Repeatlisten 2023 #4

Så er det SINGLETID! Indbakken er igen ved, at stoppe helt til med nye singler, heldigvis er der mange gode numre imellem, denne gang er det blandt andet blevet lyttet til SULT, Lennart Ginman, pære banal, Von Dü, Demolizer, First Flush, John Cxnnor…

Let’s get this show rolling, de sidste par gange har jeg indledt med en længere smøre, hvor jeg har forsøgt at forklare, at tiden er lidt knap. Og andre gode undskyldninger for, at indbakken igen bugner med singler og udgivelser. Hvis DU ikke lige har læst med, ja, vi halser noget bagefter her i butikken.

Det bliver næppe anderledes eller bedre, så lad os bare kalde det en kronisk tilstand.

I kender spillereglerne, ellers er det kort, at jeg har lyttet en bunke singler igennem og udvælger dem, som kommer i betragtning til Repeatlisten. En langsomt voksende liste med mine favoritsingler for året. Det er subjektivt, der er ikke nogen præmie ud over den store ære. Udsender man 3-4 singler på kort tid op til en udgivelse, så tillader jeg mig, at vælge og vrage lidt, så der kommer noget variation fra gang til gang.

Og, som altid, jeg får ikke knyttet ord til samtlige gennemlyttede numre. Måske en anden god gang.

Denne gang har jeg lyttet til følgende 25 numre:

Toby Ernest – “I’m On Top”, SULT – “Farmand”, Lennart Ginman – “She”, Thoughtfool – “Forever Under Your Stars”, Simone Tang – “Feelings”, pære banal – “Op På Cyklen!”, Vic Purple – “Sweet Rain”, A Horrible Death To A Horrible Man – “Other”, Moonfish Manifest – “Every Pearl”, Tiger På Spring – “Jerusalem”, anmar – “My Voice”, OTAN RAW – “Still I wanna go”, Kaiju – “Singularity”, The Arcane Order – “Cry Of Olympus”, Viva la Wolfe – “Long Gone”, Timechild – “The Dying Tide, pt. III”, Roxy Jules – “Mellem Sekundernes Tråde”, John Cxnnor + The Devil’s Trade – “Three Orphans (live)”, Nabo – “Et Bedre Jeg”, Von Dü – “Din Sang”, Demolizer – “Post Necrotic Human”, Isbjörg – “Ornament”, OhNothing – “Bones”, Riyah – “Dead Rose” og First Flush – “I Din Bil”.

I betragtning til Repeatlisten

SULT – “Farmand”

Hvis jeg skal have en (ny) sang, at gøre min entre i et rum til, så er “Farmand” på listen over potentielle kandidater! Er det punk? Ja, på en måde, der er i hvert fald en punket attitude, men det er mere en eller anden snotnæset genrebastard. Et musikalsk gadekryds, en køter der glammer og muligvis er ramt at en god portion galskab.

SULT har swagger og en selvbevidst attitude, der er noget fandenivoldsk over energien og den pågående energi, der strømmer gennem nummeret. Jeg får stedvis mindelser om The Stooges og især “I Wanna Be Your Dog”. Ikke mindst i det rastløse og ruskende omkvæd, hvor sangen “klirer” og rasler som Iggy og Co’s klassisker.

Lyrisk er sangen også helt sin egen. Teksten reciteres delvist, så man får en spoken word fornemmelse, eller en dansksproget pendant til eksempelvis snakke/syngende Sleaford Mods. Bare federe.

Lennart Ginman – “She”

Nu tager vi altså lige et smut udenfor vores normale græsgange og strejfer lidt omkring noget electronica. Jeg har ikke det store kendskab til bassist/komponist/producer m.m. Lennart Ginman udover, at jeg af en eller anden grund kan huske, at hans projekt sammen med Steen Jørgensen var nomineret til et hav af danske Grammyer i slut-90erne? Måske fordi jeg sad i min lille rock-boble og tænkte, “hva fåkk er dæ?!”.

Nuvel, her er Ginman sammen med Maggie Björklund (Darleens, Miss B Haven og Jack Whites liveband) og Steen Rock (bror til Bob? OK, han er DJ og har blandt mange andre ting været producer i Nobody Beats The Beats). Så, man skulle tro, at det var en masse, hvis ikke modsætninger, så “stemmer”, der mødtes her. Jeg er ikke klog nok til, at afkode hvem der har bidraget med, og hvor meget, til “She”. Men, resultatet er overraskende stringent og homogent.

