November mere end nogensinde? Det får man ikke svar på her, men der er korte og længere meninger om singler fra navne som Mads Fisker, Elitist, KANADA, Dead Racoon Riot, Dan Østerby, A Mess, Sauna Senere og De Genfødte.
Er det allerede #11 af Repeatlisten i år? Plus det løse, som sneg sig uden om nummereringen. Det må jo betyde, at Halloween er kommet og gået, november ræser af sted og julen står for døren. Igen?! Milde himmel, så har vi jo travlt, årets sidste singler skal under kærlig behandling.
Jeg har været lidt afledt af andre gøremål, og en hjemmeside (en anden hobby, der stjæler min tid, som jeg heller ikke får en klejne for), der ikke ville makke ret. Så lyttefeltet er skåret lidt ned, og har heller ikke fået lyttet til såååå mange nye numre via andre kanaler end det der lander indbakken.
Således var der “kun” følgende 20 numre i puljen denne gang: Mads Fisker – “Drømmenes Gartneri”, Jakob A og De Sidste – “Jeg er her for dig”, Elitist – “Vacuous Magnificence”, Karen Kousgaard – “Ud I Livet”, KANADA – “Os To i Video”, Dan Østerby – “Efterår”, Capitals – “Too Much Noise”, GRETA – “Never Enough”, Dead Racoon Riot – “Astronauta Agave”, VILD HEST – “En Masse Ting i Ingenting”, Pil – “Andre Venner”, Ane Sætterstrøm – “”A Little Longer”, The Lake – “Lorelai”, Everybody Dies – “Passenger”, Martin Hoybye – “End Of The World”, A Mess – “Gender Traitor”, Sauna Senere – “Banker”, De Genfødte – “Himmerige”, VILMA – “Rør Ved Min Kind” og Singhild – “Kaleidoscope”.
Til gengæld var der relativt mange, der faldt i min smag, eller af andre grunde fik en smøre med på vejen.
I betragtning til Repeatlisten kom
Mads Fisker – “Drømmenes Gartneri”
Nikolaj Nørlund har ikke levet forgæves, og det er da egentlig meget heldigt. Især for ham. Nå, det skal sådan set ikke handle om hr. Nørlund, men jeg fik Nørlund vibes, når jeg lyttede til Mads Fiskers “Drømmenes Gartneri”. I hvert fald indledningsvist, det er noget med den blålige tone og stemning, og det adstadige tempo.
Fiskers vokal er ikke helt så dyb og markant, mere syngende, med en snert af noget… hmm… der er faktisk lidt Sonja Hald over udtale og lyden af vokalen i glimt? Nuvel, her bakkes han så op af Sofia Birch, der med hendes lyse vokal giver noget kontrast til Fisker, og i selve lydbilledet. Der hele vejen igennem vugger roligt af sted, uden den store variation eller tilføjelse af virkemidler.
Det er en stille, afdæmpet men ikke søvndyssende, lille rejse Fisker og Birch tager os med på. Selvom der ikke sker de store udsving, så føles det alligevel som om man netop tages med på en rejse, også selvom nummeret varer under 3½ minut. Selskabet må være godt? Og så er titlen dejligt billedskabende, og illustrerer fint hvad man kan forvente.
KANADA – “Os To i Video”
Jeg har faktisk både været i tvivl om, om det her nummer overhovedet hører til her, og om jeg overhovedet kan lide det?! “Os To i Video” er ikke en dårlig sang. Men, indledningsvis synes jeg nærmest at de fremstod øretæveindbydende, leflende, kalkuleret og fortænkt. Der var ikke meget ved det her, som ikke prikkede til et eller andet i mig.
