Så er der ved at komme godt gang i udgivelsen af nye singler til efteråret, der ligger på lur derude. Og det er en ganske glimrende bunke vi skal igennem denne gang! Blandt andet navne som Nye Katastrofer, Dicte, A Mess, Vild Hest, eee gee og Louis Jarto.
Jeg var lidt mellemfornøjet, stedvis måske lidt gnaven sidste gang her i Repeat. Hvor der ikke rigtig var nogle af de mange singler, som fik min puls tilstrækkeligt op. Nuvel, måske har jeg været i bedre humør denne gang, eller også er niveauet (med al respekt til dem røg gennem hakkeren sidste gang) bare en smule højere.
I hvert fald var der nok af numre, som jeg overvejede at smide på Repeatisten, der hungrer efter nyt. Der er også inkluderet, som jeg er faldet over andre steder end indbakken, derfor blev lyttepuljen også relativt hurtigt fyldt op. Men, så kan vi jo få det her skriv ud lidt hurtigere end den normale Repeatlisten frekvens og holde nogenlunde trit med indbakken.
Og lige en sidste ting, jeg prioriterer stadig numre fra det man kunne kalde vækstlaget. Så sange fra mere etablerede kunstnere kommer ikke så ofte med, og barren/forventningerne er også sat lidt højere når de gør. Ligesom det hele ER subjektivt, det er mine favoritter, hvad det så end dækker over…
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 19 numre:
Nye Katastrofer – “Solen Danser”, Dicte – “Mobile Home”, Northern Assembly – “Trembling Hands”, Kejser – “Troen”, Cheif 1 – “Regnbuer og en krukke guld”, AGGI – “Better Money”, Roxy Jules – “Copenhagen Summer”, A Mess – “Happy”, VILD HEST – “Menneskekiggeri”, Ida Wenøe – “With the Wind”, KOM VI LØBER – “Det håb jeg mærker der ikke vil dø”, VILMA – “Vis mig det jeg har glemt”, Mayas Slør – “Sommeren Er Forbi”, eee gee – “did you ever love someone”, Louis Jarto – “Tykke Dreng”, Nikolaj Nørlund – “Mørkerød”, Swartzheim – “Sympathy”, Kajsa Vala – “Always On The Run” og First Flush – “Tilbage for at bli”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
Nye Katastrofer – “Solen Danser”
Der er en fin balance mellem noget iørefaldende og enerverende, det lykkedes Nye Katastrofer med at finde på deres nye single “Solen Danser”. Her kaster bandet sig ud i noget synth/pop-rocket, der driver nummeret fremad, der kunne minde lidt om rocket Eurythmics?
Det er indledningsvis en kende enerverende, men ret hurtigt sætter synth-stykket sig fast og bliver temmelig vanedannende. Nye Katastrofer har bibeholdt den lyd jeg tidligere har beskrevet mindede mig om koldkrigs 80erne, synthen forstærker 80er følelsen.
Jeg fornemmer dog også andre vibrationer og referencer i dette let-dansevenlige nummer, der er noget guitar, som sender tankerne i retning af George Harrison. Det kan jo aldrig være en dårlig ting. Alle disse elementer burde egentlig munde ud i et overordnet varmt og opløftende nummer, hvilket der bestemt også er glimt af. Men der hænger en skygge af noget lidt nedslående over tonen. Måske noget ensomt, en følelse af mismod.
Er det solens afdansningsbal eller er det en lun sommerfest? Jeg er ikke helt sikker på, hvad Nye Katastrofer her har lavet soundtracket til, men jeg kan lide det. Det er et mere mainstream venligt nummer end de tidligere har lavet, lavet af et band, der samtidig emmer af at være lidt uden for det fine selskab.
Dicte – “Mobile Home”
Hvad pokker har Dicte lavet de seneste mange år? Og hvorfor er der i det hele taget så lang tid mellem man hører fra hende?! Nå, hun må jo have bedre ting at tage sig til end at lave en ny “If This Is Cool”. Her går hun mere i den modne country-folk rockede retning. Titlen på singlen danner visse forventninger til lyden, og skaber billeder der følger med.
