Vi er bagud! Vinter er blevet til forår, i følge kalenderen, vi er i årets 3. måned, men er kun nået til Repeatlisten #2 for i år?! Nuvel, så kom dog i sving! Der er nogenlunde nyt fra navne som Angstskrig, Biljana Heights, Peter Olesen, Atli Brix, VILMA og Toby Ernest.
Det er som om, at jeg, lige meget hvad jeg gør og de bedste intentioner, er konstant bagud på point?! Der må udkomme og blive indsendt for mange singler! Eller også kniber det bare med tiden og motivationen? Sikkert en kombi… se, nu snakker jeg allerede udenom fra start.
OK, jeg prøver, at holde nogenlunde trit med indbakken, men kigger man væk et par dage, så bugner den allerede med ulæste mails. Meget af det spam. Så er første skridt, at sortere og skabe et form for overblik. Derefter er man allerede lidt udkørt og trænger til en pause. Og man er ikke engang begyndt, at lytte til musikken endnu! Så går der et par dage til, og det hele begynder forfra…. for fucks sake!!
Nå, jeg har fået sorteret, slettet, sorteret, slettet, tilføjet til spillelister og lyttet. For nysgerrige, så består lytteprocessen nogenlunde af samme fremgangsmåde fra gang til gang. Når listen er vokset til en 20-25 numre, så begynder jeg at lytte sangene igennem på shuffle. Som regel bliver der lyttet på en løbetur, når jeg cykler på arbejde, på arbejde og så et par gange mere fokuseret i de større højttalere i stuen.
Materialet bliver altså lyttet igennem mindst 5-6 gange, i forskellige situationer og i vilkårlig rækkefølge. Og så begynder jeg, at fokusere på at udvælge de numre, som jeg synes bedst om, der kommer i betragtning til en plads på Repeatlisten.
I denne omgang er der blevet lyttet til følgende 25 singler:
Biljana Heights – “Stranger”, Riverhead – “Numb to the World, “Amanda Rakel – “Lonely FYI”, Angstskrig ft. Jøden – “Midt i en Angstskrig”, Riyah – “Perfect”, Hansn/Hoir – “Kontainor”, Isbjörg – “Ornament”, Olesen – “Nattens Sang”, Boys From Heaven – “Sailing On”, SLET DET – “Skræmtidens Børn”, Tabloid – “Shimmer”, Royal Deceit – “Wolves”, Unseen Faith – “Love Hunger”, Maaneland – “Metervarer til en Drømmer”, De Forbandede – “Omvendt Tyngdekraft”, Viva La Wolfe – “In the Fields”, VILMA – “Gnist”, Atli Brix – “Evensong”, Hvor er Skygge – “Flyvere i natten”, The Bridges – “Elephants”, Select Captain – “I Want You”, Toby Ernest – “Give It Up”, MoonBee – “Summit Up”, ANKAH – “Painted” og New Kids – “The World”.
I betragtning til Repeatlisten
Angstskrig ft. Jøden – “midt i en angstskrig”
Åh nej, hvad fanden sker der?! Rap?!? Rapmetal?! Rap-black??!! Jeg var lige ved, at opgive ævret og troede, at duoen Angstskrig, som jeg roste sidste gang, havde tabt sutten mod slut i denne single. Heldigvis lytter jeg jo, som nævnt indledningsvist, til numrene flere gang, af samme årsag blandt andet – man kan jo tage fejl, eller blive fanget på det forkerte ben.
Ellers opdagede jeg nok heller ikke hvad der går forud for, at Jøden pludselig svinger forbi i det sorte univers med krølhåret jyde-rap mod slut. Det er ganske heftige og ildevarslende sager. Der er noget punket nerve og energi over Angstskrigs black metal her, de kradser herligt, man kan rive sig på det – men, også blive revet med. Især af den insisterende og indebrændte stemning, der strømmer gennem sangen og driver den frem fra første øjeblik.
Er det med- eller modvind? Sådan lidt begge del, det er som at være fanget i skiftende vinde, hvor man både føler et solidt rygstød, eller opdrift, der løfter. Og, at man får poleret fjæset. Sådan er det måske, at være fanget midt i en angst-krig?
