Repeatlisten 2023 #5

Hvad pokker, man kan allerede skimte festivalerne og sommerferien derude, men vi har masser af singler i indbakken, som lige skal lyttes igennem inden! I denne omgang er der blevet plads til (næsten) nyt fra navne som Falderebet, Why Sun, Maaneland, Singvogel, Ida Laurberg og Zar Paulo.

Næsten nyt, for som altid, så er man lidt bagefter fordi indbakken er stopfyldt for tiden. Det er højsæson for nyt, eller var det i slut-april og maj, og vi hænger jo lidt i bremsen her i biksen. Så, der er forsinkelse på linjen. Det har jeg vist nævnt et par gange…

Problemet forstærkes yderligere af, at det nu er blevet kutyme at kunstnere udsender 3-4 singler op til en udgivelse. Og gerne indenfor relativt kort tid, så man kan få lavet så meget larm som muligt på streamingtjenesterne. Det gør, når man som er tilfældet her i disse Repeatlisten artikler, maksimlat kan nå at udkomme 2, måske kun 1 gang månedligt, at man kommer et par singler “bagud” fra de samme kunstnere.

Det jeg her så kalder “nyt” nummer kan i visse tilfælde være den næst-nyeste single fra pågældende kunstner. Men, det må vi lige leve med. Jeg kan godt!

Ydermere er det som nævnt festivalsæson, hvilket også betyder, at jeg skal dedikere noget af min sparsomme skrive/researchtid til, at lave Roskilde relaterede skriverier. Så, hvis din/keres single er indsendt nu, men ikke med her, så kan jeg ikke helt komme med en tidshorisont for mulig anmeldelse. I hver fald ikke på denne side af sommerferien.

Anyyyyway, denne gang er der blevet tid til, at lytte til følgende 25 numre:

MoonBee – “Sunshine Roams”, GRO – “In Your Way”, Statisk Støj – “Statisk Støj”, Bilijana Heights – “Lies”, The Arcane Order – “The First Deciever”, Lennart Ginman – “Bug”, Singvogel – “Månen I Rodet”, Maaneland – “Flytilstand”, Falderebet – “Station Farvel”, Krogen – “Hele Natten Honky Tonk”, Terese – “Tempoet Slår Tiden Ihjel”, Tachys – “Boy”, Bo Evers – “Samtykkesangen”, OTAN RAW – “Rambling on my mind”, William Trop – “late night traffic”, The Bridges – “Untouchable”, A Horrible Death To A Horrible Man – “First Light”, Uden Ord – “Født I Dag”, Tranquil Union – “Drifting”, Atli Brix – “Alicia In The Ashes”, Persecutor – “Legacy”, iomfro – “Weekend”, Alexander Grandjean – “Coral Sky”, Why Sun – “Play 4 Real” og Jazzygold – “Dyed my hair red”.

I betragtning til Repeatlisten:

Det er lidt en “mager” omgang denne gang, i den forstand at der ikke lige er SÅ mange singler i ovennævnte pulje, som falder i min smag. I hvert fald ikke nok til, at jeg vil putte dem på min subjektive favoritliste over årets singler, Repeatlisten.

Jeg vil lige fremhæve mine 4 favoritter i feltet, i lidt kortere form end ellers og dernæst knytter jeg korte kommentarer til en masse af de andre numre. Det er sådan lidt en omgang “meget er rigtig fint” middle of the road denne gang. Dernæst kaster jeg mig over 2 singler, som jeg har fanget andetsteds, som faktisk kommer med på listen. Kup udefra!

Singvogel – “Månen I Rodet”

Aarhusianske Singvogel bliver ved med, at luske rundt i undergrunden, hvorfra det stikker snotten frem med spydigheder med jævne mellemrum. Som en halv-beruset rendestenspoet, der vælter rundt ved nattetide i Aarhus Nord og udgyder lige dele finurligheder og giftige stikpiller.

Der er noget råt og kantet over musikken, der oser af forfaldne bygninger, ukrudt i flækket asfalt og en udefinerbar stank af noget usundt. “Månen I Rodet” er ikke deres mest syrlige eller ætsende sang og tekst, men den leveres stadig som om afsenderen er noget mavesur og små-træt af det hele. Det er bulet rock, som alligevel har noget maskinelt og automatiseret over sig.

Hvis Singvogel og deres musikalske univers havde en farve, ville den være pisgul og giftgrøn. Det smager harsk, men det kan også bruges til at afsyre og rense systemet.

Maaneland – “Flytilstand”

Maaneland har lavet en rigtig fin kærlighedssang her, som rummer en god portion tvetydighed.