Det lever Dicte også op til. “if This Is Cool” og den mere dansevenlige 90er rockende tone fortoner sig i bakspejlet, mens Dicte ruller ud på den støvede landevej. Der er dog stadig noget 90er alternativt over Dictes musik, en grundtone i lyden. En lyd, der her også er peppet op med noget diskret blæs og horn, der lige giver den landlige rock noget storby swagger.
Det er ellers en velkendt rute og stil, uden de store overraskelser, som Dicte og hendes Mobile Home ruller ud på. Men det gør ikke rigtig noget. Hvis du er til genren, så vil du føle dig hjemme og i godt selskab i Dictes Mobile Home når det vugger sejt derudaf. Men det er vel egentlig også meningen med den slags? Det er jo trods alt et hus på hjul….
Der er stadig noget forbandet cool over Dicte, hendes stil og stemmens klang. Det føles som lidt et tab, at hun ikke har udsendt mere musik end hun egentlig har.
A Mess – “Happy”
Ved første lyt tænkte jeg “eh, den er da meget fin, og har et ok catchy omkvæd”. Så fangede jeg tilfældigt sangen på P6 Beat, og da var jeg meget mere hooked. Det er måske noget med, at man ikke lige ved hvad der kommer i radioen modsat når man bevidst trykker play?
Nuvel, A Mess, eller Dorte Hartmann der gemmer sig bag navnet, spiller stadig melodisk let-støjende alternativ rock af 90er skolen. Og det er sgu’ en solid skolegang Hartmann har haft, hvilket hun også har bevidst med tidligere singler og udgivelser. Både som A Mess, og tidligere som del af bandet Two-Trick Pony. Der er måske også kun “2 tricks” i denne form for rock, men de er gode og effektive.
Der er faktisk lidt ekkoer af elementer fra netop Two-Trick Ponys lyd her, men det har der muligvis været hele tiden i A Mess, uden at jeg lige bed mærke i det? Jeg er lidt on/off i forhold til hvordan sangen kommer i gang, det er bestemt ikke dårligt, men jeg er ikke ubetinget fanget fra start. Når omkvædet rammer, så er jeg dog helt på og ikke i tvivl. Det her ER en god single.
VILD HEST – “Menneskekiggeri”
Chilladelica? Er det en ting? Det er det “Menneskekiggeri” fra Vild Hest får mig til at tænke. Og lune sommeraftener uden bekymringer. Der er noget throwback over hele det udtryk VILD HEST frembringer på dette rolige, dansende nummer. Noget chill, ja og let psykedelisk. Noget beroligende.
Det minder også om C.V. Jørgensen når han synger om “Bellevue”, fornemmelsen af at cykle langs stranden i en løs skjorte. Sangen handler også om at beskue festen fra afstand, at være ensom og at kigge på mennesker. Det er jo fint i tråd med de billeder, som det velproducerede nummer frembringer.
Den dvaske stemning er ikke søvndyssende, men gør at man flader ud til de svale toner. Man kan vippe lidt med, danse lidt på stedet (med sig selv) og nyde roen. Det er faktisk et rigtig godt lydspor til at betragte verden og mennesker.
Korte kommentarer
Vi lægger ud med et par nye numre fra gamle kendinge her på siden. Driftsikre, men ikke lige nogen som overvælder. KOM VI LØBER har ellers været leveringsdygtige i nogle ret fine singler, som også var relativt iørefaldende, på deres egen særegne måde. Nyeste skud på singlestammen er sgu’ lidt flad i min optik. Tempoet er sat ned, og jeg savner en krog eller et mere markant omkvæd.
Ida Wenøe har også tidligere udsendt nogle nydelige numre, den seneste læner sig op af at være en ballade. Og den er såmænd også rigtig fin! Det er velskrevet, Wenøe synger flot, men jeg mangler lige det sidste, hvor det hele løfter sig. Lidt en skam, for sangen kommer ikke mindst virkelig stærkt fra land, hvor man tænker at der er noget virkelig stort i vente. Vi når bare ikke helt derop, selvom Wenøe synger skønt.
Julia Runa, eller Roxy Jules, har efterhånden også bidt sig fast i undergrunden, og kigget op fra den med hendes støjende rock. Og nogle singler på CV’et, der har haft gennemslagskraft nok til airplay på eksempelvis P6. Senest har “Pink Petals” bidt sig ret solidt fast i æteren. Jeg er ikke sikker på, at den lettere døsige og stillestående “Copenhagen Summer” kommer til at gøre det samme.
