Var I klar over at The Sandmen lige har udsendt nyt på dansk? Jamen, det er godt, så den og masse andre singler har været en tur igennem lyt-o-maten i marts måned. Blandt andre kunstnere som TROLD, “atom” Chris Dall & Powerband, he is tall., Skt. DeLarge, Falderebet, Oak Now Willow, Lovmand Werner, Lau IV og Katla.
Vi fræser i fuld fart videre igennem foråret med nye singler fra danske kunstnere, der giver den et skud både på engelsk og dansk. Et band som ovennævnte The Sandmen er jo ikke ligefrem nye eller upcoming, men de får et fripas her, som andre lidt oversete etablerede navne, som sender ny musik forbi os i ny og næ.
Det er højsæson for nye udgivelser, både album og singler, så der er ved at være lidt kø på linjen, som sædvanlig når vi rammer april og maj. Faktisk er den næste bunke med singler, der skal lyttes igennem allerede ved at være pænt fyldt op. Det giver nok den obligatoriske ekstra ventetid på ord og opmærksomhed herfra, men fortvivl ej, vi når det hele inden jeg stikker af på Roskilde Festival!
Lad os ikke spilde tiden yderligere, you know the drill, og hvis du er førstegangslæser: jeg lytter til 25 singler pr. gang. Vælger dem ud, som er min personlige favoritter, der kommer i betragtning til min Repeatliste. En liste, der når året er omme, giver et lille overblik over de bedste/favorit singlerne for det forgangne år.
Igen var feltet meget tæt og bugner med stærke bud, så der er skåret lidt ned på de korte kommentarer efter de udvalgte singler. Beklager, men så må I alle lige falde lidt af på den og sende nogle dårligere singler, så der bliver bedre plads i toppen!
I bunken var følgende 25 numre:
Uden Ord – “ISO Igen”, Trold – “Med Høtyv og Fakkel”, “atom” Chris Dall & Powerband- “Amgerfræser”, he is tall. – “i miss you and america”, EYES – “Better”, Nausia – “Wasbi-sabi”, Skt. DeLarge – “yndig/YNKELIG”, Falderebet – “Kan Du Huske Jens Christian?”, LØVEHJERTE – “Uldtøj i Regn”, The Sandmen – “Hvis Jeg Nogensinde Dør”, Søren Andersen – “Bad Weather”, Erik Apollo – “Perleblå”, Syvsover – “Udbrændt”, Katla – “Dead Lover”, GODTFOLKET – “Smilet”, ISSE – “Forsvinder Væk”, Mirby – “I Don’t Really Know”, Ulla Britt Simonsen – “Sol & Zanzibar”, Freja Hjort – “Koma”, Oak Now Willow – “Ladder By Your House”, In Inkra – “Friend”, Libræ – “Human”, Lovmand Werner – “Mønstre”, Franciska Empowered – “Free Your Mind” og Lau IV – “NOGET OPNÅET”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
TROLD – “Med Høtyv og Fakkel”
Den er lidt på vippen, men alene af den grund at for en sjælden gangs skyld så har en af mine albumanmeldelser overhalet en singler, som er at finde PÅ albummet. “Med Høtyv og Fakkel” er anden ud af tre singleforløbere for TROLDS fine folkmetal udgivelse I Skovens Rige. Her åbner den pladen rigtigt efter en kort intro med speak fra Lars Thiesgaard og lidt stemningssættende baggrundsmusik.
Og den fungerer glimrende som både albumåbner og single. Den introducerer bandets stil, fører en ind i deres folkede metal-univers og så er den både fængende og har et omkvæd og melodi, som man husker. Man får lyst til at tage på jagt med TROLD, eller på troldejagt (?), hele markedspladsen stinker af trold, som der synges!
Jeg vil ikke tilføje så meget yderligere, singlen er på sin vis allerede anmeldt, dog som en del af pladen. Men stærkt single. Frem med de høtyve og fakler folkens!!
“atom” Chris Dall & Powerband – “Amagerfræser”
Vi fræser videre til Amager og vælter/hærger/bestjæler en kiosk i farten. For der er fart i løjerne, gang i gaden og beatnick ballade hos Chris Dall og hans powerband. Det her er sjovt! Sangen er sjov, det lyder som om bandet har det sjovt og jeg har det sjovt af at lytte til den enkle, men vildt medrivende sang.
