Nyt år, nye singler! Hov, vi har et hængeparti?! Hvad med singlerne fra sidste? Her er en top 8 (plus det løse) over favoritsingler fra Repeatlisten 2022, fra kunstnere som Rebecca Lou, Kristian Leth, Gorgeous, Zar Paulo, Mathilde Falch, Juncker, Juliane Viktoria og The Lost Loves.
26 sange i har kæmpet om 12 pladser (OK,13, fordi Anders Knudsen sneg sig med som bonus-julesang på falderebet) på Repeatlisten. Det er ikke meget…
Derfor lukkede jeg, ligesom sidste år i øvrigt, samtlige numre, der har været på listen i årets løb, ind i varmen igen. Gav dem et ekstra spin eller to i sammenhæng med listens 12. Rensede ørerne, luftede ud i øverste etage, rystede posen (og røven) og følte efter i maveregionen – hvad har været mine favoritsingler i år, på Repeatlisten?
Det blev “kun” til 13 Repeatlister i år, til gengæld blev formatet justeret løbende et par gange i årets løb. Jeg har vist ikke fundet en formel, som jeg synes om, eller synes holder endnu? Der sker i hvert fald for lidt, når kun 26 numre “kæmper” om 12 pladser i løbet af et år!
Har formatet svigtet, har jeg været for skrap/døv/sløv/ligeglad eller niveauet for dårligt??
Eh, hvem ved. Jeg har aldrig været helt tilfreds med, eller fået Repeatlisten-formatet til at fungere optimalt. Måske er det bare for ambitiøst, at lave en art “hitliste”, når tiden (og nogle gange lysten) er så knap som den er. Det bliver for fastlåst og udynamisk.
Omvendt fungerer det heller ikke helt optimalt, den måde jeg har kørt listen på det seneste halve år tid, Her har jeg omtalt samtlige numre, som jeg har lyttet til, i stedet for at udvælge en håndfuld favoritter fra “lyttepuljen”, i den pågældende lytteperiode. Det blev en underlig kombination af for omfattende og samtidig overfladisk?!
Hvad skal der ske med Repeat/Repeatlisten 2013? “Endnu ikke fastlagt”. Lad os kigge tilbage, inden vi kigger fremad…
DE SIDSTE GENTAGELSER OM REPEATLISTEN
Hvad der bliver til noget, ikke mindst et singlehit er komplet uforudsigeligt. Jeg har ramt helt forbi, ramt lidt plet og “fundet” en masse, som er uden for nummer/playlister/radiobølger på i Repeat/Repeatlisten i år. Sådan skal det være, det matcher vores “hensigtserklæring” og målgruppe temmelig godt.
Og nu er det jo heller ikke et kvalitetsstempel eller et succeskriterium i sig selv, at noget bliver et “hit”. En single skal, i min optik, fungere både som en smagsprøve, en præsentation og en stærk sang på egne præmisser. Mange af de singler, som jeg har lyttet til i år, er måske stærkere “sange” end gode singler. Men, generelt er Repeatlisten et udtryk for min egen mavefornemmelse, smag og sikkert også humør. Blandet med nogle udefinerbare, mere objektive parametre…
Det jeg prøver, at sige er, at det her “bare” er én mands liste. Lister er fjollede, ligesom anmeldelser og bedømmelser af kunst og kultur – men vi gør det alligevel. Tag det for hvad det er, ikke mere, ikke mindre.
Samtlige numre, der har været i spil (de første 13 numre udgøres af den seneste Repeatliste, resten er numre der har været på listen i årets løb):
Med “Kun” 26, at vælge imellem har jeg også valgt, at skære feltet ned til mine 8 favoritter, i stedet for 10, 12 eller hvad ved jeg.
Årets personlige (helt subjektivt udvalgt, men også udfra lidt objektive, udefinerede parametre!) favoritter fra Repeatlisten 2022:
1) Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet”
Kunne der være andre, eller et andet nummer? Ja, men i så tilfælde havde det været en anden single fra Zar Paulo, som “Tiger”, “Kan Du Holde Til At Holde Det Inde” eller en potentielt kommende single i form af “Elendig Software”.
Sidstnævnte er titelnummeret fra Zar Paulos længe ventede, heldigvis glimrende debut-EP. Den energiske “Tiger” fik jeg aldrig omtalt, og “Kan Du Holde Til At Holde Det Inde” er jeg i tvivl om, om overhovedet er udsendt som single? De har spillet den flittigt på P6, så det tæller vel, som en form for radiosingle?
NUVEL. Klap for fædrelandet, og klap for Zar Paulo!