Fra det “kække” bandnavn, hvor et sted er stavet lidt “forkert”. Over den moderne 80er inspirerede lyd til den ungdommelige og friske attitude. Det virker ærlig talt en postgang for sent ude, nu vi har haft Barselona og alle de andre, inklusive første og anden bølge af medløbere. Det er så altid spørgsmålet, om nogen forsøger at hægte sig på en succes, eller om de kunstnere tilfældigvis er der og bliver opdaget pga. andre succes…
Det kan jeg ikke vide med KANADA, eller med rette klandre dem for. Og så er sangen, lige meget hvordan den lyder og fremstår lidt for meget “oppe i tiden”, altså ikke dårlig. Slet ikke som en hurtig ørehænger single. Selvom tekststykker som “os to i video, danser hele natten til TV2”, er så on the nose og “nem”, at jeg har lyst til at skrige.
Et hit er et hit, og det her kunne godt blive et i en eller anden udstrækning. Og hvis det er “planen”, så kan jeg skrige lige så højt jeg vil. Jeg overgiver mig ikke frivilligt, men den ER sgu’ svær ikke at nynne lidt med på.
Dan Østerby – “Efterår”
Det er også svært ikke at nynne lidt med på trubadur Østerbys lille efterårshymne, for der er ikke meget mere i den end selv jeg magter at huske. Teksten er en hyldest til efteråret og dens komme, eller sådan lyder det i hvert fald. Hvilket jo kan virke lidt uvant, men tonen her fremstår altså ganske fornøjet og opløftet.
Selve melodien er en sagte, relativt enkelt men fængende lille akustisk sag, og sammen med det gentagne “nu er det efterår”, det der i mageligt tempo sniger sig ind på en. Kravler ind, og søger læ og varme for vejrets luner udenfor. Det er altså en bette sniger vi har med at gøre. Et nummer man nemt kan affeje som en kende banalt og “simpelt”, når man lytter til de første par gange.
Men så opdager man pludselig, at man både genkender sangen og reagerer på den. Den er krøbet ind og man går og bliver lidt hygge-fornøjet, mens man tager sig selv i at nynne med eller stemme i på de gentagende “efterårspassager”.
Dead Racoon Riot ft. Tommy Heizs- “Atronauta Agave”
Det her er lidt mere niché, i det Dead Racoon Riot spiller filmisk instrumentalmusik, men her har allieret sig med poeten Tommy Heisz, som leverer spoken word ind over deres nummer. Og man skulle tro, at de to parter havde lavet deres respektive dele med modparten i tankerne. Det er i hvert fald et nær-perfekt match.
Hvordan processen end har været, så får man fornemmelsen af, at Heizs har fået musikken og dernæst lavet en fortælling, der passer til den stemning og de billeder der er opstået ved at lytte. Det lyder som en form for… sønderjysk western? Tarantino i Jylland? Nordisk surf-noir?
Mørke landeveje, ulmende og knugende stemning, kulørt underholdning i ulvetimen, ensomhed i natten… det er stemningsfuldt, atmosfærisk og særdeles billedskabende og virkningsfuldt. Eneste “minus” er, at det måske ikke er en single, man har lyst til at lytte til flere gange i træk. Ikke pga. kvaliteten, men det er som at se en lille film for sit indre øje, en man nyder lige når man er i humør til det.
A Mess – Gender Traitor
A Mess eller Dorte Hartmann, kan sgu’ et eller andet med en lille, fængende alt-rock melodi og komprimerede numre. Hooks og omkvæd, man straks bider på og som har det med at blive hængende. Det må man efterhånden konkludere efter flere glimrende singler. Og nyeste skud i rockbøssen er ingen undtagelse.
Fy for satan et fedt omkvæd! Og hun er ikke bange for at gemme det, for det får lov til at starte sangen, så man straks er på krogen.
Hartmann har også tidligere kredset om emner som kvinders behandling/placering i musikbranchen, sexisme og relaterede emner. Som da hun afholdt Snapshots of A Wo/Man arrangementet for omkring to år siden. “Gender Traitor” lader til at lægge i forlængelse af, eller være beslægtet med disse debatter.