Det er virkelig ikke sangskriver raketvidenskab eller komplicerede løjer vi er ude i her, i stedet trampes og hamres sangen frem og fremad med smittende begejstring. Old school, “primitiv” beatrock, hvor der lånes og stjæles med arme og ben fra den støvede kasse med falmede LPer. Og det er fucking HERLIGT.
Jeg ved ikke, hvad det helt konkret er Chris Dall og slænget undskylder overfor sangens kioskejer for. Det lyder som om de har været lige vel tørstige en aften/nat og har “lånt” lidt fra ølkassen? Men det skal ikke ske igen! Det må det dog gerne for min skyld, hvis vi kan få flere uspolerede og befriende uprætentiøse sange som den her lille perle.
he is tall. – “i miss you and america.”
han er høj og skriver konsekvent alt med småt efterfulgt af et punktum. Det giver et eller andet, noget særpræg. Underligt ser det også ud, måske lidt irriterende ligefrem? Nå. Vi har haft he is tall. med tidligere, hvor jeg husker at indtrykket var ganske positivt.
Det er det også her, selvom jeg tidligere har kritiseret sange fra danske kunstnere, som på en eller anden måde kredser om “Amerika” uden at det helt blev brugt til noget fornuftigt i min optik. Så kan man lige så godt synge om hvor som helst, hvis det bare bliver brugt fordi “America” ser smart ud. MEN, her synes jeg det fungerer af en eller anden grund. Ikke, at det kommer til at handle om USA i særlig konkret grad. Sangen er dog stærk og velskrevet nok til, at “kunne bære” det der lidt belastende “Amerika”.
Bye bye Mr. American Pie, der sendes også lige en hilsen til både Don McLean og Abe Lincoln i løbet af dette let vemodige og små melankolske “farvelnummer”. Længselsfuldt men alligevel lys i tonen pga. den flotte vokal, den luftige west coast vellyd og atmosfære, der strømmer gennem sangen som en opløftende brise.
Det her er altså virkelig flot sangskrivning og velsunget, så man bliver helt varm indeni. Så lever vi både med “Amerika” og den lidt sentimentale stemning.
Skt. DeLarge – “yndig/YNKELIG”
Er Skt. DeLarge rapper eller hiphop kunstner? Altså, han rapper sine tekster og musikken er bygget op på et fundament af tonstunge beats. Det lyder elektronisk. Men også maskinelt og industrielt. Og ondt. Psykotisk.
Det kunne lige så godt være metalmusik. Man aner i hvert fald et slægtskab i nogle af virkemidlerne, attituden, tonen og stemningerne. Der er også nogle temposkift, som kan minde om breakdowns i eksempelvis hardcore-genren. Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, eller ulogisk, at Skt. DeLarge også har lavet et nummer sammen med hardcore-bandet SYL. Det giver faktisk fuldstændig mening, når man lytter til den mentale vridetur, spaltning og nedsmeltning på dystre “yndig/YNKELIG”.
Det er nærmest lyden af et menneske, der bliver pillet ned og fra hinanden. “Du er ynkelig, lille mand”, er det gentagne mantra, som sangen toner ud på. Efter en mareridt-klingen tur gennem dette dunkle, splittede og nedslående univers. Skt. DeLarge har en aggressiv, på samme tid indebrændt og udfarende stil med masser af punch og power i leveringen. Vokalen matches af den flimrende og flakkende tonser tunge musik, der bringer billeder frem af hurtig klipning, forvrængede billeder der skratter og “glitcher”.
En kunstner og single med crossover potentiale, hvor den ikke ville virke fejlplaceret i mere rockede og metalliske omgivelser inkl. publikum. Kort sagt, er du til den slags, men tror du ikke helt er til hiphop, så burde du tjekke Skt. DeLarge ud, som også har et nyt album ude.
Falderebet – “Kan Du Huske Jens Christian?”
Baseret på en sand historie! Forsanger og sangskriver i Falderebet, Bo Bech Arvin (der forresten lader til altid at have gang i et eller andet musikalsk projekt), tænker her tilbage på en “forsvunden” ven fra højskoletiden. For, hvad blev der egentlig af Jens Christian?
Vi kender nok alle følelsen af, at have haft et menneske i ens liv, som fyldte meget, men som så forsvandt nærmest sporløst. I hvert fald ud af ens eget liv. Og som er næsten umulig at opspore, når det mange år senere falder en ind – hvad blev der egentlig af ham/hende?? Bech, i rockende og rablende stil, stiller her spørgsmålet og remser mulighederne op.
