Så er det officielt efterår og dermed er der for alvor ved at komme gang i nye musikudgivelser igen. Singlerne her peger dog stadig tilbage til sensommeren, hvor der blandt andet kom nyt fra Løsgænger, TTOP, Sasha Adrian, Livløs, Laura Ziani og ORM.
Jamen så skal vi til det igen, en ny højsæson for udgivelsen af nye singler. De er også begyndt at drysse ind i indbakken, men inden jeg når til dem, så er der stadig et restparti tilbage fra august måned. Og måske slut-juli?
Nuvel, jeg er NÆSTEN på omgangshøjde, men der skal nok opstå kø ved sprækken til indbakken snart. Ligesom der lige skal tages højde for, at der er en naturlig forsinkelse. Jeg er som regel et par uger “bagud”, i det jeg lytter til den aktuelle bunke singler lige inden de officielt udkommer. Og inden jeg får lyttet færdig og nedfældet nogle ord, ja, så er de allerede ved at have et par uger eller mere på bagen.
Følelsen forstærkes yderligere af, at hvis der er tale om singler fra kunstnere, der varmer op til en album/EP-udgivelse, så har singlerne fra dem med at komme med tiltagende kort tid imellem. Så jeg oplever oftere og oftere, at en single jeg sidder og lytter til på den måde bliver “overhalet” af en NY single fra samme kunstner, inden jeg har fået skrevet om den første.
Nå, videre, inden alle singler i lyttepuljen er helt uaktuelle. Denne gang er der blevet plads til følgende 25 numre:
Fie Eike – “Fluid”, Chasing Rivers – “Don’t Let Me Come Between Us”, Simone Tang – “Caroline”, LIVLØS – “Endless Majesty, David Kampman Trio – “Get Onboard, Virginia”, Black Oak Country & Nicklas Sonne – “Boom Boom Baby”, TTOP – “Stue 3”, Electric Guitars – “Speed Of Sound”, Sylfide – “Mit Brudstykke”, Freja Hjort – “Kvindeskrig”, VOLA – “I Don’t Know How We Got Here”, Kat Stephie – “En Chance Mere”, Jessie Ka – “Hysteria”, Løsgænger – “Du Lys”, Catch The Breeze – “Glass Prism”, Hymns From Nineveh – “Happy Life”, Laura Ziani – “Du Har Ret”, ORM – “Slør”, Michael Falch – “Helhjertet”, Sasha Adrian – “Shell”, Sally F – “Control”, Undertekst – “været der for mig”, The Mukherjee Development – “Charlie Bird Parker”, Fenja – “Mærket af liv” og H.E.R.O – “Chemicals”
I betragtning til Repeatlisten kom
Løsgænger – “Du Lys”
“Jeg er i rotation i en partikelkanon”, det er ikke hver uge man lige hører den vending i en popsang, men Løsgænger har flere af den slags små og fine finurligheder i ærmet. “Du Lys” er sådan set en ganske klassisk kærlighedserklæring, men løftet af løsgængernes sproglige krumspring.
Det er ikke partikelkanon videnskab, det er popmusik delvist forklædt som singer songwriter toner. Musikken er minimalistisk, tempoet dæmpet, men jeg keder mig ikke. Måske fordi den lille melodi, der stille og roligt puffer det hele fremad, er god og lige til at nynne med på?
“Du er et lille spejl på mit store problem // Du er en candyfloss og en tung roman, du er lys, du giver mig kuldegys”. Det kan et eller andet, eller også er det lidt klodset? Jeg ved det ikke helt, men jeg kan lide det. Det rimer i hvert fald… til sidst.
LIVLØS – “Endless Majesty”
Det virker som om LIVLØS bare tromler ufortrødent videre i retning af deres kommende album med den linde strøm af fede singler, som de har udsendt det sidste stykke tid. Det virker alt sammen mere end lovende for albummet, der lander i begyndelsen af næste måned.
