Så blev det september og singletid. Der skal samles op på hvad der har ligget og luret i indbakken i august, en lidt blandet landhandel. Der er byder på sange fra blandt andet pære banal, Errorland, Terminalist, Persecutor, Ranthe/Montin, Hexis, Telos og sange på både færøsk og sønderjysk.
Sensommerne er måske ikke højsæson for nye singler, og mange gemmer muligvis det tunge skyts til efteråret? Med al respekt for de der har udgivet nye singler, og sendt dem til os, den seneste måned er det i hvert fald en lidt halv-sløj omgang.
En del er på 2, 3 måske endda 4. single forud for en september udgivelse, så man kan nok heller ikke forvente A-materialet. Derfor har jeg heller ikke rigtig oplevet at blive helt solgt på nogle af de indsendte numre og har ikke udpeget nogen der kom i betragtning til Repeatlisten.
Det gør at jeg endnu engang zoomer lidt ud og giver samtlige numre en kort kommentar, eller lidt længere smøre med på vejen. Så gemmer vi det vanlige format til en senere lejlighed.
I denne omgang var der igen 25 numre i lyttepuljen:
Johanne – “Alt For Dig”, The Vision Ablaze – “Street Spirit (Fade Out), Diplomatic Immunity – “Burn Out Bright”, Lennart Ginman – “Own”, Terminalist – “Mutating Fractures”, AVA – “Længes Hjem”, DØGNKIOSK – “Døgnkiosk Stemning”, MoonBee – “Superluminal”, Anna Mose – “Homemade Miracles”, Glasgriber – “Det Enkle, Simple Liv”, Pære Banal – “Halvt Liv”, Persecutor – “Sand of Sahara”, iomfro – “Sammenbidte Tænder”, Dania O. Tausen – “nú eru vit tvey fólk”, Grave James – “Wildfire”, ERRORLAND – “Boys’ Game”, Lasse Matthiessen & Sitrekin – “Dreams Don’t Make Noise”, Sophia Fredskild – “Still Love Me The Same”, Ranthe/Montin – “Mig Mig Mig”, Vs DooM – “1000 Years (live)”, Jan Rørdam – “Mit Entourage”, Rikke Thomsen – “Do Fæ Ret (Æ Fæ Alle Ro)”, Our Broken Garden & John Grant – “Rain”, Hexis – “Fallaciae” og Telos – “Defeatist”.
Singlen fra punkrockerne Døgnkiosk tillader jeg mig at springe over, og henviser i stedet til anmeldelsen af deres album. Singlen og albummet kom lige til at overlappe, da lyttepuljen blev fyldt op i løbet af august.
Lad os lægge ud med de to sidstnævnte i stedet for, som egentlig er en split udgivelse. De to hardcore bands Hexis og Telos har nemlig udsendt en 5″ LP, hvor de har fået en side hver til et kort nummer. De er også udsendt som 2 singler. Og det er fucking kradse sager og ikke så meget pis her. Hexis bruger under 1½ minut på, at vise deres blackned hardcore tænder. Eller faktisk går de bare direkte efter struben. Mens Telos tillader sig, at tage sig hele 1 minut og 40 sekunder om deres nedsmeltning.
Fælles for de to numre, som det lyd- og udtryksmæssigt giver fin mening deler en split-udgivelse er at de udnytter deres korte spilletid fuldt ud. Det er ikke KUN smagsprøver. men to korte, formfuldendte numre. Der er bare ikke meget af dem, det der er, er satme heftige, komprimerede sager.
Så får vi også lige et par “næste single inden pladen” fra Terminalist og Persecutor. Førstnævnte “hyper thrashere” er ude med singlen “Mutating Fractures”, der ikke helt fanger mig samme grad som deres forrige single. Det er et fint thrashnummer, men der mangler lige et eller andet. Det kører bare lidt derudaf i 4 minutter og 44 sekunder, jeg savner en eller anden form for krog. Og så er det som om at guitaren ikke er markant nok? Måske?