De kan kraftedeme skrive en fængende og fængslende synth-popsang, der samtidig fungerer som en smittende og effektiv single. Det er iørefaldende, det sætter sig fast, der er noget på hjertet og mellem ørerne. Også når det, som her, virker mest “fjollet”, eller semi-gakket. Der er en mening med galskaben. Men, ikke altid den helt åbenlyse.
Samtidig er de, som her, ikke bange for, at omfavne det ekstremt poppede, nærmest øretæveindbydende eller bare generelt irriterende. Men, fandeme om det ikke virker. Og, på en måde, også lyder som en form for fodboldsang?! Du kan både klappe og synge med – bare husk, hvad det egentlig er, du synger med på.
Hvad “den” end måtte være, Zar Paulo har DEN lige nu.
2) Juliane Viktoria – “Larmer For Meget”
Juliane Viktoria larmer for meget og er naboen fra helvede. Hvis du er en gammel, sur stodder, som ikke forstår ungdommen. Det skal jeg ikke påstår, at jeg er gør, eller for den sags skyld er, men… Jeg bilder mig ind, at jeg kan sætte mig ind i budskabet, tankegangen og følelsen på dette glimrende popnummer.
Det ER pop, skide ungt og burde, måske et eller andet sted gå mig på nerverne. Jeg burde være hende ovenpå, som finder unge, levende mennesker som Juliane Viktoria støjende og belastende.
I stedet måtte jeg overgive mig. Juliane har sin egen stil, styr på musikken og ikke mindst lyrikken. Der er meget mere her (og på Juliane Victorias andre singler) end “bare” en veldrejet popsang. Hun formår, at tage en på papiret lille situation, eller scenarie og med enkle virkemidler og velvalgte ord og vendinger, at få det til, at vokse så det siger meget mere.
3) Kristian Leth – “Danser Alene”
En anden med ordet i sin magt, på en helt anden måde er Kristian Leth. Han befinder sig også et sted i livet, hvor det nok ikke er ham, der larmer for meget – det kunne godt være omgivelserne og livet generelt? Nuvel, det behandler Leth ikke i denne glimrende single, hvor han i stedet udstiller et (sit? Kunstnere? En eller anden fyr?) skrøbeligt kunstner ego.
Bohemen, der er i gang med at skrive to bøger, mens alle andre kun skriver på en. Han er ikke for kendt, men nok for fed til det her sted. Men, det er ikke bare et portræt af en eller anden selvfed kunstnertype. Der er noget skrøbeligt, eller ensomt over Leths lyrik og “Danser Alene” og dens overordnede stemning. Et strejf af melankoli, mellem de dansable pop-rockede toner?
Det er også bidende og bidsk, både udad- og indad rettet. Men, mest af alt er det bare et skide iørefaldende nummer af den slags, som er øjeblikkeligt fængende og samtidig viser sig, at besidde en god portion slidstyrke.
4) Mathilde Falch – “Tror Du Jeg Har Glemt”
Hva fanden, er det P4, det her? Ja, måske, nu har vi både været omkring numre der dufter af P3 og 6, så hvorfor ikke mødes på midten? Tror forresten også, at jeg har hørt Falchs “Tror Du Jeg Har Glemt” på 6eren, så… temmelig bred appel?
Det synes jeg også, at Mathilde Falch og hendes ofte melankolske sange og tilhørende lyrik burde have. Hun befinder sig i det musikalske smørhul mellem noget, der er vellydende, inviterende og “poppet”, men også har kant, noget ulmende og tænksomt. Det kan lyde rensende, længselsfuldt, smerteligt og andre dybsindige tillægsord.
Falch skriver sange af den slags, der lyder nødvendige, som om de bare SKAL skrives – og bare SKAL ud. Denne single har lidt af det hele. Det lyder som en rejse, en rejse mod et klimaks, en udrenselse eller noget befriende. Et nummer, der ligger tyst ud og på sin vis, lidt atypisk for en radiosingle, tager sig rigtig god tid inden den når et peak.
Så bliver virkningen også desto større og mere virkningsfuld. Tålmodighed betaler sig her for det, der bliver hængende nummeret ud.
5) Gorgeous – “Coyote”
Lyden af sommeren 2022 for mig, eller var det, det tidlige efterår? Nuvel, den her pop/western/drømmende/rock’ish chic sag var kærlighed ved første lyt. En af den slags sange, hvor man bare må stoppe op, klø sig lidt i skægget, nikke anerkende og erkende “Jeps, den er der”.
