Sidste gang kom jeg til at påstå, at jeg havde fået tømt indbakken for hængepartier, hvad singlerne angår. Det viste sig ved et ekstra gennemsyn, at der stadig gemte sig lidt i krogene. Så her kommer en blanding af nyere og lidt ældre singler fra kunstnere som Stine Klingsten, Mørkt Stof, Efterklang, The Shrines, Lucid Grave, MoonBee og Undertekst.
Ja, der var sgu alligevel lidt tilbage på kistebunden, som havde gemt sig i sprækkerne af indbakken. Jeg havde ellers støvsuget den, troede jeg, men så opdagede jeg et par numre, der var dumpet ind og ikke var blevet registreret korrekt. Goddamn gmail og Google!
Nuvel, beklager ventetiden og den haltende aktualitet, heldigvis er sommeren ikke højsæson for nye udgivelser. Så der er stadig tid og plads til at få samlet op her. Og så er det med forbehold for, at jeg KAN have overset flere sange, nogle vil nok blive snydt for omtale.
Men lige en opfordring til de, der sender os materiale, i dette tilfælde singler. Marker så vidt muligt, og skriv i emnefeltet, hvad der er tale om. Hvis der står NY SINGLE, så er der større sandsynlighed for, at jeg fanger den i strømmen.
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 23 singler:
Stine Klingsten & Nøx – “Hvis jeg ku'”, Thorbjørn Risager & The Black Tornado – “Already Gone”, Mørk Stof – “Kosmisk Terrarie”, VOLA – “Break My Lying Tongue”, The William Blakes – “My Favorite Moment”, Simone Tang – “Miss Lila”, Elias Bendix – “Where’ve You Been? (live)”, Efterklang ft. Sønderjysk Pigekor – “Animated Heart”, Nils Bloch – “Echoes Apart”, Mayflower Madame – “Paint It All In Blue”, The Shrines & Eggshots – “”Spilled Ink”, Hasse Åbner Ild – “Candy & Sunshine”, Undertekst – “flyvemaskine”, Lucid Grave – “You Talk”, Casquette – “Bonus Pater”, MoonBee – “Selfonade”, IAMJJ – “Extra Spicy Noodles”, Touching Grace – “Elephants & Armpits”, Aron Dahl – “Ficken-3000”, BAUN – “I Wanna be Your Man”, Johanna – “Vægtløs”, DEEJADE – “BLACK BELT”, Dead Star Talk – “Generations”
I betragtning til Repeatlisten kom:
Stine Klingsten & Nøx – “Hvis Jeg Ku'”
“Hvis jeg ku’ forbandede jeg dig, hvis jeg ku’ løb jeg min vej”, lyder det fra Stine Klingsten på dette nummer. Så er tonen og stemningen næsten sat. Det dunker dunkelt, der er en følelse af ensomhed eller af at være efterladt – selvom man altså ikke kan løbe sin vej.
Det betyder vel, at man er fanget?
Det nytter tilsyneladende heller ikke, at tempoet stiger, så der kommer noget jagende over nummeret, som det skrider frem. Det bliver næsten til et mørkt dansenummer, hvor pulsen kommer godt i vejret. Klingsten har ellers udgangspunkt i sanger/sangskriver genren, men her er udtrykket langt mere klubbet. Og når Nøx dukker op i sangens anden halvdel, nærmer vi os næsten en form for trance-lyd.
Der er rigtig meget, der spiller her. Tekst, musik og stemning hænger godt sammen, og gør at sangen fremstår helstøbt og skaber et helt eget lille rum, man kan låse sig inde i. Det er iørefaldende, men også mystisk, hvor man ikke får det hele bøjet i neon rent lyrisk. Spændende single!
Mørkt Stof – “Kosmisk Terrarie”
Befinder vi os alle i et kosmisk terrarie omgivet af (stadig) usynligt mørkt stof (og mørk energi)? Titlen på nyeste single fra mystiske og små-psykedeliske Mørk Stof kunne antyde det. Men eftersom kosmos er uendeligt (alt efter målestok og videnskabelig overbevisning), er det så moder Jord, som er dette terrarie?.
Og i så tilfælde, er det så os mennesker, der er de farlige krybdyr i dette terrarium? Jeg har ingen anelse om, hvordan og hvorledes Mørkt Stof og dette nummer egentlig skal tolkes. Men musikalsk og klangmæssigt er det bestemt ikke uinteressant, og lyder ikke helt som andet på den danske scene – i hvert fald ikke noget jeg er stødt på.
Det kan nemt komme til at lyde lidt højtragende og flyvsk, men det her er vitterligt et nummer, der skaber og lyder som om det eksisterer i sit eget lille, sære rum. Eller mikro-kosmos? Det er på samme tid klaustrofobisk og fortættet, men også udsvævende og spacey.