Bandet har efterhånden 10 år på bagen, men er nok (uden forhåbentlig at fornærme nogen) en del af feltet af stadig lidt oversete metalbands. I hvert fald i bredere forstand. I metalkredse er jeg overbevist om, at de har været vellidte i årevis. De ligger nok lidt i samme lag som et band som Crocell, der også bare sprøjter stærke album uden at det medfører det helt store, sidste gennembrud.
Mindre kan også gøre det, og er slet ikke noget at kimse af. Jeg har ikke det store nye at bidrage med, hvad ord omkring LIVLØS og deres melo-død, det er ikke innovationen de vinder priser for. Til gengæld er bundniveauet aldrig under godkendt, og når de rammer toppen, så kører det altså bare som en velsmurt, ond og tung maskine.
“Endless Majesty” er ingen undtagelse. Det er driftsikker, slidstærk og medrivende metal for metalmænd og kvinder med hår alle de rigtige steder. Og hvis man ikke har det, så får man det af at lytte til det her.
Sasha Adrian – “Shell”
Jeg har været mere eller mindre erklæret fan af det Sasha Adrian har gang i lige siden, at nummeret “Dog” arbejdede sig ind under huden på mig i 2023. Det er alt-rock singer songwriter “kvinde med en guitar og noget på hjertet” musik, som både virker velkendt og byder på noget personlighed og særpræg.
Nogle gange er guitaren mere i fokus end på “Shell”, hvor der gives mere plads i lydbillede til lyrik og stemning frem for attitude. Det er et af Adrians mere afdæmpede numre, og måske også et, som dermed kunne ryge mere under radaren end tidligere singler som “Dog” og “IMDB”.
Men Adrian kan et eller andet lyrisk, som næsten altid fanger min opmærksomhed. En finurlig vending, noget tvetydighed eller en metafor eller et billede, som man ikke lige hører hver dag.
TTOP – “Stue 3”
Jeg har indtil videre været lidt vævende og dermed også afventende overfor den kvindelige popduo TTOP. Ikke fordi de tidligere singler har været dårlige, de er bare enten ikke helt faldet i min smag, eller har fanget mig. Hvilket der kan være MANGE grunde til. Det nemmeste (og jeg ved det er ukonkret) er nok at sige, at enten gør sange, eller også gør de ikke, hvis det ikke lige kan gøres op i “nummeret er dårligt”.
Men “Stue 3” er LIGE ved at komme helt i mål og holde min interesse fanget hele vejen igennem. Der mangler lige det allersidste, af en eller anden grund fader og falder jeg lidt ud som sangen skrider frem. Måske skal den bare have endnu mere tid?
Indledningsvis, hvor vi tjekker ind på den lukkede og “Stue 3” er jeg dog med. De let synth-poppede poptoner er fine, og rummer en fornuftig grad af ekko fra 80erne uden at det lyder som en stiløvelse. Og lyrikken, hvor vi følger en patient/fortællerstemme, der er klar til indlæggelse, er rigtig fin. Både hvad angår tone, stemning og etableringen af et univers/fortælling for sangen.
En skam, jeg ikke helt hænger på indtil slut.
Laura Ziani – “Du Har Ret”
Ziani er egentlig cellist, og uddannet fra Det Dansk Musikkonservatorium, men det her nummer er ovre i noget halv-dunkel, blålig, let elektronisk pop. Hun udsendte et rost debutalbum i 2022, det fløj tilsyneladende under min radar, hvor cellospillet blandt andet fremhæves.
Det er ikke i fokus her, det er Zianis flotte og dragende røst, der skærer igennem lydbilledet med kraft og nerve, som virker som det bærende element. Musikalsk sker der ellers også en hel del med nogle tempo- og stilskift på vejen uden, at det bliver for rodet eller overlæsset. Det er faktisk virkelig velskrevet, godt arrangeret og produceret, så det hele føles i balance.
Et af den slags numre, som bare suger mig ind og fascinerer. Man lytter, man tages med på en rejse, der er endda mulighed for at danse lidt til tonerne, hvis man føler for den slags. Uden at nedgøre andre genre eller kunstner, ville jeg nok kalde det er “klog” pop eller art-pop for “tænkere”.