Til gengæld vil jeg anbefale at man giver podcastet Omegalisten et lyt, hvor Emil Hansen fra Terminalist var gæst i et af de nyeste afsnit. Han snakker både om bandet, deres musik, giver det hele en mere intellektuel og akademisk vinkel og spiller noget musik, der har inspireret ham i løbet af livet. Et lyt værd, som bringer en ekstra dimension til Terminalist og deres nye plade, der i skrivende stund udkommer i morgen, den 8/9.
Persecutor er også snart pladeaktuelle, deres single “Sand of Sahara” er anden single fra pladen. Inden det her kommer ud er de jvf. indledeningen er tredje single på vej ud! Det går hurtigt… Nå, inden det bliver helt uaktuelt, så er “Sand of Sahara” en ganske solid thrash. God, gammeldags thrash med en lidt glammende vokal, der lyder dejligt tør. Måske er det ørkensandet? Det er ret lige ud af landevejen, og sangen handler om en overlevelseskamp i en ubarmhjertig ørken. Og sårn er det!
Jeg tror ikke, at jeg kommer til at anmelde den kommende plade fra Ranthe/Montin, de er nemlig oppe på fjerde single forud for udgivelsen. Meeeen, jeg er villig til, at give nummeret lidt flere ord med på vejen. De har nemlig formået, at udsende 4 ret forskellige sange som singler. Den første var jeg ret begejstret for, de efterfølgende to brød jeg mig ikke om.
“Mig Mig Mig” har fornyet min interesse for duoens output, der har bevæget sig fra popschalger, over det tilstræbt lidt skævt poetiske til… en blues? Jeg tror at “Mig Mig Mig” i bund og grund er en god, gammeldags blues sejtrækker. Og det fungerer og klæder dem. Lars Ranthe giver den her som en form for C.V. Jørgensen klingende egotripper, i et selvcentreret nummer.
Et nummer, hvor de lykkes både med at skabe forståelse og sympati for fortælleren, og udstille personen som den navlepillende egoist vedkommende også er. Men det kommer jo et sted fra, og udviklingen er ganske logisk. Nå ja, og så er det såmænd også en velskrevet sang rent musikalsk. Keep it simple, stupid, det er en blues, det behøver ikke være mere indviklet end det her.
Rockbandet Diplomatic Immunity var jeg også lige ved at parkere under “single stop” reglen, indtil jeg opdagede at de vist har spredt deres kun 2 singler ret godt ud. Det er rock. En forholdsvis galt og smooth rocksang, der er lige ved at have fået et lag for meget til min smag. Det er tæt på at lyde lidt for pænt og velsmurt til min smag. Ikke et dårligt nummer, jeg savner bare enten lidt mere snavs, eller det drive som deres forrige single, “You Better Run”, rummede.
Jeg ved ikke om MoonBee har en plade på vej, men hun har efterhånden udsendt en håndfuld singler over de seneste par år. Vi befinder os stadig i det moderne poppede på “Superluminal”, som desværre også lider lidt under samme syndrom som de seneste singler fra MoonBee. Den er fin, fejler egentlig ikke noget, men har lidt svært ved at trænge igennem og bide sig fast i hovedet på mig.
Og det er desværre en “generel” tendens for størsteparten af de singler fra de andre kvindelige kunstnere, som er landet i vores indbakke den seneste måneds tid. Ikke at det her (for GUDS skyld!) skal være en kønsdebat, det er nok et rent tilfælde. Men nu var det lige tilfældet!
Anna Mose og hendes samarbejdspartnere Crush String Collective har udsendt endnu en stemningsfuld, sart og luftig sag i kraft af “Homemade Miracles”. Der skal bare et mindre mirakel til, at jeg kan huske noget fra den. Godt håndværk, men den fiser direkte ud af skallen i samme øjeblik den kommer ind. AVAs “Længes Hjem” gider min hjerne heller ikke rigtig arkivere. Den skvulper stille af sted, i sit eget slumrende tempo. Der er noget længsel jvf. titlen, men… ehhh, selvom trommerne/beatet forsøger at skubbe bagpå med nogle driblende bevægelser, så bliver det ret stillestående for mig.
