Så skal vi allerede til det igen, det vælter ind (og ud) med nye singler, så ingen tid at spilde. Denne gang er der i farten blandt andet blevet lyttet til nye toner fra navne som Victor Aage, Freddy and The Phantoms, BLÆK, Kaizer, Crocell, Illdisposed, Andreas Ugorskij og Omsorg.
At det er højsæson for nye singler (og album) betyder ikke kun at der er kø på linje, og begyndende flaskehals. Der er også nogle, som må vente lidt længere, eller slet ikke kommer til fadet, desværre. Blandt andet fordi, at pladsen er så trang i den stakkels indbakke, at jeg er sikker på, at jeg kommer til at overse et eller andet.
For at give så mange som muligt en fair mulighed, så skeler jeg i denne periode også lidt til, hvem og hvor mange gange samme kunstner har fået omtale her på siden. Det betyder, at en del som er nået til 3. single eller mere fra samme udgivelse ryger bag i køen. Især hvis de er kommet med kort tids mellemrum. Og så kigger jeg lidt på genre og variation, så visse stilarter får en forlomme.
Inden jeg fik set mig om, var jeg nået op i nærheden af 30 numre i denne omgangs lyttepulje, hvilket er i overkanten. Maksimalt 25 pr. gang virker som den øvre grænse, hvis mit hoved ikke skal eksplodere, eller sangen begynder at drukne i mængden.
Så efter lidt justeringer er vi endt med følgende 25 singler:
Gradience – “Love Me and Lie”, Victor Aage & Who Killed Bambi – “Too Gorgeous”, Big Sun – “Directions”, Junkyard Drive – “Shoot From The Hip”, Kaizer – “Kurt Cobain”, Bel Amin – “Heartbeat” , Andreas Ugorskij – “Glimt af evigheden”, Freddy and The Phantoms – “Blood”, BLÆK – “Mosevand”, Siri Neel – “Into The Night”, Hymns From Nineveh – “Inter Flora”, Jessie Ka – “Miss Independent”, Crocell – “Search of Solace”, Elektrisk Hegn – “Kyklop”, Laura Emilie – “2023”, Elias Bendix – “Where’ve You Been?”, Kvarti & Popdreng – “En Aften”, Ane Sætterstrøm – “What If?”, Omsorg – “Echoes”, Broody Escapades – “Zombie”, Illdisposed – “Spitting Your Pain”, Among Phantoms – “Scavengers”, Ida Kudo – “Proud”, Kira Martini – “Chasing The Past” og Emil Sommer – “Danske Jolene”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Victor Aage & Who Killed Bambi – “Too Gorgeous”
Vi lægger ud med en single, der opererer indenfor det atmosfæriske og stemningsfulde. Vokalen står Victor Aage for, der har en flot, klar og storladen pop-crooner klang, mens han bakkes op af strygerne fra Who Killed Bambi.
Som man kan fornemme, så skal vi helt op i de højere luftlag. Den slags kan nemt kamme over, men en af styrkerne ved “Too Gorgeous” er mådehold og dosering. Det stikker aldrig helt af og bliver FOR svulstigt. Følelsesladet og STORT, ja, men leveret på en smagfuld måde.
Det dirrer på “Too Gorgeous”, hvor man får fornemmelsen af, at et nedbrud eller en eksplosion lurer lige om hjørnet. Det giver en stemning, der er både gribende og knugende og er med til at løfte et nummer, som når det kommer til stykket “bare” er en emotionel popsang i fornemme klæder.
Freddy and The Phantoms – “Blood”
Så kan vi ikke udsætte det længere, Freddy and The Phantoms sniger sig tættere og tættere på Repeatlisten. Vi er allerede på tredje single, og ret beset kunne de forrige udsendte singler sagtens have befundet sig i samme position. Men nu gav jeg altså efter i forhold til “Blood”.
Freddy og kumpanerne er vist flasket op på en god portion americana, popkultur og heartland rock. Det er i hvert fald den fornemmelse, man får med deres nyeste singler, hvor Springsteen og lignende highway rockere har holdt i kø som referencer. På “Blood” sættes tempoet lidt ned og vi drejer ud på en støvet sidevej, så vi kommer lidt nærmere en stemning af Det Vilde Vesten.
