Festivalsæsonen er i gang, sommerferien lurer ude i horisonten, indbakken bugner med singler – lad os kigge på nogle af de nyere! Denne gang er der blevet lyttet til nyt fra navne som Hymns From Nineveh, Statisk Støj, Slagger Lund, Simone Tang, The Jürgen Clubs, Syl, Una Skott, Skt. DeLarge og Mumle.
Og med det, så nærmer vi os også den obligatoriske sommerpause for Repeatlisten. Indbakken er ikke helt tom, alt nåede ikke med i denne omgang, så måske bliver der samlet op i endnu en udgave inden ferien. Ellers ryger de med i den sædvanlige opsamlingsomgang på den anden side af ferien.
Som sædvanlig er det ikke alle numre, der får ord med på vejen. Tid og plads gør, at der skal skæres lidt. En fingerregel er at sange, der ikke nævnes for noget positivt eller negativt, falder i det bløde mellemlag. Og så er der de som altid nogle kunstnere, som jeg føler jeg allerede har omtalt en del, eller måske ikke har så meget nyt at sige om i forhold til sidst de udsendte en single.
En sådan en er “My World Is Burning” fra ulmende Tyrants & Kings, der er aktuel med et nyt album for første gang i næsten 10 år. Du kan læse et interview med bandet HER, og et par linjer om deres første single derfra HER.
Følgende 25 (+2 bonus) numre var med i lyttepuljen denne gang:
Statisk Støj – “Stor Mand”, Withering Surface – “Finish What You Started”, Karen Nice – “Tror at det er min skyld”, Syl & Rot Away – “igen”, Fie Eike – “The Water”, Black Oak County – “Fire Inside”, Falderebet – “Svin Med Glasur”, Slagger Lund – “Jukebox (jeg lytter til New Order)”, The William Blakes – “Not The End Of The World”, Una Skott – “Golden Land”, Lukas Vanggaard – “Morgensang”, Tyrants & Kings – “My World Is Burning”, Individual Time Travel – “I Knew You Would Understand”, Skt. DeLarge ft. Syl – “Lillespejl”, Gradience – “Ironsight”, Jens Konrad – “Drage Energi”, P.t. – “Tys Tys”, Jesse Ka – “Ben & Jerry”, SLET DET – “MISTER BLOD”, TTOP – “Danser Som Om I Er Frie”, Peppermint B – “Why Am I Not Here?”, Simone Tang – “The Boy From a Song”, Mumler – “Et For Dig”, Ungh – “Meningsløs”, The Jürgen Clubs – “Country Boy” og Hymns From Nineveh – “Inter Flora”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
Hymns From Nineveh – “Inter Flora”
Vi lægger ud med et hængeparti/en overførsel fra sidste gang, hvor Hymns From Nineveh og deres første single fra et kommende album kom lidt i klemme. Eller, jeg følte ikke helt at jeg havde tid og plads til at give nummeret en fair chance.
Og det ER altså en ganske glimrende single, som ligger helt i naturlig forlængelse af hvad vi tidligere har hørt fra gruppen. Det er på den gode måde, som om de aldrig har været væk og fortsætter hvor de slap. Det giver naturligvis også lidt en fornemmelse af mere af det samme.
Men hvis det er godt, og fungerer, så skal man jo heller ikke lave radikalt om på ting bare for at gøre det. Og det her ER et vidunderligt nummer af den opløftende og opbyggelige slags. Som en musikalsk buket fra Interflora leveret lige i øregangene på dem, der har brug for det.
Hymns primus motor, sangskriver og sanger Jonas H. Petersen balancerer på fornem vis mellem det sødmefulde, melankoli og “en Marianergrav af tungsind”, det poetiske og fine banaliteter. Han veksler mellem på karakteristisk vis at snakke-synge og give den som pop-crooner, mens han på elegant vis slipper afsted med nogle rim og sang-udstrækning af ord, som eller ville have virket kluntet, hvis de var leveret af en mindre troværdig stemme.
Og så har nummeret til med et iørefaldende og fængende pophook og omkvæd. Glimrende single!
Statisk Støj – “Stor Mand”
Virker titlen bekendt? Ja, der er tale om et covernummer af Tobias Rahim og Andreas Odbjergs gigahit fra forrige år. Det er selvfølgelig farligt at kaste sig over en sang af den kaliber af flere grunde. Sammenligning med originalen, sangens status som et kæmpe hit, at der er gået forholdsvis kort tid og “hvorfor overhovedet gøre det?”.
I 50erne og 60erne var det slet ikke unormalt, at coverversioner af større og mindre hits dukkede op relativt kort tid efter originalen. Nogle blev endda større hits og endnu mere udbredte. Det kommer helt sikkert ikke til at ske for Statisk Støj, men der et eller andet “åndeligt slægtskab” til kunstnere af en svunden tid over Jacob Faurholts lille projekt. Noget som også kommer til at spille ind på det indtryk, hans versionering af “Stor Mand” efterlader.