Stemningen og energien ændrer sig, som sangen skrider frem, over mod noget mere opbyggeligt og “støttende”. Og, da Jøden vælter ind i sangen omkring 4 minutter inde, i det over 6 minutter lange nummer, (video version nedenunder er lidt kortere) er der noget næsten heroisk og helte-metallisk over lyd og følelsen sangen frembringer. Efter den første “forskrækkelse” har lagt sig overgiver jeg mig også til dette umiddelbart lidt kuriøse indslag.
Jeg kan stadig ikke helt sige, hvorfor det egentlig fungere, eller giver mening? Måske falder jeg også lidt for overraskelsesmomentet og, at det er en “fræk” manøvre. Men, så burde følelsen foretage sig over tid, her synes det tværtimod som om, at jeg synes bedre og bedre om nummeret og dens ganske radikale brud med de gængse black-konventioner.
VILMA – “Gnist”
Jeg havde også sangerinden VILMA med i lyttepuljen sidst med “Lysere Dage”, som jeg ikke lige fik sendt nogle ord efter. Det var et tilfælde af, at jeg hverken havde noget voldsomt positivt eller negativt, at sige om sangen. Den var fin, hvilket er et ord vi vender tilbage til lidt længere nede i denne smøre.
Denne gang zoomer jeg så lidt mere ind på en anden single fra VILMA, eller Marie Vilsbøl, den 26 årig vestjyde der gemmer sig bag kunstnernavnet. For, det som jeg kun kunne fornemme på “Lysere Dage”, der faktisk HAR fået noget radio airplay på P4 og P5, synes jeg er endnu tydeligere på “Gnist”. Måske jeg skulle give “Lysere Dage” et par gennemlytninger mere, kan være jeg missede noget i første omgang…
Nuvel, det her er dansksproget pop. Den slags kan man fodre svin med, men nogle gange er der tale om perler for svin. Det her læner sig op af, at være en lille perle. En lille gnist, der kan være forløberen til noget, som for alvor blusser op, kunne man fristes til, at skrive? Ja? Jo, VILMA har en nydelig vokal og klang, og en nydelig lyd der matcher. Det kunne godt blive lidt for nydeligt med nydeligt på, og dermed for pænt og kedeligt.
VILMA flirter også med det, hvor det bliver liiiidt for P4/5et til min smag, meeeeen… hun har et eller andet… “Gnist” kan noget. “Hun har et himmel på sit loft”, lyder det indledningsvist, og allerede her får vi etableret et billede, der er nok til lige at pirre min nysgerrighed. Det bliver ikke voldsomt abstrakt og højtravende poesi, det er en klassisk, drømmende kærlighedssang.
Der lægges ud med noget beroligende, atmosfærisk klaver, og så bygges der langsomt ovenpå. Et mere markant beat sniger sig ind, så sangen får noget mere bund, og tramper mere igennem i takt med, at intensiteten stiger og VILMA lukker mere op for stemmepragten. Det er lige ved, at blive lidt for lyst, grænsende til, at stemmen overstyrer, men den holder i mål.
Toby Ernest – “Give It Up”
Jeg havde Toby Ernest og hans “Man I’m So Tired” med i januar oprydningen og var ret begejstret for nummeret. Her blandede han lyde, stemninger og inspiration fra 60er/70er vestkyst pop-rock med en snert af noget mere 80er klingende. Og gav det hele en moderne overhaling, ikke helt ulig en kunstner som eksempelvis Alex Cameron. Er der så tale om en dansk pendant til den australske crooner-spradebasse?
Naaaah, joooh, Ernest virker nu også som helt sin egen. Og på “Give It Up” tager han os igen md ud på en ganske herlig musikalsk udflugt, hvor et væld af inspirationskilder er røget i blenderen. Og kommer ud som han egen, særegne aftapning, der smager velkendt, og alligevel frisk og original.
Nummeret begynder med et lyddesign/univers, som giver mig billedet af en lille flok besynderlige jungledyr (måske Hugo?!), der sidder og kalder optimistisk, mens de er omgivet af en opløftende og venlige udgave af Rolling Stones’ “Sympathy for the Devil”… jeps, det er, muligvis et underligt billede og sammenligning. Men, der er altså noget percussion i spil her, som giver mig denne association og lettere besynderlige billede.
