Repeatlisten 2024 #7

Sommerferie! Men ikke for alle singlerne derude!

Altså dem i vores indbakke, hvor der opstod lidt kø på Autobahn, da der gik Roskilde Festival i den. Inden det går helt galt, skynder vi os lige at se, om der skulle gemme sig noget, som ryger på Repeatlisten.

Bla bla bla, ferie ferie ferie, noget om Roskilde, fodbold EM, Tour de France og det typiske danske sommervejr. Er vi OK og på omgangshøjde så?

Lad os skynde os at rulle ud i det ustadige sommerland inden min ferie er slut og hverdagen melder sig. Det er faktisk allerede sidste udkald. Meh. Nuvel, en stor del af singlerne i lyttepuljen er udkom i begyndelsen af juni. Men da der ikke udsendes så meget nyt henover sommeren, så gør det nok ikke så meget med den manglende aktualitet.

Jeg beklaget ventetiden, der skulle lyttes til og skrives om en helvedes masse andet musik pga. det der Roskilde. Og der følger nok en lidt længere pause til Repeatlisten indtil indbakken er fyldt op med nye singler igen. Indtil da…

Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 25 sange:

Chase Rivers – “Small Town”, Tina Mellem – “ORD”, SYL – “rose”, Atusji – “Slowboat to Asakusa”, Nana Jacobi – “Når Jeg Danser Bålet”, Nanna Bottos – “Hit By a Truck”, Marie Fjeldsted – “Love As Much As Fast As You Can”, She’s A Sailor – “Inside”, Nils Bloch – “What A The Words To This Song”, Sally F – “Alarmed”, Daze of June – “Secret Door”, Maria Køhnke – “State of Confusion”, SOLMÆND – “Er Det Okay”, Undertekst – “du vil rejse jorden rundt”, ISSE – “Vilde Drømme”, Mayflower Madame – “A Foretold Ecstasy”, Timm Mahli – “De Falder”, Hymns From Nineveh – “De Levende”, Livløs – “Usurpers”, Sissal Jo – “Deep End”, Andreas Ugorskij – “Søndag i det sidste årtusind”, The New Weavers – “Wait up, Sir”

I betragtning til Repeatlisten kom

Syl – “rose”

Inden jeg nåede at nedfælde ord om disse singler, så har jeg allerede smidt en del efter SYL og “rose” andre steder. I anmeldelsen af den kompakte hardcore-tornado af en EP, som dette hvirvlende nummer stammer fra. Fra optakt til deres koncert under First Days på Roskilde Festival, og anmeldelsen af den koncert.

Som også endte med at være blandt mine favoritter for hele ugen. SYL er sygt fede. Jeg vil ikke sige så meget mere. Lyt til “rose”, det er en af årets singler indtil videre.

Atusji – “Slowboat to Asakusa”

Jeg oplevede Atusji på Roskilde Festival lige efter coranaen, så det må have været 2022. Da spillede han i høj sol på Rising, dengang scenen stadig hed det og lå ude på campingpladsen. Nå, det er en anden historie, men da var mit indtryk lidt blandet. Eller uklart? Uafklaret?

Atusji er ikke en, der kommer med kæmpe armbevægelser, han og musikken kan faktisk godt virke lidt sky, introvert eller underspillet. På “Slowboat to Asakusa” går det, som titlen måske antyder, heller ikke hurtigt. Men man behøver heller ikke altid høje søgang, bølgeskvulp og skumsprøjt. Der er noget lige under overfladen her.

Umiddelbart kan Atusji fremstå som en ret traditionel singer songwriter, men der er en del mere til udtrykket, som bliver tydelige når man lige får tunet ind på hans frekvens.

Nana Jacobi – “Når Jeg Danser Bålet”

Lige til årstiden får vi også et frisk bud på en Midsommervise fra Nana Jacobi. OK, lige og lige, men jeg STARTEDE da med at lytte og skrive det her inden midsommer.

Hun har kigget forbi Repeatlisten jævnligt, og altid budt ind med et godt popnummer, men denne gang rammer hun virkelig plet. Og man kan sagtens lytte til og få noget ud af nummeret, selvom Midsommeren er kommet og gået. Faktisk går det jo alt efter temperament allerede den gale vej. Heldigvis er det som om, at Jacobis stil, stemme og stemningen passer til de fleste årstider?

Der er noget let og luftigt, næsten drømmende over “Når Jeg Danser Bålet”, hvor Jacobis yndefulde musikalske dansetrin er mere traditionel end de mere moderne elektronisk poppede numre hun ellers plejer at levere. Det klæder virkelig hende og hendes vokal at læne sig op af noget, der minder mere om klassisk visetradition.

