Sommer, svingende sol og singler! Her kommer en særlig sommeropsamling af Repeatlisten, hvor indbakken er blevet støvsuget for “rester”, der har gemt sig i sprækkerne siden sidst. Der er blevet lyttet til blandt andet Tuhaf, Gorgeous, Replika, Juliane Viktoria, Tavse Vidner, Gule Blade og Malle Frede.
Det betyder, desværre også, at der godt kan gemme sig mere mellem de fiktive hynder end, der er kommet med her. Der gået noget tid siden den seneste Repeatliste, og indbakken bliver hurtigt uoverskuelig. Derfor også en hurtig reminder/opfordring, hvis du indsender singler i håb om nogle ord her i artikelserien, så mærk din mail så tydeligt som muligt!
Vi får alle tænkelige variationer, blandt alt det “skrald”, som også sniger sig udenom vores filtre, eller som bliver sendt til os af en eller anden grund? Jeg ved ikke, hvor mange singler/album fra progressive italienske metalbands vi har anmeldt, men de dumper stadig ind og mudrer indbakke og overblik til.
Dansk. Kun danske singler. Og hvis de gemmer sig i nyhedsmails, er vedhæftet sammen med et album, eller alle mulige andre “ekstra/alternative” former for mails, så kan de altså blive overset i farten!
Det sagt, så har jeg i det følgende prøvet, at lave et omsamlingsheat af det, der er ankommet med e-post siden begyndelsen af juni. Det gør, selvsagt, at nogle af singlerne er lidt uaktuelle. Til gengæld er sommerperioden traditionelt ikke den mest heftige udgivelses periode, så selvom der er gået noget tid, er lyttepuljen lidt mindre end en af de (cirka) månedlige Repeatlisten.
Derfor, og for at friske tingene lidt op, har jeg også valgt, at kaste den normale form ud af vinduet og køre mere frit. Det betyder også, at jeg har valgt at knytte et par ord, eller flere, til alle singler i denne omgang. I stedet for, at udvælge 5-6 stykker, som får en længere anmeldelse og kommer i betragtning til en af de 12 pladser på Repeatlisten.
Sommerudsalg på Repeatlisten
Selvom vi får masser ind, som grundet fokus, afgrænsning og “omstændigheder” aldrig ville komme i betragtning til Repeatlisten, så gør det omvendte sig også gældende. Jævnligt falder jeg over et nummer, i radioen eller på Spotify, som aldrig er landet i vores indbakke. Ja, selvom man har eksisteret i over 10 år, kan man sagtens bliver overset/glemt/ikke eksisterer!
Jeg vil lægge ud med lige hurtigt, at nævne en af de singler, som er gået vores næse forbi. Fordi sangen, i min optik, er blandt sommerens stærkeste singler. Gorgeous med “Coyote”. De har allerede P6 i ryggen, som også havde førstesinglen “Divine” i rotation i de sene forår. Den var jeg ikke helt solgt på. Det er jeg til gengæld på “Coyote”.
“Coyote” har lidt hele “singlepakken”. Der er noget genkendeligt over det, i dette tilfælde noget indie-folkrocket møder noget “vindblæst western” stemning. Flot, gribende og tiltalende kvindevokal. Og en struktur, der lige leger tilpas med formlen og skabelonen uden, at bryde den helt, så det lige pirrer nysgerrigheden lidt. Fængende omkvæd, der kommer sent, som ikke rigtig er et omkvæd, som man kan gå og glæde sig til, til næste gang man hører sangen. Stærk single!
Altså et nummer, som kan fange min opmærksomhed. Jeg kan ellers godt være lidt kræsen, eller svær at begejstre, det er nok en arbejdsskade og gammelmandskynisme. Og til stadighed voksende mangel på tålmodighed overfor sange/genre, som ikke siger mig, eller vil mig noget. De bliver altså sendt i den mentale skammekrog i rekordfart, nogle gange, muligvis også lidt for hurtigt.
Denne kranke skæbne har numre, som Peter Amoras – “Helsingborg”, Thorbjørn Risager and The Black Tornado – “Watch The Sun Go Down”, Gabriel Jacobsen – “The Last Night”, The Race To Space – “All The Reasons”, Deep Sea Low Tide – “Joe’s Trembling” måttet lide denne gang. Af den håndfuld vil jeg lige sende lidt pluspoint efter både Risager og The Race To Space.
