Og det blev november igen… Single-højsæsonen kører stadig på fuldt tryk, men er det ensbetydende med kvalitet? Denne gang er der blandt andet blevet lyttet til Simone Tang, Marie Swane, pære Banal og Knægt.
I sidste omgang af Repeatlisten kunne jeg nærmest ikke begrænse mig, da jeg skulle fremhæve favorit singler. Denne gang forholder det sig lidt anderledes. Ikke fordi der er mange deciderede fejlskud i bunken, men omvendt er der heller ikke mange, som får mig helt op at støde.
Det skyldes i vid udstrækning nok tilfældigheder, og ikke at “nu skal musikerne lige tage sig sammen”. Når indbakken bugner og jeg skærer feltet lidt til efter gefühl, når der er 25 sange i bunken, så ER det lidt tilfældigt hvordan de fordeles. Sidste gang og denne gang er fra samme “kuld”, så var de dumpet ind i indbakken i en lidt anden rækkefølge var nogle af favoritterne fra sidste kommet med denne gang i stedet for. Og så havde denne omgang ikke set så “tynd” ud i forhold til.
NÅ, da jeg ikke har så mange sange, der kom i betragtning til listen med personlige favorit-singler for i år, Repeatlisten, så er der nok heller ikke så mange ord om resten som vanligt.
De 25 numre i bunken denne gang var: Maria Montell ft. Laid Back: “And So The Story Goes (DiDaDi)”, Black Oak County – “Crossed The Line”, VOLA – “Cannibal”, William Torp – “I’m the first who needs to get out of my way”, BAUN – “Everyday”, Sara Lew – “Did You Ever Notice”, Baby Did A Bad Thing – “Looks Like Rain”, Simone Tang – “On the Quarrelets of Pearls”, Ane Sætterstrøm – “Walking In the Sun”, Knægt – “Jer, Der Tog Togene”, Juliane Viktoria – “Stay Close..”, pære banal – “kanikkestræde”, KOM VI LØBER – “Japansk”, ROSITA – “Tag Det Tilbage”, Wildr – “Love Beyond Strength”, FooN & LASTELLE – “Bloodstream”, idaBjörg – “Phoenix”, Marie Swane – “Swanens Tur”, Sortblod – “Stikling i sne”, Isbjörg – “Solitaire”, The William Blakes – “Murder in the Moonlight”, Benjamin Rajani – “Mánakvøld”, Syvsover – “Doven Dag”, Mooseknuckle – “Monsters” og Steel Inerno – “Attack”
I betragtning til Repeatlisten kom
Simone Tang – “On the Quarrelets of Pearls”
Tang har efterhånden udsendt halvdelen af sit kommende album som singler, og jeg har lyttet og omtalt en del af dem. De er alle varierende grader af gode, hvis ikke fremragende. Det nyeste skud på stammen her (i skrivende stund) er nok min favorit.
Det her er lyrisk og musikalsk et virkelig smukt nummer, der handler om livet med og navnlig uden en far, der vælger alkoholen frem for familien. Men nummeret emmer af kærlighed, tilgivelse og noget nærmest opløftende midt i savnet og den dunkle baggrund og understrøm.
Musikalsk er det ligesom Tangs foregående singler meget altmodisch med en varm, analogt klingende lyd, som sender tankerne tilbage til knitrende toner fra 50erne. Her er det blot endnu mere barberet ned, minimalistisk og nøgent. Alt er skrællet væk og blotlagt, så man vitterlig føler at man bliver inviteret ind et meget personligt og intimt sted. UDEN at det kammer over, bliver rørstrømsk og navlepillende.
Det her kan Simone Tang roligt være stolt af. Og lige gyldigt indhold, så ville jeg også være stolt, hvis nogen skrev så flot en sang om mig.
Marie Swane – “Swanens Tur”
Og nu vi er ved det personlige, Marie Swane ligger heller ikke fingre imellem, og tager bladet fra munden, for det er blevet swanens tur. Et nummer om at være kvinde, der hurtigt blive for “gammel” i branchen og/eller overset af samme grund. Det kunne nemt være blevet en selvmedlidende og klagende omgang, men Swane gør det med humor og en svesken på disken stil, som både rammer og giver et smil på læben.
Det er også et nummer om selve branchen og nogle kolleger og medspillere, som får et kærligt prik og besked på at rykke en balle, så der er plads til alle. Navnligt Swanen! Igen gøres det med en fin fornemmelse for balance, så det ikke bliver bittert eller peget for mange fingre. Men syrligt er det.
I et pop-jazzet, halv-tilrøget og semi-mørkt lydbillede messe-synger hun fine og raffinerede linjer som:
Forår blev til Sommer (Peter, red), og større blev smerten, da Peter løb med Palle Hjort var jeg alene i verden
Katinka Band siger det selv, vi er ikke kønne nok til at danse, selv Guldimund kan have bly i røven, lad nu Swanen få en chance
Og senere
Mens Annika (Aajkær, red) stadig kan synge om at menstruere, er jeg tørret ud, kørt over, tortureret af bookernes afslag, og Gaffa der aldrig svarer, det er kun min røv der vokser, det er ikke min fanskare
Lovely!