“Kigger i min telefon, Jeg drømmer om at snakke med nogen // Og de beskeder du fik af mig, Hvis jeg sletter dem, sletter jeg dig”, lyder det i begyndelsen af nummeret. Der er noget afstand i sangen, en distance, som om det omtalte forhold ikke er ægte. Eller “kun” eksisterer i tekstform, og ikke en fysisk.

Og dog, for de beskeder der er kommet tilbage, er “den bedste version af mig”, som det lyder lidt senere. “Alting var lettere på flytilstand”, betyder det, at tingene var mere enkle engang, eller at det er nemmere, hvis man er uden kontakt? Det virker også som en forsvarsmekanisme, eller som en der ikke vil se virkeligheden i øjnene.

Serveret på lige knap 2 minutter og 30 sekunder, i et fornuftigt tempo og med et luftigt, velsmurt drive. Det kører sgu’ bare fremad, mens vores afsender er fanget foran skærmen.

Falderebet – “Station Farvel”

Her har vi en ægte stadionbasker i den forstand, at Falderebet ikke spilder tiden, og lader til at vide at de har fat i et effektivt omkvæd. “Station Farvel” lever næsten udelukkende i kraft af sit stærke omkvæd, hvor den får alt hvad den kan trække. Det er også lige før, at man tænker at den er lige ved at få for meget “fuld kraft” fra første gang vi når til det.

Der er ikke meget vers-opbygning inden det rammer, men det gør mig egentlig ikke noget. Det virker tilsigtet, og som om vi bare SKAL frem til peaket og så leveres det i første hug. Den tager sig lidt mere tid mellem første og andet omkvæd, så man ikke bliver helt forpustet. Og så kender Falderebet deres besøgelsestid, så de ikke trækker sangen til mere end 2 minutter og 40 sekunder.

Sangen er også en duet, mande-kvinde stemmerne matcher hinanden rigtig godt. Både som nogle vokaler, der bakker hinanden op og som nogle, der giver sangen nogle kontraster.

Også pluspoint til trommespillet og rytmen, som har noget tempofyldt The National over sig. Det giver lige lidt spræl i sangens bund, under en sang, som eller kører snorlige fremad.

Why Sun – “Play 4 Real”

Hvad pokker foregår der her? Jeg synes, at kunne erindre at Why Sun var ovre i det mere sfæriske/post/lidt art rockede? Det er der små glimt tilbage af på “Play 4 Real”, der er cirka lige så legesyg, som et rundtosset børnehavebarn med sukkerchok. Selv titlen virker lidt som en bevidst joke?

Det er en smule vanskeligt helt at beskrive denne omgang fri leg, udover at der netop er dømt fri leg og noget, der virker ret intuitivt og spontant. Der er noget inspiration og rytmer fra det man i gamle dage med et nu lidt ilde set udtryk kaldte “verdensmusik”. Men, der er også noget mere rocket guitar, der driver ud og ind af sange, eller vælter rundt i baggrunden.

Vokalen, som jeg indledningsvist var i tvivl om sang på dansk, men det er vist engelsk, opererer i noget der minder om spoken word eller snakke-syngen. Mod slut ævles der pludselig på noget, der lyder fransk, inden det lyder som om vi får en stump med fra studiet hvor der smågrines inden båndet løber ud.

Er det her for sjov? Hvis det er, så er jeg ikke frastødt. Nærmere lidt pirret og føler, at der prikkes til min nysgerrighed! Jeg ved dog ikke, hvor ofte jeg ville sætte nummeret på.

Korte kommentarer

De seneste par gange har der været godt med metal og tungere sager i puljen, det er sådan set ikke fordi kvaliteten er dårlig denne gang. Der er bare knap så mange kunstnere, og de sange der er kommet ind når måske ikke helt op på siden af i en direkte sammenligning. The Arcane Order er eksempelvis ude med endnu en single, den over 7 minutter lange “The First Deciever”. Den er udemærket, men føles også lidt som mere af det samme i forhold til sidste gang.

Et andet metallisk indslag får i form af Persecutor, som gjorde lidt væsen af sig for et par år siden. Det er klassisk “slagsmåls”-thrash, hvor det bare tonser derudaf. Kompetent udført, men jeg er alligevel ikke helt revet med. Eller slået ud.

Jeg vil dog lige sende et skud ud til OTAN RAW, der ikke ligefrem opfinder den dybe rock tallerken med “Ramling On My Mind”, men der er en dejlig rå energi og klang over nummeret. Sidste gang “kritiserede” jeg dem ved lidt kækt, at sige at deres musik lød gammeldags på den måde man kan bruge et filter på sine billeder på Instagram. Det synes jeg ikke er tilfældet ved den nyeste single her. Jeg får også lidt færre punkede vibes, måske sniger der sig ligefrem lidt blues’et ind i lyden ala det moderne take fra et band som The Black Keys?

