Så skal vi til den igen, efteråret banker på og indbakken er ved, at være fyldt med nye singler. Denne gang er, der blevet lyttet til (nogenlunde) nyt fra navne, som The Midnight, Dune Messiah, Red Lama, Astrid Cordes, Social Decline og Ida Gard.
Sidst Repeatlisten viste livstegn var årets sommeropsamling, hvor jeg fik støvsuget indbakken godt og grundigt. Håber jeg. Beklager, hvis en sang eller to røg under radaren. Det samme gør sig gældende nu, hvor udgivelsesfrekvensen for nye singler er blevet lidt mere hyppig. En sang eller to KAN smutte.
Formatet i den super specielle sommer udgave af Repeatlisten var lidt anderledes. Der var ikke så mange numre i lyttepuljen, som normalt, derfor fik alle sange nogle ord med på vejen. Normalt udvælger jeg 5-6 sange, og giver dem en længere anmeldelse/omtale, og ser så om de “fortjener” en af de 12 pladser på listen. Jeg overvejer stadig om formatet skal have en mere permanent overhaling, det skader vel ikke, at friske tingen op af og til?
Denne gang har jeg, helt ærligt haft lidt svært ved, at udpege 5-6 sange fra puljen, som jeg synes så godt om, at de kan komme i betragtning til Repeatlisten. Eller sagt på en anden måde, de sange der allerede er på listen, synes jeg simpelthen bedre om. Det er ikke det samme som, at jeg bare synes at alle de nye numre jeg har lyttet til er noget værre lort.
Derfor kører jeg også lidt mindre stramt format denne gang, eller “fri form”. Så må vi se, hvad jeg hitter på/føler for fremadrettet.
Lyttepuljen bestod denne gang af hele 25 sange: Lush Lullaby – “Ud Af Mit Bur”, goldgoldgold – “Kill”, Blÿ – “Explosion of Emotions”, Thorbjørn Risager – “Fire Inside”, Melan Tropic – “Asfalteksem”, Tuhaf – “Hafla”, Feather Mountain – “Feather Mountain”, Offernat – “The Winds”, CALA – “From Children”, Terese – “Du’ Sommer”, Social Decline – “Ignition”, Lukas Vanggaard – “Arrivederci”, The Midnight – “Brooklyn. Friday. Love.”, Marc Facchini – “Han Hedder Boyan”, Ida Gard – “Dem Der Ligger På Jorden”, Dune Messiah – “In Front Of Others”, Anne Idskov – “Power in My Life”, Red Lama – “Justified”, Ondskyld – “Kundeservice”, Elias Bendix – “Weekly Survivors”, Vinyl Floor – “Clock With No Hands”, Julie Ellinor – “Selfish Wishes”, Canvases – “Mistakes”, Astrid Cordes – “Dancing Cranes” OG Sort Mono – “Musvågens Øje”.
Pyha, det var så knap 1 time og 45 minutters musik remset op. Min normale fremgangsmåde er, at jeg laver en spilleliste med sangene og så lytter jeg hele baduljen igennem på shuffle en 4-5 gange. Derefter zoomer jeg ind og nærlytter de sange, som begynder at stikke ud. Denne gang tror jeg, at jeg nærmer mig 10 gennemlytninger.
Alligevel, og måske ligger det hos modtageren, var der ikke rigtig noget, der for alvor stak ud og fangede mig. Ikke nok i hvert fald. Melan Tropic og Tuhaf har jeg mentalt sorteret lidt fra. Efter de røg i lyttepuljen begyndte jeg også sideløbende, at lytte til de respektive udgivelser singlerne stammer fra med henblik på anmeldelser. For, at undgå for mange ord om de samme sange, og fordi begge kunstnere allerede har numre på listen, som jeg synes lidt bedre om.
