Er det forår nu, eller hvad? I følge kalenderen og udgivelsesfrekvensen af ny musik er det. Derfor er der også mange knopskydninger i form af nye singler. Denne omgangs spirende kuld inkluderer friske toner fra navne som De Forbandede, Marie Fjeldsted, Chronicle, Slagger Lund, Smugler, Chopper og Brimheim.
Nå, nok forårs metaforer og lignende, inden vi bliver træt af ord, der varmer på den måde inden vi overhovedet er sluppet helt ud af vinteren. Musik siger I, jo, den får vi masser af. Men, som I nok kan fornemme, så kniber det lidt med tiden (blandt andet) for os alle her på redaktionen. Så, ja, det bliver som det bliver og I det omfang vi magter.
Derfor kan vi heller ikke følge med mængden af nye udgivelser, som i slet ikke. Det kan vi kun beklage, omvendt har vi efter 11-12 år med det her anmelderi, muligvis også aftjent vores værnepligt i vækstlaget. Og kan tillade os, at gøre lidt som det nu lige bekommer os? I mens tiden og musikken løber fra os… Oh well.
Det betyder også for, at gentage en halv-slidt sang, at der er noget ventetid (hvis vi overhovedet når lige DIN indsendte musik). Jeg forsøger stadig, at holde trit med singlerne, og få lyttet til/omtalt/anmeldt så mange af de tilsendte numre som muligt. Men, i tider som disse, der hvor der udkommer mange nye udgivelser, da opstår der af og til nogle voldsomme flaskehalse.
Inden jeg så mig om havde jeg 27 numre på lyttelisten denne gang, som dermed var mere end “fyldt”. Og jeg kunne begynde på den næste (#4), som dermed også er så godt som fyldt. Vel at mærke lige efter, jeg havde smidt den seneste (#3) online. Det giver ikke kun, naturligt kødannelse på anmeldervejen. Det giver resulterer også i, at jeg føler mig presset og bagud. Hvilket ikke er en følelse jeg ønsker, at være i nærkontakt med for noget vi gør helt frivilligt og ulønnet, som GFR. Det er jeg simpelthen blevet for gammel til…
Jeg synger denne lille klagesang for endnu engang, at opfordre til tålmodighed. Vi gør hvad vi kan og lyster, det betyder ikke, at vi er ligeglade med DIN musik. Vi KAN bare ikke nå det hele. I hvert fald ikke længere.
Det gør også, at jeg bliver en lille smule selektiv hvad singler angår den næste periode. En kommende udgivelser betyder i disse streamingtider, at de tæppebombes med nye singler fra de samme kunstnere. Der skal larmes og spammes algoritmer og spillelister op til en udgivelse, så man ofte får 3-4, hvis ikke mere, singler fra samme kunstner indenfor alt for kort tid (til min smag). Dem sorterer jeg lidt i med hårdere hånd for, at skabe plads og mulighed for, at så mange som muligt kan komme til fadet.
Reglen bliver fremover (så længe det passer mig!), at jeg kun omtaler 2 nye singler fra samme kunstner, fra samme udgivelse. Så må man selv vælge, hvad man ønsker omtalt. Spammer man indbakken, så vælger jeg bare dem der lander først og så er der lukket for det varme vand. Nå ja, og har jeg anmeldt to singler fra en kunstner inden pladen er udkommet, så kommer i hvert fald JEG nok ikke til, at anmelde pågældende plade også.
Lyttepuljen bestod, som nævnt for efterhånden mange afsnit siden, af 27 numre, der blev skåret ned til 25.
Late Night Venture – “Hostile Nature”, Jamie Kee – “Løber Fra Vores Tid”, De Forbandede – “Brænd Mig Nu”, Lasse Storm – “Svendborg Skyline”, Johan Kolstrup – “Lige Nu”, Terese – “Kun Dig”, idaBjörg – “Half The Human Race”, Chronicle – “Where Chaos Thrives”, William Torp – “Five Broken Bones”, Smugler – “Maskerade”, Riverhead – “Broken Boy”, Marie Fjedsted ft. Christian Hjelm – “Got To Feel”, DETHRXNER + Cabal – “GET GOOD”, Sunbörn – “Beach Chase”, Sundays – “Savory Sundays”, Folkeklubben – “Himlen Over København”, Auxilo – “You!”, Lush Lullaby – “Life Goes On”, HEY ODEE! – “Team Rocket”, Charlotte-Amalie – “Glasvæg”, Slagger Lund – “Fremad i mit øje”, Heathe – “Black Milk Sour Soil”, Lihme – “Wavy”, Balsal – Vintervandring ved Årslev Engsø” og Chopper – “Springtime”.
