Så skal vi for alvor til den igen, der er dømt 2023 aktuelle singler! Og vi starter ud med et stærkt felt, der blandt andet tæller nyt fra Angstskrig, Late Night Venture, Sunbörn, HIGHBOY, De Fleste og Zar Paulo.
Efter et par ukurante udgaver af Repeatlisten, hvor jeg fik samlet op på 2022, og tømt indbakken for singler, der havde gemt sig i krogene, er vi endelig klar med første “rigtige” 2023 udgave. Det seneste halve års tid har jeg kørt lidt løst format her i Repeatlisten, hvor alle numre der er blevet lyttet til har fået ord med på vejen. Nu må vi hellere få en lidt mere fast form igen.
Derfor går jeg tilbage til den gamle model, eller en af dem, hvor jeg udvælger mine favoritter i den aktuelle lyttepulje. Dernæst knytter jeg nogle korte kommentarer til udvalgte numre i resten af feltet, hvis jeg lige har noget på hjertet. Det bliver altså ikke til omtale til ALLE sange hver gang længere.
Det gør jeg både for, at få lidt mere struktur på skriverierne, at fremhæve de numre jeg synes er bedst endnu mere og for, at spare tid og plads. Så kan jeg, forhåbentlig få frekvensen lidt op på kommende udgaver af Repeatlisten, så singlerne ikke når, at blive alt for uaktuelle. Når det hele så kollapser, sikkert omkring sommerferien, så smider jeg nok formatet ud af vinduet og gør free style igen…
Desuden har jeg valgt, at pensionere den version af Repeatlisten, hvor der kun er 12 numre på listen af gangen. Og der dermed skal sange ud, hvis der skal nye ind. Det kom aldrig til, at fungere helt efter hensigten (især i 2022), da der var for lidt udskiftning og jeg endte med kun at have haft omkring 25 forskellige numre på listen i alt, i løbet af året. Så kan jeg lige så godt, som i “gamle dage”, lave en åben liste, hvor jeg bare putter favoritterne fra hver udgave af Repeatlisten ind.
Godt. Det var vist alt det praktiske for denne gang?! Lad os så komme i gang.
Lyttepuljen bestod i denne omgang af følgende 22 numre:
Klimaforandringer – “Mørket På Solens Krop”, EYES – “Generation L”, The Immoderate Past – “Unwanted Sound”, Angstskrig – “Vishedens Ulidelige Lethed”, Malle Frede – “Not In Love?”, Hvor er Skygge – “Slør”, Lowly – “Seasons”, Marie Fjeldsted – “Keep It Alive”, Tomas Høffding – “Stille Sofa Øjne Lukket”, The Deadly Sons – “Talk You Into This”, HEATHAZE – “Dad’s Collection”, Lasse Storm – “Ærlig Talt”, Late Night Venture – “Mammut”, New Kids – “Antilife”, VILMA – “Lysere Dage”, Ranthe/Montin – “Flaskeflæberier”, Sunbörn – “Mankind?”, Tender Youth – “Arbitrary Love”, HIGHBOY – “Everything We Need To Forget”, Lush Lullaby – “Demons”, HEY ODEE! – “Institution” og De Fleste – “Fang Mig”.
I betragtning til Repeatlisten kom følgende numre
Angstskrig – “Vishedens Ulidelige Lethed”
Et nummer, som ramte godt på flere måder. I skrivende stund er vi midt i en uge præget af gråvejr, regn og rusk. Eller, det blæser faktisk af helvede til. Det her er lyden af, at være fanget midt i et stormvejr.
Duoen Angstskrig, der debuterede i Coronatiden, i 2021 med Skyggespil er snart aktuelle med opfølgeren. Anden single er allerede ude, men vi skal lige have samlet denne fremragende første single op inden. Der er tale om en omgang nordisk inspireret black-blanding, hvor mørke, melankoli og vindblæst stemning og lyd flyder elegant sammen.
Det er arrigt, melodisk, rasende og rasende medrivende. Jeg får billeder og fornemmelsen af, at stå i stævnen af en vippende skude, der kæmper mod naturens kræfter og elementerne. Det er varieret, farligt og pirrende, hvis man er en der tænder lidt på spænding og følelsen af, at være i oppe imod kræfter du ikke helt kan tæmme.