Sidstnævnte er egentlig ganske gyselig konventionel “rockmusik”, som jeg bare har hørt alt, ALT for meget af gennem tiden. Det bider ikke på mig mere, medmindre der er tale om et exceptionelt godt nummer. Det er “All The Reasons” ikke, men gutterne her har fat i et eller andet, som ikke er helt dumt i omkvædet. Thorbjørn Risager og hans blues-bande er alt for dygtige håndværkere til, at falde igennem, men nyeste single er heller ikke mere for mig. Solidt håndværk. Driftsikker, midtersøgende bluesrock, ingen slinger i valsen, og ingen sus i maven.
Amoras tager den (muligvis) metaforiske færge til “Helsingborg”, jeg tager ikke med på den tur. Det er en stille, lidt for lang (næsten 6 minutter) sejltur under velkendte poprockfolkede himmelstrøg. Den tur kender jeg lidt for godt. Gabriel Jacobsen har en af de der lidt “rå/ru” “uskolede” vokaler, som man enten kan lide eller ej. Jeg kan ikke lide den, og sangen for ordinær til, at jeg kan overhøre vokalen. Det bliver hurtigt enerverende.
Vi slutter sejlturen i det lidt lave vand med “Joe’s Trembling” fra Deep Sea Low Tide. Her er der faktisk lidt bølgeskulp i indie-søen, og nogle halv-voldsomme følelser og emotionelle udbrud. Både på vokalen og i musikken. Lettere oprørte vande munder dog ikke helt ud i nummer, som får alvor vipper min båd, endsige skyller mig overbord og med strømmen.
Er man til det rockede med et moderne twist, så kunne Replika og deres “Øje For Øje” være et lyt værd. Nummeret er energisk, tempofyldt og drives frem af en rastløs, dunkel punkrocket puls. Det lader til, at være oppe i tiden, hvor er navn som Fabräk har taget den et nyk længere ud med snotnæset attitude. Replika har også noget ungdommeligt poppet over sig, men sangen rummer også noget urovækkende mørke.
Hvis Replika er et lidt tidstypisk band, som også tør kigge bagud for, at finde inspiration, så er det endnu mere udtalt på “Drivkraften” fra Gule Blade. Bare navnet Gule Blade giver associationer til noget let-falmet, noget der er ved at forgå og har en fod placeret i fortiden. I dette tilfælde den danske sangskat, for Gule Blade ikke bare låner, men tager direkte udgangspunkt i en ægte klassiker. Kliché og deres forrygende, “uendelige” bumletog af en sang “Masselinjen”. “Drivkraften” er ikke et cover eller en kopi, men inkorporere en omskrivning af “Masselinjen” og dens omkvæd og gør det til Gule Blades egen. I stedet for “folket”, som drivkraften i verdens historie, bliver det “smerten”, som er drivkraften i Gule Blades egen historie.
Også Mikkel Petterson kigger tilbage, ikke til de sene 70ere/start 80erne, men måske et årti tidligere. Det lyder i hvert fald dejligt 60er pop solbeskinnet på “Julia Smile”. Et herligt, smittende og meget gammeldags nummer, som det er svært ikke, at holde af og få et varmt smil på læben af. Som mange gode popsange, også fra den tid, er der en lille snert af noget melankoli, eller vemod i sangens tone. Det bliver aldrig trist eller opgivende, det er mere en blålig fornemmelse, som kan klares med et skuldertræk og et “pyt”.
De blå følelser er endnu mere udtalte hos Tavse Vidner og deres “Du Drømmer”. De får også lige “prisen” for et af de bedre kunstnernavne i denne omgang, Tavse Vidner, det kan noget. Er det vigtigt? Ja, det kan det sgu’ godt være! Tidligere nævnte Gorgeous overlever et noget anonymt og konventionelt navn ved, at have en skide god sang. Tavse Vidner har allerede plus på kontoen hos mig fordi navnet ikke blot skaber billeder, men sætter en vis stemning.
Heldigvis er “Du Drømmer” også et virkelig fint nummer. Det er det stille drama, som Tavse Vidner leverer. I hvert fald indledningsvis, indtil det på en måde begynder, at lysne og spire i det tyste nummer. Vi er ude i noget, der føles ret organisk og håndspillet. “Rigtig musik”, som nogle kontrære typer ville kalde det. Jeg kalder det bare god musik. Det lyder lækkert uden, at være poleret og tandløst. Tavse Vidner giver sig tid, bygger op og har fået skruet et rigtig velarrangeret nummer sammen, som udvikler og ændrer sig, som det tålmodigt skrider frem.