De Forbandede – “Brænd Mig Nu”
Der var den! Singlen med den melodi, energi og det drive fra De Forbandede, som jeg har gået og ventet og lurepasset lidt på. Jeg har haft det ganske fint med de første par singler fra de tilbagevendte psykedelisk rockende fynboer, men også tænkt, at jeg lige holdt lidt igen og så tiden an inden jeg for alvor begyndte at glæde mig til deres kommende plades. Nu virker det ganske lovende!
Bandet ramte som lidt af en hvirvelvind og blæste ind på psyche-scenen (hvis man kan tale om en sådan), lige da det virkede som om den bølge (hvis man kan tale om en sådan!) var ved, at have toppet og begyndte at ebbe ud. De bragede i hvert fald ind i min bevidsthed med “Evig Ild”, og fulgte op med, at være ret produktive indenfor en relativt kort periode. Hvad blev det til på et par år? 2 album, 3 EPer og 1 split udgivelse?
Siden Den Evige Nat i 2017 har der dog været lidt stille, indtil bandet begyndte at røre på sig lige efter årsskiftet. De første par singler var fine, driftsikre “her er vi igen” numre, “Brænd Mig Nu” sætter for alvor fut i forventningerne. Der skal. åbenbart noget med ild til i deres titler for, at det får ordenlig fat?
Et nummer der i stil med netop “Evig Ild” bare galoperer derudaf fra start, afsted og ud over stepperne. Den indeholder deres kendte varemærker, piskende trommer, tunet bas, fyrig guitar, blæsende orgel og den lidt vindblæste vokal. Men, der er også lidt nyt at spore. Det er som om, at det er en lille smule mere… poppet? Navnligt i omkvædet, hvor det bliver helt hymne klingende. Ikke dumt.
Marie Fjeldsted ft. Christian Hjelm – “Got To Feel”
OK, der findes nogle sange, der bare emmer af kvalitet og skide godt håndværk. Fra første lyt tænkte jeg, at den her sidder lige i skabet. Det er ikke helt det samme som, at jeg er fuldstændig ramt og jeg har fundet min nye favoritsang nogensinde. Men, “Got To Feel” har “det”.
Marie Fjeldsted og Christian Hjelms vokaler klæder hinanden virkelig godt, og der er ikke en finger at sætte på deres sang, hver for sig eller sammen. Det er et nærmest perfekt match. Og det samme gør sig egentlig gældende for resten af nummeret. Det er en let-svævende og luftig popsang, der virker fintunet til, at fungere i flest mulige sammenhænge. Radio, som baggrundsmusik, du kan synge og nynne med, danse, dase i solen eller skyggen, sidde og tænke stort og småt, you name it.
Dermed ikke sagt, at det bliver leflende eller ligegyldigt, det er bare en virkelig effektiv og godt skrevet sang. En, som man nærmest skal modarbejde bevidst for ikke, at kunne synge lidt med på inden man har hørt den færdig første gang.
Og alt dette er, måske også noget, som kunne ende med, at blive sangens akilleshæl? Kan en sang være lidt FOR godt skruet sammen, så den på bizar vis kommer til, at ramme forbi alligevel? Jeg håber det ikke, det her lugter af et radiohit.
Chronicle – “Where Chaos Thrives”
SÅ skal vi have noget grum døds-thrash og hærg. Det er et fedt og glubsk nummer, det her!!! Et der renser ud og letter, som en blanding af et surt opstød og en dyb, lang efterfølgende bøvs. Velbekomme, og mange tak, og det var ment som en kompliment.
Det er ingen hemmelighed (slet ikke hvis man har læst lidt med her og der), at jeg har været noget metaltræt de senere år. Tog en massiv overdosis dansk black, død og københavner hardcore, som jeg stadig ikke helt er kommet mig over. Efter en kold tyrker og en afvænning, der har taget nogle år, er jeg så småt begyndt, at smage på de tunge sager igen. Og, er måske ved, at få smag for det påny??!!
I hvert fald rammer Chronicle et eller andet, som jeg havde glemt jeg manglede med “Where Chaos Thrives”. Måske er det fordi, at jeg har holdt mig fra skidtet i så lang tid for, der er sådan set ikke rigtig noget nyt under den sorte sol her. Det er semi-tonsende melodisk død i næsten 8 minutter. Og jeg keder mig ikke? Slet ikke, faktisk bliver jeg mere og mere veltilpas, som det mellemfornøjede, meget fornøjelige nummer tromler sig fremad. Jeg når ikke engang, at tabe pusten og falde sammen, da de finder den akustiske guitar frem og lukker sangen ned med en omgang folk-stemning.