Johanne Fredkild forsøger sig på engelsk med den radiopoppede “Still Love Me The Same”, der er typisk P4 lydtapet. Det vil sige, at den ikke generer nogen, lyder fin, men også ret forglemmelig. Det kunne være så mange sange, og dermed bliver det et nummer, der straks glider i baggrunden.
Så er der de singler, hvor stilen og udtrykket bare ikke fungerer for mig. I puljen er der to singler, som jeg vil kalde “historiefortællende”, der minder om hinanden ud fra at de i min optik ikke lykkes med det de prøver på. De bruger begge en form, hvor lyrikken er fortællende, og ikke nødvendigvis behøver at rime. Det kan være et godt greb. Her lykkes det bare ikke.
“Værst”, og jeg forsøger ikke at såre nogen, går det for iomfro, som får mig til at bide mig selv i tungen, når jeg lytter til “Sammenbidte Tænder”. Det gør ikke noget det ikke rimer, det er en historie som fortælles. Men den interesserer mig ikke rigtig, og stilen, især vokal går mig decideret på nerverne. Jeg vil medgive, at sangen HAR et omkvæd, så der er en krog nogle vil kunne bide på. Og der er noget over sang og stemmens klang, der får mig til at tro at P6 Beat sagtens ville kunne bide på.
Det er ikke fordi at iomfro mangler egen stil eller personlighed, den er bare slet ikke mig. Og det er Johannes egentlig heller ikke på “Alt For Dig”. Men. Her er det nok mere et tilfælde af, at jeg ganske enkelt ikke er det tiltænkte publikum. Stilen er dansende, mørk elektronisk møder pop med en lyrik om, at føle at man har givet for meget af sig selv til/for en anden person. I dette tilfælde , lader det til.
Fortællingen eller budskabet fungerer, og er sådan set ret stærkt og råt. Formen bliver lidt for monoton for mig, selvom jeg godt kan se idéen sangen. Det er som om den bygger en fastlåst stemning op, som der så brydes ud af, som sangen skrider frem. Jeg kan lide attituden, og den styrke som ligger i at italesætte situationer som denne.
Så har vi et nummer som “Rain”, hvor Our Broken Garden får besøg af selveste John Grant, der emmer af kvalitet og “god smag”. Ikke lige min smag, igen. For mig bliver det lidt for pænt pakket ind, og fremstår en anelse kedeligt. Men det er så MIN smag, jeg er ikke helt døv, kan kan sagtens hører, at det her er et velproduceret, godt skrevet og smagfuldt nummer. Det vil helt sikkert falde i mange andres smag, hvilket er helt fortjent.
Jeg har tidligere rost en tidligere single fra færøske Dania O. Tausen, der synger på modersmålet. Hun har en flot, ret stor og fyldig vokal, der emmer af både varme og noget vindblæst melankoli fra klippeøerne. Jeg er ikke helt så begejstret for nyeste single, “nu eru vit tvey fólk”, som dog stadig er et helt solidt nummer. Der sker måske bare lidt for lidt for mig, eller bliver en anelse for underspillet? Det er dog stadig særdeles behageligt selskab, og jeg ville ønske at en færøsk kunstner som Tausen (og andre) fik større udbredelse på vores kanter. Der burde være et publikum til det, selvom man måske ikke forstår alle ord. Stemninger og følelser skinner dog ret tydeligt igennem.
Så er vi nået til et nummer, som jeg har haft store kvababbelser med, og som jeg har “frygtet” lidt at omtale. For det kunne hurtigt komme til at lyde lidt for groft. Lidt forhistorie og kontekst er nok nødvendig.
Rikke Thomsen synger på sønderjysk. Jeg er selv født og opvokset i Sønderjylland, i en lille landsby ved navn Visby, 15 km. fra Tønder og den dansk-tyske grænse, hvis man lige skal have placeret flækken på landkortet. Her talte man altså i den by, især i min familie, et relativt blødt klingende sønderjysk. Der er store lokale forskelle og udsving, i visse tilfælde fra by til by, som jeg kunne forestille mig er tilfældet i hele landet hvad dialekter angår.