Som alle fornuftige covernumre/genindspilninger, så kommer han med sit eget bud på sangen. Faurholt og Statisk Støj laver den tempofyldte popbanger om til en lille, skramlet lo-fi spillemandsvise. Han synger nummeret solo, modsat Rahim og Odbjergs elskelige bromance hymne. Det giver sangen en anden dimension, en der tilfører den et skær af vemod og ensomhed. Det er den lille mand, som synger om den store mand fra afstand, og helt alene i verden.
Og jeg synes faktisk det hele fungerer virkelig godt! Man skal lige vænne sig til at høre det kendte nummer i denne udgave, og tune ind på en helt anden stil. Det er et nummer, som er svært at slå ihjel, men Faurholt lykkes faktisk med en hel del mere end at undgå faldgruberne. Han formår mod høje odds at gøre sangen lidt til sin egen.
Slagger Lund – “Jukebox (Jeg lytter til New Order)”
Endnu en dejlig “skævert” fra Slagger Lund, der knirker videre på “JukeBox (Jeg lytter til New Order)”. Hvor han synger om, ja, at lytte til “True Faith” og New Order. Men egentlig handler sangen naturligvis om noget andet og mere.
Ha sangene konkret handler om hos Slagger Lund er ikke altid helt klart. Der er mere tale om stemninger, poetiske legepladser, hvor meningen opstår som noget mere abstrakt. Hans fortid som digter fornægter sig ikke, men det er ikke kun lyrikken og legen med den, som får Lund til at skille sig betragteligt ud fra mængden.
Slagger Lunds okal dele vandene, han synger uskønt, stedvis hvad nogle ville kalde tonedøv. Men med en så stor indlevelse og hjerteskærende intensitet og glød, at det går rent ind hos mig. Det skal yde øjagtig sådan her, når man sætter Lund på jukeboksen og lader ham bræge sig skrøbeligt og sårbart igennem en sang med en udpræget nostalgisk og længselsfuld tone.
Nu kom det måske ikke så meget til at handle om selve sangen, men jeg synes bare man skal give slaggeren et lyt og se om det er noget for en. Det er slet ikke for alle, men rammes man af den særegne vokal og sangstil, de finurlige tekster og den lidt uregerlige musik, så går det rent ind.
Una Skott – “Golden Land”
Fransksproget indie-pop med en snert af afrobeat, fra en dansk kunstner? Jo, kommer da lidt omkring denne gang. Una Skott har tidligere været en del af indiebandet Tele Rouge, men er nu ude med en ny single i eget navn. Hendes første siden 2021.
Og “Golden Land” er en ganske fascinerende størrelse, der folder et ganske originalt eller i hvert fald anderledes lydlandskab ud end man måske sædvanligt hører indenfor indie.
Man skal muligvis vænne sig til mødet mellem en bund af afrobeatede trommer med lys guitar-indie oven på. Blandingen kan dog et eller andet, det er både velkendt og fængende, og lidt fremmedartet. I omkvædet går der næsten lidt electro-pop i den, så det bliver helt dansevenligt.
Jeg er ellers ikke SÅ meget til når der synges på fransk, det er bare ikke lige min smag, men her blandes der op med engelsk. Det er sgu’ alt i alt mere end godkendt, og byder på noget nyt, bygget på elementer man kender.
The Jürgen Clubs – “Country Boy”
Så er Klopp-klubben tilbage, og de er lige så dejligt lige dele lidt enerverende og irriterende fængende. “Country Boy” viser deres efterhånden velkendte blanding af indierock og elektropop. Og blandingen fungerer stadig fortræffeligt.
De starter med at cykle uimodståeligt derudaf med en smittende tramperytme og godt med tempo. Det er nok også her de er mest “irriterende” på en “frisk fyr, kom så, op i tempo” måde. Men det er også… sjovt?! Jeg får uvilkårligt billeder af nogle raske gutter, i lidt for stramt og kort 80er Tennis/sportstøj med store pandebånd.
Det er egentlig også en fin beskrivelse af det indtryk jeg får af deres musik helt overordnet. Det er lidt “jock”-indie klingende med masser af glimt i øjet, og en veludviklet sans for at lave gode, iørefaldende melodier og stærke omkvæd. Men der er konstant noget drillende over løjerne, en skævhed der gør at det føles en kende uforudsigeligt.
For mig har det her band stort set hele “pakken” Der er personlighed og en egen stil, de kan skrive og udgive singler, der også gør sig i radioen. Energien og attituden er god og smittende. Og så har de, og deres lyd det der ekstra krydderi, das gewisse etwas, som man siger på tysk… Det, der gør uden at man helt kan definere det, at man får en fornemmelse af, at de har “den”.
