Single sommerudsalg! Vi når lige, at klemme en Repeatliste mere igennem systemet inden, der går ren Roskilde Festival og efterfølgende sommerferie i den. I sæsonens sidste omgang er der blevet plads til sange fra navne som: Malle Frede, Thaddeus, Melan Tropic, he is tall. og The Oceans.
Ja, Roskilde og sommeren står for alvor og banker på. Det betyder, at batterierne også snart trænger til, at blive genopladet. Og, at vores besøgstal på siden alligevel daler i takt med, at folk får travlt med at slappe af på anden vis end, at læse vores ævlerier.
Derfor bliver dette også den sidste Repeatliste i et stykke tid. Jeg har klemt 25 numre ind i lyttepuljen denne gang, men det betyder langtfra at indbakken er helt tømt. Men, jeg var nødt til, at skære et sted, der er grænser for hvor meget ny musik der kan være i hovedet – især når, der også skal lægges en Roskilde Festival oveni hatten.
Det betyder, at nogle kunstnere/sange kommer til, at vente et stykke tid inden jeg går lyttet og skrevet om dem. Beklager. Tænker, at jeg samler lidt op på det forsømte, når vi starter op igen i løbet af august måned.
Lyttepuljen bestod denne gang af:
Førsteelsker – “Ansigter”, CALA – “Pretty Girls”, Melan Tropic – “Mannequin Man”, Marie Fjedsted – “Occasionally”, Falderebet ft. Johan Olsen – “En Dans På Roser”, goldgoldgold – “sun is a catastrophe”, Catch The Breeze – “Into The Wide”, Lush Lullaby – “Stars and Mars”, The Oceans – “Young & High”, Malle Frede – “Heart and Mind (H.A.M), he is tall. – “Snow Fortress”, IMJJ – “Fluffy White Cloud”, Nash – “Show Me The Way”, Soluna Samay – “Melancholia”, Downtown July – “Rundt”, Magnus Temples – “If You Were Sorry”, PBMS – “Dreams”, Sort Mono – “Måneraket”, Svin ft. Bisse – “Bøn”, Tredjeperson – “Uden Ord”, Moments After – “Possessed Man”, Thaddeus – “Do I Wanna Know”, Silla Dream – “I Wanna Go Dormant”, Dune Messiah – “Death On Wheels” og Red Lama – “Gentleman”.
Af de 25 numre kom følgende i betragtning til en plads på Repeatlisten:
Melan Tropic – “Mannequin Man”
Et navn, der næsten er så “dumt”, at det når hele vejen rundt og bliver godt igen. “Hey, bro, er er du melantropisk?”, “Jeg synes du går og ser sådan lidt melantropisk ud?”. Den er godkendt.
Nå, bag navnet finder vi Klaus Pelle og Morten Grønnegaard. Full disclosure, sidstnævnte starut kender vi personligt her på siden, og han har i tidernes morgen også skrevet et par anmeldelser. Men, vi har lige været fysisk adskilt et par år pga… øhhh… lad os sige Corona! Så, jeg tænker det går uden, at der går for meget nepotisme i den.
Det er satme 80er det her, og Depeche Mode banker ikke bare på, de vil have deres beat tilbage. Omgående. Og det er ikke kun den effektive maskinelle dunken, og dansable rytme, der sender sender tankerne tilbage til de glade koldkrigsdage. Teksten, om det overfladiske og materialistiske menneske, en dude der går med briller uden styrke i, er ren American Psycho.
Der er nærmest tale om en form for Yuppie jakkesæts-synth pop, grænsende til en pastische, en plastikafstøbning og kopi af et 80er dansenummer. Er det satire eller død alvorligt ment? Jeg kan ikke helt afkode det, hvilket egentlig ikke gør noget, men hvis det er ment uden glimt i øjet, så er det tæt på, at blive ufrivilligt komisk.
Jeg formoder dog, at det er med fuldt overlæg og skal tages med et gran salt. De kalder sig Melan Tropic, for pokker, og synger om en mand, der er så overfladisk, at han lige så godt kunne være en dukke. Det i sig selv virker som en stiløvelse og parodi på, at lave en sang med et budskab.
Nuvel, hvorom alting er, det er musikalsk set godt håndværk, tikker som et urværk og kører usvigeligt sikkert på skinner. Effektiv som bare pokker, og svær ikke, at blive fanget af den pumpende rytme og synge med på den stift leverede, danske tekst. I mens du har dine hurtigste smart-i-en-fart futuristiske retro-solbriller på – indendørs, naturligvis!
The Oceans – “Young & High”
Duoen The Oceans har foretaget lidt af et hamskifte. Fra guitarbaseret og brit pop inspireret 90er rock til noget mere luftigt, synth/keyboard tungt og poppet. Det er bestemt ikke et dumt skifte, selvom det kan virke lidt drastisk. Det ville være, som hvis Oasis pludselig lavede samme manøvre. Uden de deraf følgende interne knubs og stridigheder.