Det er elektronisk, det er ret stramt, men ikke stift og kedeligt og uhyre stemningsfuldt. Normalt lytter jeg ikke såååå meget til elektronisk musik, jeg har dog bredt lyttelapperne mere ud i den retning de senere år, men electronicA er bestemt ikke noget jeg har dyrket specielt meget. Eller ved en skid om! Jeg ved dog, hvad jeg kan lide og ikke lide, hvad man så end kan bruge DET til? Og det her kan jeg rigtig godt lide.

Det er lidt vanskeligt for mig at forklare og beskrive, jeg føler mig lidt på udebane. “She” er både rolig, og beroligende. Men, også urovækkende og lidt uhyggelig. Den beroliger mig og er “rar”, at lytte til. Det er atmosfærisk og suger mig ind, så det “kun” 4 minutter lange nummer bliver en helt lille, formfuldendt verden for mig, hvor jeg kan svæve væk. Gå på opdagelse, drømme, lade simre i baggrunden…

Von Dü – “Din Sang”

Åh nej, hvad fanden er nu det her?! Det var cirka min første tanke, da jeg lyttede til “Din Sang” første gang, på en cykeltur hjem fra arbejde en forholdsvis lun aften midt i april. Fake calypso klang og stemning, og et omkvæd, der består af delvist ubehjælpelig og komplet uforståelig barnesang. YIKES

Men, inden jeg var nået igennem sangen var jeg allerede begyndt at tø lidt op i de sidste stråler af solnedgangen. Det er voldsomt naivt og sentimentalt, og bruger alle de sødmefulde/letkøbte tricks i bogen inklusive en tekst med banale, lommefilosofiske betragtninger. Det er dog også virkelig sødt, og fyldt med håb, hvis man lader sig overvinde.

Voksensangen, der trods de gode råd til livet, også rummer en del alvor om, at være en del af de voksnes rækker, skaber en fin kontrast til omkvædet. Barnestemmen heri er nærmest uforståelig da der er tale om vrøvlesprog, Jeg får ufrivillige associationer til de første Far Til 4 film og Lille Pers skrålen. Bare endnu mere utydeligt. Men, det er dælme svært ikke, at begynde at smile og føle sig lidt varm indeni.

Inden man ser sig om, så synger/nynner man glædeligt med og føler, at verden for en stund er et lidt bedre sted.

Demolizer – “Post Necrotic Human”

Lad os så lige få renset luften for alt der smager af dansk reggae og børnemusik.

Jeg vil gøre det kort. Demolizer er thrash. Ikke trash, men god, gammeldags thrash. Deres debut fra 2018 hed Thrashmageddon. “Post Necrotic Human” lyder også som et Thrashmageddon. Hurtigt, hærg, hegn og hovedet under armen og derudaf.

Herligt!

Det er jo lige før, at den her hører hjemme under “korte kommentarer” længere nede, men det behøver jo ikke være lige langt det hele i denne afdeling. Bare lyt til sangen og nyd lortet.

First Flush – “I Din Bil”

Jeg var ret solgt på “Ildfluer” fra First Flush tidligere i år allerede under første gennemlytning. Det bliver nok ikke en af mine yndlingssange for i år, dertil er stilen og udtrykket bare ikke helt min smag. Jeg var dog ret overbevist om, at den nok skulle blive et hit og få noget airplay. Den virkede skræddersyet (ikke på en udspekuleret måde) til P6, hvor den da også stadig er i rotation.

Det kommer “I Din Bil” også, hvis der er nogen retfærdighed og logik til. Den er endnu bedre, faktisk så god, at jeg nærmest vil sige, at den kan jeg rent faktisk lide!

Fra første tone og strofe er jeg heller ikke i tvivl om, at der er tale om First Flush. Det betyder, formentlig at de har deres egen genkendelig lyd, og/eller at den ligger i fin forlængelse af “Ildfluer”. Ikke helt uvæsentligt, eller selvskrevet at alle kunstnere bare kan/har det element med i deres musik og samlede udtryk. Det er både noget med tone, klang og den overordnede stemning.

Samtidig bevæger First Flush sig lyrisk ind på et område, som ikke er så gennemtærsket på dansk. Godt nok er der tale om et nummer om forhold/kærlighed/sex eller en relation i en mere overført betydning, Men, de flytter tekstuniverset over i en bil, hvilket man nok mest kender fra amerikansk sangtradition. Hvor bagsædet af en bil jo i tidligere tider (og måske stadig?) var et af de få frirum, hvor unge mennesker kunne få lov til, at udforske hinanden og dem selv.

