Hold da op, stop med alle de singler! Især de gode!! Der er nok at vælge imellem af kandidater til Repeatlisten, næsten FOR mange. Det er jo et luksusproblem, forårsaget af navne som Fenja, Elliot, Grava, The Courettes, Jens Konrad, Casquette, Bænch og ISSE.
Hvis jeg af og til har lidt svært ved at finde kandidater til en plads på listen, fordi jeg er lidt gammel, nærig og “meh”-agtig, så er det denne gang svært at begrænse sig. Så kommer man ikke med i det fine selskab, eller bare i betragtning, så er det altså lidt en fleksibel skala det er bedømt efter denne gang.
Tag det ikke ilde op, eller for mere end hvad det er. Det er bare én mands subjektive holdning, og den eksklusive liste er jo ikke mere end hvad den er… ikke for at tale mit projekt ned, men altså, det er mere et redskab til at lave en spilleliste for året med mine favoritsingler end noget der reelt betyder noget. Og hele pointen med de her artikler er jo “bare”, at give nogle singler lidt ord og opmærksomhed.
Det sagt, det er højsæson for udgivelse af singler, og mange kunstnere når at udsende 3-4 stykker inden for kort tid. Så der er både et aktualitetsproblem, hvor jeg ganske enkelt ikke kan nå at få singler med, inden kunsterne har udsendt 1 (nogle gange 2) nye i mellemtiden. Og så giver det naturlig ventetid og flaskehals. I skrivende stund (d. 4/10) har jeg allerede fyldt halvdelen af bunken til næste måneds lyttepulje op…Det vil sige, at sange, der drysser ind i sidste halvdel af oktober, risikerer først at blive omtalt i december.
ANYWAY, videre!
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 26 (ikke 25 som vanligt) numre:
Fenja – “Mærket af Liv”, Jens Konrad – “Se Hinanden Igen”, Freja Hjort – “Aldrig For Altid”, GODTFOLKET – “Gode Minder”, Henrik Bank – “A Better Man”, Siri Neel – “I’m A Maze”, Løvehjerte – “Thomas Delaney (Kom Nu Hjem!), Elliot – “lou reed”, ISSE – “Forvirret”, Slagger Lund – “Ekstranummer”, CEVIL – “Point Out The Crime”, Lydsyn – “Musik Er Nummer 1”, Killing – “Træls Og Trist On The Beach”, GRAVA – “Decimate”, Thorbjørn Risager – “Long Time Ago”, SLET DET – “Vurder Dig Selv”, Una Skott – “Caravan Lovers”, Marie Fjeldsted – “The Deeper The Dark”, TERESE – “Lille Stemme”, Mayflower Madame – “Never Sever”, Nordic Sad – “The King”, Alkymist – “Digging A Grave”, BÆNCH – “Fall Behind”, The Courettes – “Keep Dancing”, Casquette – “Habitter (De Ryger penge)” og Danefae – “Blind”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Fenja – “Mærket Af Liv”
Grunden til at der denne gang er 26 og ikke 25 numre med i puljen, er en oversidder fra sidste gang. Jeg syntes, at jeg løb “tør for plads” og ikke kunne give Fenja den opmærksomhed, hun fortjener. Det får hun så nu.
Fenja udsendte et rost debutalbum i 2022, et album der røg fuldkommen under min radar, lad os give corona skylden for den blunder. For “Mærket Af Liv” gav mig lyst til at høre mere fra Fenja, og så kunne jeg jo passende kaste mig over debuten fra 2022. En glimrende plade i sin egen ret og værd at opsøge, men nu skal det jo handle lidt om “Mærket Af Liv”.
Udtrykket er stadig poppet, men Fenja er andet og mere. Hun er lyrisk stærk, og formår her at levere et både gribende og rørende nummer med et budskab. Men det helt store trækplaster for mig er vokalen. Jeg er totalt solgt. Stilen nærmere sig stedvis det hviskende med spredt, meget diskret vibrato, hvor det minder mig lidt om Annisette fra The Savage Rose. I glimt skrues der op, så vokalen bliver mere gennemtrængende og bølgende. Det er næsten som at lytte til en vejrtrækning.