I den “blødere” afdeling har poppen haft kronede dage på Repeatlisten i et stykke tid. Jeg elsker en god popsingle, det er ingen hemmelighed. Eller, en god melodi og et fængende omkvæd generelt? Hvorom alting er, det er lidt fattigt på den front i denne omgang. Der er en del fine popnumre imellem, men ikke lige DEN der sang, som bare fanger mig.

Jeg synes Terese, som jeg tidligere ikke har været helt på bølgelængde med, leverer en af hendes stærkere numre med “Tempo Slår Tiden Ihjel”. Hun går gennem byen for, at slå tiden ihjel, mens hendes sang vugger ganske medrivende i takt med hendes skridt. Der er en duft af 80er pop i luften, ikke mindst i det lidt højtragende omkvæd, hvor vi stiger op mod himlen. Det kunne sagtens være et nummer, der røg i lidt sommerrotation på eksempelvis P4.

Der har man allerede kunnet høre GRO, der har en ret lys og klar vokal. Pakket ind i et blødt, luftigt arrangement med en smag af noget syntetisk på “In Your Way”. Det lyder som end tilforladeligt, men også en lille smule forglemmeligt. Eller “glemt i det øjeblik sangen slutter”. Det er muligvis fællesnævneren ved en del af de her sange, jeg kan ganske enkelt ikke identificere dem ud fra kunstnernavn og sangtitel. Der mangler et eller andet markant aftryk eller gennemslagskraft.

Om det er P3 segmentet MoonBee sigter imod, eller kan relaterer til ved jeg ikke helt. Men, hun er konstant leveringsdygtig i velskrevne og vellydende små popsange, der måske lige mangler det allersidste hook får at få krogen i mig. “Sunshine Roams” er endnu en i rækken, hvor jeg egentlig ikke kan sætte en finger på noget, som jeg ikke bryder mig om. Omvendt fejer det heller ikke bentøjet væk under mig. “Sunshine Roams” og ovennævnte “In Your Way” er med deres 3 minutter og 37 sekunder i øvrigt lige lange. Er det, den gyldne længde? Det er ellers som om, i disse streaming og tiktoktider, at singler har tendens til, at blive kortere og kortere.

To sekunder kortere er “Boy” fra Tachys, en ny duo-konstellation bestående af Jonas Bjerre fra MEW og Tobias Wilner fra Blue Foundation. Og det lyder da… vel som man kunne forvente? Det er, selvsagt virkelig godt musikalsk håndværk, der er ikke en finger at sætte på det punkt. Efter en lidt dunkende start bygger det op til et poppet MEW’sk peak, på en pulserende bund. Det siger mig ikke lige det store, men altså, udførelsen er der absolut intet at udsætte på.

Det er der heller ikke på den 5 ½ minut lange “Drifting” fra Tranquil Union. Til gengæld keder jeg mig bravt. Det falder måske tilbage på mig selv, men det her svævende og atmosfæriske nummer kommer bare ingen vegne for mig. Det tøffer afsted uden de store udsving og er en sang af den type, hvor man skal blive indfanget af stemningen for at det virker.

Man kan til gengæld ikke sige, at jeg keder mig i selskab med den kære Bo Evers. Jeg er bekendt med nogle af hans tidligere skæve popsange/spillemandsviser, hvor hr. Evers med finurlige tekster og… aparte stemmeføring og klang bevidst træder uden for stregerne. Det er et stilistisk greb og valg, og hans stemme er vist indbegrebet af acquired taste. Og den falder, desværre bare ikke i min smag. Jeg kan nærmest ikke holde den i mine ører karikerede og forcerede brægen ud. HVIS du er til stilen og faconen, så gemmer der sig et ret “sjovt” nummer bag den tidsåndsbevidste title “Samtykkesangen”. En hvor magtforhold og rollefordeling vendes lidt på hovedet og twistes, mens sangen shuffler derudaf efter sin egen “skøre” rytme og melodi. Ikke et fejlskud, men en der skyder forbi MIN skive.

Tidligere har jeg anmeldt, og for det meste rost, Jacob Faurholt og hans forskellige inkarnationer som Crystal Shipsss og som solokunstner, på engelsk. Nu er han tilbage på dansk, som Statisk Støj, og her med en single (den anden, tror jeg) der bærer samme titel. Faurholt fungerer fint på dansk, men jeg er vist ikke helt på samme frekvens, som ham og hans skramlede lo-fi univers lige for tiden. Det er musikalsk hverken værre eller bedre end det jeg tidligere har hørt fra ham på engelsk, men jeg tænder bare ikke rigtig på det. Måske en anden gang?