Simone Tange – “A Boy From a Song”
Og så lige noget helt andet, inden vi for alvor skruer op. På “A Boy From a Song” tager vi den helt ned sammen med sangerinde Simone Tange. Og skruer på en måde også tiden tilbage, tilbage til en mere enkel tid. En roligere tid. Det er de nostalgiske ører, som skal foldes ud her.
Sangen og Simone lyder som et ekko fra en fjern fortid, der bølger ud af højttaleren på en gammel grammonafspiller. Et sonisk postkort fra en svunden tid, til og om en knægt fra en sang. Det kunne også være fra en gammel Hollywoodfilm. Eller soundtracket til en tilsvarende.
Tonen er let sentimental, sørgmodig og længselsfuld. Særdeles elegant, skrøbeligt og følsomt. Det lyder smagfuldt og lækkert, på en gulnet og gyldenbrun måde. Det eneste jeg egentlig savner her, er følelsen og lyden af at det rent faktisk var indspillet på noget analogt udstyr fra den tid. Lidt flere ridser og mere knirken og knitren, så havde den sidste autencitet været der.
Men smuk, simpel og laber lille sag!
Skt. Delarge ft. Syl – “LilleSpejl”
Er det techno-rap-metal?! Hiphop kunstneren Skt. DeLarge har slået sig sammen med punk-metalliske Syl på “LilleSpejl”, hvor voldsomme og brutale genrer og rytmer brager sammen i lidt af en aggressiv energiudladning.
Det her er ikke et sammenstød, der lever på raffinement og det sofistikerede, det er rå muskelkraft og højlydt vrede. Et nummer af sådan en karakter ville normalt være noget der var velegnet at løbe til, men det har jeg haft svært ved. Det er mere oplagt bare at raste totalt ud og stille sig til at råbe af trafikken.
Det techno-pumper afsted i et hæsblæsende tempo, men pulsen, energien og viben er også metallisk. Stort er det også, og der er skruet op på max på alt. Når noget på den måde maxer igennem, kan det ofte have den modsatte effekt: at det bliver tomme tønder, sangen overdøver sig selv eller det hele bliver for meget.
Jeg synes “Lillespejl” fungerer på sine egne præmisser. Kønt og elegant er det ikke, men forbandet effektivt.
Syl & Rot Away – “igen”
Vi er dog ikke færdige med Syl, de stikker videre på “igen”, hvor de har slået sig sammen med beslægtede Rot Away. De har ikke kun det tilfælles, at de mødes om at råbe og smadre igennem her, de er også begge at finde på Roskilde Festivals program for opvarmningsdagene.
Så kan de unge da få sig en rusketur. Og løbe hovedet IND I EN MUR! Som der råbes om på “igen”. Igen og igen, ind i den forbandede mur. Man bliver næsten mere bekymret for murens tilstand, når Syl sådan uddeler hardcorepunk/metal bøllebank!
Nummeret stammer fra gruppens aktuelle EP “afmagt”, hvis titel også fornemmes i stemningen og lyden på et nummer som “igen”. Det er på mange måder lyden af at skrige og afreagere i ren og skær afmagt.
Korte kommentarer
Hvis vi bliver hængende lidt i de hårdere og tungere genrer, så er der også stærke singler ude fra andre bands.
Jeg har ad flere omgange har Gradience med her i Repeatlisten, og været en smule afventende over for foretagendet. De blander elementer fra black, hardcore, screamo og andre metalgenre med rap og hiphop. Det er ikke NU-Metal, og heller ikke blackgaze, stilen er anderledes. Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne se hvad de prøvede på, men er ikke helt sikker på om jeg syntes det lykkes.
Det synes jeg det gør på “Ironsight”. Jeg ved ikke, om det er blandingsforholdet, der er blevet anderledes, eller om jeg bare er blødt op.
SLET DET rammer også hårdt og præcist med “MISTER BLOD”, der er nok en grund til at det hele skrives med CAPS LOCK. Det er højt, brutalt, hæst og harsk. Det er enkelt og effektivt, og i sidste ende er det nok også det der gør, at singlen ikke røg med i øverste lag. Det føles som om at sangen når et punkt, hvor den “bare” gentager formlen.
Der er også godt nyt fra de mere symfoniske og storladne Withering Surface. Deres forrige single, “Where Dreamers Die”, var også bundsolid og de fortsætter i samme stabile spor på “Finish What You Started”.