I det hele taget, er det lidt et gennemgående tema, at der er nogle kunstnere i spil, som tidligere har udsendt numre, som jeg bare har været lidt mere tiltrukket af. Lukas Vanggaard er ude med nyt, det er ganske driftsikkert, men mangler måske lige krogen, som kan indfange mig. Lush Lullaby bliver utrætteligt ved med, at udsende ganske iørefaldende alternative rocksange, der dufter af let-støjende, men stadig melodiske 90er. Nu på dansk. Bestemt hæderligt, meeeen…
Vinyl Floor, som jeg tidligere både har rost og kritiseret er tilbage med en lidt Beatles/60er klingende poppet rocksag. Jeg har hørt værre, men også bedre. Det bliver, desværre lidt et skuldertræk herfra. Det bliver det, beklageligvis også til nyeste single fra ellers fremragende Marc Facchini. “Han Hedder Boyan” er nok den mindst interessante single, jeg har hørt fra hans ellers meget kompetente hænder i lang tid. Ikke et dårligt nummer, jeg har bare hørt bedre. Den miljøpolitiske vinkel, eller hvad man skal kalde den, synes jeg blev udfoldet mere raffineret i et nummer som “Manden og Tårnet”. MEN, det der taler for sangen er den live-følelse den giver mig. Hvis den er spydspids for et album, som er mere gearet til, at tage på landevejen med et rockband i ryggen, så giver det fint mening for mig.
Dune Messiah har også givet lyd fra sig igen, og her synes jeg egentlig, at han har fat i noget. Ikke mindst er jeg ikke i tvivl om, at det er et Dune Messiah nummer, som jeg lytter til. Stemmen, stilen og stemningen, det er som om, at der er blevet sået nogle frø i underbevidstheden med nogle af de foregående sange. Det kan godt være, at den konkrete sang (“In Front of Others”) ikke lige overvælder mig, men den aktiverer noget genkendelse. Hvilket slet, slet ikke er en uvæsentlig ting for en single. Og det viser noget konsistens i lyden. Plus point for tilføjelsen af lidt lækker mexicansk islæt med noget varm trutteri.
Genkendelighed og en form for rød tråd kan være godt, det kan et ham- eller retningsskifte også. Red Lama startede med, at lægge et eller andet sted i slipstrømmen af “psychrockbølgen”. Ligesom andre syrehoveder, som Fribytterdrømme, der startede deres transformation for snart længe siden, så lader lamaerne til, at sigte mere mod dansegulvet. På “Justified” lyder de nærmest, som et indiediscoband. Måske ikke en helt dum satsning. Det kunne godt lugte lidt af potentiel P6 airplay.
Der kunne også være dømt både P6 og dansegulvet for Astrid Cordes med “Dancing Cranes”. Eller stuegulvet? Der er vist andre fysiske udfoldelser end dans i spil på denne hede popbasker? Da vi nærmer os klimaks bliver det helt storladent og vokser intensitet og størrelse, som den slags har det med at gøre. Et mindre hamskifte, når Cordes smider nogle af de velkendte musikalske klude og går mere direkte i kødet på os. Vi er liiiige ved, at have en ægte “banger” her.
Sort Mono lader også til, at have fuldbragt deres hamskifte, en transformation fra deres selvopfundne terrorpop til noget mere rent synth-poppet. Kanterne er ikke helt væk på “Musvågens Øje”, men filet en del til, så udtrykket føles en kende mere strømlinet. Gruppen har også tidligere flirtet med, at lave egne version af gamle viser/salmer. Det element virker også til stedet på nyeste single, men nu mere smeltet sammen med resterne af terrorpoppen. Resultatet er et mere homogent udtryk, men jeg savner lidt skævhed og anarki.
Vi bliver i poppen og giver også Terese et lyt. Hende har vi haft i rotation af flere omgange i forbindelse med disse spalter, men jeg har aldrig været helt hooked på hendes bud på dansksproget pop. Det er sådan noget hendes “hjerte banker kun for dig” pop, som naturligt omfavner det mere lyrisk banale og tilgængelige. Det er der slet ikke noget galt i, men det er en kunst at hæve den slags materiale, så det skiller sig ud fra mængden. Endnu er det ikke helt lykkes Terese, men synes at der er forbedring at spore på “Du’ Sommer”. Måske næste gang?