Jeg var meget mere til Lennart Ginmans samarbejde med Maggie Björklund og Steen Rocks elektroniske samarbejde, da jeg omtalte deres forrige single sidste gang. “Bug” lægger sig solidt i samme spor, eller læner sig i hvert fald logisk op af lyden. Det virker lidt som et samarbejde/projekt, hvor det kan være lidt vanskeligt at udvælge singler fra. Det hele fungerer nok endnu bedre, og kommer for alvor til sin ret, som del af det instrumentalalbum, der er sat til at udkomme til september.

Atli Brix, tidligere frontmand i Drowned Session og Fremmed, er ude med endnu et lavmælt solonummer. Hans dybe, markante vokal er som altid stærk og er man til dunkel nordisk “americana”, så går man bestemt ikke galt i byen med “Alicia In Ashes”. Jeg synes måske endda, at det er et endnu stærkere nummer end første single. Der er dog (igen) det forbehold, at jeg smagsmæssigt bare befinder mig et lidt andet sted for tiden. Jeg mister ganske enkelt tålmodigheden, og bliver ikke for alvor indhyllet i det ellers stemningsfulde lydtapet Brix på kompetent vis hænger på væggene i det dårligt oplyste kammer han lader til at opholde sig i.

Fanget i farten

Nu gider jeg snart ikke mere.

Zar Paulo har endnu en single i radiorotation og på diverse playlister. Og det er igen fuldt fortjent. De sætter simpelthen ikke et ben forkert for tiden, slet ikke på singlefronten, hvor de spytter det ene nummer ud efter hinanden. Numre der skriger af, og bliver, hits. Det er noget af en streak de har gang i med sangene fra deres aktuelle debutalbum Elendig Software.

Den nyeste fuldtræffer er “Tæt På Paradis”, der virker som endnu et nummer, der selvskrevet til sing-a-long og arme i vejret, når de rammer festivallandet rundt omkring. De har gangske enkelt gyldne ører lige for tiden, og formår gang på gang at skrue numre sammen, der rummer nogle af de samme kvaliteter. Det er iørefaldende, veldoseret, og ikke mindst velskrevet. Alt spiller, og serveres lige nøjagtig i den rækkefølge og mængde der gør, at man bliver hooked på lortet.

Og det vel at mærke uden jeg følger, at det (endnu) ikke er udspekuleret eller leflende. De har deres egen stil og personlige særpræg, som er tydeligt i alle deres ret forskelligartede singler. Men, der er alligevel en genkendelighed og rød tråd, når man zoomer ud. Men, zoom lige ind på “Tæt På Paradis”, det kunne godt blive den næste landeplage i P6 Beat segmentet de næste uger.

Men, der er mere i streamingstrømmen denne gang, for jeg er også faldet over, og faldet lidt for Ida Laurberg. Men, det krævede lige et lyt eller to til “Terrier” inden jeg blev lun på den lille, lidt glubske rebel af en sang. Det er nemlig en sang, og en sangerinde, der bider fra sig. Pardonsen for the punsen!

Det lidt forenklet og kort fortalt en sang om, at være omkring 160 høj og ikke finde sig i, at blive set ned på eller overset. Laurberg har egentlig ikke nogen kæmpestor vokal, som sådan, den kan godt virke en lille smule spæd. Det giver dog en sang som denne noget kant, og understreger på en eller anden måde fornemmelsen af, at man ikke skal undervurdere “små hunde”, som en terrier. Der er noget gåpåmod, en fandenivoldsk attitude og følelse af, at man ikke gider noget fucking pis.

Hvis du prøver på, at ignorere eller overse, eller ligefrem støder ind i Laurberg, så skal hun nok råbe dig op. Der er måske ikke så meget mere i sangen rent lyrisk, men det er rigeligt til at gøre indtryk. Det er lidt en form for alternativ underdog hymne. Flere hunde-puns, beklager!

Catchy, lidt skæv og noget smittende her-kommer-jeg stemning, det kan sgu’ noget. Laurberg kan i øvrigt, ligesom Zar Paulo, opleves under opvarmningsdagene på årets Roskilde Festival.

Føjes til Repeatlisten: Hvor ingen af numrene i lyttepuljen helt fangede mig nok til at komme på listen, så var der gevinst i streamningstrømmen. Zar Paulo og Ida Laurberg ryger på Repeatlisten.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thorleif Ravnbak, Falderebet pressefoto