Efterklang ft. Sønderjysk Pigekor – “Animated Heart”
Nu er jeg jo lidt en sucker for et godt kor. Og Sønderjyde. Så udgangspunktet virkede lovende her. Til gengæld er jeg ikke særligt velbevandret inden for Efterklangs musik, jeg er naturligvis bekendt med deres navn og omdømme. Men det er altså et af de der huller på mit musikalske landkort, som jeg har til gode at besøge og dykke ned i.
Det kan være at den rejse starter her? For jeg kan lide, hvad jeg hører på “Animated Heart”, der er et studie i mådehold, veldoserede virkemidler og at holde igen på den helt rigtige måde. Det kunne nemt være stukket helt af, og det må være fristende bare at gå all in på kæmpe kor, store armbevægelser og masser af melodrama.
I stedet er det meget følt, fint og smagfuldt eksekveret og doseret. Resultatet er, at det lyder ganske bedårende, stedvis helt gribende og følsomt på en meget skrøbelig måde. Det har næsten mere effekt end, hvis man netop bare pølede på og skruede alt op på max.
The Shrines & Eggshot – “Spilled Ink”
Dunkel, ulmende og støvet dansk mørkerock? The Shrines lader høre fra sig igen, efter en længere periode med radiotavshed. Tiden har duoen blandt andet brugt på en bette sejltur jorden rundt, eller rundt på verdenshavene i hvert fald.
I den forbindelse stødte (eller sejlede?) de på nogle musikere i Grækenland, som de begyndte at indspille musik sammen med. I det lydstudie, som de selvproklamerede rock nomader har bygget ind i deres båd. Allerede her gemmer der sig jo guf til fortællinger fra de syv verdenshave, omsat til musik.
Derfor er “støvet” måske også en forkert betegnelse, men The Shrines lyder altså heller ikke pjask våde på “Spilled Ink”. Rocken får dog lov til at trække her. Det sniger langsomt frem i ly af mørket, vrider sig og holder på formerne.
Lucid Grave – “You Talk”
Det her lyder sejt. Lucid Grave lyder bare røvseje. Og måske lidt trætte af det hele. Der er også mange uncool mennesker derude, måske er det dem der snakker? “You Talk” kunne godt være lyden af “du snakker og røven den går”.
OK, vi har tåget rocklyd og ditto kvindelig vokal med ekko af kunst-rock scenen i New York i 60erne/70erne. Der er også noget små-psykedelisk i spil, jeg tænker Jefferson Airplane, hvis de var mavesure og havde holdt til i en fugtig kælder. Men det er også en smule punket i både lyd og attitude.
Jeg har tidligere blandt andet anmeldt udgivelsen Goddess of Misery fra undergrundsslænget her, den nye single ligger i naturlig forlængelse af af den stoner/psych/doom lyd man kan høre der. Og stemnings- og klangmæssigt er det stadig en titlen, der kunne beskrive lyden og følelsen af dette band.
MoonBee – “Selfonade”
MoonBee har været på vej eller “lige ved og næsten” her i biksen en del gange efterhånden, men endelig lykkedes det for månebien at bryde igennem mit lille glasloft. Er “Selfonade” så, så meget bedre et popnummer end de andre virkelig fine singler, som hun har sendt vores vej?
Mjaaaah og njaaaah, meeeeen. Jo, på den led at jeg synes sangskrivningen og egentlig hele “poppakken” har fået det sidste afgørende løft her. Det er et nummer, som jeg har svært ved at sætte en fedtet finger på udførelsen af. Håndværket er simpelthen i orden hele vejen rundt her.
Undertekst – “Flyvemaskine”
Så er der nogen derude, som skal et smut forbi tatovøren. Ifølge pressematerialet har flere fans af Undertekst fortalt bandet, at de ville få tatoveret en flyvemaskine på korpus, når/hvis “Flyvemaskine” udkom som single. Efter sigende en favorit til deres koncerter, som de har spillet land og rige rundt ved egne shows og på festivaler, de seneste 3 års tid.
Og den er… god! Lidt sød og nuttet, men det er ikke det samme som at pop semi-balladen ikke kan være dybfølt. Faktisk er det noget så umoderne som “en god sang”. Budskabet er til at forstå, den handler om at ville gøre alt for et andet menneske – selv at købe en flyvemaskine. Måske ikke det mest realistiske scenarie, og jeg kunne nok finde på en gestus, der var både billigere og havde mere tyngde. Men det er sådan et af de der metaforer, ik os’?