Og så fanges man af den livlige, lokkende og sommerlige rytme og vibrationerne. Hvis din krop ikke bliver påvirket af disse toner, selvom du er en halv-gammel, stivbenet, meget hvid, rytmisk udfordret mand som undertegnede, så bør du nok få et lægetjek. Måske alligevel, for det smitter som bare pokker, det Toby Ernest fylder æteren med her.
Atli Brix – “Evensong”
Anderledes roligt forholder det sig hos Atli Brix, som tidliger har huseret i et band som Drowned Session og Fremmed. Her var stil nordisk americana og folk med mere eller mindre dunkle undertoner. Med et strejf af noget drama, der fik lov til, at blusse op fra skyggerne hist og her. Ikke mindst i kraft af Brixs udtryksfulde og fyldige vokal.
Nu har han skrællet udtrykket yderligere ned og grebet guitaren på “Evensong”. En klassisk “mand med sin guitar” singer songwriter sag, men det er virkelig håndværk. Der lægges ganske roligt og enkelt ud, men som sangen skrider frem dukker der i glimt passager op, der bringer noget mere storladent ind i lydbilledet. Brix har båret sangen alene, men her får det hele yderligere et løft, og en opbyggelig og opløftende fornemmelse.
Er man til genren, og brug for bare at komme helt ned i gear, så er det her et kompetent og vellydende bud.
Biljana Heights – “Stranger”
Heights har tidligere markeret sig i indiegruppen Amber, men det ligger efterhånden et årti tilbage i tiden. Nu er hun på egne ben (med assistance fra Birk Nevel som producer/medkomponist, hvor Carl-Erik Riestra også har bidraget, sammen med Biljana selv). Heldigvis fordærver for mange kokke ikke retten. Heller ikke selvom, der er en hel del musikalske idéer og genre i spil her.
“Stranger” er et popnummer. Det er en ballade. Den har Biljanas stærke og dragende vokal i front, og som et bærende element. Men, det er også triphoppet. Der er en snert af noget atmosfærisk indie. Og en hel del separate lag, man kan dykke ned i, når de begynder, at åbenbarer sig for en.
Det er nemlig et nummer, der lige skal have tid, plads og et par gennemlytninger inden de forskellige elementer kommer til deres ret. Eller, at man begynder at lægge mærke til dem. Ikke, at de er anonyme, det hele er bare veldoseret og ret tilbageholdende produceret og mikset. Det er et nummer af den slags, hvor man pludselig lægger mærke til et nyt lag, eller en detalje/lyd man ikke lige havde bidt mærke i. Uden, at det bliver overlæsset, eller delene drukner hinanden ud – de har bare ikke travlt med, at gøre opmærksom på sig selv.
Det giver en dejlig fornemmelse af ro. Og plads til Biljana, der bag mikrofonen demonstrerer stort nærvær og en alsidig vokal, der HELLER ikke har travlt med, at vise sig, så det kammer over. Det er sgu’ ret smukt, smagfuldt og besnærende det hele.
Peter Olesen – “Nattens Sang”
“Du er ikke træt, for du sover hele dagen, sidder for dig selv, i din lejlighed”, lyder det i Peter Olesens nyeste single, “Nattens Sang”. Hvor man, muligvis kunne anklage førnævnte Toby Ernest for, at læsse lidt for meget på sit musikalske smørrebrød, eller bare høvle pålæg mod højtalerne og se hvad der hænger fast, så er Olesen noget mere afmålt. Mand, stemme, lidt kor, guitar og ord.
Har man bare en smule dannelse (og det har man da!), så vil man være bekendt med Peter Olesen og nogle af hans musikalske meritter. Over jangle-pop 90er bandet Green, duoen med brormand Henrik i uforlignelige Olesen-Olesen til senere solo-materiale, eller udgivelser med/som De Efterladte. Musikalske udfoldelser, hvor melodien har været i skiftende fokus, og lyden større eller mindre efter behov, men næsten altid med en vægtning af poesi og ordene.