En mand der har været leveringsdygtig i hits til andre (og sig selv) de seneste år er den gamle Rockers By Choice frontmand Cheif 1. Han har flere Grand Prix sange på samvittigheden, og en række hits udenfor den ramme. Kort sagt, så kan han skrive en poppet ørehænger.
“Regnbuer og en krukke guld” har bestemt også hit potentiale, men det virker også ret konstrueret. Det er de fleste sange jo i en eller anden grad, men her virker det skabelonagtigt. Man låner lidt her og der, klipper og klistrer det sammen og tilfører lidt Chief 1 lim. Det første jeg tænkte på var orglet fra The Whos “Baba O’Reily”, og så er der et eller andet ved første del af omkvædet der virker enormt velkendt. Har bare ikke kunnet placere det endnu. Samtidig virker dele af måden chefen synger på her en kende forceret og påtaget.
Kejser gør sig i en lidt anden genre. Den er mere dybsindig, eftertænksom, underfundig og tager sig tid. Der er flere ord, og et skær af noget som KUNNE nærme sig af være en smule for tænkt. Jeg synes ikke at der kammer over, men det er et nummer jeg har været lidt i tvivl om.
På den ene side finder jeg det en kende anstrengende, som om Kejser prøver lidt for meget. Men jeg kan samtidig egentlig også godt lide stilen og sangen. Eller i hvert fald hvad det er (jeg tror) Kejser her sigter efter. Jeg er bare ikke helt sikker på at det lykkes? Der fornemmes dog noget potentiale. Eller også er “den” her allerede her?
AGGI har også fat i noget på “Better Money”, hvor hun kaster sig ud i en effektiv fusion af afrobeats, pop og hiphop. Altså lige i grænselandet af, hvad vi normalt ville dække, men genregrænser er efterhånden så flydende, at det er ved at være meningsløst at definere dem. Nå, “Better Money”, meget moderne/tidstypisk, fængende og velproduceret. Sejt sumpende beats, skrap rap og en smag af, at her er en som har styr på sin stil
Apropos stil, så går Northern Assembly all in på poppen på deres nyeste single “Trembling Hands”. Billie Eilish beat, fløjt og fløjlsbløde harmonier. En enkel klappe med venlig rytme er et gennemgående element, der driver nummeret sikkert frem mod det fine omkvæd. Der er dog alvor bag lyd og ord, bandet er snart klar med et album, der blandt andet omhandler krigen i Ukraine. Et nummer som dette giver følelsen af livskraft, og en vilje til at komme igennem og overleve svære tider. Ikke en personlig favorit, men et stærkt og flot udspil.
VILMA rammer mig heller ikke helt nok til at komme i favoritfeltet med “Vis mig det jeg har glemt”. Vi befinder os stadig i det poppede, og tidstypiske, her på dansk, som det fremgår af titlen. I foråret udsendte VILMA en debutplade, der generelt blev godt modtaget, ligesom hun har varmet op for prominente navne som Mads Langer, Carl Emil Petersen og Signe Svendsen.
Og deri aner man muligvis også mit største “problem”. Det bliver lidt “det er der bare” musik for mig, fint til de mere runde radiokanaler, og ikke noget der generer mig. Men heller ikke noget, der får mig til at mærke eller føle noget.
Det gør jeg desværre heller ikke, når Kasja Vala ellers synger sig sikkert og flot gennem “Always on the Run”. Hun har ellers modtaget fine ord og anmeldelser her på siden tidligere, for hendes sanger sangskriver toner. Det lyder skam også habilt og veludført. Men også en kende søvndyssende. Det er bevidst lidt lavmælt og tyst, men stemningen og klang giver mig beklageligvis ikke lyst til at spidse ører. I stedet fiser det lidt igennem og ryger i baggrunden.
Lydtryk og stil alene gør, at Swartzheim ikke ryger decideret i baggrunden. Det er fuld smadder fremad metal, 3 minutter og ikke så meget pis. Alligevel er det også ind af det ene og ud af det andet ører. Det handler ellers om “menneskelig ondskab”. Så heller ikke de store overraskelser der. Jeg ved sgu ikke helt… jeg er nok bare ikke lige det her sted hvad metal angår lige nu.