Jens Christian er nemlig hverken på Facebook eller Instagram, og intet dukker op når han googler ham. Bor han med en sød kone i Randers, eller er han tjekket ud og gemmer sig i Katmandu? Det er sådan set ikke et videre komplekst nummer, hverken musikalsk eller lyrisk, men det fungerer virkelig, virkelig godt. Der er en rastløst, næsten manisk energi over det fræsende rocknummer, som giver en god fornemmelse af Bech søgen efter festaben Jens Christian.
Det er voldsomt smittende, medrivende og så er det bare en god melodi, Bech får vredet ud af voksen-rockmaskinen her. Det hjælper selvfølgelig også på helhedsindtrykket, at idéen til nummeret både er relaterbar, dejligt enkelt og alligevel lidt skævt og anderledes.
Som en lille krølle på historien kan det meldes, at Bech har delt på sin Facebook, at han efterfølgende HAR fået kontakt med Jens Christian. Han var hverken i Randers eller Katmandu.
The Sandmen – “Hvis Jeg Nogensinde Dør”
Det største hit The Sandmen nogensinde fik/får er nok 90er hymnen “5 Minutes Past Loneliness”. Eller “House In The Country”, som er et vindblæst, slut-80er klingende “ud på de åbne vidder” spøgelsesrocker. Derefter gik de i opløsning/hi, genopstod for en kort bemærkning i start 00’erne, forsvandt igen og vendte så pludselig tilbage i begyndelsen af 10’erne – nu på dansk?
Det gik vist lidt under radaren, også for mig, jeg fik simpelthen ikke hørt deres dansksprogede comeback. Nu er de på tredje dansksprogede album og jeg har endelig fået nosset mig sammen til at lytte. I dette tilfælde til den næsten 7 minutter lange single “Hvis jeg nogensinde dør”. Den er virkelig fremragende?!
Måske ikke optimal som single pga. af længden, det begrænser i hvert fald mulighederne for ellers fortjent airplay – men fuuuuuck det, lyt til den på din foretrukne streamingtjeneste! Der er i sandhed løbet meget vand gennem åen siden huset ude på landet, for det her en markant anderledes udgave af The Sandmen.
For det første, er det naturligvis noget andet at høre deres glimrende frontmand Allan Vegenfeldt på dansk. Det klæder ham godt. Faktisk synger han ganske fantastisk uden at have behov for at brøle og spille med rockmusklerne. Men de eftertænksomme og reflekterende ord om et stort emne som døden, eller livet er det vel, klæder også ham og bandet. Der er ro, modenhed og visdom, men stadig med en flig af noget vildskab gemt under den rolige overflade. De har ikke travlt.
Det starter langsom ud med en lang intro med plads til akustisk guitar, og så vokser og ulmer sangen ellers taktfast minut for minut. Det er næsten lyden af en storm, som stiller og roligt vokser sig stor og stærk, og kommer rullende ude fra horisonten. Cirka halvvejs skifter sangen retning, den akustiske guitar får selskab og The Sandmen sætter strøm til stormen.
Et virkelig, virkelig flot, velskrevet, vellydende og fængslende rocknummer!
Oak Now Willow – “Ladder By Your House”
Okay, det her altså en særpræget og skæg lille fætter… eller kusine… person! Jeg mener sang. Single. Anyway, kvindevokal, en pudsigt skvulpende ret minimalistisk instrumenteret melodi, let funky feeling, hvor sangen på samme tid skubber og trækker. Eller træder et skridt frem, to tilbage, frem igen og funker lidt frem og tilbage. Repeterende, hypnotisk… løjerligt.
Det er også sært fængende, fanger en ind, luller en lidt ind i en trance, hvor stemmen og den drillesyge melodi danser lidt rundt om en i de her skvulpende ryk og cirkler? Der er ikke nogen egentlig tydelig vers – omkvæd – vers struktur, nummeret føles konstant i fremdrift, trods den omtalte repetition og de rytmiske drillerier – med genkendelige passage, som vender tilbage eller gentages.
Pludselig står stemmen helt nøgen og alene i lydbilledet og sangen går nærmest i stå. Blot for at starte legen og dansen igen, mens man sidder og bliver helt tryllebundet. Det er en atypisk single, den kræver lige et par lyt, men det her nummer er virkelig krøbet ind under huden på mig og overtaget kroppen, når musikken bølger derudaf i knap 5 minutter.