Olesen kan noget med ord, og det kan han stadig på “Nattens Sang”. Han kan sætte ord på hverdagen, det mondæne, trummerum og få det til, at vokse, eller i det mindste blive levende. Det føles ægte, når Olesen med han særegne og karakteristiske vokal synger om og til natten, eller til “sig selv”.
Det lyder som et nummer, som kunne udspringe af en følelse af tom- og/eller ensomhed. Der er også noget tvetydigt over det, som om der peges fingre. Både fra omgivelserne, men også fra fortællerstemmen selv – mod sig selv. Det virker på den led også som en maskulin sang, i den forstand, at jeg tror der er flere midaldrende mænd (inklusive mig selv), der kan relaterer til nummeret end ditto kvinder. Bare en fornemmelse.
Musikalsk er det nedbarberet, ned til kun det allermest nødvendig. Både hvad angår melodi og instrumentering. Der er dog noget sagte, smagfuld cello og flygel, der kigger frem og giver nogle flere lag. Diskret doseret, så det samlede indtryk stadig er dejligt enkelt.
Melodien er på sin vis ikke i fokus, eller det essentielle her, det virker mere som et middel til, at fremføre teksten. Et godt eksempel på en “lille sang”, som kan rumme store tanker og emner.
Korte Kommentarer
Her i det korte kommentarer falder numrene ofte i to kategorier, “lige ved og næsten” sange, eller dem jeg bare ikke brød mig om. Den “bløde mellemvarer”, hvis jeg må være så fræk, har det med slet ikke, at blive nævnt. Det kan man egentlig tage som en form for kompliment, Jeg har ikke noget, at sige, så det gør jeg ikke, dit nummer er “fint”.
Det er, muligvis irriterende men, Jeg skal “spare” et sted af hensyn til tiden og pladsen. Og, så jeg ikke bliver bims.
Vi lægger ud med to fine popnumre, som jeg måske ikke har det vilde, at sige til… ud over, at de er… fine! MoonBee med “Summit Up” og Amanda Rakels “Lonely FYI”. De har ikke kun det tilfælles, at det er nogle stærke kvindevokaler, der leder popslaget, men det er alle sammen gode, velskrevne og velproducerede popnumre.
Du kan danse til dem, men de er ikke FOR pågående og anmasende. De kan køre i baggrunden uden, at det er det samme som, at de er ligegyldige. Tidstypiske og moderne, men der er også kamp om airplay pladserne for sange som disse, så der er brug for markante og effektive kroge for at markere sig.
Det esbjergensiske rock, rul og BDE-band, Viva La Wolfe har endnu engang været tyve i natten og været på lystig rov i musikhistorien. Alt fra Zeppelin til Grunge spøger stadig, men det er sgu’ lige ved, at være der på “In The Fields”. Der er dejligt schwung, solid bredstående med spredte hoftestød og matchende armbevægelser i det her.
Jeg savner liiiiige det allersidste. Måske er der et eller andet ved produktionen, eller bare lyden generelt, som holder det tilbage for mig. Det måtte gerne kradse en lille, bitte smule mere, især mod slut, hvor der ellers er godt med saft og kraft på opbygning og melodi.
Der er mere originalitet, eller i hvert fald et meget personligt udtryk, at finde hos De Forbandede. Selvom også de har ladet sig kraftigt influere og inspirere af rockhistoriske strømninger fra nær og fjern. Jeg kan virkelig godt lide De Forbandede, og har tidligere anmeldt dem i rosende vendinger. “Evig Ild” står stadig klart i min erindring, som en af de stærkere singler fra forrige årti.
Nu er de tilbage med deres både sumpede og knastørre, semi-psykedeliske stener-toner, som stadig kan losse røv. De har et par nye singler ude, “Omvendt Tyngdekraft” er den (i skrivende stund) nyeste. Begge er… fine! Der var det ord igen. Men, det er de, for mig – hverken mere eller mindre. Jeg tror, der lurer et endnu stærkere nummer på den kommende plade. Indtil da: velkommen tilbage, jeg ser frem til mere nyt fra de fynske rockstepper.