Eller rettere Det Vilde Vesten spillet af nogle heartland rockere, fortolket af et kompetent dansk band. Jeg får uvilkårligt Bon Jovi “Wanted Dead or Alive”, eller Jon Bon Jovi “Blaze of Glory” vibes, bare knap så bombastisk. Og det var faktisk en kompliment, den slags er lidt en guilty pleasure her i firmaet.
BLÆK – “Mosevand”
“Han har mosevand i sprøjten”, det var noget vi gik og sagde i 90erne om… OK, det kan du selv google. Heldigvis er der ikke mosevand i sprøjten eller pennen hos BLÆK, der efterlader et positivt aftryk med singlen her.
Der er noget meget tidstypisk over BLÆK og deres lyd og stil. Som om alle de rigtige brikker er blevet sat sammen, men det skyldes nok ikke noget spekulativt, men mere en afsmittende effekt. Og når noget bliver populært og er oppe i tiden, så hiver det lignende navne frem i lyset.
Men altså kort og iøjnefaldende navn som er et dansk ord, indie-stil og klang, hvor man både kan danse og rocke lidt med. Opbygning der giver plads til et fængende omkvæd, som man hurtigt kan synge med på. Og så må det gerne lyde lidt ungt og friskt.
Kaizer – “Kurt Cobain”
Ville Kurt Cobain have syntes om dette nummer fra Kaizer? Det får vi af gode (og mange andre sikkert) grunde aldrig svar på, men det er ikke heeeelt dumt det unge Kaizer her har gang i.
Vi befinder os indenfor den poppede alt-rock, eller pop med en alt-rocket kant. Hvordan man end vender og drejer det, så er ret iørefaldende, tilpas rocket med et godt drive og fremdrift og fermt skruet sammen. Det er også lidt glat og strømlinet, så det virker skræddersyet til radioairplay, men det generer mig nu ikke – det virker ikke spekulativt som sådan.
Der er altså tale om et vældig effektivt nummer, men det kan måske også vise sig at være en lille svaghed. Selvom hun (Kaizer) har en god vokal til genren, og har fået skruet en god sang sammen, så kan man godt få en følelse af at den kunne blive overset. Den kunne sagtens gøre sig på P6, men lige så vel blive ignoreret, kvaliteterne til trods.
Crocell – “Search For Solace”
Er aarhusianske Crocell en af de bedre bevarede hemmeligheder indenfor dansk metal? Undervurderede eller oversete, eller befinder de sig lige der hvor den slags band hører til? Det er nok alt efter øjnene der ser, eller ørerne der lytter, kendere indenfor metallen har nok haft dem på radaren i mange år efterhånden.
Hvorom alting er, Crocell er uhyre driftsikre og solide. Jeg har ikke oplevet en plade fra dem, som ikke holdt niveau, ofte er de endda glimrende. Hvis man er til knusende tung dødsmetal med en bismag af sort metal. Hvor man heller ikke er bange for at smide lidt storladen heavy ind i blandingen.
På “Search For Solace” kværner Crocell ufortrødent videre. Hvad der muligvis mangler af nytænkning og overraskelser kompenseres der for ved at formlen bare fungerer, og at bandet, som altid spiller røvsejt og stadig lyder dejligt olme og sultne. Der sniger sig måske en snert mere heavy metal ind i lyden hist og her, men ellers er det Crocell som man kender dem
Og tak for det.
Illdisposed – “Spitting Your Pain”
Og nu vi er ved tunge drenge, der gør som de fucking plejer, og er gode til det… Til overraskelse for formodentlig ingen, så lyder veteranerne fra Illdisposed sårn cirka som de plejer.
30 år inde i karrieren, og stadig harske, glubske og tvære. De lyder som et kombineret maveonde og halsbrand, der bliver dulmet med træsprit. Heldigvis er der ikke brug for at hælde afkalker i systemet, jeg synes faktisk at Illdisposed om noget lyder overraskende vitale på denne single.
Naturligvis sniger der sig en følelse af “du ved hvad du får” ind, men det gør sgu ikke noget. Nogle bands må gerne lyde som tiden står lidt stille, bare knoglerne ikke knirker og det hele bliver stift og lyder som morfar metal.