Vi kommer godt omkring i løbet af sangens susende 6 minutter, der fremstår velkomponerede og gennemtænkte. Når vi rammer det naturlige peak, kaster Angstskrig sig tilmed ud i en heltemetallisk klingende guitarsolo. Det er perfekt timet og eksekveret, og en af de mere effektive og velspillede soli jeg kan mindes i nyere tid. Her er det svært, at få armene ned, hvis det ikke lige var fordi man skal huske at klamre sig til rælingen, Mand over bord!
Late Night Venture – “Mammut”
Vi bliver i den tungere og mere metalliske ende af spektret med en ny single fra Late Night Venture, som vi har anmeldt og omtalt flere gange tidligere. Jeg forbandt egentlig bandet og deres lyd med noget mere, hmm, post-rocket, men det her er sgu’ temmelig tungt og grumt. De lyder nærmest gnavne!?
Det er et knurrende og skurrende nummer, der giver mig en dejlig trang til bare, at råbe med. Det renser. “Mammut hed Mammut før teksten kom, fordi riffene er tunge og storladne”; står der blandt andet i presseteksten. Det skal jeg love for. Det er lidt af en svær, behåret bassemand. En der giver hår på brystet, og hvis man allerede har det, så mellem, og sikkert på tænderne. Og stødtænderne.
Nu er det jo ikke, nødvendigvis nogen stor kunst “bare”, at spille tungt. Late Night Venture har dog masser af sangskrivningserfaring at trække på, og trækker på den her. Hvad der, umiddelbart kan lyde lidt primitivt, er egentlig ganske raffineret. De tromler ikke bare frem, men lader sangen ånde, når der er brug for det.
Sunbörn – “Mankind?”
Så står den på en omgang verdensmusik, hvis den betegnelse stadig er politisk korrekt og lovlig? Hvis ikke, så beklager jeg. Men, vi har altså også med lidt kulturel appropriation at gøre, at det er en flok hvide gutter, der spiller musik inspireret af afrikanske toner. Tidligere gik bandet under navnet The KutiMangoes, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med på Roskilde Rising.
Her har de slået sig sammen med Ida Nielsen og BIGYUKI, og fejrer navneskiftet, der netop er foretaget for, at undgå misforståelser om etniciteten, med en rigtig spændende single. Der sker en hel del, og grundet inspirationen og lyden af varmere himmelstrøg, er det nok heller ikke ligefrem en single til et mainstreampublikum.
Sunbörn og deres samarbejdspartnere lykkes med, at frembringe en klang og følelse, der fremstår ret autentisk. Det her lyder ikke som en flok hvide mænd, der spiller en omgang bleg kopimusik. Det føles organisk og autentisk, hvad det så end egentlig skal betyde.
HIGHBOY – “Everything We Need To Forget”
Country-pop og poppet-indie, en blanding der, hvis man ikke er meget påpasselig, nemt kan ende i en omgang kandiseret klister. For meget sødt, så har vi balladen og det bliver vammelt og uspiseligt. Rammer man den rette dosering, som eksempelvis svenske First Aid Kit, så kan det være særdeles indbydende og lækkert.
HIGHBOY rammer den balance, og har med nænsom og sikker hånd begået en virkelig stærk single med “Everything We Need To Forget”. Det er ikke fordi, at der som sådan er noget nyt eller overraskende under solen her. Det lyder bare forrygende flot og godt. Og meget internationalt, på den der måde, hvor det bare lyder topprofessionelt. Det skal ikke lyde som en kritik af øvrige singler, eller andre danske kunstnere, jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er – det lyder bare… “internationalt”?
Alt spiller sådan set her, vokalerne, de veldoserede harmonier, en fin melodi og en luftig, opbyggelig stemning. Kunsten er, at det lyder ganske ubesværet. Nogle gange, kan det lyde som om en kunstner prøver lidt for hårdt, eller at en sang bliver fortænkt eller forceret. HIGHBOY lyder, som om at denne sang bare flyder ud af dem.