Chronicle har et album med samme titel som singlen ude til maj, den tror jeg sørme, at jeg vil give et lyt og en anmeldelse. Jeg har fået appetitten tilbage efter denne lækre single.
Slagger Lund – “Fremad i mit øje”
Der er et eller andet vidunderligt skævt og “forkert” ved Slagger Lund og hans lyd. Det er lige på kanten af, at kollapse, eller falde fra hinanden. Kan han overhovedet synge? Stemmen virker lidt skrøbelig, begrænset og på kanten af, at knække eller ryge af sporet.
Det slingrer kort sagt hos Slaggeren. Men, det er også det, som er med til, at gøre det en lille smule magisk. Magisk? Ja, for helvede. Det her lyder ægte. Den den autencitet, det AUTENTISKE, det der som vi musikskribenter så fandens gerne vil høre og skrive om. Det HAR Slagger Lund. Det viste han med den på flere punkter finurlige single “To B. Laudrup or Not to B. Laudrup” fra sidste år, og nu understreger han det med “Fremad I Mit Øje”.
Jeg bliver underligt rørt af, at lytte til Slagger kæmpe, men ikke på en forceret vis, igennem sine sange. Det minder mig om min egen håndskrift. Krøllet, lettere ulæselig, har svært ved, at holde sig på linjen, men med sin egen indre logik. Den rummer dog ikke de momenter af skønhed, som dukker op hos Slagger Lund, når han eksempelvis kaster sig ud i en form for øm skønsang med linjerne “når to cirkler bliver et ottetal // hvem har tal, på sine fald // når du nu, går fremad i mit øje”.
Hvad det helt præcist betyder ved jeg ikke, men alligevel har jeg en ubeskrivelig følelse af, at jeg på en måde gør? Ligesom, at jeg ikke helt kan forklare, hvorfor Slagger Lund rammer et eller andet i mig. “Som Simon Le Bon i en kano”, hvem fanden kan få et så absurd billede/linje til, at fremstå helt poetisk? Det slipper Slagger Lund afsted med her, og giver mig et mentalt billede af et lettere oppustet, små-falleret 80er ikon, som sidder i pangfarvet jakketsæt i en kano. Tak.
Og tak for denne uslebne diamant af en sang, der stadig formår at skinne mere end rigtig meget andet jeg lægger ører til, som prøver alt for hårdt. Slagger Lund ER bare, bliv ved med det.
Smugler – “Maskeraden”
Hmmmm! Den skulle jeg lige se lidt an, eller er det omvendt? Ved første lyt havde nummeret klart et eller andet, som appellerer til mig, men jeg var ikke direkte fanget og solgt. Den sneg sig dog, som forventet, ind på mig ved gentagne gennemlytninger.
Smugler, det lyder også lidt lumsk og lyssky, men også gammeldags. Tydeligvis begås der ulovligheder, men der er også noget lidt romantisk og “uskyldigt” over ordet og betegnelsen. Jeg forbinder det i hvert fald med sort/hvid film, en motorbåd på en øde strand om natten, lidt vindblæste typer i sort tøj med tophuer. Som lander brandvarme, billige smøger og sprut, uden om det danske afgiftssystem. OK, det kunne også være hård narko, og en helt anden stemning, men…
Sådan “lyder” musikken fra Smugler på “Maskeraden” egentlig også, hvis man kan følge den kobling, som jeg her forsøger at stille op. Smugler spiller en art skumrings-rock, hvor det ikke bliver decideret dunkelt eller uhyggeligt. Der er dog en spirende uro, noget lidt farefuldt, en leg som ikke er helt for sjov. Det er også rock, der danser, cirkler, kredser rundt, og rundt om en.
Det er også lidt skævt og “off”, ikke helt i vatter, især vokalen. Det er som om, at en “skaber” sig en lille smule, lige smører lidt tykt på hist og her. I tone, klang og udtale, som giver noget karakter og særpræg. “Når du løber stærkere end du kan følge med”, lyder det i omkvædet, mens instrumenterne slås lidt med vokalen om, hvilken retning sangen skal stikke af i. Uden, at sangen flås fra hinanden.
Jeg ender sgu’ med, at være både indfanget og ret hooked på det her nummer!
Chopper – “Springtime”
“Staring at the big sky, through a broken window / Pissing on the sidewalk, tears of blood and liquor”, det er stadig snusket, uhumsk og beskidt hos Chopper, selvom foråret er kommet. Hvis der er noget, der spirer i hans dunkelt dunkende univers, så er det ukrudt i revnede fliser i storbyens baggårde.
