Hold da op, december?! Bye bye 2024, men inden skal vi liiiige nå en bunke singler inkl. årets julesang fra Anders Knudsen. Ellers bydes der på bløde og hårde pakker fra navne som Uno Soul, Karl Kristian, Knægt, USERS, The Jürgen Clubs og 20 andre kunstnere.
Ja, vi ræser mod målstregen og får snart kørt 2024 i garagen. Endnu et musikår der helt sikkert var et år i række af musikår! Ok, det hele flyder altså lidt sammen med tiden og alderen, men hvad det egentlig var for et år for danske singler, det kigger jeg på når jeg samler op senere på måneden.
Det bliver jo så naturligt KUN året ifølge Repeatlisten og de singler der landede i indbakken (minus dem jeg overså i farten/mængden – sorry!). Som altid vil der nok være et par hængepartier, og singler der er udkommet sidst på året, der ender lidt i limbo. Dem forsøger jeg at samle op på i et lille bonus-skriv, eller også tager jeg dem bare med i Repeatlisten #1 engang i januar.
Ikke mere varm luft og udenomssnak, følgende 25 singler var i lyttepuljen denne gang:
Danefae – “Fuglekongen”, Superloader – “Yeah, Yeah, Yeah”, Vingård – “House On The Hill”, Alkymist “The Scent”, UNO SOUL – “Crooked Life”, alt det der drukner – “Sol Over Femøren”, Maceration – “Serpent Devourment”, Lush Lullaby – “If I Could”, Karl Kristian – “Ud Af Flækken”, Karen Troldborg – “Amerika”, HunBjørn – “Killjoy”, TERESE – “Teenageår”, Knægt – “Lilleskovvej”, Mad Magpie – “When it’s time to leave”, Løsgænger – “Alle Drømme Ender”, Hasse Åbner Ild – “Hidden Meaning?”, USERS – “FOR YOU”, The Oceans – “Blåt Blod Til Alle” – The Jürgen Clubs – “Coming of Age”, Sylfide – “Generation”, Detest – “F.Y.M.M.F”, Lulu Safia – “Uh LuLu”, Thorbjørn Risager & The Black Tornado – “Inner Light”, 802 – “Princess” og Anders Knudsen – “Mama’s Hearth”.
I betragtning til Repeatlisten kom
UNO SOUL – “Crooked Life”
Fra første tone havde jeg en god fornemmelse her, det varmede og var smittende som bare pokker. Og da vi ramte omkvædet første gang, var jeg overbevist. Det her var en stensikker single til Repeatlisten.
Det er også farligt, fordi UNO SOUL rammer med deres 60er poprockede lyd noget, som falder i min smag. Gør det, det automatisk godt? Ja!
Bagmanden hedder Troels Jørgensen, og det navn fik det til at dæmre. Det lugtede lidt af at der var tale om samme Troels Jørgensen, som i 2021 udsendte den skønne, genremæssigt nærtbeslægtede single “Odie”. En søgning i vores arkiv viste så, at ikke kun var der tale om den selvsamme person, men UNO SOUL er også anmeldt tidligere her på siden.
Den varme 60er romantiske stil og lyd fra den dejlige single “Odie”, hvor der flirtes med både beatrock og pop, finder man i boblende overflod på “Crooked Life”.
Efter et fængende anslag og vers når vi ubesværet det forrygende omkvæd, som straks sætter sig fast. Det smitter som bare pokker og luner i en kold tid. Bevares, det er tilbageskuende og nostalgisk, men det er helt bevidst og det ændrer ikke på, at sangskriver håndværket er i orden. Herligt nummer, men pas på, hvis du først har inviteret det indenfor, så er den svær at slippe af med.
Karl Kristian – “Ud Af Flækken”
Så skal vi et smut til Hvide Sande, hvor havet hvæsser, i følge Karl Kristian med kyndig vokal assistance fra en ukrediteret kvinde? Eller, jeg tror det er en lysere kvindevokal, der er tale om, som ligger parallelt med Kristians messende stemme.
