Dingeling, sidste omgang med anmeldelse af singler inden sommerferien. Inden det hele ender i Roskilde og efterfølgende lidt ferie skal vi lige nå, at tynde lidt ud i singlerne i indbakken. Denne gang er der lyttet til nyt fra navne som The Jürgen Clubs, Lovmand Werner, Demon Head, Chopper, Lützen og Amanda Rakel.
Det betyder også, at der er nogle kunstnere, som kommer til at vente lidt på, at deres singler bliver omtalt/anmeldt. Selvom jeg har holdt nogenlunde trit med indbakken her på det seneste, så ligger der allerede i skrivende stund nogle numre i indbakken, som ikke når at komme med i denne runde af Repeatlisten.
Ærgerligt, men mellem førnævnte Roskilde og forberedelserne dertil, hvilket inkluderer at lytte til virkelig meget musik kniber det lidt med tiden. Og kapaciteten. Med 25 nye numre til Repeatlisten i lyttepuljen, så er lytteapparatet presset til maksimum.
Jeg tænker, at jeg samler op på de resterende singler, og det der når at dumpe ind efterfølgende, når vi starter op igen engang i slutningen af juli eller starten af august. Så, I er ikke glemt, men kommer lige lidt på køl i varmen.
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 25 numre:
Isbjörg – “Afterglow”, Lauge Heebøl – “See You On Fire”, Amanda Rakel – “Sick”, Odd Palace – “Wildfire”, Alexander Woods – “Now I Know”, Lovmand “Werner – “Ikke Skåret I Sten”, Johan Kolstrup – Hjertet slår dig ihjel”, The Jürgen Clubs – “Rare Candy”, Sara Lew – “Out Of Nowhere”, Rådne lunger – “50/60”, Royal Deceit – “Undertow”, Pushing Daisys – ” Hate Me Break Me”, Northern Assembly – “Choir In Hand”, Diplomatic Immunity – “You Better Run”, Ranthe/Montin – “Elsker Dig For Den Du Er”, Demon Head – “Demon Head”, De Fleste – “Tusind Timer”, Chopper – “Sugar And Spice”, Alvah – “Land Of Regrets”, Simon Lynge & The Martial Hearts – “To Cross The Sea”, Uden Ord – “Venner I Havet”, Persecutor – “One Final Victim”, Lützen – Kom Igen”, Kjurious – “Bury The Lies” og Pleaser – “Plunge”
I betragtning til Repeatlisten
The Jürgen Clubs – “Rare Candy”
Der er nogle numre, hvor man har fornemmelsen efter de første par sekunder. Jeg havde den egentlig allerede da jeg læste bandnavnet The Jürgen Clubs (= Jürgen Klopp?). Det udstrålede på en eller anden måde noget ungdommeligt, noget lidt irriterende måske og muligvis en intern joke af en art. Men også, at det her nummer sikkert ville kunne et eller andet, ligemeget hvor meget jeg end måtte stritte imod.
Det kan det. Faktisk er det en lille indie/alt-rock perle, som sagtens burde kunne begå sig på eksempelvis P6. Der er en følelse af noget 00er i klang og stil, men det virker stadig frisk og nutidigt. Jeg kan næsten se det for mig, en gruppe unge mænd, ironisk klædt i lettere kikset, men sikkert egentlig smart og trendy, vintage sportstøj. Lidt for korte shorts og lidt for stramme trøjer. Måske nogle svedbånd om håndleddet, eller et pandebånd.
Og så bare afsted mod det fængende omkvæd, båret af en lige tilpas iørefaldende og lidt snotnæset og pågående melodi. En lilletromme, som er godt fremme i skoene og små, spredte detaljer, der gør at sangskrivningen finder en god balance mellem det forventelige og nogle overraskelser. Der er eksempelvis et mellemspil allerede efter første vers, i stedet for at gemme det til c-stykket. Ligesom afslutningen ikke, som ellers forventet bare rummer endnu en gentagelse af omkvædet.