The Oceans virker i hvert fald stadig på bølgelængde, og som om de rent faktisk har fundet både melodien og en vej fremad. Det kan, åbenbart være en vej ud af en lille blindgyde, at træde et skridt tilbage og derefter til siden? Ikke, at deres bud på et skud med brit pop guitar ikke var ganske velfungerende, men den var nok også taget så langt, som den kunne?
Der er stadig spor og efterladenskaber fra The Oceans musikalske fortid, at finde på “Young & High”. Og så i lidt højere grad end på deres forrige single, “Did You Know”. “Young & High” lever op til sin titel, den lyder mere fri, ubekymret og energisk. Tempoet er sat i vejret, og melodien mere rørig og “janggly”. Vil holder os dog indenfor den lidt maskinelle følelsen, hvor rammen virker ret tydeligt tegnet op og rytmen stiv og afmålt.
Det giver et lidt “sjovt” samlet indtryk, og et nummer, der både føles løssluppen og ubekymret, og samtidig afmålt og kontrolleret.
Malle Frede – “Heart and Mind (H.A.M)”
Fra de unge, frie og ubekymrede til noget underligt, inderligt og helt anderledes. Er Malle Frede introvert eller ekstremt ekspressiv her. Begge dele, og meget mere på samme tid? Det er ikke ligefrem et radiohit, eller en single, som følger nogen form skabelon. Der er nærmere tale om en intuitiv og udtryksfuld ophobning af følelser, sat til minimalistiske guitartoner.
Er der mon mere end én person til stede i sangen og Malle Frede? Det kunne godt lyde som om, at der er flere der kæmper om, at komme til orde og bryde igennem det tiltagende maniske mørke i sangens sidste tredjedel. “Goodbye, goodbye”, lyder det ud af det lidt fjerne rum stemmen(erne) gjalder ud fra. Den ene lys og febrilsk, den anden en anelse mere afdæmpet og dyb.
Det er kontraster hele vejen igennem “Heart and Mind”. Er det en samtale, et lille skænderi, mellem hjertet og hjernen? Er Malle Frede splittet mellem de to? På hendes forrige single “Loneliness Creeps In” besang hun ensomheden, den spøger stadig på “Heart and Mind”. Men, der er noget andet i spil, måske modstykket til ensomhed? Der, på en måde, bliver to sider af samme sag her.
Som på “Loneliness Creeps In” er der masser af nerve. Som om vi kigger ind i et åbent sår, eller splittet sind. Det er ikke altid et kønt syn, men det rummer alligevel en underlig form for skønhed. Malle Frede, med forpint vokal, lyder også vred, og samtidig forurettet og sårbar. Og som om hun nok skal komme igennem det, måske ved at synge og spille det ud på flosset vis?
Det er muligvis ikke musik, der lægger op til, at blive værdsat af masserne eller rummer det store potentiale til radio airplay. Men det er helt sit eget. Af og til kommer jeg her med en anbefaling om, at yngre kunstnere lige justere dit og dat, eller får lidt hjælp til, at komme det sidste skridt videre. Amalie, der gemmer sig inden i Malle Frede, skal bare blive ved med, at gøre det hun gør her. Lyde som sig selv, og ikke nogen andre.
https://youtu.be/Bdf4b7MWFI4
he is tall. – “Snow Fortress”
Efter sådan en dyster og indelukket omgang kan man godt trænge til, at få løftet stemningen og humøret op. Det sørger he is tall., punktummet skal med, for med “Snow Fortress”. Der trods den vinterlige titel lyder og føles dejlig varm og sommerlig.
Bag he is tall. gemmer sig Troels Thorkild Sørensen, der trods at dette i bund grund er et soloprojekt, får leveret masser af band følelse og stemning på nummeret. Der også i løbet af de 3 ½ minut bliver læsset til bristepunktet med instrumenter og lag i lyden. Som sangen frejdigt bobler fremad støder der blæsere, percussion og opløftende uh-uh kor til.
Man kan næsten forestille sig en spillemand, der trællende vandrer ud af en solbeskinnet vej, mens legesyge ligesindede støder og slutter sig til. Indtil vi har en hel samling glade musikanter, der på livsbekræftende og smittende vis marcherer ud mod horisonten, mens musikken bliver ved med at spille.
En rigtig glæde- og hyggespreder sang.
Thaddeus – “Do I Wanna Know”
Thaddeus tager et tungt emne op på sin debutsingle, “Do I Wanna Know”, nemlig mentalt helbred. Og om at række ud og tilbyde sin hjælp, men også at risikere, at komme til kort i processen.
Den lyriske tyngde og temaet er en ting, den anden er den musikalske del. Det var den jeg umiddelbart faldt for hos Thaddeus. Eller, måske ikke “faldt for”, jeg skulle lige lytte mig varm. Men, der var et eller andet ved sammensmeltningen af genre og det lydunivers, som Thaddeus præsenterer på dette nummer, som fangede min interesse.