Det messende, lidt tyste, reciterede og resignerede hænger måske sammen med sangens tema om at bryde med Indre Mission. Det er der kommet en rigtig stærk sang og single ud af, der med sit eget rolige, men insisterende tempo og klang sniger sig ind under huden på en. Og dernæst omslutter en som et varmt tæppe i en kold tid. Det er en stille sniger, der ikke skriger på opmærksomhed, men som fortjener, at man giver tid og plads.
Der hænger en lidt andægtig, men også både små-sentimental, nostalgisk og let vemodig tone og stemning over nummeret. Det er lyde af både at kigge tilbage og med melodiens rolige, men uimodståelige fremdrift at rykke sig og komme ud af stedet. Eller bevæge sig ud af flækken. En titel som i denne sammenhæng naturligvis kan være flertydig. Man kan både komme ud af flækken og ikke rykke sig ud af flækken, alt efter hvad man placerer omkring de tre ord…
Knægt – “Lilleskovvej”
I en af de forrige Repeatlister var jeg lidt efter Knægt. Ikke fordi hans single “Jer, der tog togene” var et dårligt nummer. Nej, men fordi det stilistisk, klangmæssigt og i udførelsen mindede mig alt for meget om Guldimund. I distraherende grad, hvilket kom til at skygge for en sang og tekst, som faktisk kunne et eller andet.
Guldimund spøger måske stadig et sted som referencepunkt på “Lilleskovvej”, men også andre nyere navne som First Flush eller lignede dansksprogede, indieficerde poetiske kunstnere. Men Knægt lyder for mig i langt højere grad som helt sin egen her end på forrige single. Og har begået et nummer, som jeg bare må bøje mig i støvet og nikke anerkendende over. Det er decideret fremragende!
Både lyrikken, som virker som en let-sentimental men samtidig også bittersød og kærlig tur tilbage til barn- og ungdommen på Lilleskovvej. Den kunne ligge hvor som helst ude på landet. Provinsen på Sjælland, et sted på Fyn, Jylland rundt eller hvor ved jeg. “Vi” er nogen, som kender og er vokset op på hver vores Lilleskovvej. Det gør sangen bredt appellerende og relaterbar, men Knægt formår samtidig at tilføje nok til at det ikke bliver upersonligt.
For jeg en cowboy på min traktor med økologisk kompas
2.25 hektar, oceaner af plads
til dagpåfugleøjenektar
Og så har han bare skruet en virkelig effektiv single sammen med en god og iørefaldende melodi, som elegant bygger op til et mindeværdigt omkvæd. Det her skriger til himlen af hitpotentiale, og bør være selvskrevet til airplay på eksempelvis P6.
USERS – “For You”
Her kunne USERS måske også gøre sig med deres moderne punkhybrid. Den snotnæsede britisk klingende vokal sender tankerne i retning af noget Sleaford Mods, godt med attitude, konfronterende og grænsende til “lidt for meget”. Jeg tror dog ikke der er tale om noget påtaget, selvom det nok i nogle øre kan virke en anelse karikeret.
Egentlig også for mig. Jeg så USERS på Roskilde i sommers, hvor de havde den tvivlsomme fornøjelse af open air skrumlet EOS scenen i grå/regnvejr foran en begrænset skare. Det var bestemt ikke de optimale rammer for deres (post)-punkede og støjende toner. En tur i et mindre telt havde måske hjulpet. Men jeg fandt hurtigt deres stil og lyd temmelig anstrengende, monoton og uden specielt mindeværdige sange.
“For You” viser at de faktisk har sangene, eller i hvert fald en. Jeg skulle lige lytte mig varm og komme mig over de fordomme og kvababbelser, som jeg havde med fra i sommers. Men opbygningen af nummeret, der virker konstant stigende i intensitet, og opbygningen til omkvæd/klimaks fik mig hevet ind i deres dunkle, frustrerede og desperate univers. Og så begyndte sangen at virke fra start til slut, selvom det lyder ekstremt (bevidst?) øretæveindbydende og enerverende indledningsvis.