Så må vi hellere dreje hårdt a og tøffe i en blødere retning, inden det bliver for farligt. Lukas Vanggaard har jeg været omkring flere gange, end jeg kan huske. Det er dagdrømmende, hverdags poetisk pop fra en lidt traurig outsider, der ofte har bøvlet lidt med den der kærlighed. Vanggaard er god til den slags popsange, men jeg kørte måske lidt træt i stilen. Derfor er det også glædeligt, at han går i en lidt anden retning på “Morgensang”.
Sangstilen og sangens klang er lidt mere “kælen” og luskende, mens temaet er mindre hjerte/smerte og mere afvisende. Som om Vanggaard gerne vil være i fred. Desværre synger han noget i retning af “lad mig være med dine blåbær”… og der er også nogen der “miauwer” og “vuffer”, mens der gøre en kvinde “uh la la” kor i baggrunden. Hvad foregår der egentlig her, og er det dumt eller faktisk fint?!
Fin er i hvert fald nyeste single fra voksenrockerne Falderebet, der bærer den smukke titel “Svin med Glasur”. Den handler om JER, ja, I ved godt hvem I er! Jer. Den er kvart i Tv2, rent lydmæssigt, når Falderebet udstiller de selvretfærdige og krænkelsesparate tastaturkrigere svin med glasur, der ligger på lur. Den burde være selvskrevet til P4, hvis ikke de mest glaserede lyttere får kaffen galt i halsen.
Der hører Peppermint B vel også hjemme? Steffen Westmark kender du måske bedst i front for energisk rockende The Blue Van? De er still going strong, i hvert fald af og til, ind i mellem er Westmark så på egen hånd med soloprojektet her. Vi er lidt i samme retro-romantiske boldgade, bare endnu mere solskins- og tyggegummi poppet.
Jeg var ikke helt solgt på forrige single, “Raised By Sitcoms”, men det afhænger nok også af dagsform og humør. I hvert fald nikker og nynner jeg med på “”Why Am I Not Here?”, der trods den lidt trist-klingende titel lyder ganske opløftende. På den der nostalgiske, små-sentimentale manér, der både kan lyde en kende traurig, men samtidig opløftende. En sval musikalsk brise på en lummer sommerdag.
Noget der kunne have været en brise er det nyeste udspil fra The William Blakes. “Not The End of The World” er dog for mig en halv sløj omgang. Ikke dårlig, bare underligt flad og anonym. Lidt bedre går det for indie-rockende Individual Time Travel og deres sommerlige, uptempo flyder “I Knew You Would Understand”. God fremdrift, fin melodi og varme, men lidt indie-triste vibrationer. Solidt nummer.
Træt af at løbe og dårlig tid til at stoppe op og tænke lidt? Sangerinden Ungh tilbyder en elektropop tænkepause på “Meningsløs”. Det virker som et fornuftigt sted at stoppe og tage en puster for denne gang. Spændende og dragende vokal, udmærket tekst og en lyd og tempo, som matcher tematikken godt.
Fanget i strømmen
Det er da ved at være noget tid siden, at jeg har fået kigget udenfor indbakken. Der er jo så meget… Nuvel, der dukker jo på ugentlig basis numre op i både radio og på diverse Spotify spillelister jeg har kørende, som ikke ender i vores indbakke. Lad os lige nappe et par af de nyeste, som har markeret sig af den ene eller anden grund.
Jeg har IKKE været fan af Guldimund, men respekterer at nogen finder hans snakke-synge stil og poesi tiltrækkende. Jeg har syntes det var pænt irriterende, nok ikke mindst pga. grov over-spilning af specifikke sange på P6. MEN, hans nyeste, “Storbæltsbroen”, lykkes med på samme tid at være hans mest banale og lyrisk simple, og samtidig den jeg indtil nu finder mindst belastende. Tillykke med det!
Sønderjyske Mumle, der har haft godt med medvind i visse kredse, opnår samme hæder. Hende har jeg også haft lidt vanskeligheder med at rumme, simpelthen fordi hun gav den FOR meget gas på vokalen. Hun KAN synge, men slap lige af Beyonce, less is more. Hun har blandt andet udsendt et ulideligt julenummer, der er så klistret at jeg går i insulinchok når pre-teen’en herhjemme har givet den fuld skrue.
MEN, “Et For Dig”, er ikke blot tåleligt, det er faktisk et rigtig godt og velskrevet popnummer. Og et hvor hun tøjler den stærke vokal og i samme ombæring, i min optik, får meget mere ud af den. Sangen handler kort sagt om berømmelsens pris og bagside, og om folk stadig vil elske en, når man bliver gammel, eller den forsvinder. Godt arbejde, Mumle!
Og det var så det. Vi ses måske igen lige inden sommerferien, ellers i eller lige efter.
Føjes til Repeatlisten: Syl, Skt. DeLarge & Syl, The Jürgen Clubs og Hymns From Nineveh.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Line Westerboe, The Jürgen Clubs pressefoto