ORM – “Slør”
De seneste par udgivelser fra ORM har været tiltagende ambitiøse hvad angår længde, kompleksitet og sangskrivning. Det kulminerede med Intet – Altet fra 2022, 4 sange med en samlet spilletid på over 1 ½ time. Hvad gør man så, hvordan overgår man det?
ORM vælger klogeligt at gå i en anden retning på “Slør”, hvor de skærer mere ind til benet og leverer 7 slanke metalminutter. Et for dem temmelig kort og komprimeret nummer. Det betyder dog (naturligvis!) ikke at de er blevet mindre ambitiøse, eller gør det simpelt. Der sker stadig en del i løbet af nummeret, men det lader stadig som om at fokus for ORM har været at fatte sig i relativt korthed.
Derfor virker det også som en form for tilbagevenden til deres udgangspunkt, hvor deres sange holdt sig under 7-8 minutter. Stilmæssigt er det dog et andet ORM end den rå og brutale fra fordums tid. Nok er “Slør” ORM i kortere form end i mange år, men lyden de har arbejdet sig hen imod på de tiltagende lange sange er bibeholdt.
Derfor kan “Slør” måske også føles som en del af en længere sang, som er taget ud af den større sammenhæng? Ikke at sangen virker ufærdig. Måske er det fordi, at ORM output med årene virker som om det hele er del af en større, sammenhængende vision? En form for konstant udviklende og fortløbende “værk”?
Øvrige betragtninger
Vi laver lige en lille samle til bunke finte, for der er en række ellers fine singler fra kvindelige kunstnere, der har nogle fællestræk. Eller som rammer mig på samme måde- eller skulle man sige ikke helt rammer mig?
Det er muligvis modtageren her, der ikke helt får tunet ind. At det lige drejer sig om kvindelige kunstnere er et rent tilfælde, jeg plejer vist ikke at forskelsbehandle. MEN for singlerne fra følgende:
Fie Eike, Sylfide, Jessie Ka, Freja Hjort, Sally F og Kat Stephie gør sig gældende, at de ikke helt fanger mig. Lad os lige starte med sidstnævnte, det nummer synes jeg slet og ret er dårligt. Det er dansksproget pop med en tekst, hvor ordene ikke rigtig formår at løfte sig fra papiret.
Nu kører jeg lidt groft over én kam, men vi kan jo ikke sidde her hele dagen. Men jeg har det som om at stemningerne hos Eike, Sylfide og Hjort er ovre i det lidt efterårsagtige. Det burde passe til årstiden (og være veltimet), men i skrivende stund er der næsten 30 grader udenfor… måske spiller det ind?
Sally F, som er befinder sig i de mørkeblå nuancer, har jeg tidligere haft med her med nummeret “Alarmed”. Den kommer jeg lige til at fokusere lidt på frem for nyeste single “Control”, for jeg tror jeg kom til at undersælge den en smule. Jeg havde den som et nummer, der lå lige på vippen til at jeg ville smide den på min liste, men valgte den i sidste ende fra.
Det var nok en fejl. Spotifys algoritmer har sørget for, at jeg har hørt den flere gange løbende siden. Og nummeret er blevet ved med at vokse på mig. Der er noget her, både hvad angår tone og melodi, som har sat sig fast over tid. “Alarmed” har en eller anden stemning over sig, der gør at den får skabt sit helt eget lille rum, man bliver suget ind i. Det lykkes ikke helt i samme grad med “Control”, men belært af “Alarmed”, så kan jeg tage fejl og skifte mening senere.
Og det er egentlig også et aber dabei til de øvrige nævnte (minus Stephie, sorry): det er muligt, at jeg på et andet tidspunkt ville blive fanget mere af disse ellers fine numre.
