Jeg lyttede pladerne igennem og tænkte, “tja… nå… de var da gode”. Og så havde jeg sådan set ikke lyst til at sige mere om dem, da jeg allerede har brugt tid og ord på singlerne inden.
Både “Solskam” fra Knægt, og “Hvorfor Stråler Du I Nat” fra Løsgænger er både fine singler og gode sange. Men det er også mere af det samme, som jeg allerede har rost deres forrige singler for. Så…
HunBjørn er albumaktuel, og her må jeg indrømme at de singler, der hidtil er udkommet, ikke rigtig har givet mig appetit på en hel plade. Det er så lidt den omvendte effekt af ovennævnte, så jeg er tydeligvis ikke nem at stille tilfreds. KOM VI LØBER kombinerer flere ting på nyeste single, her er der desværre tale om: “jeg har hørt bedre fra den kant” og “mere af det samme”. Så her går tingene lidt i tomgang for mig.
Det samme gør sig gældende for Juliane Victoria, der nu er nået til 3. single på engelsk efter hendes (glimrende!) udlæg på dansk. Nu begynder det at kede mig en smule igen med den semi-døsige, moderne elektroniske dansepop. Der må gerne snart ske noget uventet, eller noget der får den personlighed hun viste på de danske numre tydeligere frem.
Roxy Jules har masser af personlighed, og er gået den omvendte vej. Hendes langsomme og ulmende støjrock har hidtil været akkompagneret af engelske tekster, men nu giver hun det et skud på dansk. Og det er faktisk ret vellykket, de første par singler inkl. “Fordi” har været gode sange, men måske ikke så singlede egnede. Det er mere et spørgsmål om smag og behag, tænker jeg. Selvom jeg synes om det jeg hører, og Roxy Jules generelt, så føler jeg måske heller ikke at hun helt har fået alt det potentiale ud af den dansksprogede del, som det synes at rumme. Den er der NÆSTEN, og jeg tror hun rammer plet lige pludselig.
Det ved jeg ikke om en kunstner som Kristine Hoelgaard kommer til for mig. Jeg er nok heller ikke helt målgruppen eller publikum til hendes rolige, let-melankolske “voksentoner” på “Bevægelse gennem tid og lyd”. Den her lyd får desværre tiden til at stå stille for mig.
Det var lige en hel stribe af kvindelige kunstnere, som blev vejet og fundet for lette af en hvid mand på næsten 46. Jeg er sikker på at det ser godt ud.
Bare så vi er enige om, at jeg ikke skæver til køn eller har bestemte præferencer (hvad musikken og udøverne angår!), så kan vi da også lige smide et par hvide mænd under bussen. Tourbussen. Nemlig hardrockende Blended Brew, som er ude med nyt igen, og denne gang tager de os med på landevejen i “Traveling Band”. Det er en sang der handler om, og lyder, lige som man kunne forestille sig. Ikke videre opfindsomt, rocker tilpas nok til ikke at gå i stå, men jeg skal vist den anden vej. Er man til genren, så har Blended Brew dog et sikkert greb om sagerne.
Apropos sikkert greb, heavy-rockerne Statement er også aktuelle med nye halv-tunge toner på den storladne “The World Is Fading”. På mange punkter synes jeg, at det er et rigtig godt (gammeldags) heavy metal-rocket nummer. Men det er lige før det kammer lidt over for mig. Det er som om den næsten får for meget saft, kraft og alt skruet op på 11. Det er nok en smagssag, men man kan i hvert fald ikke beskylde band og navnlig forsangeren for ikke at give den FULD hammer.
Jeg tillader mig også lige at slå Liebe og Lützen sammen, ikke kun fordi de kunne lyde som en duo, Liebe & Lützen, eller Liebe und Lützen måske? Nå, hvor kom jeg fra… ah ja! Begge singler her synes jeg faktisk er virkelig gode og værd at lytte til. Men begge mangler også lige et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte en finger på, der gør at jeg er solgt nok til at overveje at sætte dem på repeat(listen).
Liebe kører en lidt post-punk klingende stil på “Allerede Død”, som helt i tråd med det tyske kunstnernavn godt kunne have noget tysk 80er lyd og stil over sig. Det er bestemt ikke en dårlig ting i min sønderjyske bog. Det giver mig også en smule Nephew vibes? Lützen er ovre i noget, som nærmer sig kvart i dansktop eller P5 på “Vågner Med Dig”, og det skulle ikke lyde negativt. Men der er også en snert af noget 60er/70er pop? Det er sådan set et vældig hyggeligt og rart nummer.