Libræ – “Human”
På overfladen og lige umiddelbart kan man komme til at putte Libræ i en bås med meget andet moderne, synth-båret, lettere kunstnerisk popmusik med en blålig tone. Jeg var ikke afvisende eller uinteresseret, men omvendt heller ikke blæst bagover. Ved de efterfølgende lyt begyndte jeg at bide mere og mærke i “Human”, som et nummer jeg måske liiiige skulle notere mig som kandidat til listen.
Det emmer af kvalitet over hele linjen. Fra lyd, klang og stil til produktionen, ligesom Libræs (Therese Harris Buus Nielsen) dybblå, klare og fyldige vokal står ekstremt flot i lydbilledet. Det er dramatisk og stort, på en ret underspillet måde, hvis det giver mening. Jeg kommer lidt til at tænke på et navn som Under Byen, i mere moderne og elektronisk indpakning, rent stemningsmæssigt og det smagfulde i det – uden musikalsk sammenligning så i øvrigt.
Der er også noget klassisk over sangen, især nummerets anden halvdel, hvor klaver og noget mere luftig sang vinder indpas. Altså klassisk, som i “klassisk trænet”, eller “klassisk musik”, men stadig med den dybe, pulserende synthbund nedenunder. Når man først får åbnet ørerne, så er der mange lag og nuancer at dykke ned i.
Lovmand Werner – “Mønstre”
Jeg har været omkring Lovmanden her tidligere, og været lige ved at hive hans lidt skæve sangunivers med ind på listen. Lovmand Verner har en lidt særpræget stil, som både er ganske iørefaldende på et melodisk plan, men også rummer en skævhed. Der er nogle knaster og udsving her, der gør at hans bud på traditionel sanger-sangskriver spillemandsmusik har rummer en god portion originalitet.
Det er originalitet og skævhed af den slags, hvor man indledningsvist ikke helt kan bedømme om, det lyder lidt halv-dårligt, eller om det skyldes de små uperfekte skævheder. Jo mere jeg lytter, jo mere glad er jeg dog blevet for Lovmanden, og i dette tilfælde “Mønstre”. Der er noget smukt i det uperfekte, ikke helt ulig en redaktionsfavorit som Slagger Lund uden dog at være helt så skævt og unikt, om Slaggeren er det.
Lovmand Werner tager os her en 5 minutter lang tur ud i klaverballadeland, hvor der er ret højt til loftet. Godt med swung i melodien og den skønt “uskønne” skønsang, hvor det bliver en underligt rørende og gribende kombination af storladent, svulstigt, sentimentalt, følelsesladet, alt for meget og alligevel meget intimt, troværdigt og oprigtigt. Det driver ned af de høje vægge, men jeg elsker det, jeg køber den og jeg tror på at Werner mener hvert et ord.
LAU IV – “NOGET OPNÅET”
Da Fribytterdrømme (ikke helt overraskende) dansede sig selv i graven for et par år siden, virkede det bare som et spørgsmål om tid, inden forsanger Lau ville springe ud som solokunstner. Dermed ikke sagt, at det virkede som om det var ham, der drev de resterende medlemmer af Fribytterdrømme hver til sit.
De startede 7 (mindst!) og så faldt medlemmerne stille og roligt fra, som årene gik og bandet bevægede sig fra hippie/beat/madchester rock over til noget mere klubbet og poppet. Indtil de var en trio og tilsyneladende blev enige om, at dansen var slut.
Her havde jeg en fornemmelse af, at Lau ville springe ud som poet/digter af en art, og måske helt droppe musikken for en stund? Hvis ikke, så i hvert fald kaste sig over noget musik, som lagde sig op af sådan et lidt neo-hippie romantisk stil, der kunne indfrie de poetiske ambitioner, som måske var trådt lidt i baggrunden på de sidste Fribytterdrømme-udgivelser.
Derfor kom det også lidt bag på mig, at der væltede noget der larmer og skramler og emmer af punk nerve ud af højtalerne, da jeg satte “NOGET OPNÅET” på!? Åh, OKAY?! Der er SMÆK på!! Hvad pokker, det er da ikke beatnik digtoplæsning med artsy fartsy soundscapes som underlægning…
Lau IV drøner derudaf med knallertrockende energi og læderjakke-energi i 3 minutter, som om der skal lukkes damp ud og afreageres for et eller andet. Det er langt fra dansegulvet, selvom man i omkvædet aner den Fribytterdrømmende sans for noget dansabelt, og mere til rockklubben. En artig overraskelse, fed tråd, fed stil og stadig fede tider.
