Vi er kommet helt ind i 2025 hvad singlerne angår og der er en hel del godt at finde i stakken denne gang. Der er blevet lytte til nye numre fra kunstnere som Katla, Sylfide, Fenja, Laura Ziani, Juliane Viktoria, Nina and Alfred, Knægt, Downtown July og Slagger Lund.
Og det er med at læse med og få lyttet, inden de igen er uaktuelle. Det går som vanligt stærk, især når kunstnere har nye udgivelser på trapperne. Så lander der ofte 3-4 singler med kort afstand op til, og de har det med at “overhale” hinanden her i Repeat-land.
Denne gang er ingen undtagelse, så når jeg skriver “nye”, så er det nyeste nummer jeg er nået til. Og jævnligt er jeg nødt til at skippe en single eller to fra nogle kunstnere, så det ikke klumper sig sammen og bliver for ens her i de månedlige skriverier. Ligesom der med nænsom hånd bliver valgt, sorteret og byttet lidt rundt for spredningens skyld.
MEN, jeg tilstræber stadig at få omtalt eller i hvert fald lyttet til flest mulige af singlerne. I det ligger så også at ikke alle singler når at få ord med på vejen, hvis der skulle være dukket en ny læser op eller to.
Den store forskel denne gang er at der er forholdsvis mange om buddet til min liste, som dermed får en lige længere omtale. Det kommer omvendt til at betyde at lidt færre får korte bemærkninger med på vejen, så det ikke stikker helt af med længden af artiklen.
Lad os se hvilke 25 numre der landede i lyttebunken denne gang:
Katla ft. Ole Luk – “Taurus”, Sylfide – “De Overlevende”, Knægt – “Ild I Januar”, Fenja – “Brænder For Noget II”, BÆNCH – “Bloody Feeling”, Juliane Viktoria – “Introvert In Disguise”, Laura Ziani – “Andre Øjne”, ISSE & Gabriel Jacobsen – “Love & Bone”, HunBjørn – “Love Me Harder”, Withering Surface – “The Misery I Keep”, Palace Winter – “Does That Include Television?”, Selina Gin – “Hey, Gatekeeper <3”, Blended Brew – “Roll The Dice”, Nina and Alfred – “I Wish I Was A Fish”, Mia Loua – “Håbløs”, Virvel – “Strandens Morgengry”, Skaldepande & Anne Lærke – “Himmelblå”, The Mukherjee Development – “Thinking of You”, Communions – “Not A Phase”, Downtown July – “Ku’ Vi”, Vilma Crow – “Impress U”, DEATHKOAN – “Destroyer”, Slagger Lund – “Lam Fra Sproget og Nedefter”, SKAVANK – “Utopi” og Roxy Jules – “Hvor Skyggerne Faldt”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Katla ft. Ole Luk – “Taurus”
Hold nu kæft, mand. Årets single! Videre, næste!!
Nå, OKAY, så nemt kommer vi ikke om ved det, og det er nok også lidt tidligt at kåre den slags. Men fuuuuck Katla og tidligere Solbrud og nuværende Afsky frontskriger Ole Luk har begået et RØV FEDT NUMMER. Beklager de primitive gloser og udråb.
I løbet af knap 7 minutter tager konstellationen af trioen Katla og Luk som gæstevokalist os med på lidt af en rejse. Et helt lille værk i sig selv, som måske ikke er særligt komplekst eller udfordrende, men for satan hvor det rykker, spiller og får hårene til at rejse sig. Og har du ikke nok behåring til den slags, så kan rytmen og kraften i denne bidske basse sørge for at det gror ud – også steder du ikke anede man kunne få hår.
Efter en lille opbygning sætter trommerytmen i, og så er det ellers med at finde barbergrejet frem, hvis du ikke bryder dig om eksempelvis pels på knoerne. Det er primitivt og nærmest dyrisk, ja. Det behøver ikke være mere kompliceret end et fedt riff, tons tunge trommer og en knurrende bas. Og så Katla gutterne der brøler gennem skægget. Fy for helvede det er SEJT.
Godt 2/3 igennem sangen skifter Katla retning og tager nummeret i en ny retning. Og så begynder Luk at lukke op for skrigeriet. Vi får en sammen- og nedsmeltning mellem trioen og Ole Luk, som klæder hinanden godt, men Luk får godt med plads.
Katla halter ikke bagefter, men spyr deres tuuuuunge brutalismetal ud i en ustoppelig strøm. Det er som om, at denne trio fungerer i flere forskellige indpakninger og er forbløffende alsidige? Det virker i hvert fald som en helt naturlig blanding, at smede deres tunge rytmiske lænker sammen med Luks stadig sortmetalliske soniske stormvejr.
Hør den højt, hør den igen og igen.