Andreas Ugorskij – “Søndag i det sidste årtusind”

Andreas Ugorskij og hans ret originale sangunivers har jeg efterhånden været forbi et par gange. Derfor begynder man også at føle sig hjemme, der er efterhånden noget velkendt over den lidt afdæmpede, “når mørket falder på” stil både vokal og musikken antager.

Det er dog en smule mere “rocket” i tonen, og melodien har en glidende følelse over sig, der skaber noget fremdrift. Selvom vokal og klang generelt fremstår tungsindig og lidt slagen. Et let “ah ah”-kor skaber dog antydningen af lys i mørket og tilføjer nogle kontraster, så sangens budskaber ender med at blive lidt tvetydige.

“Søndag i det sidste årtusind” er lyden af 1000 små-dovne, men alligevel lidt udmattende søndage. hvor regnen trommer lidt mod ruden. Samtidig rummer det også noget af det, der gør, at Ugorskij skiller sig ud fra mængden, nemlig de lyriske evner. Han kan et eller andet med at give sproget en lille krølle. Eller kommer med billeder, der gør at teksten, og dermed sangen, springer op fra “papiret” og bliver levende.

Marie Fjeldsted – “Love As Much As Fast As You Can”

Endnu en fuldtræffer fra Fjeldsted! Måske endda en af hendes bedre sange og singler, og hun har efterhånden oparbejdet et fornemt CV på den front. Igen en af de mere hyppige gæster i disse spalter, derfor har jeg muligvis heller ikke så meget nyt at tilføje af rosende vendinger.

Og der ER egentlig heller ikke så meget nyt at komme efter, hvis man kender Fjeldsteds output. Ikke at det skal lyde som noget negativt i denne sammenhæng, hun har bare arbejdet sig frem til, og forfinet, et genkendeligt udtryk Det er pop af den bløde, lidt døsige slags, hvor man både kan læne sig tilbage, eller stå og indie-svaje lidt på stedet.

Livløs – “Usurpers”

Apropos en velkendt lyd og stil, så jorder Livløs effektivt videre på “Usurpers”. Hvor deres forrige single, “The Cresent King”, der flirtede med det storladne og episke, så er det her en mere direkte knogleknuser.

Begge dele klæder egentlig Livløs, så det er nok en smagssag hvad man foretrækker. Måske ligefrem begge dele? Anyway, det er ikke nybrud og overraskelser, der præger en tung bassemand som “Usurpers”. Det er bare bundsolid moderne dødsmetal, der tromler selvsikkert fremad.

Kan noget være både ubehageligt og iørefaldende? Livløs er begge dele her, så måske er det bare det, man kalder melodisk dødsmetal? Det starter sejt vuggende, “chucka chucka” rytme og halv-manisk vokal. Omkvædet er anderledes “poppet”, hvis der er tale om et omkvæd. For sangen består egentlig mere af forskellige sekvenser med glidende overgange, som væver sig lidt ud og ind af hinanden.

Vi forlader aldrig eller sprænger rammen, eller støder på deciderede musikalske overraskelser rent klangmæssigt. Men sammensætningen, nummerets opbygning og udvikling gør det ret interessant.

Asbjørn ft. Brimheim – “New Moon, Same Old Me”

Der er RIGTIG meget, der fungerer på det her nummer!

Er der egentlig noget som ikke gør? Tja, så er det nok et spørgsmål om præferencer og personlig smag, hvis man ikke er så meget til den elektroniske bund, der udgør fundamentet. Det er dog ret diskret, men forgrener sig alligevel ud i resten af nummeret, så der dannes et helt lille rum eller lydunivers.

Asbjørn har fart på karrieren, men eksisterer og færdes i de sfærer, der lige ligger i periferien af, hvad vores gamle radar opfatter. Det er moderne, soul/r’n’b’et/elektronisk pop, her af den luftige, lidt dvaske og døsige slags.

Men smid Brimheim og hendes vilde vokal ind i blandingen, så opstår der pludselig et mindre stormvejr og noget drama. Det er stadig kontrolleret, men man fornemmer gnister, det knitrer, vokalerne og musikken flosses og “skratter” af den interferens, der opstår, når de to verdener mødes.

Selvom det er emotionelt og dramatisk, så er armbevægelser og virkemidler egentlig ikke voldsomme. Det er ikke nødvendigt at skrue op og overdrive. Der er sådan set ikke meget musik og melodi, det er vokalerne og atmosfære, der bærer sangen. Men melodien ER der, og når vokalerne får den frem i lydbilledet, så er den ganske betagende og fængende.