Bravo, det er sgu’ en ørehænger, som både rummer genkendelighed og noget særegent.
Lovmand Werner – “Ikke Skåret I Sten”
Og så til noget helt andet. Lovmand Werner, hvad pokker er mon det? Det lyder som en gammel spillemand eller visesanger. Og sådan lyder duoen og fremførelsen af denne ret traditionelle vise også. Eller “slacker folk”, som de selv betegner det.
Her gør det dog ikke noget, at musikalske traditioner holdes i hævd. Indledningsvis var jeg noget lunken og tænkte, at det ikke helt fungerede. Jeg skulle især lige pejle mig ind på vokalen. Den lyder ikke decideret svag eller dårlig, men der er en eller anden form for slitage som om tidens tand har gjort sit naturlige indhug på toppen af dens ydeevne. Det bliver dog hurtigt en fordel og giver nummeret noget personlighed, nerve og en ægthed.
Lyrisk er der også noget på spil her, som jeg heller ikke kan afkode 100%, hvilket bestemt ikke er en ulempe. Det lyder lidt som om Lovmand Werner har oplevet noget, eller opnået en indsigt i dele af livet, som jeg stadig har tilgode. Men der er flere rigtig fine sætninger og vendinger, der stikker ud, som kan det der, hvor det ikke blot er ord på et stykke papir. De vokser og bliver levende og giver dermed sangen noget liv.
De skyr sig heller for, at give hele herligheden et skud farrock. Stedvis emmer det lidt af både Thin Lizzy og Dire Straits, hvor guitaren får lov til af fylde og glide ud mod horisonten. Alt i alt er det er ganske glimrende nummer, et der vokser med en melodi der sætter sig fast.
Demon Head – “Demon Head”
Hvad gør man, hvis man trænger til en god hymne, at gå på scenen til og/eller forlade den? Man skriver da bare sit eget entrance theme ligesom Demon Head! Eller, den selvbetitlede sang lyder i hvert fald som om at den kunne være den slags sang…
Om det er tilfældet med “Demon Head” skal jeg ikke kunne sige, men den lyder som om den indkapsler essensen af gruppen. Helte heavy på seje knallerter, hvor man kan fistpumpe med den ene hånd, mens man gasser op med den anden og drøner ud over stepperne. Med mælkekassen fyldt med Slots Pilsner (flaske, naturligvis), nu hvor ALDI lukker og krudtugler udgår.
De har tilmed teamet op med The Queen of Darkness, Jinx Dawson fra bandet Coven, der bidrager med både sangstemme og hekse klingende speak og ondsindet stemning. Det lyder dejligt okkult uden, at det bliver fjollet eller leveres med ironisk distance. Det lyder bare sejt. Som nakkehår der stikker ud nederst under æggeskallen.
Fede vokaler, feeeee spade, en sejt rockende melodi, der ikke kører på blyfri benzin, men fræser effektivt frem. Jeg får lyst til, at købe og iklæde mig en masse slidt denim og køre med.
Chopper – “Sugar And Spice”
(Chopper har senest udgivet singlen “Touch”, men jeg tillader mig lige at spole tilbage til den forrige, som jeg ikke fik givet nok opmærksomhed)
Så skaber han sig lidt igen, ham Chopper. Denne gang er der tilført godt med sukker og krydderier til hans genre bastard pop. Og alligevel virker opskriften mere ren og struktureret end man måske er vant til fra Jonatan K. Magnussen. Jeg har tidligere rost det tilsyneladende kaotiske og lettere anarkistiske, bevidst kitschede univers, som Chopper leger musikalsk udklædning i. Her fremstår det (efter hans standard) en smule mere strømlinet og udpræget poppet.
Det er kort sagt lidt mere inkluderende, inviterende og “lyttevenligt”. Ikke, at det andet var fjendtligt, men det var klart acquired taste. Det er Chopper (heldigvis!) nok stadig. Den ret markante klang af billige keys er pakket væk og erstattet af en varmere, mere fyldig og dansevenlig tone. Du kunne også danse til Chopper før, da var det hele bare mere smadret og tacky.