Et par numre, som også er ganske fornuftigt skruet sammen, men som ikke gør det store for mig er “It’s The Season” fra Hannah Schneider og “Facelift” fra Per Hoier. Begge bevæger sig, på hver deres vis, indenfor det man noget bredt kunne kalde det synthpoppede. Hoier virker som om om han kigger mod de britiske øer i 80erne, hvilket jeg ikke har det mindste imod. Men, det her fremstår bare en anelse fladt og fænger ikke rigtig. Klangen er der, noget rislende blipblop lander fint, i det hele taget er der fine detaljer i lyd og produktion, men sangen er der ikke helt for mig.
Hannah Schneider er uden tvivl dygtig, og har en hel del udmærkede numre på samvittigheden. Det lyder allerede, som en høflig afvisning, ikke sandt? Det er det skam også. Schneider har hævet en mindre skare af hjælpere/samarbejdspartnere med ind i det sangen, ud over Hannah selv er krediteret til Christian Balvig, Jacob Bellens, Goss og Josephine Philip. Og det resulterer ikke i “for mange kokke” syndrom, men nærmere “hvad laver alle de folk egentlig i så stille en sang?!”. Den grove udlægning ville være “her sker jo ikke en skid”, den anden, måske mere rimelige, er “det her smagfulde og nydelige nummer er vist ikke lige mig”.
Jeg er til gengæld fuldstændig solgt på to andre kvindelige popnavne, som også tidligere har fået skovlen under mine kyniske halv-gamle stænger og fået dem til, at vakle lidt. Juliane Viktoria gjorde det først med nummeret “Larmer For Meget”, hvor ungdommen råbte også mosefund op, så vi måtte påpege, at hun nok larmer for meget. Det er pop, og det er af den unge slags, som jeg normalt nok ville gå forkert af rent musikalsk. Vokalen og intonationen på visse ord er for “ung”, melodien kan jeg ikke danse til fordi, jeg er generationsmæssigt udfordret og jeg burde sikkert ikke kunne lide det.
Men, det kunne jeg. Og jeg kan også lide Juliane Viktorias opfølger “E20”. Den er måske, endnu ikke helt så fængende og raffineret, som “Larmer For Meget”, men det kan være det kommer. For, der er nemlig en del mere, at komme efter her end “bare” pop. Det er klog popmusik. Hun gør det ikke mere kompliceret end det behøver, at være, men det er langt klogere (ikke mindst lyrisk) end, hvad man lidt fordomsfuldt og fordømmende alt for hurtigt kunne stemple som “P3 pop”. Hold øje med hende her, to singler, begge med noget at byde på, det er slet ikke en tosset start.
Tosset er det virkelig heller ikke det som Malle Frede har gang i. Det er også pop, i hvert fald en form for pop. Jeg er lidt på røven over, hvor vild Malle Frede er. De to foregående singler, “Loneliness Creeps In” og “Heart and Mind (H.A.M)” var begge fremragende. Et genremiks, hvor Malle Frede formår, at udtrykke store følelser og viser musikalsk alsidighed med ret få virkemidler. Less is more, og alligevel næsten alt for meget.
Det er et voldsomt univers, også på “Money Machines”. I den tilhørende video danser Malle Frede i et møntvaskeri. Velvalgt, for musikalsk er det, som at være fanget i en tørretumbler. Og der er ingen vej ud af den kvælende, roterende tromlen indtil maskinen er færdig. Malle Frede formår, som få jeg kan mindes, at have hørt at omsætte fornemmelsen af, at være ung til musikalsk form. Det er råt og hårdt. Sart og delikat. Enormt emotionelt og til tider voldsomt. Der er skønhed, men også noget lede og frastødende. Raseri og frustration. Total kontrol og komplet forvirring.
https://youtu.be/ELyjj22RjMQ
Malle Frede har en hel plade ude, den ville jeg egentlig gerne anmelde. Men, jeg vil ikke “ødelægge” pladen for mig selv – det sker tit, når jeg har anmeldt et udmattende og udfordrende værk. Det er et værk. Med 9 små, værker i sig selv i form af albummets sange. Det vil helt sikkert være for meget, for nogle lyttere. Det er helt OK, tror heller ikke Malle Frede skal regne med, at noget så særegen, personligt og udtryksfuldt giver hende et massivt og bredt folkeligt gennembrud. Men, det burde satme give noget andet: anerkendelse.