Her får man den i en dansk variant, hvilket virker overraskende frisk. Det er med til, at give det nænsomt drivende nummer sit helt eget særpræg. Eller et First Flush touch. Jeg kan sgu lide hvad de har gang i for tiden, og hold lige øje med dem inden de stikker af. Det virker som et af de bands, som har “den” lige nu og måske er på nippet til noget større?

Korte kommentarer

Jeg har tidligere efterlyst lidt flere hårdtslående numre, gerne metal, her på Repeatlisten. Det er som om, at vi har fået skræmt metallen lidt væk med årene, da vi begyndte at lytte lidt udenfor vores comfort zone… Nå, hvorom alting er, det er begyndt at ændre sig lidt og denne gang har jeg faktisk fået lyttet nogle rigtig fine singler fra metalbands, udover ovennævnte basker fra Demolizer.

Der er ingen dårlige blandt numrene i lyttepuljen, selv ikke den prog-corede sag fra Kaiju, der spiller en form for spruttende metal, der normalt bare ikke lige er mig. For mange EMOTIONS, breakdowns eller retningsskift og en skarp lyd, som skurrer i mine ører. Men, “Singularity” kunne jeg godt holde nede.

Den harske, vindblæste tonser, “Cry of Olympus” fra The Arcane Order er også et rigtig fedt nummer. Der er satme tryk på her, når de stormer ud over stepperne. Det lyder både episk og ondt, og kunne godt være lyden af store muskler, skarpe våben, heltedåd og mod. Så er det lidt mere afdæmpet og med bukkede hoveder, at A Horrible Death To A Horrible Man går til værks på den atmosfæriske “Other”. Der er efterhånden 8 år siden, at vi sidst fik livstegn fra de horrible fyrer, så næsten 9 minutter i deres selskab skader bestemt ikke. Stilen er stadig dunkel, men set er som om, at der sniger sig mere shoegazet inspiration ind denne gang. Det gør, at tonen kan føles en smule lysere, og mere brusende end knugende. Rigtig godt nummer, men også i den længere ende for en single.

Apropos det atmosfæriske, så er der masser af den slags hos John Cxnnor gutterne. Maskinrummet, og brødre duoen, fra det post-apocalyptiske hardcore band LLNN tager det soundscape og sci-fi element man også finder hos LLNN længere ud i rummet i dette projekt. Singlen stammer fra en liveplade, optaget på sidste års Roadburn Festival, hvor de hookede op med en række andre kunstnere. På “Three Orphans” er det The Devil’s Trade der bidrager med noget vokal til det dystopiske fremtidsunivers. Det gør ikke det maskinelle, kolde og spacey lydunivers mindre stemningsmættet og gribende.

At man også kan skabe virkningsfuld og ret stor stemning med færre midler viser Roxy Jules, som tilmed forsøger sig på dansk på nyeste single “Mellem Sekundernes Tråde”. Det slipper Julie Runa og hendes guitar godt og effektfuldt fra med netop relativt få effekter og virkemidler, på et kompakt nummer, der får rigtig meget ud af en spilletid på kun lidt over 2 minutter. Less can be more.

Viva La Wolfe skruer omvendt op for spilletiden på “Long Gone”, der slæber sig afsted i over 7 minutter uden, at der sker de store udsving. Det er en rolig, langsomt udviklende (eller næsten ikke udviklende) nedbarberet, grunget ballade af start-90er skolen. Da jeg hørte den første gang, med dens genre-typiske, halv-forpinte grunge-vokal og minimalistike insturmentering, syntes jeg at det lød alt for velkendt. Det lugtede mere af Stone Temple Pilots, eller noget post-grunge, end den “ægte vare”. Nu har jeg hørt sangen en del gange, og kan man abstrahere fra ovennævntes genkendelighed, så har sangen altså et eller andet, der fungerer for den. Jeg kan ikke helt komme ud over, at stil og melodi virker, som noget man har hørt før, men det er en fin stiløvelse.

Det er, måske også lidt en stiløvelse (og det behøver altså ikke være negativt ladet) når OTAN RAW punkrock fræser derudaf på “Still I Wanna Go There”. Der er fart på hele molevitten, lyden er dejligt smadret og kradser lidt, selvom det lyder lidt som punk kørt igennem et Instagram filter. Medrivende lille sag, hvor der også er godt med hud til guitar-husarerne.