Fenja kan rigtig meget, men kaster sig ikke ud i vilde fraseringer og unødig stemmebåndsaktrobatik. Det virker tværtimod lidt underspillet, men ikke på en kontrolleret vis. Naturlighed? Er det måske ordet? Kigger man på coveret, som er billedet til denne artikel, så giver det måske et meget godt billede af Fenjas musik og klang?
Fenja, hendes stemme og brugen af den organisk, intuitiv og som om den er til på sangens præmisser. For at fremme og få det bedste frem i sangen, og ikke som et shownummer, hvor det handler om sangerinden bag mikrofonen. Det går rent ind hos mig, på en måde jeg ikke helt kan beskrive. Det behøver man heller ikke altid kunne. Fortryllende, og fortryllende nummer!
Elliot – “lou reed”
Vidunderligt nummer! Elliot gør det ikke sværere end det behøver at være, det er en singer songwriter/indierock’ish popsang og en hyldest til Lou Reed. I en sådan grad, at sangen rummer flere referencer og linjer lånt fra Reeds sange.
Nemt? Tjaaa, du må gerne låne, især når man spiller med helt åbne kort som her, og det kræver stadig at du kan skrive en god sang. Og det er Elliot lykkes med. Melodien er fængende uden at være påtrængende, poppet uden at være letbenet. Tilmed toppes det af med et glimrende omkvæd, der er vanskeligt ikke straks at vugge og nynne med til, mens man slentre ned af gaden.
Det bliver godt nok aldrig lige så farlig og beskidt, som når Reed tager a walk on the wild side, der er noget stemnings- og klangmæssigt opløftende over Elliots lydunivers. Samtidig er der dog stadig plads til tilpas meget kant, halv-rå guitar og en melankoli, der går hånd i hånd med den ellers lyse og opløftende tone. Det virker som noget, der sagtens (og helt fortjent) ville kunne få noget P6 airplay.
GRAVA – “Decimate”
P6 airplay får GRAVA næppe, medmindre den kanal pludselig finder deres hairy balls i mølposen igen. Jeg har tidligere anmeldt GRAVAs andet album, The Great White Nothing, her på siden, hvorfra “Decimate” er en af singlerne. Og i min optik den bedste hidtil.
Jeg vil ikke gentage for mange pointer fra den anmeldelse, men for lige at ridse det kort op, så spiller der dansk/færøske band en form for grum sludgemetal. En der rammer hårdt, kort og kontant i lange stræk, som her på potente “Decimate”. Bandet tillader sig dog også at eksperimentere og gå andre, mere ambiente og atmosfæriske veje på albummet. Noget, der kun anes et sted i baggrunden på “Decimate”..
På den led kunne de minde lidt om et band som de post-apocalyptiske hardcore scifi-nørder i LLNN, bare uden at GRAVAs lydunivers er helt så gennemført og strømlinet. Den rå vildskab har de dog tilfælles, noget der kommer helt op til overfladen på “Decimate”. Der fungerer godt som single og et pejlemærke for albummet – i hvert fald halvdelen af det.
The Courettes – “Keep Dancing
Den dansk/brasilianske duo (og ægtepar) The Courettes har rodet en del rundt i garagen hidtil. Med en lyd, der har virket skræddersyet til små, seje rockklubber og en festival som Gutter Island. Men nu vil de tilsyneladende hive os ud til en 60er pop/rocket sving-om på dansegulvet?
Jeg får i hvert fald associationer til en lind strøm af radiovenlige 60er navne, som mine forældre lyttede til, når bandet byder op til dans på “Keep Dancing”. Som nummeret skrider frem bliver det tiltagende skramlet og garagerocken sniger sig ind, men kernen forbliver en mere tyggegummi boblende og smittende poplyd.
Det fungerer rigtig godt, selvom nogle sikkert ville kalde det en pastiche. Er det et fyord? Det er vel ikke det samme som ikke-autentisk? Pointen er, at det virker oprigtigt og håndværket er spot on, det eneste man næsten kunne savne er, at indspilningen knaser lidt som en gammel 45er LP-single.
Er du til en mur af lyd, Phil Spector (uden i ved, all the murder stuff) og 60e radiopop blandet med lidt godt fra garagen, så er det bare med at kridte danseskoene. Og tage imod The Courettes smittende invitation.