Måske er det først og fremmest fordi sangen, er lidt vanskelig at sætte i bås. Der er en masse genkendeligt over sangen, et miks af noget syntetisk 80er klang, nogle rolige hiphop beats og hans nydelige, klare og tilbageholdende alt-poppede vokal. Bakket op af noget diskret kor. Hmm, jeg kan ikke helt konkretisere, hvad det er der fungerer så godt her – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting overhovedet.
Det er bare et nummer, der har et eller andet over sig. Måske, er det en særlig stemning? Eller den stemning den sætter mig i? Jeg grubler lige lidt videre…
Korte kommentarer:
Marie Fjeldsted har, i hvert fald for en stund, smidt Penny Police-uniformen og laver nu muisk under hendes civile navn. Rent klang- og lydmæssigt, er der på overfladen ikke den store forskel. Luftig, let-elektronisk og iørefaldende pop, som især lever på Maries dragende vokal. Var meget begejstret for Penny Polices foregående album og tilhørende singler, det her virker som mere fra samme, tillokkende skuffe.
“Hvorfor passe på de gamle, de dør jo lige om lidt”, lyder det fra Johan Olsen, der gæster Falderebet på “En Dans På Roser”. Et ganske virkningsfuldt, huggende og pågående rocknummer. Det bliver tekstmæssigt måske lige en tand for firkantet for mig, men det er også sådan lidt en omgang brostensrockrock, så… det hele passer sammen. Fin rocker.
Det goldgoldgold leverer på “sun is a catastrophe” er meget langt fra rock og det firkantede. Det er en hypnotisk, elektrisk strøm, der veksler mellem et stift beat og noget mere udsvævende og fjernt. Mere tæt på, men lidt i samme kategori finde vi den nye single fra IMJJ. Den er sådan en rigtig natte-lusker, der sniger sig ensomt afsted i skyggerne. Et nummer, som måske ikke lige falder i min personlige smag, men som jeg er ret sikker på nok skal få en chance og finde et hjem på P6.
Hvis IMJJ lyder top professionelle og mere end flyveklar, så har Moments After stadig brug for flyvetræning. De kan næsten ikke holde sig på vingere på “Possessed Man”, der er tæt på motorstop, men ikke umulig, at trække op i tide. Der skal bare virkelig hårdt arbejde til for det melodisk hardrock band. Singlen er selvproduceret, hvilket naturligvis er prisværdigt og viser, at der er noget vilje og ildsjæl gemt i bandet. Men, det lyder desværre også meget selvproduceret og sangen lider under det. Flad lyd, skidt miks og manglende pondus. Det dræber noget, hvor man eller aner noget potentiale når et instrumentalt stykke slippes fri 3 minutter inde i det over 5 minutter lange nummer. Her trækker jeg så “hjælp udefra” kortet.
Magnus Tempels er dygtig, rigtig dygtig. Hans rolige, atmosfæriske elektro-ballade univers er nok ikke lige mig, men anerkender talentet og vipper med anmelder-hatten. I samme kategori, “ikke lige min smag, i hvert fald ikke lige nu, men dygtigt”, putter jeg Svin og deres “Bøn”. Det eksperimenterende jazzorkester lader til, at have fundet et ret godt match i Bisse. Hvis alle er friske på det, så ville et samarbejde om en hel plade mellem instrumentalbandet og Bissebassen måske ikke være den mest tossede idé? Jeg ville i hvert fald give det et lyt. Mindst!
Og så er jeg lige lidt fræk og grupperer de nye singler fra henholdsvis Dune Messiah og Red Lama sammen her mod slut. De er begge rigtig fine, viser at det er kunstnere i udvikling og forandring. Og så er det begge sange, der burde være stærke nok til, at klare sig i playlistekapløbet på P6.
Ja, jeg kunne faktisk have skrevet meget mere og fremhævet flere numre denne gang. Men, tidspres og et hoved fyldt med et par hundrede Roskilde kunstnere gør, at jeg lige er nødt til, at begrænse mig denne gang. Måske samler jeg nogle af de her numre op ved en senere lejlighed, og giver dem lidt mere opmærksomhed.
Føjes til Repeatlisten: Inden da, skal vi dog lige se om nogle af ugen udvalgte singler møver sig ind på, og fortrænger andre sange fra Repeatlisten. Eller om den stakkels liste kan gå på velfortjent sommerferie og være låst indtil august…
OK, vi siger på glædeligt gensyn til History og Sugar og deres “Boy” og Juliane Viktoria med “Larmer For Meget”. Det giver plads til to meget forskellige singler i form af Malle Fredes inderlighed på “Heart and Mind” og Melan Tropics “Mannequin”. Der er simpelthen et eller andet “dumt” fængende over sidstnævnte, så den sætter sig fast i skallen på en som Patrick Batemans økse.
God sommer, og endnu engang et “jeg beklager” til alle de sange, som jeg ikke nåede at få klemt ind inden ferien!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Martin Goltermann, Melan Tropic pressefoto