For både Crocell og Illdisposed gør det sig dog også gældende, at det nok ikke skader, at jeg i et par år har trappet ud af mit metal-misbrug. Det er muligt at folk, der har fingeren mere på pulsen, og lytter til mere metal end jeg gør for tiden, vil være mere forbeholden over for de to Aarhus-bands nyeste toner.
Andreas Ugorskij – “Glimt af evighed”
Andreas Ugorskij kaldte jeg en kratlusker, da jeg lyttede til forrige single “Et Fintbroderet Tankespind”. Eller, jeg skrev faktisk at nummeret havde en kratlusker vibe/stemning, men altså… Ugorskij lusker videre på “Glimt af Evighed”, men mest fordi tempo og atmosfære holdes i det lavmælte og tilbageholdende.
Her er der tale om en vemodig vinterlig duet, hvor Ugorskij får selskab af en kvindelig vokal som jeg ikke liiiige umiddelbart kan se navnet på. De to vokaler lægger sig tæt op af hinanden, så man får følelsen af en stille dans, eller to der går hånd i hånd gennem livet. Mens de ved at beskrive omgivelserne giver små glimt fra hverdagen og måske evigheden?
Det er ikke med store armbevægelser og vilde melodiske, eller tempomæssige, udbrud at sanger og sangskriveren imponerer. Det er mere med følelsen af at vi har med en sanger og kunstner at gøre, som har fuldstændig styr på stil og virkemidlerne. Alt virker nøje doseret, afbalanceret og skaber en helt særlig stemning og tone.
Det gælder også lyrikken, hvor det fremstår som om Ugorskij har sit helt eget “sprog”. Godt nok har jeg kun haft fornøjelsen af to sange, men man fornemmer allerede nogle lyriske særpræg og kendetegn, som eksempelvis bare titlen i nævnte “Et Fintbroderet Tankespind”. Eller bare et godt greb om gode linjer, der formår at sige mere end selve ordene. Eksempelvis synes jeg ret godt om linjen: “en sky danser tango med en skorsten // mine tanker de går op i røg”. Kan I se hvad han gjorde der? Enkelt, men alligevel virkelig elegant!
Omsorg – “Echoes”
Jeg roste Omsorg sidste gang og føjede nummeret “Resurgence” til Repeatlisten, og hvorfor ikke fortsætte stimen? I første omgang ved at “Echoes” i hvert fald kommer i betragtning til en af de ærefulde pladser!
Der er egentlig ikke såååå meget nyt at sige, eller tilføje, jeg skrev hvis noget i retning af sidste gang, at hvis jeg kunne lave/spille musik, så ville det sikkert lyder henad Omsorg. Det var i den sammenhæng at opfatte som en kompliment. For Omsorg lyder som om de er lige til dele af mit temperament. Hurtigt og rasende, men stadig tungt og på en måde tøjlet og langsomt. Det er næsten lyden af et band, der laver hjulspin eller står og gasser op, uden at håndbremsen er sluppet… eller noget.
Punkt, hardcore, metal, skrig og skrål, hvirvlende trommer og savende guitarer – tilsat en jagende følelse af indebrændt raseri, desperation og frustration.
Korte kommentarer
Lad os starte med de numre, som gav flest panderynker. Ikke for at udstille nogen, men de korte kommentarer plejer at være forbeholdt de numre som for mig skilte sig ud i positiv eller negativ forstand, blandt de resterende. Numre som er “fine” undlader jeg normalt at nævne.
Nuvel, “2023” var tilsyneladende et hårdt år for unge Laura Emilie, det handler sangen i hvert fald om. Det skal jeg ikke tale ned, og har det egentlig lidt dårligt med at fremhæve en så personlig sang, fra en ung sangskriver, på negativ vis. Men det her er godt nok ikke en sang, der glider problemfrit med hos mig.
Især lyrikken giver mig sure opstød. For det første er der et eller andet, som skurrer i mine ører ved synge et årstal som “2023” så mange gange. Det muligvis bare mig, hvor det “trigger” et eller andet. Det er nok hensigten, at det skal være et opløftende og styrkende “fuck dig, lorteår” nummer, men det kommer til at fremstå lidt selvmedlidende.