Inden der går ren pop i den har vi også lige et par numre, fra den tungere ende af spektret. Også fra nogle navne, som vi tidligere har omtalt singler og andet fra. Offernat er ugens mest ambitiøse indslag, i hvert fald hvis man kigger på spilletid. “The Winds” er en single på hele 14 minutter. Det er selvsagt et helt lille værk i sig selv, og på den led ganske vellykket. Måske er det bandets stil og klang, som ikke helt er mig, hvilket, selvfølgelig ikke skal ligge bandet til last. Offernat har udover død, sort og doom-metal et progressivt element. Det er sidstnævnte, som ikke lige falder i min smag og gør, at jeg måske aldrig bliver helt så opslugt, som et næsten kvart langt nummer kræver.
Progressive er Feather Mountain også, men ikke på den stedvis lidt spruttende vis, som Offernat. Det har jeg lidt nemmere ved at håndtere. De er ikke mindre ambitiøse, men holder sig under 7 minutter på “August Mantra”. Der mere rock i fundamentet her, et solidt fundament, men igen ikke et som for alvor fanger min interesse. Bandet har dog noget på hjertet, denne tredje singleforløber bygger op til et album, der kredser om, at miste et nært familiemedlem til Alzheimer.
Er vi så snart igennem de gamle kendinge?! Åh, vi har også lige nyt fra hardcore/punkerne Social Decline. De genopfinder ved guderne ikke nogen knytnæveslag og slamdanse her, men jeg synes, at “Ignition” har masser af tænding! Det er god, gammeldags tonser hardcore hærgen, som rykker, river og giver en lyst til, at smide noget gennem vinduet. Måske mig selv?
Jeg har lyst til, at hoppe ud af vinduet af andre grund, når jeg lytter til Canvases‘ “Mistakes”. Så der sker et eller andet, så jeg ikke keder mig så meget! Ja, undskyld, men for pokker, hvor jeg synes, at det nummer er trægt at komme igennem. Der loves powervokal og soul-vibes, og jeg kan ikke sige, at der ikke leves op til det. Det går bare ikke i hjertet på mig, men går i stedet for på nerverne.
Og nu vi er ved undskyldninger og sange, som går mig på nerverne. Ondskyld med “Kundeservice”. Her er jeg ikke i tvivl om, at noget af “problemet” ligger hos mig. Bandnavnet irriterer mig. Ondskylds lyd irriterer mig. Jeg har ikke plads til flere kunstnere i mit liv, som spiller den her moderne, dansksprogede semi-punkede rabalder/skævhedspop. Jeg har allerede hørt Blikfang, Fabräk, Sauna Senere osv., det er nok. Det er nok også en del af udtrykket, at det skal være lidt irriterende. Jeg kan bare ikke mere.
Skal det være skævt og lidt manisk, så er “Kill” fra Goldgoldgold et mere tåleligt bud. Der er noget hektisk over deres pågående synthpop, eller hvad pokker man kan klistre på af label. De tidstypiske islæt her, ud over den syntetiske lyd, er den monotone og mekaniske vokal. Noget man også kan høre hos eksempelvis First Hate, det peger, naturligvis også tilbage mod 80erne. De elektroniske strømninger og gnister i rytmen hos Goldgoldgold giver dog sangen en mere futuristiske følelse.
Ida Gard kunne jeg heller ikke helt med i første omgang, da vi fik tilsendt singlerne “To Drenge” og “Vester Kirkegård”. Førstnævnte er dog vokset på mig, efter P6 tvangsfodrede mig med nummeret henover foråret. Jeg er stadig ikke helt solgt på teksten, eller det lyriske greb. Det virker, som en lidt enkelt idé, en lille fortælling om to skæbner. Så slog det mig, at det er en countrysang pakket ind i dunkende, repeterende dansepop. Country har jo en lang, stolt tradition for, at præsentere små historier. Og kunne heller ikke helt holde de smittende rytmer på afstand. Selvom de er så forbandet enkle!
Nuvel, “Dem der ligger på Jorden” er mere fra samme skuffe. Det går langsommere, hakker mere, som om Gard tager forsigtige, lidt usikre skridt. Eller tager sigte efter de, der ligger på jorden? Der er et fint socialpolitisk/samfundsrevsende budskab, Gard har en stemme og en stil, som (når man vænner sig til den), er lidt hendes egen. Og den er ikke heeeelt dum. Jeg er stille og roligt ved, at være omvendt. Så vi har en lige ved og næsten her.