Der er mange, små fine detaljer, en veleksekveret opbygning, der både leger lidt med forventningerne, og følger en formel, der leder hen til det man havde håbet på: et omkvæd, der sidder lige skabet. Og, som så, måske slet ikke er et omkvæd? I hvert fald ikke af den gængse slags…
Varm og drilsk stemning, listig melodi og rytme, coolnes, alt spiller bare, og spiller sammen her. Eneste minus er nok, at den var tæt på, at være overspillet, fordi radioen havde den i fast rotation en store del, af anden halvdel af året. Det er jo ikke sangens skyld, eller jo, men…
6) The Lost Loves – “Ensomt København”
På flere punkter rummer “Ensomt København” nogle af de samme kvaliteter, som jeg lige nævnte vedrørende “Coyote”. Uden, at de to numre minder om- eller lyder som- hinanden?! Det ved jeg ikke om, jeg kan få til at give mening…
Hmm, der er nogle kontraster til stede, som på en måde kommer til, at forstærke hinanden, bakke op og i sidste ende harmonere og “svinge”. The Lost Loves er mere kantede, og har fødderne plantet længere ovre i noget støjende og “gaze’et”. Nu blot kørt igennem et pop-duet filter, og noget, der rummer ekkoer af den gamle traver “Forelsket I København”.
Sammenligningen med Bent Fabricius-Bjerres klassiske slager er, muligvis ikke så langt ude i det, at “Ensomt København” delvist synges af svenske Sarah Cecilia. Så, ligesom på “originalen” er der svensk islæt. Det giver en god dynamik og vekselvirkning, og det forstærker også følelsen af ensomhed – eller, at være lidt udenfor.
Her er man ikke forelsket I København, men har måske været det? Dette strejf af vemod er med til, at hæve denne lille, kantede støj-pop duet.
7) Juncker – “Langt Ude I Skoven”
Langt ude i skoven lå ikke et lille bjerg, men en virkelig, virkelig fin single fra sanger/sangskriver Juncker. Bevæbnet med guitar, en god melodi og boblende ord.
Et nummer, der lever i kraft af sin insisterende rytme og spidsfindige lyrik. Juncker begynder både de små og helt store ting i livet, på denne (for mig i hver fald) ret uimodståelige single.
Jeg oplever en pudsig kombination af, at det hele ikke behøver være så kompliceret, og tages så tungt. Og så det stik modsatte, at det enkle kan virke, som kæmpe bjerge i stedet for små bump på vejen. I sidste ende, er det dog værd at huske på, at det er “bare” et liv – så lev det.
For, som der synges, “så længe kisten den er tom, så går det nok”… det bliver den jo ikke ved med at være.
8) Rebecca Lou – “Heaven or Hell”
Hvis Juncker lusker lidt af sted og strør om sig med lyrisk lommefilosofiske (af den god slags) guldkorn, så sparker Rebecca Lou døren ind, skruer på på 11 og blæser budskaberne og følelserne lige i smasken på dig.
Her er højt til loftet, og armene i vejret, så langt de kan nå. Lou går efter bageste række, på det store stadion og leverer en rigtig sing it loud, sing it proud pop-rock anthem. Den har hun nok haft i sig, i et pænt stykke tid, mens huns har flirtet med en lidt mere 80er prollet lyd, i kølvandet på den tunede knallert-tyggygummi riot grrrl punk hun kom ud af.
Nu omfavnes pang, neon og stor lyd fuldkommen. Og det klæder hende OGSÅ. Hvis man ville afslutte 2022, eller begynde 2023 med et brag og en “banger”, så går Rebecca Lou gennem himmel og helvede for, at give sit bud på, hvordan sådan en sag kan lyde.
Kunne det have været anderledes?
Ja, men måske ikke meget? Zar Paulo sætter sig sikkert på tronen, og det kunne i princippet have været med hvilken som helst af deres singler fra i år. Jeg synes, at det HAR været deres år – og nu skal det omsættes og indkasseres ved kasse 1. Det kræver nok bare, at eksempelvis DR giver bandet samme grad af eksponering, der tilfaldet et navn som The Minds of 99.
Og her rækker det altså ikke med airplay, der begrænser sig til “blot” P6 Beat. Det er stadig en boble, og lidt for ofte en blindgyde, eller i hvert fald en parkeringsplads. En nydelig en, jovist, men får man ikke mulighed for, at nå længere ud med budskabet, ender man med at prædike for de allerede omvendte.