Undertegnede Thomsen talte overhovedet ikke den slags sønderjysk, som Rikke Thomsen synger på, og jeg kan ikke tåle at høre på det. Beklager. Hendes dialekt er af typen, som ville sige “bach uæ”, når man siger “bag ud”, Jeg ville sig “bak u-e”. Sprog ville hos hende blive til “sproch”, jeg ville have sagt “språg”. Det er den kradsende “krrrrrrch” lyd på endelserne, som skærer i ører og sjæl. Og dermed bliver hende ellers fine og velspillede sang “Do Fæ Ret (Æ Fæ Alle Ro), (du får ret, jeg får aldrig ro) nærmest ulidelig at lytte til for mig. Beklager.
Heldigvis er der andre, der har fået ørerne op for Rikke Thomsen, og hun er lykkes med at få et publikum ud over Sønderjyllands grænser. Det kan jeg kun glæde mig over, og jvf. det jeg lige skrev om Tausen. Vi skal have meget mere musik og sang på lokale dialekter, som bliver hørt landet over. Så vi kan holde liv i de lokale sprog. Eller Æ SPROCCCCH.
NÅ, hvad har vi så ellers i bunken? Ah ja, vi har da også nogle mandlige indslag! Heller ikke alle af mine kønsfæller slipper helt uskadt igennem mine sarte ører. Jan Rørdam har eksempelvis skrevet og udsendt “Mit Entourage”, som ikke lige får min puls op. Den faltliner nærmest, ligesom denne singer songwriter sag, der sniger sig afsted i hyggetempo.
Lasse Matthiessen har slået sig sammen med Sitrekin og udsendt “Dreams Don’t Make Noise”, der er LIGE ved at få skovlen under mig. Det er også et nummer, der er vokset på mig efter de første par lyt, og er lige ved at sætte sig fast. Eller dele af det. Dermed er det bestemt ikke umuligt, at jeg varmer yderligere op over for samarbejdet ved yderligere gennemlytninger.
Mit største problem fra start (som nu er blevet mindre) er, lidt kuriøst måske, at det jeg synes mindst om ved sangen er Matthiessens egen vokal. Den er ikke dårlig, jeg synes (eller syntes) bare ikke, at dens klang og stil passede til resten af sangen. Der byder på en kvindevokal og et lydunivers, hvor Matthiessens let croonende stil skurrede og stak underligt ud. Men man vænner sig til kontrasten og det ender måske endda med at være en force for nummeret.
Det forholder sig lidt omvendt med Glasgriber og deres “Det Enkle, Simple Liv”, som jeg synes kommer godt fra start. Men så mister de mig ret hurtigt. Som i: efter godt 20 sekunder. Glasgriber beskrives som voksenpop, det dækker det egentlig meget godt. Det er den velkendte 80er poprockede lyd, som mange nyere kunstnere har samlet op og fornyet.
Glasgriber lyder desværre ikke rigtig af fornyelse, men som noget der hænger lidt for meget fast i fortiden. Det ER også voksne mennesker, der var unge i 80erne, som står bag. Håndværket er i orden, og har også kastet noget airplay på P4 og 5 af sig. Jeg forestiller mig, at det ikke er de yngste af P4s lyttere, som tripper til det her? P5 giver fint mening for mig, der er jeg ikke rigtig nået til endnu…
Et nummer, som jeg tænker også kunne gøre sig på P4, her i det lidt yngre lyttersegment, er Grace James og deres “Wildfire”. Et ganske klassisk country/indie-folk nummer med en fin melodi, vellyde og en behagelig ro. Det er dog et nummer, som jeg syntes bedre om efter første gennemlytning, men får lidt mindre fat ved flere afspilninger.
Det er muligvis fordi, at det hele virker lidt for velkendt. Arven fra 60er og 70erne koryfæer, som CSN&Y og lignende, er blevet samlet op og fortyndet/gjort pænere af mange navne siden. Grace James kommer lidt til at fremstå som “endnu et navn i rækken”. Der mangler et eller andet, som for alvor skiller sig ud fra mængden. Men bestemt et nydeligt nummer.