Der er dømt rendestensromantik, ny-romantik og en art, artsy collage pop, hvor intet rigtig virker forbudt, forkert eller for tacky. Det er lyden en smadrede, billige keyboards, uartige danserytmer, stramt tøj, der strammer alle de rigtige og forkerte steder. Det er en hyldest til den dårlige smag, og en udfordring til den gode. Er det moderne cabaret? Billig burlesque? Discount disko til diskofile drenge, piger og alle andre køn?
Chopper kunne antyde, at musikken brummer og larmer som en stor motorcykel? Suser, blæser og letter som en helikopter? Antydes det, at man hakkes i småstykker? Eller, at musikken bliver, når den køres igennem Jonatan K. Magnussens (der er inden bag personaen) maskineri?
I et interview vi bragte for lidt over et år siden i forbindelse med udgivelsen af hans debutalbum, beskrev han Chopper som en “trist og forurettet popstjerne, der både elsker og hader sig selv”. Chopper er altså også leg og udklædning, også i musikalsk forstand. Og afløb, “no guilty pleasures, only pleasure”. Sådan lyder “Springtime” også, når den danser æggende, insisterende og faretruende fremad. Endnu en fræk hoftestødende fuldtræffer fra Chopperen.
Korte kommentarer
Vi lægger lige ud her med nogle korte shout outs til et par navne, som jeg har anmeldt andre singler fra fornylig. Disse er OGSÅ gode, men der skal lige være plads til, at andre kan komme til fadet.
Sunbörn, de tidligere Kutimangoes, er ude med opfølgeren til deres første single under nyt navn, den hed “Mankind” og var ganske forrygende. Det er “Beach Chase” egentlig også, bare endnu mere afslappet chill’arn. Det er vitterligt lyden af, at ligge og dase i strandkanten. Altså ikke som en strandvasker.
Det er lidt andre og mere dystre toner, som man finder hos Late Night Venture. De har virkelig skruet op for tyngden og slået en bister tone an på deres nyeste materiale. “Hostile Nature” er ingen undtagelse, og lever til fulde op til den truende titel. Det er blevet forbandet tungt hos gruppen, og de har ingen problemer med, at holde intensiteten og min interesse fanget i over 7 minutter som her. Selvom der muligvis heller ikke er så meget nyt under solen, det er bare… tungt og olmt.
Der er heller ikke deciderede nybrud, at finde hos Riverhead, der spiller en form for punket… post… punk. Punket post-punk?! Ja, OK… I kan sikkert følge mig! Bandet har allerede et par singler ude, som fortropper til et kommende album, her har jeg lyttet til “Broken Boy”. Det er sgu’ ganske effektivt og velsmurt, det Riverhead fyrer af, men altså også velkendt. Driftsikkert og gnidningsfrit leveret, selvom forsangeren lyder lidt træt af det hele. Sangen starter med en indånding, men slutningen lyder, som om der åndes ud rent musikalsk de sidste 10 sekunder, efter 2 1½ hæsblæsende spurt.
HEY! HEY ODEE! Det er et bandnavn, altså HEY ODEE!, som jeg også har omtalt en enkelt single fra tidligere. De har altså noget, og øre for noget, hvis du er til alt rock med en liflig og tydelig duft af 90erne. Det er lidt slacket, men stadig stramt. Støjende, men iørefaldende og melodisk. “Team Rocket” er en glimrende rocksang/single, men lider måske også en lille smule under, at den lyder SÅ 90er, at man kunne forveksle den med den ægte vare fra dengang? Ikke nødvendigvis et problem, men…
Nå, vi kan jo ikke hænge fast i fortiden, både den nærmeste og en fjernere, Auxilo har jeg vist IKKE anmeldt noget fra tidligere. “You!” er god! OK, den lyder også liiiiidt gammeldags, og alligevel ikke. Hvordan skal man næsten beskrive det kort… Jeg får en smule solskins 60er soulpoppede vibes, samtidig lyder produktionen og lyden også nutidig? Gav det mening? Ellers giv den lige et lyt, det er en rar, små-boblende sag, der gør en helt rar og medgørlig i et par minutter eller tre.
INDTIL MAN BLIVER GAL IGEN, og sætter DETHRXNER + Cabal med “GET GOOD” på. Jeg ved ikke om man, nødvendigvis får det bedre, men “GET GOOD” får da renset ud i systemet. CABAL er et band, som jeg har oplevet tidligere, både på plade og live, men ikke været helt solgt på. For meget deathcore tendenser, breakdowns og “nu skal vi bare lyde super onde” lyd. Men, her fungerer det altså ret godt for mig.