Nå, dumsmarte bemærkninger til side. Jeg var indledningsvis lidt skeptisk, den er kvart i sødsuppe, men sådan en portion KAN jo også være ganske indbydende og uimodståelig i tilpasse mængder. Og jeg er stille og roligt tøet helt op, og går og luner mig ved denne søde sag uden at gå i akut sukkerchok.
Korte kommentarer
Der er altså ret meget kamp om “pladserne” denne gang, hvor ingen af sangene fra bunken er deciderede fusere. Men vi skal jo skære et sted, så der gemmer sig masser af kvalitet i dette afsnit – og blandt de sange, som ikke helt klarede cuttet.
Vi lægger ud med et par numre fra navne, som jeg har været omkring for nylig. Sidst Simone Tang var med sang hun om “A Boy From a Film”, et rigtig dejligt nummer, der emmede af lyden fra en svunden tid. “Miss Lila” er lidt mere upbeat og en kende mindre “50er Hollywood” i sin lyd. Det er endnu en lille popperle, som er svær ikke at gå og trælle lidt med på.
Hasse Åbner Ild havde mange idéer på det album jeg anmeldte fra dem tidligere i år. Fra det punkede til det 60er poppede, og nogle skæverter. På “Candy & Sunshine” går de 60er vejen, og det gør de sådan set rigtig godt. Der er ikke noget revolutionerende her, men en god melodi, et fængende lille omkvæd og en lyd der er varm kan opveje meget. Slik og solskin, hvem kan ikke lide det?
At The William Blakes har fat i et fængende omkvæd, som straks sidder fast i skallen, er de vist selv klar over. Det virker i hvert fald som om dette opløftende nummer fra de erfarne indie-pop/rockere er mestendels gentagelse af dette. “My Favorite Moment” er skarpt skåret, så trimmet at jeg egentlig ikke husker meget andet end omkvædet. Hvilket også gør at det næsten fremstår som en sang, hvor et kort slogan bare gentages igen og igen. Mod slut er man ved at være lidt træt.
Så kan man jo få et løft af Johanna, der svæver vægtløs rundt på singlen af samme navn. Det er et luftigt pop med en snert af noget dansabelt, så man kan få gang i de roligt rullende indiedanse-skuldre med små step på stedet. Ret tidstypisk, så der er mange om buddet om de begrænsede pladser i æteren. Men jeg kan ikke høre, hvorfor det her ikke skulle have en fin chance for airplay i forhold til lignende popnavne?
Et sådant navn kunne være DEEJADE, hvis single “Black Belt” bevæger sig indenfor det mere synthede. Det er elektronisk pop af den internationalt klingende slags, der virker skræddersyet til radioens P3’ish kanaler. Det er egentlig også min eneste anke. DEEJADEs lyd fremstår næsten FOR ren, strømlinet og dygtigt skruet sammen. Kan man være for dygtig? Mjah, hvis det sker på bekostning af personlighed og noget, der gør, at man skiller sig ud.
Både Johanna og DEEJADE bevæger sig lige på kanten af den usynlige grænse, hvad der gør, om man synes den ene eller anden (ingen eller begge?) holder sig på den rigtige side, er nok en smagssag. Jeg synes i dette tilfælde, at DEEJADE ender med at lyde som “hvemsomhelst” og dermed ikke rigtig nogen? Men det er ferm radiovenlig musikproduktion, ingen tvivl om det.
En usynlig grænse vrøvlede jeg også om i Repeat #66 (forløberen for Repeatlisten), da jeg anmeldte “Staves” fra Touching Grace. Dengang var det i relation til et nummer de udsendte 7 år tidligere (så er vi i 2013!), hvor de balancerede på grænsen af at lyde lidt bedagede med deres grungede rocklyd.
Det er der ikke så meget tilbage af på “Virtue”. Hvis der er noget grunge her, så er det måske et svagt ekko af Vitalogy/No Code æra Pearl Jam. Til gengæld er der kommet strygere og atmosfære til, på et over 5 minutter langt meditativt nummer. Slet slet ikke en tosset udvikling, og måske at Touching Grace fat i noget her. Der kommer album til september – denne stil virker mere egnet til albumformatet end en hurtig single.
Vi runder af Casquette og deres “Bonus Pater”, som er et rigtig fint, dansksproget indie/støj/skramlet-rocknummer. Sangen handler om en “problematisk faderfigur”, og er en herlig sag, hvor det får lov til at ruske og ryste lidt. De fortsætter dermed stilen fra deres skæve og charmerende EP, Sjæl Så Ung, fra 2020 – nu med tilføjelsen af saxofon! Det dufter stadig af mere og potentiale hos Casqutte, hvis man er til rock, der ikke tager den snorlige vej.
Føjes til Repeatlisten: Stine Klingsten ft. NØX, Efterklang ft. Sønderjysk Pigekor og Undertekst.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lucid Grave, pressefoto