Jens Konrad – “Se Hinanden Igen”
Nu vi er ved navne, der har fundet inspiration hos koryfæer og ikke skjuler det. Jens Konrad kan godt lide Lars HUG og det kan høres. Ikke kun på “Se Hinanden Igen”, men også andre numre, som jeg har fanget i forbifarten.
Det er bestemt ikke en dårlig ting. Man kan næsten ikke få for meget 80er HUG, eller endnu bedre Kliche, hvis jeg må vælge. Der er naturligvis også en fare for at det bliver karaoke eller for uoriginalt, men jeg synes egentlig Konrad slipper af sted med at sætte sit eget præg. At hans vokal så lyder en del som forbilledet, kan han jo ret beset heller ikke gøre for – eller så meget ved.
Singlerne “Drage Energi” og “Stjernesjæl”, som han udsendte tidligere i år, som jeg vist missede at få med her i Repeat af en eller anden grund, er nok et mere iørefaldende numre. Så den får også lige en art anbefaling med på vejen, men “Se Hinanden Igen” er nu også en fin dansksproget popbasker med radiopotentiale.
Og så gemmer der sig en tragisk historie bag, der omhandler tabet af en ven, der døde i en bilulykke kort tid efter gymnasietiden, i 2017. Det her er en hyldest og en måde at holde mindet i live på, hvilket jo er en smuk tanke og motivation. Især hvis sangen holder. Det gør den heldigvis, og Konrad (der også har en fortid i bandet Senso, som vi tidligere har været omkring her på siden) lader til at have en pop-fremtid med masser af potentiale.
Casquette – “Habitter (De Ryger Penge)”
Nu forlader vi 80erne til fordel for 60erne og 70erne, for vi skal have et los skæv rock, der lyder som god, gammeldags protest/beatmusik. Habitterne, de rige svin, skal udstilles og ned med nakken, de løber med alle vores skejser og bidrager ikke til fællesskabet, mand!
Ja, det er et nummer om griske skattesvindlere, men det kan sikkert oversættes til andre grådige kapitalistsvin. De fortjener naturligvis en tur på det lyriske slagteri (og en tur bag tremmer!), og Casquette gør det med glimt i øjet og blik for det små-syrede og absurde – også rent musikalsk.
Siden jeg anmeldte deres EP Sjæl Så Ung, det var åbenbart tilbage i 2020 (?!), har de tilføjet en saxofonist til line uppet. Så er der ekstra trut og galskab i løjerne, som samtidig også udvider bandet musikalske palette, så de ikke “bare” lyder som et hippieorkester, som kunne være Steppeulvenes børnebørn. Klædeligt!
BÆNCH – “Fall Behind”
“Jeg kan være lidt bekymret for at om Bænch bryder igennem med det her – men så igen: Et rigtigt hit eller to og de vil få rigtig god tur i den…”, skrev Troels-Henrik blandt andet, da han oplevede Bænch på Spot Festival 2023. Da spillede de, hvad han betegnede som “midlands-klingende” rock.
Om de har lyttet, skiftet stil eller universet lige har formet sig, som det skulle. Men Bænch er i radioen nu, jeg har i hvert fald hørt Horsens-drengene på P6. Og de har et nummer, som kunne blive et hit på kanalen i form af “Fall Behind”, hvor de forlader midlands og indtager Las Vegas. Med en storladen, synth-skinnende The Killers-klingende rock, der virker selvskrevet til stadions.
Den ligger forholdsvis dæmpet og stille ud, faktisk er første del af nummeret nærmest optakt, mens man fornemmer at temperaturen stiger. Da band og nummer derefter fyrer helt op, så ryger låget også eftertrykkeligt af og lander ikke før nummeret slutter.
De var lige ved at få skovlen under mig tidligere i år (Repatlisten #4) med “Skipped a Step”, hvor jeg skrev “det er nok et af de navne, som man lige bør holde ekstra øje med i den kommende tid”. Well, tiden er inde og det er med at hoppe med på toget, inden det forlader Horsens Station.
ISSE – “Forvirret”
Dansk-pop (dansktop ville nogle måske påstå) sangerinden ISSE har tidligere beriget vores indbakke med en del singler. Alle kompetent håndværk, skåret efter en velkendt og velafprøvede sangskriverskabelon, som burde kunne gøre sig godt i felter mellem dk4 og P5.