Hvad med poppen? Tja, udover de mere “poppede” numre blandt dem, der kom i betragtning til Repeatlisten, så er det faktisk en omgang Repeat, hvor de lidt mere “rockede” toner løber med opmærksomheden. Kærkomment, jeg var jo ved, at udvikle mig til en værre popdreng!

De mere poppede tiltag i puljen er overordnet fine, men der er ikke nogen, som for alvor bider sig fast. Jeg vil undlade, at nævne de værste denne gang, men der er da en lille stinker eller to imellem.

Alt skal da heller ikke være fryd og gammen. Selvom Toby Ernests nyeste single “I’m on Top” er en ganske fornøjelig, let-æggende og “rullen med skuldrende” tæt dansende sag, så er jeg ikke helt forført, som jeg blev af de forrige singler. Det smager, måske lidt for meget af glad white boy semi-funky popmusik til mig.

Hvis du vil vide mere om Toby (eller Tobias, ik årh), hans ulandseventyr i L.A., eller andre kunstnere af den “størrelse”, som vi hovedsageligt dækker her på siden, så giv forresten podcastet Omegalisten et lyt. Der dækkes og gives opmærksomhed til mange kunstnere, der fortjener flere lyttere!

Nå, det er nu heller ikke alt det rockede i lyttepuljen, som lige faldt i min smag. Timechild læner sig over mod, og låner fra, 70erne og 80ernes beton- og heavyrock, med en snert af 90er lyd. Der mangler bare et eller andet, eller flere ting, på “The Dying Tide, Pt. III”. Ud over en ret fin solo 3 minutter og 20 sekunder inde i det 5 ½ minutter lange nummer, så synes jeg det hele, overordnet fremstår en kende… fladt? Man fornemmer, at ambitionerne og intentionerne er der, men det lyder bare ikke helt episk nok, eller der mangler noget “OMPH” og gennemslagskraft? Jeg ved sgu’ ikke helt…

Nå, inden det her fiser ud og helt mister noget, der kunne minde om en rød tråd, så lad os cykle mod målstregen med pære banal. De opfordrer til, at man hopper “Op På Cyklen” og så er det ellers afsti afsted. Det er dog ikke en gnidningsfri tur, underlaget er ujævnt, cyklen får nogle tæsk og det bumler deruadaf i rask, semi-punket tempo. Sangen vender også vers/omkvæd dynamikken lidt på hovedet, så vers faktisk rummer de mest tempofyldte og fængende passager, mens der bremses mere op i omkvædene. Frisk lille sang, at drøne ud i verden til.

Fanget i farten

Og nu vi alligevel har sadlet jernhesten og trukket den ud på landevejene… Ude i det store streamingland (eller radioen), fanger man jo af og til et nummer, som af en eller anden grund ikke er landet i vores indbakke. Denne gang vil jeg lige sende en (klap)salve ud til nogle af de originale drengepoppere Barselona. De var blandt first movers, hvad angår den iørefaldende, lidt 80er inspirerede, dansksprogede popnavne, som begyndte at overtager æteren i slutningen af forrige årti.

I begyndelsen var jeg ikke lige med på noderne, og syntes at et band som Barselona bare var lidt irriterende, måske endda øretæveindbydende. Trods, at jeg godt kunne høre, at de havde sans for ørehængere.

Deres første single i år, “Lyden af Livet”, udkom tilbage i januar, nu skriver vi maj, så den har allerede nogle kilometer i benene. Men, det er først de seneste måneder, at jeg har lagt mærke til, at den sneg sig ind på eksempelvis P6s spillelister. Den overgiver jeg mig uden betænkeligheder til. Måske er jeg bare tøet lidt op, efter al den popmusik jeg har fået påduttet (!) her i Repeat, måske er jeg mere rolig i numseåbningen overfor Barselona generelt. Eller også er det her bare et forbandet fint nummer!

Den cykler bare afsted med en velsmurt kæde, nye dæk og medvind. “Lyden af Livet”, i hvert fald hvis det er den del af livet, der tilsmiles af forårssol, lun luft og en følelse af, at intet kan stoppe en.

Føjes til Repeatlisten: SULT med “Farmand”, så farmand her kan nyde sin nye themesong i tide og utide. Og, så skal vi også have Demolizer og First Flush med på listen. Barselona mosler sig også ind fra sidelinjen, “Lyden af Livet” er nærmest provokerende fængende.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: First Flush pressefoto