Sylfide – “De Overlevende”
Alle der namedropper Mosegaard Strand i deres nummer kommer automatisk i betragtning til listen. Ah, OK OK, der skal trods alt lidt mere til. Heldigvis har Sylfide masser at byde på denne gang, selvom armbevægelserne er små og forsigtige, og virkemidlerne afdæmpede.
Det er måske det her nummer jeg har ventet på fra hende, siden første fine single engang forrige efterår. Noget der emmer af… hmm… ro. Natur? Eller soundtracket til en tur ud i naturen, det kunne så sagtens være omtalte Moesgaard Strand, hvor jeg selv har slået mine folder for snart et kvart århundrede siden – What happens at Moesgaard…
Der er liv, noget spirer hos Sylfide, selvom det egentlig også er en storbysang. Eller i hvert tilfælde en Aarhus sang, hvor der også er plads til linje 6A. En sang om at overleve, at være overlevende, men nok mest at leve – for er det det samme? På sådan et mere filosofisk plan naturligvis.
Altsammen tilvejebragt og leveret af Sylfidens fine, lyse vokal, som her præsenteres i den helt rette indpakning.
Fenja – “Brænder For Noget II”
Vi bliver ved folk, der kan noget med deres stemmer og lyrikken. Jeg var meget begejstret for Fenjas smukke og gribende forrige single, “Mærket af Liv”. Hvor både tekst og Fenjas brug og kontrol over hendes stemme imponerede.
Stemmen er der stadig, men indpakningen er lidt mere lige på poppet denne gang. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det gør bare at sangen fra igår er noget mindre gribende og rørende. Den er mere et eksempel på, at Fenja også evner det mere direkte og radiovenlige. Det er næsten helt klubbet, når sangen dunker i gang og i det fængende omkvæd.
I versene får Fenjas vokal mere luft og plads til at folde sig ud, så man kan nyde de små knæk, nuancer og udsving. Igen udviser hun en virkelig god kontrol og fornemmelse for, hvordan stemmen kan bruges som et instrument sammen med musikken. Det skaber også en sjov kontrast til det mere pågående, løsslupne og dansevenlige i omkvædet.
Intelligent klubmusik?
Laura Ziani – “Andre Øjne”
Der kunne godt være en form for slægtskab mellem Laura Ziani og Fenja, de ville i hvert fald ikke være et dårligt match til en dobbelt koncert. Fællesnævnerne som stærk vokal og brug af den, gode tekster og en raffineret popmusik, der både går på dansegulvet og tænkestolen.
Her er også styr på stemmen både som et redskab til at formidle lyrik, stemningsskaber og et ekstra instrument til den elektro-alt-poppede musik. Ligesom hos ovennævnte Fenja, så tilfører det den let-klubbede musik noget menneskeligt. En følsom- og skrøbelighed, der skaber noget relaterbart og nærværende på et nummer, man også kan danse alene på gulvet til.
Det er ikke et dunkende dansegulv, men mere et lidt ensomt og forladt et. “Jeg mangler min stemme”, indleder Ziani det højstemte omkvæd med. Her synger hun siger for alvor ud, men slipper aldrig tøjler eller mister kontrollen. Ingen farer for at det kammer over, overstyrer eller bliver kvalmende.
Ingen tvivl om at Ziani er en dygtig sanger, og det her er lidt af et paradenummer- uden at det bliver opvisning og blær. Hvis hun savner sin stemme, så er den at finde lige her!
Juliane Viktoria – “Introvert In Disguise”
Jeg tror jeg tog fejl. Sidste gang i disse spalter (eller spalte? Der er vel ret beset kun en) omtalet jeg Juliane Viktorias første single på engelsk efter nogle glimrende, ret personlige (i hvert fald lyrisk) på dansk. Og jeg var en smule forbeholden og syntes måske, at noget af personligheden gik tabt, når hun kastede sig ud i det engelske.
MEN. Den forrige, “555 Delusion” er blevet ved med at vokse på mig efterfølgende og skulle nok have været kommet i betragtning til listen. Det bliver opfølgeren “Introvert In Disguise” så, og ikke blot som godtgørelse og på bagkant for første singlen. Det kan sgu’, trods min indledende lunkne holdning, et eller andet alligevel når Juliane bevæger sig over i det mere mainstream poppede på engelsk.
Der er noget intuitivt over den måde hun bruger stemmen i sin musik, og får mikset det sammen med den moderne elektroniske popmusik. Det er et godt match, selvom jeg var ret glad for, da hun var en lidt skæv utilpasset outsider på dansk. Der er stadig noget tænksomt og eftertænksomt over det, selvom appellen i lyden nok er blevet lidt mere bred.
Nina and Alfred – “I Wish I Was A Fish”
Ikke Nina og Frederik, men Nina and Alfred. Det kunne lyde som et uopfindsomt navn til en duo i X-Factor, men det her er noget mere originalt. På trods af at det i sin kerne “bare” er en klassisk duo, som synger og spiller en sagte vise.