Og det skal ingenlunde lyde som om jeg rynker på næsen, som man kunne læse under The Courettes er jeg i nogen grad vokset op med radiovenlige toner. Hvilket også tæller Giro 413 OG, ja, dansktoppen, som hvor mor elskede den. Det giver også et lidt ambivalent forhold til stilen, men nu hvor jeg er blevet midt i 40erne, og har opgivet at være for cool og bare er begyndt at give no shits… ja, så er jeg ikke for fin til at indrømme, at jeg er en sucker for en god popsang – lige gyldigt genren.
“Forvirret” ER en god popsang. ISSE har en rar klang, en sikker vokal og lyder som om HUN tror på sangen. Samtidig lyder det som om, hun mere end på tidligere indsendte singler, giver plads til lidt melodiske og opbygningsmæssige skævheder. Det giver lidt liv og friskhed til pænheden, som også er fremherskende. Sangen præges blandt andet af et 80er keyboard, som enten er bevidst corny, eller et udtryk for tvivlsom smag. Hvad det end er, så kan jeg faktisk lide den lyd det bidrager med.
Måske er det derfor, at jeg synes “Forvirret” er den hidtil bedste og mest interessante single, jeg har hørt fra hendes kompetente hænder?
Korte kommentarer
Her i de korte kommentarer bliver der igen ikke plads til ord om alle de resterende singler, og jeg vil forsøge at gruppere de omtalte lidt. Vi lægger ud med en trio af ret stærke numre fra tre kvindelige kunstnere, der alle er et lyt værd.
Freja Hjort er nok den mest udprægede poppede, hun gør det godt på “Aldrig for Altid”. Alligevel sidder jeg med en følelse af en kunstner og en single, der nok drukner lidt i mængden. Det tror jeg ikke CEVIL kommer til, hun har sin egen lidt mørkere stil på “Point Out The Crime”. Og så har hun det der lidt udefinerbare, som gør at man fornemmer et potentiale for et større gennembrud. Soundvenue-pop kunne man måske kalde det?
Det har Una Skott også, hun er aktuel med hendes første single på engelsk efter en vellykket første single (“Golden Land”) på fransk og delvist engelsk . Måske skal vi bredere ud med “Caravan Lovers”? Skott har en fortid i front for indiebandet Télé Rouge og som guitarist for en række etablerede navne, så nok er hun ny som solokunstner, men hun er ikke en newbie. Det fornemmes, der er noget sikkert, stilet og originalt over udtrykket.
Fra de sikre kvinder i det poppede til en kvinde i front for et tungrock/metal/prog band, der bærer det ret fine navn Danefae. Altså som i danefæ i ved, forhistoriske fund (af metal af en art), som man skal aflevere til staten, hvis man går og falder over det ude i naturen. Aaaaanyway, der er meget her jeg kan lide. Proggy tung metal/rock på dansk med en kvinde i front? Den kombination kan jeg ikke helt mindes at have hørt på denne måde før? Det har potentiale, men jeg er ikke helt solgt på udførelsen på singlen “Blind”. Den halter lidt, men jeg er nysgerrig efter mere.
Det er til gengæld bundsolidt og usvigeligt sikkert det Alkymist leverer på deres “comeback”-single, efter der har været stille om de tunge doomere en 4 års tid. På seneste udgivelse, Sanctuary, sneg der sig noget tungrock ind i deres gloomy doom-lyd, det fortsætter på “Digging a Grave”, der ligger tuuuungt ud, inden den slår over i noget mere rocket. Det fungerer glimrende. Men det virker heller ikke som nogen revolution. Lidt for velkendt eller gensynsglæde?
Jeg har været sådan lidt on/off eller små-lunken over for hardcore-metallerne SLET DET, ikke at jeg ikke har kunnet lide deres lidt brovtende og “gå ind i folk med træsko på ” stil. Det har nok bare været et tilfælde af det, min mor ville have kaldt: “mere sjældent end kønt”. Det KAN være et kompliment. Og det er det på “Vurder Dig Selv”, hvor jeg især synes den gustne vokal for alvor kommer til sin ret. Eller også er jeg bare endelig blødt op i forhold til lyden af et nedløbsrør, der er stoppet med brosten og sandpapir?