Nå, det er nu ikke kun kvinderne, som ikke helt rammer min frekvens denne gang. David Kampmann Trio sejler stille op af floden på “Virginia”, men det bliver godt nok en noget søvndyssende tur. Kampmann har en (fjern) fortid i Baal, men droppede ud efter debutpladen (deres bedste). Det her er dog også fjernt fra Baal og Sensorama. Det lyder ikke dårligt, det er bare en kende kedelig voksen slumre-rock.
Chasing Rivers sejler også op af åen på “Don’t Let Me Come Between Us”, endnu et nummer i en tilsyneladende uendelig strøm af singler fra folkrockgruppen. Og jeg bliver mindre og mindre interesseret i en kommende plade fra bandet for hver single. Det er med strømmen, uden bølgegang og redningsveste er vist ikke påkrævet. Medmindre man falder over bord, fordi man er faldet i søvn på turen.
Jeg var ganske godt underholdt af Black Oak Countys forrige tungrock single “Fire Inside”, opfølgeren “Boom Boom Baby” synes jeg til gengæld er pænt rædselsfuld. De gæstes af Nicklas Sonne fra Defecto, men det gør ikke rigtig den store forskel. Jeg kan nemlig ikke høre hvor den ene begynder og den anden ender, fordi det lyder som om lyden er helt glattet ud og alt lyder “ens”. Samtidig er teksten decideret debil.
H.E.R.O. fortsætter også deres ufarlige rejse ud i anonymiteten med en fesent klingende og glat single, hvor lyden også fremstår underligt tandløs og “digital”. Det er sikkert interessant for nogen, men jeg hører ofte rendyrket pop med større nosser og slagkraft end det her.
Det kan man ikke beskylde Electric Guitars for på “Speed Of Sound”, alså at mangle nosser. Det er guitar. De er elektriske. Og de spiller rock! Men det er også temmelig generisk, klichetungt og forglemmeligt. Og så kan jeg ikke undgå at tænke på The Big Lebowski med den sangtitel. The Dude, Jeffrey Lebowski, har engang været roadie for Metallica, “Speed of Sound Tour… bunch of assholes”.
Nå, nu har JEG vist været et røvhul længe nok. Lad os få humøret lidt op og slutte med positive vibes. Der er fine (nu har jeg vist snart opbrugt min “fine”-kvote for denne gang) fra et par navne, som jeg allerede har omtalt et par gode singler fra i år, nemlig Simone Tang og Hymns From Nineveh.
Og så er Catch The Breeze tilbage med en effektiv og bundsolid post-punk/indie/støjrock single “Glass Prism”. De lyder som man kender dem, hvis man kender dem, og kan du lide den klang, er det her mere af det du synes om. Jeg synes de er lidt overset indenfor genren herhjemme, og nogle steder også har fået ligevel hårde anmeldelser “bare” fordi de lyder som beslægtede udenlandske navne fra nul- og tierne. Hvis en sang er god, så er den god, også selvom lyden måske er særligt nyskabende.
Og så lige en hilsen fra en, som er så etableret, at han egentlig ikke hører hjemme her på siden. Michael Falch har en ny single ude, jeg kan godt lide Falchen, især hans plader fra 2006 til 10, Falder Du Nu, Sang Til Undren og Fodspor I Havet. var nogle rigtig stærke “comebackplader”. Giv dem lige et lyt, de er måske ved at være lidt glemt igen?
Nuvel, “Helhjertet”, rammer mig ikke helt i samme grad. Men Michael Falch lyder bestemt som om han har noget PÅ hjerte, når han remser alt det han elsker op i løbet af sangen. Det er sådan lidt en klaverhymne crooner små-sentimental og nostalgisk Falch-udgave af Dan Turells “Jeg Holder Af Hverdagen”. Falchen elsker bare det hele, då. Og det er da svært at have noget imod en, som er så positiv, når man selv lige har siddet her og leget halv-sur anmeldertype.
Jeg gemmer lige (af pladsmangel, og fordi jeg måske fik lidt for travlt på falderebet!) Fenja til en fremtidig udgave af disse skriverier. Det er positivt!
Føjes til Repeatlisten: Laura Ziani og ORM.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Cauli Ziani, Laura Ziani pressefoto