Men det giver mening, og får en virkning for resten af sangen og dens udvikling, hvis man giver nummeret lov til at åbenbare sig. Så man kan uden at overdrive voldsomt sige, at den her single er så god, at jeg er gået fra had til omfavnelse?! Jeg tog sgu’ nok fejl i sommers…
The Jürgen Clubs – “Coming of Age”
Jeg har haft et godt øje til The Jürgen Clubs næsten siden de kom frem, det er jeg heldigvis ikke den eneste der kan bryste sig af. Indierockbandet har haft god opbakning fra eksempelvis P6, der har været flinke til at have de fleste af deres singler i rotation.
Deres største fans på kanalen er nok fredagsprogrammet Selskab, det var også her jeg hørte premieren på “Coming of Age”. Og jeg følte mig ret overbevist om, at det nok skulle blive en af deres største “hits” på kanalen. Det gør den ikke nødvendigvis til en personlig favorit i deres voksende katalog af stærke singler, men den har “det”, der skal til.
Det virker bare som et ret komplet, velskrevet og effektivt nummer. Fin og rolig melodi, et tempo hvor alle kan være med – det går ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Man kan danse lidt til den, eller slumre lidt hen. Den virker kort sagt skræddersyet til airplay uden at det virker udspekuleret og leflende.
Der “mangler” måske lidt af de skævheder og kanter, som jeg faldt for i tidligere singler. Til gengæld er det nok også det der gør, at det virker som deres mest velskrevne og “bedste” sang indtil videre.
Korte Kommentarer
Vi lægger ud med en uhellig treenighed af grum metal, som alle tre er værd at give et lyt, men som jeg måske ikke har så meget at sige om.
Alkymist trækker vidder i retning af noget mere doomrocket end doommetallisk i forhold til stilen på deres debutplade med single nummer to, fra deres kommende anden plade. “The Scent” virker igen meget lovende, Alkymist har en stor og majestætisk klang, men personligt befinder jeg mig nok et lidt andet sted lige pt. hvad tunge toner angår.
Det kunne godt være ovre hos Maceration, som debuterede helt tilbage i 1992. Og formåede at følge op på den debut 30 år senere i 2022. Nu er der nyt på vej, men “Serpent Devorument” lyder som om tiden lige så godt kunne have stået stille. På en god måde – hvis man er til dansk dødsmetal af den klassiske skole. Det lyder sgu’ fee! Men gammeldags…
Detest kan heller ikke anklages for at være decideret nyskabende, selv stavemåde på singlen “F.Y.M.M.F.” virker så bedaget, at det næsten må være med fuldt overlæg. Det er også en klassisk fortælling, som matcher den klassiske døds-lyd: legendarisk band i deres egen ret, fornyet lineup, samme stil og still going strong.
Knap så strong og medrivende foregår det hos hardrockende Superloader på “Yeah, Yeah, Yeah”. Der er cirka lige så opfindsom og sindsoprivende som titlen. De har ellers været garant for ganske fin gammeldags rock af den benzindrevne slags gennem årene. Men det her er ærlig talt en pænt blyfri omgang. Ligeledes føles det noget tamt og fladt når heavyrockende 802 for alvor bekender kulør og toner rent 80er flag på “Princess”. Der er noget hjerte og ærlighed om, hvad man brænder for her, som jeg kun kan finde charmerende. Men lige den her sang efterlader altså en halv-fesen fornemmelse.
Danefae havde jeg med forrige gang, hvor de gjorde sig i noget melodisk metal med kvindevokal i front. På “Fuglekongen” afslører de en langt mere folk’et side, og her er jeg ikke helt med. Der er et eller andet, som ikke harmonerer for mig. Vokalen og musikken virker ikke helt, som om de finder hinanden. Stilen er… hmm… det hele føles bare en kende fladt og sangen kommer aldrig helt i gear?