Hvor jeg langsomt bløder op overfor kantede SLET DET, så bliver jeg vist ikke fan af åleglatte Henrik Bank. Jeg har nævnt dansktop tidligere, som noget jeg godt kan finde kvaliteter og en værdi i. Men det her, fuldstændig køns- og smagsløs radiopop er mere kedeligt en at se vådt pap tørre i min verden. Beklager, det her kan jeg simpelthen ikke, og det gør mig i dårligt humør.
Så bliver jeg sådan rigtig Nordic Sad… elegant overgang, hva? Nordic Sad… meeeeeh. Mjah. Det lyder ikke dårligt, musikalsk er der da noget tusmørke, som måske kunne lokke nogle til. Og den dunkle vokal vil nok også falde i nogens smag. Efter første gennemlytning kunne jeg VIRKELIG ikke lide det her nummer, det trykkede på nogle forkerte knapper. Jeg er blødt lidt op, men det er egentlig lige meget. Jeg opdagede endelig da jeg skulle skrive disse ord, at bandet er svensk. Min fejl, min I er alligevel diskvalificerede!
Lydsyn kunne muligvis blive diskvalificeret for at være for gamle, hvis de stillede op til Børne MGP med “Musik Er Nummer 1”. Nummeret minder mig om “Musik Gør Mig Glad” af Eilo fra MGP 2019, og så er det musikalsk og lyrisk nærmest mere enkelt end de fleste sange i den årlige børnefælde på DR. Jeg kan godt lide Uffe Lorentzen og de fleste af hans udflugter og udskejelser, men det er tæt på ikke at være en sang. Måske den ville fungere som en jam, der kan forlænges, eller mutere live, eller som koncertstarter/første ekstranummer. Men som single? Jeg forstår ikke helt meningen, men det kan jo være mig, som har fået noget galt i halsen…
Det er jo træls, især hvis man staver træls med “z”. “Trælz og trist on the beach”, lyder det fra Killing. Jeg havde allerede knyttede næver og sammenbidte tænder, inden jeg satte sangen på. Meeeeen. Det her er måske ikke helt tosset? Eller, jo, det er det. Det er i hvert fald skævt. Er det neo-psykedelisk? Jeg kan ikke lige finde en kasse, at proppe den her legesyge killing i. Det er egenrådigt, anarkistisk, enerverende og gakket. Men jeg hader det ikke. Trælz!
Slagger Lund lyder også som en kunstner, der kunne have det lidt træls, især når Gaffa anmelder ham. Arme stakler. Altså Gaffa, eller den anmelder der fik hans debutalbum helt forkert ned. Nå, smag og behag, jeg har knuselsket Slagger Lund og hans skæve, minimalistiske og krøllet poetiske viser siden jeg hørte ham første gang. Det her er den single, som jeg har hørt, jeg indtil videre er mindst fanget af. Det kan ske, no hard feelings, håber jeg. “Ekstranummer” rummer stadig nogle fine, sproglige krumspring, men overall føles det lidt som en parentes inden næste fuldtræffer med udråbstegn efter.
Og SÅ gider jeg ikke mere for denne gang. Vent, der er faktisk et ekstranummer efter “Ekstranummer”.
Fanget i Strømmen
Debbie Sings (eller hendes folk) har vist ikke indsendt “U Could B It 2 Me” til os, men jeg fangede singlen på en eller anden Spotify liste. Måske min Release Radar? Nuvel, jeg har sporadisk givet et hurtigt skud ud til singler, som jeg har fanget i strømmen uden om indbakken.
Dette er ikke så meget et skud til den konkrete single, den er såmænd ganske fin, men et kæmpe et til Debbie Sings generelt. Jeg burde slet ikke kunne lide det her, men jeg elsker hendes twistede blanding af hyperpop, country og elektroniske udskejelser. Med en vokal, som ofte er kørt igennem de mest afskyelige effekter og tegnefilmsstemme-filtre. Det er alt for meget. I. LOVE. IT.
Det er som at få skudt Red Bull, kunstigt farve- og sukkerstof og samtlige E-numre lige i blodbanen, og så opdage at der gemmer sig meget mere substans end først antaget, når man får hørt ordentligt efter. Det sagt, så er netop dette nummer meget afdæmpet, måske så man lige kan få styr på blodsukkeret?
Føjes til Repeatlisten: Fenja, Elliot, The Courettes og BÆNCH
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fenja, “Mærket af Livet” coverart