Hvis den handler om hende selv, og hun er blevet kaldt en kønsforræder, så er det vist at skyde ret meget forbi målet. Men det KUNNE lyde som en velkendt bivirkning, når man stikker snotten lidt frem og lufter sine holdninger. For nogle er man enten FOR ekstrem, eller slet ikke ekstrem nok. Og er man det, eller bare forsøger at være nuanceret, så er man en værre forræder. Twistet her er, at kritikken kommer fra andre kvinder.
Hvorom alting er, eller hvordan “Gender Traitor” kan/skal tolkes, så er det en fed, lille rockskæring. Og jeg mener skæring i den forstand, at det dufter af en skive alternativ, momentvis støjende og på andre tidspunkter iørefaldende, rocker fra dengang den slags gerne måtte knase lidt. Sprøde sager. Og der bliver ikke lagt fingre imellem!
De Genfødte – “Himmerige”
De Genfødte, som ikke er et band men dækker over …, efterlader også et indtryk af flere inspirationskilder. Her dog koncentreret om folk- og visesanger traditionen, som navne som C.V. Jørgensen, Allan Olsen og andre lignede lidt barokke typer. Man kunne også være endnu mere forudsigelig og smide “dansk Bob Dylan” merkatet.
Det er ikke 1:1, men handler mere om at give den pejling os anmeldertyper så gerne vil have med. De Genfødte er heldigvis også helt sin egen. Og har lavet en single, der vokser på mig for hver gennemlytning. Elektrisk og svingende folkrock med en god og fængende melodi, der svinger op og ned i tempo mellem vers og omkvæd. Spredt uh uh kor og en ganske opløftende stemning, selvom teksten lader til at være 3 små karakterstudier af helt almindelige mennesker og deres grå hverdag. Korte nedslag, små episoder, der formår at sætte stemningen og på effektiv vis tegne større billeder.
Budskabet lader til at være, at på trods af hverdagens stilstand og lettere nedslående følelse, så går det hele nok alligevel. En af den slags numre, der gør en i godt humør, selvom det hele er træls.
Elitist – “Vacuous Magnificence”
Vi lukker første del med en på skrinet fra Elitist. Og noget, som kunne lyde som en lidt famlende anbefaling. For, indrømmet, Elitist spiller en form for teknisk dødsmetal, der ikke helt falder i min personlige smag. Men jeg må erkende, at jeg ikke stejler så meget, eller er så forstokket, at jeg ikke kan høre at det her ikke er godt. Rigtig godt.
Så ja, vi er ovre i dødsmetallen, den mere moderne slags, hvor der ikke “bare” er dømt rumlende og knusende ødelæggelse. Elitist er teknisk dygtige og ikke bange for at vise det, og bruge det heftigt i deres første single. Det er stedvis ren blær og opvisning, men de kan bakke det op og bruger det også til at skrue et ret komplekst nummer sammen. Samtidig varierer de stil og udtryk uden at ryste på de sikre hænder, og smider jævnligt små overraskelser ind. Eksempelvis vælger de at stoppe nummeret to gange uden at det ender i velkendte tricks som breakdowns, men starter op og sender sangen i en ny retning.
Det jeg har lidt “problemer” med er, at jeg synes det næsten bliver FOR teknisk, og næsten lyder… for godt? Det er bare en smagssag, og jeg er muligvis mere konservativ hvad dødsmetal angår end jeg går og tror?
Korte kommentarer
VILD HEST var tæt på at ryge med i feltet ovenover, men selvom “En Masse Ting i Ingenting” er et godt nummer, så synes jeg ikke helt at den er en lige så god single. Den tager sig tid, tempoet og stilen er svævende, det gør sådan set ikke noget, men det er et nummer der kræver tid og fordybelse. Et nummer der nok fungerer bedre, og kommer til sin ret som del af et album?
“Andre Venner” af Pil og “Never Enough” fra GRETA er også fine numre, men jeg har hørt bedre singler fra begge. I hvert fald nogle med mere gennemslagskraft. De skal dog nok begge få noget airplay rundt omkring.