Oppe i et højt gear er til gengæld den tidligere danser og nu sangerinde Lulu Safia. Uden at lyde for nedladende håber jeg, at hun er en bedre danser end tekstforfatter og sangskriver. Det her er ren attitude og tomme kalorier i klodset forening, så nummeret træder sig selv over tæerne konstant. Og mine krøller sig sammen. Det er pop, det er dansevenligt, hvis man orker, det gør jeg ikke når der spyttes fladpandet poesi ud i takt til det standardiserede beat:
Tror han er nede med min smag fra Tanzania // Hakuna Matata // da da da da da // det er uh la la // det er ubetinget ukyndig uh ja ja // Jeg siger uh la la // Han siger uh lu lu aha
Og så videre…
Så går det langt bedre med poesien og den overordnede sangskrivning hos Terese, som jeg synes bliver ved med at forbedre og forfine begge dele for hver singleudspil jeg hører. På “Teenageår” rammer hun tonen, stemningen og følelsen som titlen lægger op til. Uden at det fremstår som dagbogsnoter fra en 13-årig. Det er ganske raffinere og vellykket pop, som viser en kunstner, som for alvor er ved at have fat i noget.
Omvendt kunne jeg sagtens undvære Karen Troldborgs sikkert velmenende holdninger om tingenes tilstand i USA på “Amerika”. Tror de har brug for noget mere virkningsfuld og gennemslagskraftigt end selvfølgeligheder fra en dansk sanger og sangskriver. Skal man så lade være med at skrive den her form for sange? Næh, man skal da skrive lige hvad man har lyst til og brug for. I dette tilfælde kan jeg dog ikke se, hvad JEG som lytter skal med det?
Det ved jeg efterhånden heller ikke hvad jeg skal med Thorbjørn Risager og hans Black Tornado. Risager og band er anmelderroste, vores egen Jonas gav vist hele 6 stjerner til et album fra blues-gruppen for en del år siden. Der kan jeg ganske enkelt ikke være med. “Inner Light” er endnu en single i rækken fra Risager og co., hvor jeg undrer mig over alt fra vokal, over produktionen og lyden til manglende på en mindeværdig melodi. Stemning og atmosfære fanger jeg heller ikke. Dermed er der ikke rigtig noget tilbage.
Tilbage er duoen The Oceans, nu for første gang på dansk. Og det fungerer overraskende godt?! Jeg sagde overraskende, da duoen lagde ud med at gå Oasis lidt i bedene med guitartung britpop. Her er de langt mere atmosfæriske og stemningsfulde, næsten ovre i det svævende og drømmende. Og altså sunget på modersmålet. Lovende, og en spændende og sikkert også nødvendig ny retning. Især nu hvor de rigtige Oasis er ude med hatten for at tigge til pensionen fra deres trofaste fans!
En nogenlunde trofast fan op til jul har Anders Knudsen (ex. Dør nr. 13 m.m.) i mig. Jeg synes i hvert fald om hans ihærdige projekt om at udsende en ny julesang, hvert år i 12 år. Med årets bud, “Mamas Hearth”, er vi nået til låge nummer 4 i Knudsens musikalske julekalender.
Tonen er igen nostalgisk på den julede måde, som den slags nu skal være. Der er noget længselsfuldt over sagerne i år, som den slags minder man kan få frem på nethinden ved bestemte dufte. Måske er det mamas julemad i dette tilfælde? Men sangen er også lidt mere Phil Spector 60er poprocket i tone og klang end de hidtidige julesingler fra Knudsen. Han mangler stadig at toppe, eller matche, “A Quiet Earth”, der gemte sig bag låge nummer 1 tilbage i 2021. Men den var nu også noget særligt. Årets bud kravler nok op på andenpladsen, hvis jeg skal rangere.
Rangere skal jeg helt sikkert næste gang Repeatlisten giver livstegn fra sig. For da er 2024 ved at være forbi og jeg peger på mine favoritter blandt årets singler på den benævnte liste. MEN skal vi ikke lige se, om nogen fra denne omgang sniger sig med i opløbet på falderebet?
Føjes til Repeatlisten: UNO SOUL, Knægt… og fuck it, USERS.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: USERS, pressefoto