Efter de første par lyt var jeg ikke videre imponeret, faktisk syntes jeg at det var småkedeligt og søvndyssende. Men gentagne lyt har fået Nina and Alfreds nummer og lyd til at vokse betydeligt på mig. Der er noget sært, både på den lidt skæve måde og den dragende, over deres klang og måden sangen lyder. Det er lidt… “off”? Det, der ved første lyt lyder som en nydelig, stille og meget afdæmpet duet med minimalistisk instrumentering, rummer noget andet og mere.
Det er som om at der er plads til og taget mindre “fejl” med, eller nogle skæve toner, noget der ikke er helt perfekt. Det uperfekte tilfører sangen og duoen noget kant og karakter, og noget, der når man får åbnet ørerne, holder interessen fanget og hiver en ud af sin døs. Vi er ikke helt ovre i noget Davis Lynch urovækkende, det er stadig ganske behageligt, men med klædelige skønhedspletter.
Nogle der naturligvis virker som bevidste kunstneriske valg! Det er disse skønhedspletter og skæve toner, som løfter sangen og gør den til noget særligt. Måske skulle man lige skrive sig denne duo bag øret?
Knægt – “Ild I Januar”
“Jeg er fucking privilegeret men stadig slidt og forvirret // For mine drømme er desværre blevet til virkelighed, og jeg har glemt hvordan jeg sover”. Ja, det er hårdt at være Knægt. Ikke mindst i januar, men nok også bare generelt, sådan som “han” har det i “Ild I Januar”.
Et nummer, der lader til at handle om et moderne ungt menneske/mand, i et overflodssamfund med alle de muligheder og privilegier, som man næsten kunne ønske sig. Og så har det dårligt eller ikke kunne finde ud af livet alligevel. Det kunne lyde ret forkælet, men det er jo et faktum at verdens lykkeligste land også producerer et hav af diagnoser og depressioner. Om de så udstedes i for lind en strøm, eller der kunne være en sammenhæng mellem såkaldt lykke og stress og præstationsangst – og dertilhørende tomhed osv, ja, det er nok for lang en snak til et popnummer på knap 4 minutter.
Der er i hvert fald nok af nuancer og muligheder for at kunne spejle sig i et eller andet hos Knægt og hans indiepoprockende perle her. Endnu en efter den forrygende tur “hjem” og ned af mindernes boulevard, eller mindre vej, på den forrige single “Lilleskovvej”. Et andet tilfælde, hvor jeg måtte trække lidt i land efter at have fået en tidliger single lidt galt i halsen fra en kunstner, i dette tilfælde Knægt og ” “.
Han kan noget med ord og måden de snakke-synge-presses ud på. Det harmonerer bare skide godt. Jeg tror på ordene og Knægt, de ligger godt i hans mund og i sangene og lyder som noget, der KUN ville kunne synges af ham, på lige denne måde – det giver noget af det der forbaskede autenticitet. Og personlighed, nærvær og følelse af en, der blotter noget. Noget som bare MÅ ud, uden at det bliver for svulstigt.
“Har det egentlig godt nok – men bare ikke særlig fedt…”.
Downtown July – “Ku’ Vi”
Så skal vi have et eksempel på en nær-perfekt single, som måske ikke lige er min personlige favorit. Men måden Downtown July har skruet “Ku’ Vi” sammen på viser sangskrivning til UG med kryds og slange… som man sagde i gamle dage.
Det er en single af den type, der gør sig god i radioen fordi du kan dumpe ind i den på et vilkårligt tidspunkt. Og hverken kede dig, blive irriteret eller distraheret. Det var faktisk endnu en kompliment, selvom det måske lyder lidt sikkert og kedeligt. Nummeret er IKKE kedeligt, men det er heller ikke prangende på sådan en “se/hør mig” måde. Det skræmmer ingen væk, man har intet imod at blive hængende.
Lyden, en slags blød indiepoprock, er både tilpas nutidig og alment gyldig, så appellen igen vil være ganske bred. Den kvindelige vokal er gennemtrængende og klar, uden at blive for skinger og lys. Den får nok plads, mens bandet heller ikke bliver for anonymt. Det spiller sgu’ bare. Og tilsæt et ret stærkt omkvæd, viola og vi har en ret formfuldendt og komplet single.
Slaggger Lund – “Lam Fra Sproget og Nedefter”
Og vi ender denne sektion med at skifte spor, måske endda retning. På en måde. For Slagger Lund kan også noget med det iørefaldende, dog på en noget mindre snorlige og mainstream klingende vis.