Lidt anerkendelse vil jeg også sende efter Tuhaf, som har gang i noget, der også har fanget min interesse for tiden. Musikalske blandingsprodukter, hvor musikalske strømninger, stemninger og formen fra forskellige dele af verden mødes. Og sød musik opstår? Ja, ligesom et andet nyere navn på den danske musikscene, AySay, der med en stærk kvindelig sanger i front, blander klange fra Aarhus til Kurdistan, så er vi ude i en dansk/tyrkisk blanding.
Tuhaf dypper på “Mere Guld” tæerne i det psykedeliske, og mikser det med roots og noget folkrocket. Der er stemninger og rytmer, som sender tankerne (og dansebenene) mod Tyrkiet, mens det psykedeliske kigger frem, når bentøjet lige skal have en pause. I de glimt bliver både musik og vokal mere højtragende og udfarende, inden der igen danse-luskes. Halvvejs skifter sangen retning og karakter, Tuhaf åbner mere op og spreder vingerne så sangen får lov til, at lette.
Der er en EP ude til efteråret, den har jeg tænkt mig, at give et lyt og nogle ord med på vejen. Det er liiiiige mig, der hvor min smag (den jeg har tilbage efter Roskilde-Coronaen) befinder sig for tiden.
Lad os slutte den særlige, helt specielle sommerudgave limited edtion med en sommersang. Eller, der er da i hvert fald både sommer og sol i titlen på Bright Futures “End Summer In The Sun”. Nummeret er mixet af Tettix Hexer, den slags detaljer har jeg ikke altid tid/plads til, at fremhæve. Men, det bliver der gjort et lidt større nummer ud af i pressemeddelelsen så, Jeg formoder, at samarbejdet med- og input fra Tettix hexer har været ret vigtig for det endelig produkt.
Et produkt, der da også virker som en sammensmeltning af en hel del forskellige udtryk og stilarter. Selv kalder de det for en blanding af IDM, dommedagspop, hypergaxe med en bismag af industrial og NU Metal. Noget af en blanding!
Der sker da også en del på “End Summer In The Sun”, som dog aldrig føles overlæsset, eller rodet. Det er på sin vis et ret “vildt” nummer, et der kommer for fuld udblæsning og folder et ret massiv, syntetisk lydlandskab ud. Så er vi tilbage ved det jeg kredsede lidt om indledningsvis. Det her, er et landskab, som tiltaler mig og som jeg kan lide, at opholde mig- og gå på opdagelse i. I hvert fald, som min smag og interesse udfolder sig lige nu.
Det kan være, at det ændrer sig inden sommeren er ovre? Til den tid er, der sikkert kommet en masse nye, friske singler i indbakken. Nu er der i hvert fald gjort lidt plads. Så længe det varer.
Føjes til På Repeatlisten:
For, at nogen kan komme ind, må andre lade livet og forlade den. Vi laver lidt sommeroprydning, dermed ikke sagt, at de numre der ryger ud er blevet til “skrald”. Listen skal bare lige friskes lidt op.
The Lost Loves og deres “Ensomt København” er åbenbart blevet fjernet fra Spotify, så den har meldt sig selv ud. Ellers siger vi tak for denne gang til Sunflower Bean, The New Weavers og den forrige single fra Malle Frede… for, at gøre plads til nyeste Malle Frede single! Samt Tuhaf, Gule Blade og Gorgeous, som lukkes ind på en “friplads”, selvom de/deres management ikke har sendt sangen til os.
Og så indfører jeg noget nyt, “en ommer”. Hvor jeg giver mig selv lov til, at sende et nummer, som tidligere har været på listen tilbage. Men, så er der jo 13, og ikke 12 numre?! Ja. Min liste, mine regler og sidder der nogen og holder regnskab derude? Næppe! Velkommen tilbage til Juliane Viktoria og “Larmer For Meget”, den fik jeg sendt ud i kulden for tidligt.
Så er der vist ryddet en smule op i indbakken, og den er klar til, at blive fyldt til bristepunktet igen. Vi høres ved når det er tilfældet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Malle Frede, pressefoto