Det her er virkelig, virkelig en veludført og stærk sang.

Korte Kommentarer

Nu vi er ved det lidt traditionelle, eller traditionsbundne, så lader Chase Rivers overhovedet ikke interesserede i at opsøger nye farvande. Det er god, gammeldags folkrock af west coast/Valley stilen, hvor varmen flyder igennem “Small Town”. Selv emnet virker velkendt og vel betrådt. Men det er hyggeligt og godt håndværk.

Solmænd befinder sig også inden for det folk’ede, men mere over i et spillemandspræget univers. På “Er det Okay”, hvor budskabet synes at være, at det ER okay “bare” at være okay, gæstes de af den garvede spillemand Lars Lilholt. Han medvirker kun med en intro – og outro speak, men hans tilstedeværelse tilføjer noget knirken, ruhed, “banal livsvisdom” og patina til et fint nummer.

Selvom “nyt” indgår i The New Weavers bandnavn, så bærer de deres tilbageskuende rocklyd med stolthed. Og man kan nærmest ikke undgå at komme i godt humør, lige så snart de 60er/70er rockende toner slinger ud af højtalerne. Det er som at “komme hjem”, når bandet kompetent lægger lydspor, som gerne må knage, knirke og være lidt løst boltet til underlaget. De HAR i min optik udsendt bedre og mere medrivende singler, men “Wait up, Sir” er stadig en rigtig fin “hey, vi findes stadig” reminder fra et dejligt og velspillende orkester af den gamle skole.

She’s A Sailor startede ud med at flirte lidt med folk af den ældre skole, men er stille og roligt sejlet i en mere poppet og endnu mere radiovenlig retning. På den led minder det mig lidt om den rejse et band som Jonah Blacksmith også har taget. Det er velspillet, velproduceret og meget pænt og glat. Det kan helt sikkert spilles på P4, men jeg er ikke helt med i samme båd længere.

P4 virker også som en oplagt destination for Nanna Bottos, der faktisk allerede har frekventeret de frekvenser med tidligere singler. Hun har en fortid i gruppen Ida Red, som en del sikkert vil nikke genkendende til. Men har i flere år kørt solo, og også ernæret sig som ganske succesfuld sangskriver for andre kunstnere, blandt andet indenfor J-pop genren.

Det er kort sagt professionelt, bundsolidt pophåndværk, hvor der ikke rystes på hænderne. Men selvom man truede mig med personpåkørsel, så ville jeg desværre have lidt vanskeligt ved at hidkalde mig meget andet end en flot vokal fra “Hit By a Truck”. Men når sangen spiller, og omkvædet rammer, så er jeg på. Ligeledes forholder det sig med radiopop singlen “Deep End” fra Sissal Jo. Fin sang, godt omkvæd, lidt glemt når næste nummer rammer æteren.

Terese kunne også have en god mulighed for at bide sig fast på noget P4 lignende med “Uden Faldskærm”. Hun har allerede været forbi her på siden nogle gange med vekslende succes, men stigende succesrate. Jeg synes hun stille og roligt vokser som sangskriver og tekstforfatter indenfor radiovenlig popmusik.

Vi forlader ikke de blødere DR radiokanaler endnu, for Isse har igen sendt nyt vores vej. Hun er driftsikker og leveringsdygtig indenfor ægte, ufortyndet dansk radiopop, som nok ligger på kanten af både vores dækningsområde og personlige smag. Det ER lige ved at være dansktoppet ikke at der er noget galt i det, det er bare ikke lige “os”. Ej heller henvendt til os, men Isse har en dejlig varm vokal, det er stilsikkert og hun har styr på sangskrivningen.

“I thought that i could fix you,” lyder det fra Sally F et stykke inde i “Alarmed”. Det er lige deromkring hun, og denne single får fat i mig. Det starter lidt for nedtonet til mig, men der er en grund, og effekten udebliver ikke, da der kommer mere luft ind i sangen. Det er lidt følelsen af pludselig at lette, eller det modsatte: at give slip/springe ud fra noget højt.

Post-punk eller post-punk revival er jo bestemt ikke noget nyt, så der scorer Mayflower Madame ikke mange point. I hvert fald ikke for originaliteten, MEN der er et eller andet over den stemning og atmosfære de får skabt og bygget op på “A Foretold Ecstasy”, der suger mig ind i sangen. Er du til genren, bør du lige tjekke dem ud.