Det har vi også for et mindre kuld af de resterende numre i lyttepuljen. “Selfish Wishes” fra Julie Ellinor “fejler” sådan set ikke noget. Den er der bare lidt. Som et kompetent udført, behagelige klingede, let danse-svajende popnummer, man kan have kørende i baggrunden, når det kommer på P4. Der er lidt mere emotionelt smæk på “Explosion of Emotions” fra Blÿ, der bærer følelserne endnu mere uden på tøjet. Rolig start og opbygning til den lovede (og forventelige) eksplosion. Det er to numre, og to sangerinder, som jeg egentlig ikke kan sige noget decideret negativt om. Vi er bare ikke helt oppe at ringe heller.
Anne Idskov kunne man have inkluderet i ovenstående, hun er også sårbar, skrøbelig, blotter lidt af sjælen. Hun nævner Björk, som et af forbillederne. Så, man kan også forvente noget ulmende og potentielt eksplosivt. Det ligger næsten også i titlen på single, “The Power in My Life”. Lys og mørke, styrke og tvivl. Der er ikke rigtig nogen overraskelser eller nyt her, men det er velsunget og veludført.
Der er også masser af følelser og drama hos CALA, som udsendte en dobbeltsingle (anden single fra et kommende album) i begyndelsen af august i form af “From Children” og “Woman”. Jeg valgte, at fokusere på førstnævnte. Sidenhen er den udgivelse så allerede blevet overhalet af endnu en singleforløber til et album, single nummer tre “Lost Little Lambs”. Jeg. Kan. Ikke. Følge. Med. Eller. Fokusere. På. Jeres. Singler. Når. I. Spammer. Singler. Inden. En. Udgivelse. Så, ikke flere ord til den. Stop. Jer. Selv. Ellers. Stopper. Jeg.
Elias Bendix skiller sig ud ved, at have et forholdsvis langt (for en single) indløb på “Weekly Survivors”. Når sangen så endelig for alvor går i gang, efter den stemningsfulde opbygning, bliver vi hævet ud på dansegulvet igen. Der er dømt kulørte lamper, og noget som næsten kunne minde om moderne disco. Der er gang i lidt skæv trut, shufflende rytmer og en ganske fængende melodi. Faktisk sker der en hel del, og sangen er hvad man med et enkelt udtryk kunne kalde: “sjov”.
Gode tider på dansegulvet, hvilket også er hvor vi slutter. Vi skal nemlig på natklub med The Midnight, der er det bidrag fra denne omgang, som jeg var tættest på, at inkludere på Repeatlisten. I sidste ende undlod jeg dog, da jeg er “bange” for, at det er et nummer, Jeg ret hurtigt kunne blive lidt træt af.
“Brooklyn. Friday. Love” har et virkelig fængende og opløftende omkvæd, men også et, som altså kunne have en begrænset slidstyrke. Og så synes jeg, at den ellers upbeat og smittende pop/rock-basker samlet set er lidt “nem”. Jeg siger ikke, at der ikke er lagt tid og arbejde i sangen. Men formen, hvor en stor del af teksten er opremsning af navne/kunstnere, steder eller referencer, er for mig et tveægget sværd. Effektivt i øjeblikket, men hurtigt føles det også lidt “billigt”. Og som en fremgangsmåde, man har hørt en del gange før.
Det skal dog ikke tage fra The Midnight, at det her er voldsomt effektivt, godt skruet sammen og jeg har svært ved ikke, at synge med på omkvædet. 80erne har heller ikke levet forgæves, og lever videre her. På en underlig måde får jeg flashbacks til alt fra Starships “We Built This City”, over “Walking In Memphis” til Don McLeans “American Pie”?!
OK, jeg tænker vi kan blive enige om, at sprinte igennem 25 sange ikke er en gangbar model? Man bliver da helt forpustet. Og overfladisk. Så, næste gang er vi nok tilbage til den gamle model, hvor jeg hiver en bunke numre ud, og går lidt mere i dybden med dem. Det kræver, selvfølgelig at der er nogen, som fanger min interesse nok til, at komme i betragtning til en plads på listen.
Indtil da, så er Repeatlisten fredet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Magnus W. Jespersen, Dune Messiah pressefoto