Indledningsvis fandt jeg stilen en kende anstrengende. Men Swanen voksede hurtigt på mig, selvom hun er temmelig in your face. Dog på en herligt kold i røven måde – bred eller ej.
Korte kommentarer
Fra det vedkommende til denne omgangs komplet overflødige indslag. Maria Montell har genindspillet hendes vel nok største hit, 90er baskeren “And So The Story Goes (DiDaDi)” med brummende bidrag fra Laid Back. Det havde de ikke behøvet, og det behøver vi ikke.
Med det ude af verden, så ramte jeg ved ovennævnte delvist tilfældige fordeling af numre fra gang til gang lidt af en stime. En bestående af teknisk set veludførte og fine sange, som dog i samlet flok fremstår noget stillestående og dermed ender med at blive søvndyssende som singler.
Heldigvis er der ligestilling, så numre fra BAUN, Sara Lew, Baby Did A Bad Thing, Ane Sætterstrøm, KOM VI LØBER, William Torp, Sortblod, IdaBjörg og Benjamin Rajani flyder sammen for mig. Trods deres stilistiske forskelligheder, så har de det tilfælles at de afspillet i rap luller mig i søvn.
Så sker der noget andet, men ikke nødvendigvis godt hos rockbandet Mooseknuckle og deres “Monsters”. Jeg ved ikke hvad de helt har tænkt, men det lyder som et lidt fejlslagen forsøg på at lave et kitchet Halloween nummer.
Steel Inferno er også kitch, men på den fede måde. Det er så old school heavy thrashet at det næsten går fra hyldest til selvparodi og satire og når hele vejen rundt, og bliver cool på en frisk måde?! Old is new again, YIIIIIIAAAAARH.
Isbjörg og VOLA spiller mere progget metal, men på en måde, der vist bare aldrig helt bliver mig. Så det fænger ikke rigtig. Det gør FooN underligt nok på deres 00er metaliske samarbejde med LASTELLE på “Bloodstream”. Den er kvart i kikset NU Metal, men det sgu egentlig et ganske fint nummer, så jeg hader det ikke?! Selvom jeg muligvis “burde”.
Jeg ved ikke om jeg burde kunne lide Black Oak County og deres heavy rock mere end tilfældet er. Men på “Crossed The Line” overskrider de min tolerancegrænse en smule. Det er ikke kun fordi deres brølende rock fremstår ret generisk, hvilket jo er stil og smag og behag. Nej, det er lyden og produktionen, som jeg ikke rigtig kan med. Det lyder virkelig udynamisk i mine ører, fordi det hele lyder “lige højt”. Der er dømt lydpølse uden nuancer i smagen.
Der er også en række navne i bunken, som i varierende grad trækker tydeligt på rockhistorien. Syvsover lyder dejligt 70er rockede på “Doven Dag”, en habil sag for folk, der savner en mere analog rocklyd. Mens pære banal giver den herligt gas og fræser op og ned ad “Kannikestræde” med punket attitude og energi. Det er en boret knallert, der skramler og larmer, men på en moderne måde, hvor punken gøres indbydende for folk med mere sarte smagsløg.
Rosita hænger også fast i 70ernes æstetik, men her er vi mere ovre i visesanger og protestsang universet. Budskabet om, at stå ved retten til at være sig selv og sin seksualitet er svær at have noget imod, hvis man er et menneske, der ønsker at være en del af virkeligheden i 2024. Deri ligger dog også problemet for mig. Hvem er sangen til?
Jeg er enig med Rosita, hun skal da bare være den hun er. Og hvad så? Det bliver for mig en prædiken for koret og de i forvejen omvendte. Og de der ikke er kommer ikke til at flytte sig pga. en sang. Skal man så ikke skrive sange om emner, som er alment gyldige? Jo da, protestsange om hvad som helst går aldrig af mode, og der er brug for at de skrives. Men måske skal budskaberne, som dette, præsenteres og pakkes ind på nye måder, hvis det ikke skal ende med at blive en sang “kun” for en selv.
Juliane Viktoria har jeg tidligere været omkring, da sang hun rigtig fine numre på dansk. Om at larme for meget og lignende ting, som kunne irritere ældre mennesker. Nu giver hun det et skud på engelsk, og synger lidt om drenge og forhold. Og så er jeg straks mindre interesseret… Både lyrisk og musikalsk med en tusmørke pulserende popklang drukner det lidt i mængden.
Vi skal til at runde af, men vi skal lige nå toget sammen med Knægt og deres “Jer, der tog togene”. Det er et virkelig godt moderne dansksproget popnummer, som rammer både tidsånd og tidens toner. Desværre i en sådan grad, at det minder mig utroligt meget om en kunstner som Guldimund. Især omkvædet, da var jeg reelt i tvivl om det rent faktisk VAR Guldimund. Jeg finder Knægt mindre enerverende, og sangen her er god, men jeg kan ikke helt komme ud over at det lyder som noget jeg har hørt før. Men giv sangen et lyt, måske fanger du den også på en P6-kanal nær dig, sangskrivningen fejler intet.
Føjes til Repeatlisten: Simone Tang og Marie Swane
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Julie Montauk, Marie Swane pressefoto