Airplay kunne der også være til Capitals og deres “Too Much Noise”, det er helt “klassisk” radiorock af den bløde og iørefaldende slags. Det er for bagstræberisk for mig, men det er skåret efter en skabelon, som kunne gå lige i hjertet på folk, der stadig lytter til radiovenlig poppet rock, der var på hitlisterne i start-00erne. Behageligt, men også lidt noget der medfører et venligt skuldertræk herfra.
Det har jeg også til Martin Høybye, som bestemt har noget på hjertet og et godt budskab på “The End Of The World”. Budskabet om, at vi ødelægger vores planet bliver bare leveret alt for firkantet og lige til for mig. Den her slags sang og tekst har vi hørt mange gange. Ikke at det gør det mindre rigtigt eller relevant, men som single skal der mere til at fange min opmærksomhed.
Og det skal der også fra Jacob A og De Sidste. Heldigvis er der en kvindevokal med på “Jeg er her for dig”, for ellers var der ikke meget at komme efter for mig som lytter her. Det var kort, men jeg synes simpelthen ikke at det her er en god sang. Ane Sætterstrøm har lavet en ret smuk, nedbarberet sag med “A Little Longer”, men jeg keder mig desværre en smule mens klaveret spiller.
Nu vi er ved det helt korte, og næsten igennem hele bunken, så vil jeg lige hurtigt sige, at de øvrige numre fra VILMA, Everybody Dies, The Lake og Karen Kousgaard alle er fine singler. Jeg kan ikke nå at give alt lige meget opmærksomhed, og det har aldrig været hensigten. Så lad det her være en opfordring til at man går lidt på opdagelse derude og får præget sin algoritme, så de her kunstnere (og andre) begynder at dukke i ens steamingstrøm.
Fanget i farten
Der bliver også lige plads til et nummer, som jeg ikke er helt sikker på er udsendt som single. Men, “Banker” fra Sauna Senere dukkede i hvert fald op på min Release Radar spilleliste på Spotify fornylig. Sangen stammer fra trioens nyeste EP, EP2, men er tilsyneladende ikke officielt en single (endnu i hvert fald).
Jeg har haft et lidt omskifteligt, eller ambivalent, forhold til Sauna Senere. Jeg var, trods det skurrede mig lidt mod hårene i ørene, ganske fornøjet af de fleste af deres første singler. Deres første EP var også en fin, uregerlig og sprælsk udgivelse, der led lidt under at et par numre ikke helt var på samme niveau som singlerne.
Da jeg oplevede bandet live på Uhørt tilbage i august, var jeg ikke helt overbevist. Sauna Senere er også særlige og skæve, og lader til at gøre lidt som de har lyst til. Hvilket bestemt er prisværdigt, men også gør at jeg ikke altid er helt på bølgelængde, eller kan følge hvor de tager deres utøjlede rocktoner hen. Samtidig gennemstrømmes det hele af noget, der kan føles som glimt i øjet og intern humor.
Med “Banker” får man egentlig lidt af det hele, som Sauna Senere indtil videre har haft at byde på. En fornemmelse af desperation og noget manisk, men også eftertænksomhed, og krøllede hjerner som ikke har tænkt sig at stryge skidtet. Det starter relativt adstadigt ud, og sangen får lov til at udvikle sig og vokse. Her er jeg ikke helt med, men noget fastholder alligevel min interesse. Og det er værd at blive hængende.
For da vi når hen til sidste del, så er sangen som forvandlet, og vokset til noget ganske betagende og storslået. Måske det smukkeste nummer trioen indtil videre har skrevet?
Føjes til Repeatlisten: Puha, det kunne være de fleste af de nævnte numre der kom i betragtning… Sauna Senere vælger vi lige fra, da det ikke officielt er en single. Men, der bliver plads til KANADA, Dead Racoon Riot, A Mess og De Genfødte.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: De Genfødte, pressefoto