Det gør sig også gældende for Troels Jørgensen, der efterhånden virker som en driftsikker leverandør af smittende 60er poprock. Her som solokunstner, men senest var det med hans band UNO SOUL. De begejstrede mig med den skinnende perle “Crooked Life” i slutningen af sidste år. Det er sådan set også min eneste anke ved “Vi Er Her”. Det er mere af samme fine skuffe, bare på dansk, ellers er opskriften identisk. Den fungerer også virkelig godt! Men jeg føler jeg næsten lige har smagt det samme bare med en britisk bi-smag.
Jeg har også næsten lige rost en single fra Bo Bech, da var det bare i form af hans band Falderebet. Her er den produktive herre ude i eget navn med den passende betitlede “Jeg Har Aldrig Fri”. Holder han aldrig fri? Sangene lader til at flyde fra ham i en lind strøm for tiden, og de fleste er varierende grader af rigtig gode.
Her er han i det mere eftertænksomme og traditionelle sanger sangskriver hjørne. Der er lidt CV eller Allan Olsen over klangen, og stedvis også stemmen. Det var vel egentlig lidt af en kompliment? Vi er måske ikke HELT oppe at matche sangskrivningsmæssigt når de to koryfæer et bedst, mindre kan også gøre det. Bech er altid værd at lytte til, også her.
Altså, det ender da med at jeg kommer til at smide et par ord efter samtlige 25 sange denne gang. Det var jo sådan set ikke meningen… NÅ.
Det er forår, men der er nyt fra efterår, som skriver alt med småt. Det gør pære banal forresten også, så dem tager vi lige i ét hug i samme afsnit. efterår er fin indie, singlen “lyset bliver koldt (nattens sang)” er der sådan set ikke noget galt med – det er nok bare den forkerte årstid for mig. Jeg var mere glad for da pære banal hoppede på jernhesten med “Op På Cyklen”, eller da de ræsede ned af “Kannikestræde”. Nu har de anskaffet sig en “Formel 1” at fræse rundt i på deres art-poppede skævt punkede veje.
Vi har lidt travlt, hvis vi vitterligt skal have klemt alle ind denne gang, så vi ræser videre i Formel 1 tempo.
Og tempo er der masser af hos Me & Munich, der er tilbage med single, som ikke helt kommer i mål. Eller i må kommer den, i godt tempo endda, men den alternative rockduo slingrer lidt på vej mod målstregen. God, rå energi, men det er som om det kommer til at lyde lidt forhastet hist og her, hvor sangen skrider lidt i svingene. Det er småting, som lyden af vokalen/udtalen af visse ord, hvor det bliver lidt… dansk? Altså, de er jo også danskere, men… måske er det bare mig…
Bumpy ride er der også hos prog-metalliske Nirmata, men her er det nok i endnu højere grad et spørgsmål om smag. De lyder godt, “Dancing On The Sun” er et dynamisk nummer, meeeeen det der prog, der? Når det bliver lyst og “skingert” på vokalen, så er det sgu’ ikke lige mig. Jeg er mere til stilen på Mothems “State of Decay”, som bevæger sig over i det power-heltemetalliske. Ikke at jeg er KÆMPE fan af genren, men en gangs imellem er det et friskt pust og noget, som kan give et los bagi og luft under de gamle vinger. Det gør Mothem fint, selvom de også skamrider mange af genrens indbyggede klichéer – men det SKAL jo nærmest lyde sådan her, ikke sandt?
Kasper Buch, beklager, den her indie-klingende singer songwriter sag sætter sig aldrig fast.
Det kunne Telestjernen og hans “Hjemvé” muligvis godt med tiden. Indtil videre får nummeret lov til at summe og simre lidt. Det sådan en rigtig jysk hjemstavnssang, hvor der ud over længslen hjem til det jyske dukker lidt overraskende kærlighed op i kraft af en “Jenny”. Hun og vores fortæller mødes på en festival, og så er der amoriter og en duft af hest, hø og andet hyggeligt i luften.
Telestjernen har en stemme, der med sin særegne klang er helt sin egen og han ryster ikke på sangskriverhånden. Her er vi ude i noget, der ud over landlig idyl og hjemstavn også dufter af traditionel visesang blandt med indie og en skvis rock.
Og SÅ nåede vi i mål. Ja, der blev skøjtet lige vel hurtigt hen over nogle af sangene, beklager jeg. Alternativet var at nogle af dem slet ikke blev nævnt, som ellers plejer at være min fremgangsmåde. Plejer døde lidt denne gang, næste gang er der forhåbentlig bedre styr på formerne og selvkontrollen.
Vi mangler dog lige…
Føjes til Repeatlisten: Juncker og Decorate. Decorate.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Torsten S. Cubel, Lightchapter pressefoto