Ligesom ovenstående falder Vs DooM lidt i “jo jo, men hvad skal jeg egentlig bruge det til?” kategorien. De har udsendt en over 9 minutter lang live-single, “1000 Years”, der heldigvis ikke føles 1000 år lang. Lang føles den dog. Her mødes afrobeat, soul og jazzede rytmer i noget, som lyder delvist improviseret, eller i hvert fald lidt løst og frit spillet.
Så vidt så godt. Jeg kan også lide vokalen, der dukker op lidt efter for godt befindende. God soulet klang og gennemslagskraft på den. Selve nummeret er ikke lige min kop danse-te. Det er muligvis stilen, jeg kan ellers ret godt lide afro-rytmer, og det må gerne være organisk og levende som her. Men som single virker det ikke helt for mig. Live kunne det sikkert være ret medrivende, men at lytte til en liveindspilning af musik af denne art, uden den visuelle og fysiske oplevelse. Det får sgu’ ikke helt fat i mine danseben.
Skal jeg uddele en præmie for mod, så må den gå til metalbandet The Vision Ablaze, der kaster sig ud i noget, som enten kunne virke ambitiøst eller dumdristigt. De har indspillet en coverversion af Radiohead-klassikeren “Street Spirit (Fade Out), der også er en af mine personlige favoritter fra bandet.
Det kunne da nemt gå HELT galt. Radiohead og Thom York har så karakteristisk en lyd og stemme, at det er en af den slags bands, hvis numre det er svært at forestille sig lyde anderledes. The Vision Ablaze prøver, og point for det. De fejler ikke fuldstændigt. Men resultatet fremstår alligevel som en form for kompromis.
Versene følger originalen ret tro med en metallisk kant, men en forsanger der synger nummeret ret “lige ud” og pænt. Det fungerer ikke rigtig for mig. Men får mig bare til at savne York. Til gengæld går det bedre i omkvæd og andre passager, hvor bandet skruer bissen på, og vokalen skriger, så nummeret får en metalcore klingende overhaling. Måske skulle man bare have givet hele sangen den behandling?
Errorland har fat i noget på “Boys’ Game”, noget som jeg dog lige skulle lytte mig lun på. Vi er ovre i det synth-poppede, af den mere filmiske og storladne slags. Vi er i hvert fald et stykke fra det synthede dansegulv, som man måske ellers mest forbinder lyden og genren med for tiden. Det her er mere afmålt og tænksomt.
Der hænger en nostalgisk og eftertænksom tone over nummeret, der lige skal have mulighed for at få fat. Stille og roligt er jeg blevet lidt mere varm på den kølige og lidt fjerne tone, det har noget dragende over sig. Jeg vil ikke sige at nummeret er direkte fængende, men det har noget dragende over sig. Den er der næsten!
pære banal, som får lov til at være rosinen i pølseenden, bliver næppe alles favorit band. Dertil er det her simpelthen for skævt og trodsigt. Er det art-pop? Måske er det alt-rock? Befrielsen fra “indre oprør og kaos”, er nogle af ordene pære banal bruger om “Halvt Liv. Helt Fri”. Det giver et nummer, som konstant lyder som om det er på randen af et mindre sammenbrud.
En sang, som ikke vil lade sig indfange og sætte i bås. Der er pludselige tempo- og retningsskift, der gør lytteoplevelsen temmelig stressende. Man skal holde tungen lige i munden her. Det gør både at nummeret fremstår aparte, dejligt anderledes og anarkistisk, men også anstrengende og frustrerende. Det er sikkert med fuldt overlæg.
Jeg elsker det ikke, hader det heller ikke. I det mindste sker der noget, som lyder lidt anderledes og skiller sig ud fra mængden!
Og så nåede vi vist igennem. Tonen var måske lidt besk hist og her, men normalt er jeg måske også for flink? Flinkeskolen vender tilbage med en ny omgang Repeatliste snarest muligt, og så er der forhåbentlig nye numre til listen.
Indtil da ser den ud som sidst.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Theis Wilmer Poulsen, Terminalist pressefoto