Et nummer, som ville stå godt til en tidlig forårsdag, eller en frostklar vintermorgen. Ahhh, bare luk øjnene, træk vejret ind og ånd ud…
De Fleste – “Fang Mig”
De Fleste løber så hurtigt, at de allerede er på tredje single, men det er, så vidt jeg husker, den første jeg har fanget i farten. Og bandet her ER oppe i tempo. Det varer ikke lang tid, inden de accelererer op i fart og forsøger, at stikke af og sætte forfølgerne på den synth-rockede “Fang Mig”.
Sangen gennemstrømmes af en rastløshed, en nærmest frenetisk energi, der er meget svær ikke, at blive revet med af. Lyrisk handler det, muligvis lidt om, at være ung og dum, eller bare lidt et dumt svin sådan generelt. Men, mest af alt nok bare om, at være lidt forvirret, ude af kurs og uden det nødvendige kompas?! Bare fremad, afsted og på flugt. Nok mest af alt fra sig selv?
Der er noget ungdommelig kådhed og noget flabet over både stilen, lyden og vokalen. Stedvis minder vokal mig i glimt lidt om… Benjamin Hav?! Hvis man proppede ham ind i et mærk, pumpet og dunkende rock-univers?
Selv beskriver De Fleste sig, som en blanding af Veto og White Lies. Med al respekt for dem, og folks forbilleder, så synes jeg, at De Fleste sagtens kan stå på egne ben, og har fat i noget her, der potentielt er mere interessant og originalt end førnævnte grupper. Og så er sangen glimrende, at løbe til, man får sgu’ lige et ekstra boost og fart i stængerne, når “Fang Mig” er oppe i omdrejninger.
Korte kommentarer:
Både EYES og Malle Frede har jeg omtalt og rost for nylig, og sidstnævnte i ret mange omgange. Derfor “hopper” jeg lige over denne gang for, at give plads til andre og ny. Men, hardcorebandet EYES har, tilsyneladende fat i noget med deres kommende album, i hvert fald dømt ud fra de første singler. Og Malle Frede fortsætter bare, hvor hun slap med hendes særegne artpop. Sært besnærende og fascinerende.
https://www.youtube.com/watch?v=9EYJTNt_Uhk
Hvis man ikke har noget godt at sige så… og alt det der. Har overvejet mine ord ganske nøje, og om jeg overhovedet burde skrive noget, men… Jeg har tidligere rost Lasse Storm og en del af hans tidligere singler, og flere gange nævnt, at han burde få fat i Chief 1 til, at skrive den “perfekte popsang”. Eller måske ligefrem havde en Grand Prix sang i sig.
Alt sammen ment som en kompliment, da jeg mente, at Storm kan noget med enkle, fængende melodier og matchende lyrik. Storm har et nummer med i Grand Prixi år, som han er co-writer på, eller et eller andet. Heldigvis er det ikke “Ærlig Talt”.
“Ærlig Talt”, er ærlig talt rædselsfuld. Der er ingen grund til, at pakke det ind, og jeg siger det bestemt ikke for, at såre nogen. Men, jeg får knopper af denne sang og dens kluntede dansk/engelske tekst. Den beskrives som “en bryllupstale, han aldrig fik holdt”, vi er altså inde på et felt, hvor der er noget personligt på spil. Hvad der muligvis kunne fungerer som en tale, fungerer slet ikke for mig som sang.
Sidste gang roste jeg Ranthe/Montin for deres banale, men smittende og varme “Livet Er Smuk”. En glimrende, løftende og opbyggelig popsang af den gammeldags, men virkningsfulde slags. Opfølgeren, “Flaskeflæberier”; der handler om druk og drikfældighed, når, beklageligvis slet ikke samme højder. Det er halv-tomme, klirrende flasker, og bliver desværre lidt omtumlet og små-dumt at høre på. De kan ikke alle være vindere, det er OK.
Jeg var ret vild med Tomas Høffdings 2021 album Ild, Drømme, Frihed og Fred, der tog det stille og roligt på gribende og medrivende vis. “Stille Sofa Øjne Lukket” bliver simpelthen for chill’arn og søvndyssende til mig. Vil man tage det lidt med ro, men samtidig ikke slumre helt hen, så er der et fint bud fra Hvor er Skygge med den lidt “frække” Slør. Her slås der og viftes der lidt med halen, og har plads til finurlige påfund.