Det lyder iskoldt, brutalt og som et nådesløst overfald, hvor der bare tæskes og skydes løs. Der er stadig lidt “ondt med ondt på” over det, så det i glimt næsten bliver lidt komisk, men der er også en smittende energi og nakkeknækker rytme.
Ta’ og fuck af, for du er for grim til mig og din mor er med på den værste! Ja, sådan måtte man synge til børn for 20 år siden, i hvert fald hvis man hed Anders Matthesen og lavede Hva’ Snakker Du Om? Jeg ved ikke om Terese, eller hvem der nu har skrevet “Kun Dig”, har hørt eller haft den sang tankerne, da hendes nye single blev til. Men, det lykkes mig, uden større vanskeligheder, at synge “Ta’ og fuck” afs omkvæd på “Kun Digs” ditto. Det er sådan lidt distraherende…
Så synes jeg, at der er mere gods i idaBjörgs “Half The Human Race”, der fremstår som en opbyggelig sang om kvindekamp og empowerment. “Women of the world unite your voices…”, er et tilbagevendende mantra sangen igennem. Et nummer der sniger og slanger sig frem, mens det stille og roligt vokser. Som om det samler kraft, indtil det ikke kan holdes nede og får lov til, at bryde fri.
IdaBjörg disponerer og doserer fornuftigt virkemidler og opbygningen over de 5 minutter hun har tildelt sig selv her. Fra flotte passager, hvor vokalen får lov til, at trække læsset og være i centrum, til mere pulserende og i korte glimt larmende og stemningsfulde flader, hvor musikken svulmer op og siger fra.
Heathe siger også fra på “Black Milk Sour Soil”, der er næsten 8 minutter i et eksperimenterende metal-mareridt. Jeg ved ikke helt om jeg ville kalde et nummer som dette “single egnet”, Heathes stil og form virker mere som noget, der fungerer og trives bedst i en helhed. Som en del af et større værk, hvor det ikke helt er meningen, at man skal hive brudstykker ud. Det er ikke det samme som, at jeg ikke IKKE kan lide det, jeg er faktisk lidt fascineret af det her “hæslige” univers. Spændende om det kommet til sin ret på Roskilde Rising til sommer!
Sommerlige toner finder man også hos Johan Kolstrup, som med “lige nu” har begået en iørefaldende, syng med og lyttevenlig pop-rocket single. Den virker meget 2023, i det den låner fra de foregående 3-4 årtier og giver det en moderne pop-overhaling. En rigtig lille øreorm, som bare graver sig ind i hjernen på en, så man ikke kan lade være med, at synge/nynne med på det fængende omkvæd.
Og så tror jeg vi stille og roligt runder af for denne omgangs lyttepulje. Der er flere fine singler i bunken, også fra velkendte navne, som eksempelvis Sundays og Balsal. Sundays nyeste lyder som en klassisk “nu er vi tilbage, men skal lige igang og op i omdrejninger” sang, mens jeg bare ikke er helt solgt på Balsals nyeste. Sådan kan det gå…
Fanget i strømmen
Denne udgave af Repeats fangst i streamingstrømmen kommer fra Brimheim, hvis nye single, “Veronica Fever”, er et samarbejde med The Raveonettes. Jeg har ikke kunnet finde singlen i vores indbakke, men fangede den altså så da jeg cruisede på Spotify. Den er ganske glimrende!
Det er en dyster, nedtonet og lidt atypisk sag fra Brimheim, i hvert fald i sammenligning med nogle af hendes tidligere mere anthem prægede og storladne singler. Og atypisk i det, at der er tale om en kort, men konstant roligt fremadskridende sang, uden noget egentlig, eller i hvert fald markant omkvæd. Der er i stedet fokuseret på den ulmende, knugende og lidt klaustrofobiske stemning. Den er til gengæld også dragende og meget virkningsfuld, når man lige giver sangen tid og plads til, at ånde og snige sig ind på en.
Føjes til Repeatlisten: Hmm, jeg føler mig i forårsstemning og inkluderer hele molevitten og Brimheim på Repeatlisten. Så velkommen til hende, De Forbandede, Slagger Lund, Marie Fjedsted & Christian Hjelm, Chronicle, Smugler og Chopper.
Vi er forhåbentlig hurtigt tilbage med næste Repeat, så single-puklen inden sommerferien ikke allerede nu kan anes i horisonten!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Brimheim på Roskilde Rising 2022