Katla – “Dead Lover (House of Pain)”
Vi slutter af med en kort og kontant beskrivelse. For jeg har næsten skrevet mig tør for lovprisninger til Katla for indeværende tid. Fra Roskilde koncerten sidste sommer, over deres ældre numre som jeg har taget op igen og til deres første single “Taurus” fra deres nyligt udkomne album, Scandinavian Pain.
Og jeg tror næsten de har brugt snydekoder. De spiller og lyder lige som noget jeg har meget svært ved IKKE at holde af.
Tungt. Beskidt. Behåret. Primitivt. Primalt. Optimalt.
WELCOME TO THE HOUSE OF PAAAAAAAIIIIIIIN.
Korte Kommentarer
Uden Ord er endnu engang ude med en interessant single, hvis man er til alternativ kunst-pop. Det kan jeg godt være, når det lige kommer over mig, men jeg bliver nok aldrig decideret fan af Uden Ord. Men jeg synes det er spændende det de har gang i, og er man til genren bør man klart tjekke “ISO IGEN” ud.
Fan bliver jeg nok heller aldrig af Søren Andersen og hans instrumentale guitarlir, selvom han virker som en cool dude og unægteligt er skide dygtig til det han gør. Det er bare ikke lige mig, men er du til fed el-spade fræs, 80’er stil, stemning og guitar ekvilibrisme, så går du ikke galt i byen med et kompetent udført nummer som “Bad Weather”. Her i en live udgave, så der må være en liveplade ude? Kan man få for meget guitar?
I en noget anden boldgade, men ikke mindre ekvilibristisk, bare noget mere afdæmpet finder vi instrumental jazz m.m. bandet Nausia. Igen ikke lige noget, som rammer min personlige smag, men jeg kunne nu godt finde på, at have et nummer som den over 5 minutter lange “Wabi-sabi” eller lignede udflugter kørende i baggrunden.
Man kan også bare gøre det kort og brutalt, som hardcore-bandet EYES. 1 minut, så er den single overstået.
Nu vi var et smut tilbage til 80’erne med Søren Andersen, så kunne folk med hang til powerballade og blødere “heavy” også give Francisca Empowered et lyt. Her er godt nok power, ja, og store armbevægelser. Budskabet er, hvis den ikke stod klar med det kunstnernavn og en single med titlen “Free Your Mind”, noget med at være en stærk og fri kvinde. Det er da et godt budskab! Indpakningen, eh, jeg springer lige over.
Jeg ville meget, meget gerne have inkluderet Freja Hjorts “Koma” blandt de numre, som kom i betragtning til Repeatlisten. “Jamen det kunne du jo bare have gjort”. Korrekt! For der er meget godt at finde her, og de gode dele er virkelig smukke, flotte og har nogle ørehænger kvaliteter. især omkvæd og sidste del af sangen. Men der er ganske enkelt nogle små udskridninger i versene, noge med ordvalg i lyrikken, måden de synge på, som jeg ikke synes sidder helt i skabet. Eller ikke lige så rent som resten, og så kommer det til at stikke ud og skurrer lidt. Det er små skøndhedsfejl, og måske vænner jeg mig til det og fortryder mit valg her – men så vender jeg tilbage og samler nummeret op en anden gang.
Jeg har skam før taget både fejl eller ændret mening!
Det er også muligt at jeg gør det med In Inkra’s punkrockede “Friend”, som jeg egentlig synes er et ret stærkt nummer. Men det kommer til at drukne lidt i mængden her, og lide under at det er en af de sidste tilføjelser til min lyttebunke.
Så hænder det desværre, at en sang kommer lidt bagud på gennemlytninger og point i forhold til dem jeg tilføjede først. Så vil gerne lige fremhæve sangen her og sige, at det kan være den vokser endnu mere, når jeg render ind i den igen.
Så når vi ikke mere for denne gang, resten må leve med, at jeg i hvert fald ikke havde noget negativt at sige om deres single! Og SÅ går jeg straks i gang med den næste bunke…
Føjes til Repeatlisten: Åhhh, den er svær, jeg har næsten lyst til at sige dem alle, men… TROLD, “atom” Chris Dall & Powerband, he is tall, Falderebet, Oak Now Willow og Katla. HOV, og The Sandmen, den var jeg ved at glemme!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ida Hammarbäck, Libræ pressefoto