Den lidt farlige, dystre og sært dragende stemning er dog stadig at finde i den vidunderligt “onde”, dekadente og frække verden Chopper opbygger. Nu er det bare mere kulørt disco i dunkle klubber end lettere depraveret og små pervers shock-pop. Der er dog stadig plads til eksempelvis en vildfaren saxofon, der giver fornemmelsen af, at der stadig er noget ustyrligt og mærkværdigt på spil hos Chopper.
Det er sexet, det er forbudt og det er lækkert. Chopper er stadig lidt af en uforlignelig, forførende og smagløs tøjte på den danske musikscene.
Lützen – “Kom Igen”
Noget som kan være med til at løfte en sang er når den lyder og føles ubesværet. Der er netop noget dejligt ubesværet, intuitivt og umiddelbart over “Kom Igen”. Den der fornemmelse af, at det kommer og flyder helt naturligt og lyder lige nøjagtig som det skal. Og ikke kan lyde på andre måder.
Der er heller ikke mange fiduser og udskridninger her, det er sådan set en ganske enkelt sang og melodi. Ikke så meget pis, bare syng og spil uden, at pakke det ind i alt muligt fancy. En mand, hans stemme, en guitar eller to og en enkelt trommerytme. Hvis sangen er der, så er det nogle gange nok.
Det samme gælder det enkle budskab, “det er på tide, at vi lukker solskinnet ind”, hanker op i os selv og kommer igen. Keep it simple, stupid. Det er måske lidt naivt og også nostalgisk i stil og tone, men det skader bestemt ikke sangen i dette tilfælde.
Amanda Rakel – “Sick”
“Sick” er i følge Rakel et nummer om, at “opdage sig selv gennem andres adfærd”. Den handler om giftige relationer i bred forstand, men især forhold. Forhold som man selv gør en ende på, når man opdager at de ikke er sunde for en selv.
Det er der kommet en ret upbeat og iørefaldende popsang ud af, der vender noget negativt til noget positivt. “Sick” virker opløftende og opbyggelig, som om man kommer styrket ud af noget og er klar til at lette og flyve videre. Det er måske ikke videre komplekst, men bare noget så gammeldags som en god popsang.
Amanda Rakel har en lys, klar og fin vokal, som matcher sangens tone og boblende melodi godt. En liflig lille ørehænger, der med sine 2 minutter og 25 sekunder hverken spilder tiden, eller bliver hængende længere end den velkommen.
Korte kommentarer
Der er, som næste altid også en del sange i puljen, som enten er “lige ved og næsten” for mig. Eller, som jeg godt kan høre ikke fejler noget, andet end de ikke lige falder i min smag af en eller anden grund. Og Repeatlisten er og bliver i sidste ende en subjektiv liste over mine favoritter.
I første kategori finder vi et nummer som “Hjertet slår dig ihjel” af Johan Kolstrup, en ganske energisk indierocksang. Ligesom hans forrige single, så har jeg intet at udsætte på udførelsen. Jeg synes sådan set at det er en ret god single. Alligevel er der et eller andet, som gør at jeg bare ikke ville kalde den blandt mine favoritter. Den har endda P4/6 potentiale.
Også Pushing Daisy har begået en god rocksang med “Hate Me Break Me. En der også kunne have en chance for radio airplay, her dog nok mest P4. Ikke at der er noget som helst i vejen med det. Men det er i måske det, der gør at den dufter en lille smule af generisk 90er rock for mig. Diplomatic Immunity har kun begået den “synd”, at de med “You Better Run” blot har skrevet en god, ikke fremragende tempofyldt rocker. Jeg ville næsten altid kunne sætte den på, men også sagtens undvære den. Der mangler et eller andet ekstra krydderi.
Sara Lew sigter mod det mere stemningsfulde og atmosfæriske på “Out of Nowhere”. Den hugger, vugger og støjer flot i samme krydsfelt, hvor man også finder navne som Roxy Jules og Speaker Bite Me. Vellykket, men mangler lige det sidste for at blive overvældende.