Hansn/Hoier inviterer til harsk og suspekt keyboard og spoken word techno rave party, på (eller I?) den dunkende og giftige “Kontainor”. Det hele lyder i bund og grund en kende tarveligt og “billigt”, hvis ikke usselt, luset og lidt anløben. Hvilket nok også er en del af pointen. Og helt klart “charmen” hvis man kan kalde det, det i en sang, der lyder som en fest, der afholdes i kolde, grå/rustne/gustne omgivelser i afkrogene af et halv-psykotisk og sveddryppende mareridt.
Sangerinden m.m. Riyah lyder vældig pæn, poleret og professionel på pop-nummeret “Perfect”. Næsten i en sådan grad, at det internationalt klingende og vellydende nummer bliver lidt FOR perfekt og velsmurt. Det bliver sgu’ lidt for… glat. Det er godt håndværk, der er sådan set ikke en finger at sætte på det – men, efterlader heller ikke selv et blivende aftryk.
Boys In Heaven sejler direkte mod midterrabatten med “Sailing On”, men strander, desværre på middelmådigheden og glemslens rasteplads. Det er SÅ midtersøgende 80er klingende pop-rock, at selv den musikansvarlige på P4 (muligvis) ville tænke “ahhh, vel?”. For pokker, hvor jeg synes, at det her er tungt i røven og topfesent.
Muligvis burde bandnavnet være en advarsel, eller indikator, men den slags lader jeg mig nu normalt ikke afskrække af. Det signalerer noget blødt, hvilket et fint. Men, det her drenge i himlen forsøger, at spille liret 80er soft-heavy rock. Huha, det går lige i mine nervebaner!
Det gør sangerinden ANKAH og hendes “Painted”, beklageligvis også, men af andre grunde. Hun er, tydeligvis dygtig, på nogle punkter, men både vokalen, og selve sangen er “all over the place” og bliver noget rod for mig. Det svinger mellem noget, der lyder jazzet, noget soul og elementer, der er mere poppet. Det kommer til, at virke som en omgang vokal-onani, der irriterer mere end den tænder.
Udtalen svinger mellem dyb amerikansk klingende soul, mens et ord som “can’t” udtales, så det lyder som en form for britisk accent. Andre steder lyder det en kende “dansk” i sin klang. Sammen med de mange stemme-udsving, bliver det belastende at høre på. Musikalsk, er det for mig bare en dårlig sang. Den vil så meget, at det ender med at føles som om nummeret næsten ikke hænger sammen.
Det modsatte eksempel finder vi nærmest hos SLET DET og deres genindspilning/remaster, eller rekonstruktion, som de selv kalder det, af et af deres ældre numre, “Skræmmetidens Børn”, der nu er ude som single. Jeg har anmeldt SLET DET flere gange her i Repeat, og været lidt i tvivl om, om jeg egentlig kunne lide deres brummende hardcore. Ikke mindst det rustne nedløbsrør af en vokal, der konstant lyder, som om det er på randen til at blive helt tilstoppet.
HER synes jeg det fungerer, især vokalen, der finder et tempo leje, jeg synes klæder den virkelig godt. Det virker som om, at det hele vinder på, at farten sættes ned og det hele bliver mere slæbende.
Vi cykler hurtigt mod målstregen, inden det her (igen) bliver for langt med et hurtigt shout out til de nye singler fra Select Captain og Maaneland. Det er begge numre, som er, ja, velegnede til, at træde i pedalerne til, lidt ala noget War on Drugs, når de/han er ovre i det tempofyldte. Kaptajnen lyder lidt mere rocket og direkte end han har gjort på de seneste udgivelser, jeg har fanget med ham. Maaneland har med “Metervarer til en Drømmer” begået en sang, som jeg føler kommer til, at vokse på mig, mens jeg cykler derudaf….
Føjes til Repeatlisten: Vi smider endnu et nummer med Angstskrig på listen, sammen med deres heavyhoved legekammerat Jøden. Og så tager vi en tænksom nat sammen med Peter Olesen og “Nattens Sang”. Update: glemte Toby Ernest i farten, han skal også med!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sophie Caroline Gohr, Biljana Heights pressefoto