Lad os rense systemet og uddrive dæmoner (eller fremmane dem?) med lidt rock. Lush Lullaby, hvis bagmand bliver ved med at udsende rock fra undergrunden i en lind strøm. er aktuel med endnu en alt-rocket single. “Demons” er en effektiv og catchy lille sag. I den alternativt rockende sfære finder vi også Tender Youth med “Arbitrary Love”, som måske flirter lidt mere med en snert af post-punket lyd? Det gør den, naturligvis oplagt til P6 Beat.
Er man til noget, som er lidt mere klassisk hardrocket og små-beskidt, så giv The Deadly Sons og deres “Talk You Into This” et lyt. De trykker den sgu’ ret godt af, har en fed lyd og fyrer en gedigen sej-rocker af her. Og leverer denne omgangs anden, vellykkede stykke med guitar-solo.
Rockhjørnet rundes af med HEY ODEE! og deres “Institution”, der har en af rundes fineste omkvæd. Ellers et “lige ved og næsten” nummer for mig, i det at jeg enten mangler et eller andet, eller ikke er heeeelt solgt på lyd og udtryk. Det bliver lidt for… pænt? Naaah, guitaren lyder lidt for tynd? Er lyden generelt for komprimeret eller digitalt klingende? Der mangler en eller anden form for tyngde her?! Men, altså, den er der næsten!
Fanget i farten:
Af og til hænder det, at vi ikke modtager bestemte singler. Vi bliver nok glemt i mængden, eller folk gider ikke bøvlet med os. Måske ønsker de ikke singlen anmeldt, hvem ved?
De to i denne omgang har jeg både fange i radioen, og min Release Radar på Spotify, så det store algoritme monstrum har været i gang med, at knuse mine lyttevaner og tal. Og omsat det til musik, som jeg måske vil synes om grundet tidlige lyttemønstre.
Der er, naturligvis fristes man til at sige, nyt fra Zar Paulo, som har udviklet sig til lidt af en hitsinglemaskine. Nyeste skud på stammen er, så vidt jeg kunne se, ikke landet i vores indbakke, så den sniger sig med her. “Ik Gå Så Langt” adskiller sig en smule fra de forrige singler, både i lyd og tempo. Der er skruet lidt ned for 80er følelsen og de bevægelige rytmer, og op for noget mere anthem/hymne og afventende.
Det skulle jeg lige tune ind på, efter første lyt var jeg ikke videre imponeret, det var “fint nok”. Meeeen, det er sådan en sag, der stille og roligt sniger sig ind på en. Allerede anden gang den dukkede op i P6 æteren nynnede jeg lidt med. Fuckers. Selv når de justerer de sædvanlige mere umiddelbart fængende elementer, så får de alligevel fat i mig.
Så er det mere umiddelbart fængende hos First Flush, som med “Ildfluer” har begået en af årets fineste og mest effektive singler hidtil. Jo jo, vi er tidligt på året, men den her kommer sgu’ til, at bide sig fast og blive husket, når vi nærmer os 2024 også. Det tør jeg i hvert fald godt give et helt gratis bud på.
Og det siger jeg ikke fordi det nødvendigvis helt rammer min egen smag rent. Nummeret rummer bare den der blanding af en god melodi, en tekst som både er relaterbar og tilpas mystisk, og en vokal og samlet lyd, der både peger lidt tilbage og på lige nu. Det rammer lige ned i noget, som kan appellerer bredt indenfor det man kunne kalde “den alternative mainstream”. Ja, det er P6 lyd.
Føjes til Repeatlisten: Nå, skal vi indvie Repeatlisten 2023 med manér? Lad os få kickstartet den her bassemand ved, at tilføje Angstskrig, HIGHBOY, Sunbörn, De Fleste og Zar Paulo.
Så er første udgave i bogen, og næste kapitel er sikkert allerede på vej. Jeg har nemlig ikke fået tømt indbakken for singler i en uges tid, så det hober sig nok allerede op… vi ses hurtigst muligt, skal liiiige have renset ørerne og lyttet til det nyeste!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Daniel Buchwald, Angstskrig pressefoto