Jeg var også lige ved at kløjs i “Danske Jolene” fra Emil Sommer. Han lægger kækt ud med manipuleret vokal, der ligger lige i det leje, hvor det prikker nok til mig, så jeg bliver provokeret. Det lyder irriterende! Det er i det hele taget en irriterende sang!
Et tidstypisk miskmask at genre, der virker skræddersyet til P3, tilsat en pænt enerverende melodi. Moderne pop, som er baseret på en rocketbund og tilsvarende drive og energi.
Og så efter et par afspilninger vokser øreormen på mig. Jeg kan ikke helt hade den. Det er OGSÅ irriterende!!
Lidt irriterende er også “Shoot From The Hip” fra lossepladsrockerne Junkyard Drive, som jeg roste for deres forrige single. På denne her tempofyldte sag kører det godt nok lidt i ring, eller bliver FOR nemt. De rocker stadig fint, men motoren (og lyrikken) er gået i tomgang.
Jeg ved ikke om det bliver for “nemt” på “Miss Independent” fra Jessie Ka, men der er noget lidt for glat over pop-løjerne her til min smag. Frk. uafhængig lyder desværre lidt som om det kunne være “hvem som helst” af udskiftelige popsangere, eller sangen kunne være skrevet af/til og leveret af hvem som helst. Lyd, indpakning og levering er så bred at det bliver upersonligt og forglemmeligt.
Kvati & Popdreng lider også smule under, at jeg ikke helt kan huske “En Aften”, når den går på hæld. Det er ellers et ganske udmærket frisk og ungdommeligt popnummer, så længe musikken spiller. Det kører effektivt derudaf, uden mange udsving, hvor vers og omkvæd nærmest smelter sammen. Hvilket giver en fin fornemmelse af én lang fortælling af en art, der lires af pakket ind i pæn indpakning.
Moderne er måske ikke et ord man ville kaste efter Big Sun, der gør sig i en form for let-opdateret, klassisk 80er heavyrock. Det var nok det, nogle engang lidt nedladende ville have puttet i puddelrock kategorien. Jeg synes det her er et kompetent bud på genren, der er ikke så meget nyt, men sangskrivningen er bundsolid. Og så rammer Big Sun her et omkvæd, som virkelig får sangen til at skinne.
Det største problem “Zombie” har er titlen, den er svær at læse uden mentalt at brøle The Cranberries hittet af samme navn. Til gengæld er der noget over bandnavnet Broody Escapades! Og det er egentlig også den stemning det instrumentale nummer sætter mig i. Det er ikke det mest afvekslende nummer i verden, men det er stemningsfuldt og billedskabende. “Zombie” kunne sagtens være soundtrack til en eller anden “broody” film/scene.
Hos Elektrisk Hegn er det knap så “broody”, men mere muskuløst og knurrende. Som titlen “Kyklop” antyder, synges der på dansk, hvilket giver et fint pift og noget personligt særpræg til deres rumlende rock. Her er det ikke det sofistikerede og fine finesser, der er i højsædet. Det er mere ren muskelkraft, beskidt og mudret lyd og en primitiv og primal følelse.
Vi runder af med endnu et metallisk nummer, og samtidig en ordentlig moppedreng på næsten 11 minutter. Vi bevæger os ud i det lidt mere progressive med Among Phantoms, der dog ikke begrænser sig rent metal-genremæssigt.
Der sker en del i løbet af “Scavengers”, hvorfor der heller ikke er plads til at dykke ned i de enkelte detaljer her. Jeg vil i stedet fremhæve, hvorfor jeg synes nummeret (og bandet) fungerer så godt. Det hænger rigtig godt sammen, der bygges op- og ovenpå og min interesse fastholdes hele vejen igennem.
Hvis der (mod forventning) er plads og tid næste gang, er det muligt at jeg lige hiver den nye fra Hymns From Nineveh med fra denne omgang. Og giver den et par ord med på vejen, eller må den “nøjes” med sikkert at klare sig fint i radioen.
Føjes til Repeatlisten: Victor Aage, BLÆK, Crocell, Andreas Ugorskij og Omsorg.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jeanette Philipsen, Kaizer pressefoto