Det gælder en hel del af de navne, som vi beskæftiger os med. Og anmelder, både her i Repeat, andre udgivelser og live.Nogle kunstnere og deres musik, egner sig heller ikke til bred eksponering, eller som singler i den gængse forstand. Det er et lidt vidt og diffust begreb, og et jeg selv forsøger at navigere i/efter og definere…
Her falder en kunstner som Malle Frede, der har udsendt en håndfuld singler (fra en debutplade med kun 9 sange på) lidt udenfor. Hun er en af de mere interessante stemmer og musikere, som jeg er faldet over i 2022, men det falder også lidt uden for nummer i forhold til noget som Repeatlisten. Frede er i denne forbindelse et eksempel på en kunstner, hvis musik, for mig, ikke virker specielt velegnet til indtagelse i single-format. Det er små værker og måltider i sig selv. Giver det mening?!
Det her er hende, måske mest tilgængelige og “single-egnede nummer”. Tjek endelig pladen Forgotten Eyes, og hendes øvrige singler/videoer ud, hvis du er til skæv art-pop.
https://www.youtube.com/watch?v=ELyjj22RjMQ
Og så er der dem, som vi enten ikke når, eller af forskellige årsager ikke får anmeldt.
En af grundene kunne være, at musikken aldrig når gennem vores virtuelle brevsprække. Eller, som tilfældet er her vedrørende et par numre, jeg afslutningsvis vil fremhæve, at de ganske enkelt ikke er udkommet som single – eller officielt udkom i 2021
Det er tilfældet for en af de singler, som jeg har lyttet til fleste gange i løbet af 2022. Officielt udkom “Ben Benklemem” fra AySay nemlig året før, men blev først rigtigt et hit i løbet af sidste år. Det er bestemt ikke uhørt, at en single på den måde overlapper to år, eller er et stykke tid om, at få rigtig hul igennem.
Jeg lagde for alvor mærke til det kurdisk/danske band op til deres optræden på Roskilde Rising i sommers, hvor de gjorde en fin figur som et af de tidlige bands på scenen. Det var også i den forbindelse, at jeg blev hooked på “Ben Benklemem” og dens ekstremt smittende og pågående rytmer. En af den slags sange, som man kan danse, løbe eller bare nikke med til. Og en herlig blanding af noget, der lyder lidt fremmedartet og pirrende for sådan en blegfis, som mig, og samtidig rummer noget genkendeligt.
Et nær-optimalt blandingsprodukt fra den kulturelle smeltedigel, som vi forhåbentlig kan nyde meget mere af i kommend år, når nye, nysgerrige og mere åbne generationer erobre æter og medier på tværs af platforme. Og, den var nok landet i top 3, hvis jeg syntes, at den havde været i spil til Repeatlisten 2022.
Og så har vi et nummer, der ikke blev udsendt som single, så vidt jeg kan se. Faktisk tror jeg slet ikke, at der officielt er udkommet en single fra pågældende plade? Hvilket er stik imod streamingtidens tendenser. Hvilket, måske også gør, at jeg syntes Brimheims debutplade, Can’t Hate Myself Into a Different Shape, stod så stærkt – jeg nåede ikke, at blive træt af musikken inden den udkom i albumform.
Titelsangen derfra er også blandt de numre, som har fået flest afspilninger på mine devices i år. Og et nummer, som sagten kunne have været en single, en rigtig stærk en tilmed. Det er stor- og følelsesladet, rocket i sin lyd og kraft, lidt goth i stemningen, men også lys og opløftende.
Netop det sidste er et af dette prægtige nummers største forcer, man føler både, at sangen løfter en op – og giver vinger, så man selv kan suse videre. Sangen blev også luftet under Brimheim og bands fremragende koncert på Roskilde Rising i sommers. Da den faldt, ret tidligt i sættet, lettede koncerten for alvor og fik lige netop vinger. Sikken et sus!
En af årets stærkeste danske sange fra en ditto plade. Men, altså i sidste ende ikke et nummer, som kom på Repeatlisten, fordi det ikke udkom som single. Men, der er en video, så det er vel en form for single? Videosingle?
Der er, naturligvis et væld af singler, som jeg kunne have nævnt her. Sange vi slet ikke har modtaget, numre jeg ikke har opdaget i strømmen og fine sager, som jeg sikkert har glemt i farten. Eller, kom til at undervurdere i første omgang. Beklager.
Repeatlisten vender tilbage her i 2023, i en eller anden form, når indbakken har modtaget nok materiale. En form, som jeg forbeholder mig frit, at tilpasse mine spontane indfald og humørsvingninger. Det handler, egentlig blot om, at give nogle gode sange noget opmærksomhed.
Så må vi se, hvordan DET kommer til, at se ud i 2023… Send flere singler. Eller, vent, færre, send færre singler!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Malle Frede, pressefoto