Omvendt er Pleaser mere udfarende, aggressive og kortfattede på den knap to minutter lange skramle punkede “Plunge”. De er bestemt ikke kommet for at please, men her savner jeg lige den der krog, der får mig til at tænke “god single” frem for “fin sang”. Rådne lunger opererer lidt indenfor samme felt, det ramponerede, “grimme” punkede. Her kan man komme langt på rå attitude og beskidt stil, og Rådne Lunger har fat i noget. Jeg synes, at “50/60” er en rigtig fed sang, og en jeg var lige ved at tage med i øverste lag. Jeg har bare ikke så mange bevingede ord at sige om nummeret. Men med sådan et bandnavn, så behøver man måske heller ikke meget mere beskrivelse af musikken?
“Bury The Lies” fra Kjurious er egentlig også et udmærket rocknummer af den mere tålmodigt opbyggende slags. Her mangler jeg dog et bedre payoff i form af et mere markant eller mindeværdigt omkvæd. Der er som om sangen bygger op og bygger op, men aldrig for alvor letter.
I den mere poppede afdeling finder vi nyeste single fra duoen Ranthe/Montin, ja, det er skuespiller Lars Ranthe der synger. Og det gør han, som på deres to foregående singler, godt. Duoen har et godt greb om umiddelbar, radiovenlig dansksproget poprock af den klassiske slags. De mangler dog, at matche eller overgå deres første single, “Livet er smukt”. Med “Elsker dig for den du er” nærmer de sig.
Alhva er mere moderne og elektronisk poppet på “Land of Regrets”. Der er lidt lillepige stemme og udtryk over vokalen, mens musikken er mere æggende og sensuelt dansende. Den kunne sagtens gøre sig på P3. Den DR kanal kommer Northern Assembly vist ikke i nærheden af. Til gengæld kunne 6eren, udenfor primetime måske være en mulighed. De har begået en velskrevet og godt udført hymne i form af “Choir in Hand”. Smuk og stemningsfuld, masser af tålmodig opbygning OG et payoff som faktisk lever op til den. Den falder nok lidt på, at det bliver lidt for “pænt” for mig. Men flot sang!
OK, vi skal jo også på sommerferie her på Repeatlisten, så lad os tage en slutspurt. Her er en række sange, der falder i sidste kategori. Ikke dårlig, bare ikke mig.
Isbjorg og Odd Palace har derudover det tilfælles, at de bevæger sig indenfor musikalske universer, der om ikke andet er åndeligt beslægtede. Og lidt til. Det er ovre i det proggede. Førstnævnte mere storladen og himmelragende på “Afterglow”, mens sidstnævnte vælger den mere metal-poppede proggy stil på “Wildfire”. Eller spille de begge afarter af noget math/core? Anyway, ikke noget for mig.
Hårdere til værks går Royal Deciet på “Undertow”, hvor der flirtes med noget deathcore klingende i verset. I omkvæd og lidt til bliver det dog nærmest poprocket. Det er en genre og blanding, som jeg har et meget usundt forhold til.
Det samme med Simon Lynge og band på den sikkert dybfølte og velmenende “Cross The Ses”. Her er vi en helt anden boldgade. Fersk og musikalsk helt ufarlig radio poprock. Det er ikke fordi, at jeg tror at de/det ikke vil noget. Men det vil ikke MIG noget.
Så foretrækker jeg en over nakken og et knæ i dunken fra Persecutor. Det er hørt tusindvis af gange før, men så kan jeg da blive deres “One Final Victim”. Hvilket smukt lig!
God sommerferie derude (altså når vi har hørt 1000 koncerter og drukket 1000 pils på Roskilde!).
Føjes til Repeatlisten: Jeg føler mig i godt humør og “gavmild”, det må være varmen? Så, hele baduljen, der kom i betragtning til listen ryger med i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Line Westerboe, The Jürgen Clubs, pressefoto