First Flush har jeg ellers været på bølgelængde med på deres seneste to singler “Ildfluer” og “I din Bil”. Ikke heeeelt min genre og stil ellers, men jeg kan godt høre at det her kan noget, og at de nævnte er gode singler. “Tilbage for at bli” har ikke helt de samme kvaliteter i min optik, eller også kræver nummeret simpelthen flere afspilninger end jeg har nået at give det indtil videre.
Jeg ved ikke helt hvad det er der gør det? Måske er det den stedvis let manipulerede vokal, der bryder med stemningen for mig? Mange af de ting, som gjorde de to andre singler gode, er stadig til stede. Her er det bare som om at en række småting trækker udtrykket i en retning, hvor jeg ikke helt kan være med længere. Som sagt befinder First Flush sig også lige på kanten af min personlige smag, muligvis er de trådt ud over den her?
Nikolaj Nørlund er en af de kunstnere, der falder ind under det jeg nævnte sidst i indledningen. Han er etableret, faktisk har han lige udsendt sit tolvte studiealbum, så upcoming kan man ikke kalde ham. Men helt mainstream kan man vel heller ikke kalde Nørlund? Anerkendt og respekteret, jo, men han mangler nok en deltagelse i Toppen af Poppen for at blive “kendt”.
Nuvel, han er også ude med singlen “Mørkerød”; som lige får en hurtig anbefaling med på falderebet. Den er god! Ninna Lundberg synger for, inden Nørlund kommer luskende ud af nattens mulm og mørke på det rolige nummer et stykke inde. Det giver en fin murderballad stemning, lys og mørke og alt det der. Ligesom teksten og dens “flod” metafor, er sger de fanger min opmærksomhed.
Fanget i farten
eee gee – “did you ever love someone”
Du kender den slags sange, som du er sikker på at du kan lide lige så snart første tone rammer øregangene. Sådan er det med “did you ever love someone”, som også formåede at give mig lidt gåsehud, anden gang jeg lyttede til den bløde, country-folkede lyd fra eee gee. Det er ren honning for lytteapparatet, og smørelse som ikke bliver for tyk eller klistret.
Hun er en af den slags kunstnere, som jeg har tænkt jeg burde falde for lidt tidligere, men jeg har lige manglet at høre sangEN. Her er den så. Efter at have taget en afstikker til noget mere poppet og dansabelt, er hun vendt tilbage til rødderne.
Det er traditionelt og vellydende, jovist som koryfæer fra genren, da de var på toppen engang i 70erne. Men det er jeg også en værre sucker for. Det er et fortryllende, smukt, velsunget og lækkert arrangeret nummer. Det hele spiller sådan set.
Louis Jarto – “Tykke Dreng”
Jeg oplevede Louis Jarto live på Uhørt Festival tilbage i august, hvor han indtog den lille scene med en endnu mindre egen version af Orange Scene. Det var en gakket og gøglet stadionkoncert i mini format med Jarto alene på scenen, som en energisk en-mands hær. Det kunne godt virke som lidt for meget, og måske useriøst.
Det var Jartos første “rigtige” koncert på en scene, ellers har han optrådt som pop-up kunstner med sit lille setup. Guitar, bas og lidt elektronik til at loope stykker spillet på instrumenterne til “billige” danse- og festbangers. Mens han selv brugte alle stadiontricks i bogen. Det kunne godt lugte af for meget sizzle og for lidt steak.
Når man hører studieudgaverne af hans numre, også denne nye single, så fornemmer man dog en kunstner der tager sin musik alvorlig. Og også gør mere ud af præsentation og indpakning end de spartanske live-udgaver måske kunne indikere. “Tykke Dreng” er faktisk et rigtig godt nummer, som også blev luftet til koncerten. Her får musikken og Jarto dog lov til at stå mig for sig selv, og ikke gemme sig bag gøgleriet. Og det klæder ham og sangen.
Føjes til Repeatlisten:
Nye Katastrofer, Dicte, A Mess og eee gee.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mathias la Cour, VILD HEST pressefoto