Vi har efterhånden rost den ganske originale trubadur og poet af mange omgange her på siden. Både Jonas og jeg har rost album fra Flemming Lund (Slaggerens borgerlige navn), hvor jeg faldt pladask for den vidunderligt skæve Maniak og dens fremragende singler, så har Jonas taget sig af nyeste samling sange. Jeg har kun fået hørt singlerne, og måske ikke været helt så ramt, som jeg var af perlerne fra Maniak.
Det er måske ikke så underligt, i hvert fald ikke for mig. Jeg har det med stormende forelskelser i meget specifikke og afgrænsede ting, som jeg så dyrker, indtil de er “slidt” op. Og så er jeg videre, som den utro satan jeg er. MEN, efter lidt afstand er jeg stille og roligt begyndt at lytte mig varm på Slagger Lunds nyeste materiale.
“Lam Fra Sproget og Nedefter” føles næsten som et Slagger Lund på koncentrat. En lille, fængende melodi med et godt omkvæd. En form ham ikke særligt ordrig tekst, men med et par mindeværdige vendinger. Og så den krøllede charme, som giver det hele X-Factor i den betydning, som det udtryk burde have.
Hvad betyder lam fra sproget og nedefter så? Det betyder da ingenting i følge Flemming, som jo netop er lam fra sproget og nedefter her! Forresten, hvis du er hundeejer, så kender Flemming en hundehvisker, der har fortalt ham at din hund den hader dig….
Således opløftede og med det på plads skynder vi os videre!
Korte Kommentarer
Selina Gin havde egentlig også “fortjent” en plads i det øverste selskab, men jeg føler at hendes radiovenlige indierocker “Hey, Gatekeeper <3” allerede er stukket lidt af. Den kører i flittig rotation på eksempelvis P6 og skal nok klare sig selv og uden hjælp herfra. Så den fik lige en tur på bænken – men rigtig fin single!
Så har vi metalhybriden DEATHKOAN, som allerede har fået fin buzz rundt omkring. Da må jeg sgu’ lige melde pas, det er ikke liiiiige noget for mig. Jeg får associationer 00erne, NU Metal og den slags, med en moderne justering hist og her. Held og lykke med det, jeg springer lige over i første omgang, sorry.
Vi napper lige er par stykker mere i “gode, men ikke lige mig” kategorien. Communions er tilbage efter hvad der virker som en ret lang pause? Indiebandet red ret højt i anden halvdel af 10erne, og så blev der stille. “Not A Phase” er et virkelig velskrevet og veludført, roligt skvulpende indierocknummer, men altså ikke lige til mit temperament lige nu.
Det samme gør sig nærmest gældende for duoen Palace Winter, som også er tilbage efter en pause. Og rigtig fint tilbage med den halv-lange single “Does That Include Television?”. De lyder som sig selv, bare i lidt lavere tempo og knap så “hittede” her, men det er ikke en dårlig ting.
BÆNCH ramte noget rigtig godt med forrige single “Fall Behind” (og før det “Skipped a Step”), men det seneste skud på den semi-støjende post-punkede rockstamme er nok den af singler der har fanget mig mindst. Godt og ganske effektivt drive, men det er også som om nummeret lidt kommer til at drøne af sted i baggrunden. Uden for alvor at få fat eller sætte sig fast.
Måske lider et nummer som dette, og andre her også lidt under, at der er virkelig tæt ræs i toppen og mange om buddet denne gang. Så der er desværre nogle ellers stærke sange, som kommer til at drukne lidt i mængden.
Et af dem er “Thinking of You” fra skønne The Mukerherjee Development. Neo-hippie 60er rock med et strejf af noget psykedelisk. Lige til at svæve lidt væk og forsvinde ind i, mens bandet roligt stener og vugger i det varme lydbillede, som de får fremmanet. Ahhhh… Hov, det er noget mere dunkelt hos Julie Runa eller Roxy Jules, som hun kalder sig, når guitaren skal hvæse, støje og vise tænder. Nu på dansk, det fungerer rigtig godt. Her er ikke lyst og varmt, men mørket og kulden har i stedet overtaget. Og man får “lyst til at rive sine øjenlåg af”. AV.
To numre som disse lider også lidt under at ankomme sent til Repeatfesten, i det de er føjet til bunken som nogle af de sidste. Så mange af ovennævnte og roste numre har et lytteforspring på 3 uger. Jeg siger det også for at understrege, at det her ikke er en helt afbalanceret “konkurrence” og der er en del faktorer i spil. Og at der vitterlig kan være mange gode singler i mine bunker, som bare lidt bliver overset.
Og nu er jeg blevet træt! Så inden det bliver endnu længere end bare “for langt” og alt begynder at flyde sammen, må vi hellere lukke biksen for denne gang. Lyt til det hele!
Føjes til Repeatlisten: Katla (ft. Ole Luk), Sylfide, Fenja, Laura Ziani, Juliane Viktoria, Nina and Alfred OG Knægt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: katla på skodmobil, RF’24/GFR
