Vi arbejder os videre igennem flaskehalsen af singler, der stopper indbakken til. Denne gang er der blandt andet blevet lyttet til nyere udgivelser fra kunstnere som Throwe, Sly and the Man, Nikolaj Paakjær, SOLEN ER SEXET, Luster, Baske, Pauline og Maddy.
I vanlig stil, så er denne tid på året en af højsæsonerne for udgivelse af ny musik, derfor har Repeatlisten sat tempoet lidt i vejret. Det giver en lille ubalance i “systemet”, hvor den mere stille første del af året er afløst af en periode med et single boom.
For, at undgå at singlerne hober sig op i indbakken op til sommerferien, og nogle numre bliver alt for uaktuelle inden jeg kommer til dem, udkommer Repeatlisten hver 14. dag fremfor månedligt. Det betyder også, at nogle sange måske ryger lidt hurtigere ud fra listen end ellers ville være tilfældet. Og, at der er risiko for, at jeg simpelthen overser en sang eller to i indbakken.
Ligeledes forbeholder jeg mig ret til, at hopper over singler fra navne, hvis udgivelser jeg selv skal anmelde. Eller kunstnere, der er nået til 3. eller 4. single fra en kommende udgivelse.
Denne gang er der blevet lyttet til 22 nyere numre + 3 “bonus sange”, de er som følger:
Catch The Breee – “Rise”, Isse – “Ingen Vil”, THROWE – “Myriader”, Sly and the Man – “Deeper”, moi Caprice – “Someone to Lean On”, Marco Mendoza – “Take It To The Limit”, Nikolaj Paakjær . “Et Uvurderligt Minut”, Tidemand – “Uendelige Sommer” – Peter Wangel – “Kastestjerner”, Into The Blood – “Action”, A. Fabrin – “Grib en Kost og Fej”, SOLEN ER SEXET – “Kom i Mit Smil”, Urkraft – “I Got Blood”, The Reptones – “Bound For Rejection”, BASKE – “ROBERT”, Baest – “Creature”, Søg Fred – “Hold om Tiden”, The Bros. Landreth – “Drive All Night”, Red Relations – “Cicle of Diamonds”, Me & Munich – “Unspoken”Harry Eucrow – “Viennese Waltz”, Luster – “WOOH (KNEW IT WOULD HAPPEN)” og Emile – “Diamanter i Solen”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
THROWE – “Myriader”
Vi lægger ud med, at få fræset fjæset af. Så er der sort hardcore, KBH-style. Noget jeg troede, at jeg havde hørt så meget af de seneste 10 års tid, at virkningen havde helt fortaget sig og intet mere rigtig bed og sved. Svier? Svie? Bed og sved… det lyder forkert…
Nå, man kan da også godt få sved på panden af, at lytte til THROWE og “Myriader”, især når de mpd slut i denne lille arrige perle kaster en fræk guitarsolo ind i de ellers kradse og barske løjer. Det virker næsten som en form for dødssynd, og noget sådan et non.konformt punk æstetisK ansigtssmeltende band normalt ville afsky? Frækt OG lækkert!
Hvad er der ellers, at sige om THROWE? Tja, Jonas har da skrevet lidt mere i sin anmeldelse af deres album Forfald, der udkom tidligere i år.
Det er sgu’ et super fedt nummer, det her!
Sly and the man – “Deeper”
Jeg har tidligere lyttet til en enkelt single fra Sly and the Man her i disse rammer, nemlig “Back To Nature”, der udkom tilbage i marts. Den var fin, men “Deeper” rammer lidt… dybere? Njaaa, den er er i hvert fald mere fængende.
Eller, måske skulle jeg sige, at den har et ret så glimrende omkvæd, Et med radio potentiale – her der nok tale om P4s sendeflade. Det er iørefaldende, luftigt og dufter lidt af tidlig sommermorgen med den sidste dug, der er ved at give efter for solens stråler. Inden vi når dertil, skal vi dog lige igennem et lidt stillestående, eller skulle man sige afventende vers.
Jeg synes dog, at det er ventetiden værd. Altså, det er blød radio synthpop med halv-fesne keys, men jeg kan sgu’ egentlig godt lide den lidt altmodish og “ufarlige” lyd. Den har noget nostalgisk over sig, selvom jeg er klar over, at det her nok vil være for kvart i supper-steg-is og radiovenligt for nogle derude bag skærmen. Men, når man lige har fået brændt øregangene af, af THROWE, så kan man godt lige dulme dem med Sly and the Man.
Sly er forresten Sylvester Larsen og the man, Martin Hülz Larsen.
Nikolaj Paakjær – “Et Uvurderligt Minut”, live akustisk
Jeg ved ikke om, jeg kom til, at lytte til en forkert version i det, at dette er en liveindspilning. Men, det tror jeg ikke er en ulempe i denne forbindelse. Sangen skiller sig tydeligt ud med sin “ægte og autentiske” klang. Og gav mig lyst til, at anmelde hele den kommende plade fra Paakjær.
Der er noget på spil, og Paakjær lyder som om, at han har noget på hjertet. Noget om “den fundamentalt jesu kristi kirke af sidste dages hellige”, “skattekroners evige flakken rundt til de forkerte lommer” og dagen, der “holder på sin ret af halvt udkogte hendelser”. Stilen er ret “snakke-synge/fortællende”; melodien enkelte og afdæmpet, men fængende.
Livelyden klæder sangens samlede udtryk og stil. Og bidrager til, at det her fremstår ganske gammeldags. Som noget, der kunne være en visesang fra 70erne. Paakjærs tydelige diktion og udtale er med til, at forstærke denne følelse. Det vil nok ikke være for alle, men jeg holder ganske meget af den tids protest/visesangere, så jeg er helt med.
Livelyden og vokalen er også med til, at give det hele et organisk og levende præg. Det er ikke perfekt, det er en sange, som ånder og giver plads til små ridser og knaster. Jeg elsker det upolerede, i en tid, hvor det virker som om, at man kan rette alt med en laptop og de rette plugins. Det her lyder dejligt analogt. Igen taler det nok til sangens fordel, at det er den akustiske liveversion jeg har lyttet til. Så kan ikke udtale mig om, hvordan studieversionen står distancen.
SOLEN ER SEXET – “KOM I MIT SMIL”
CAPS LOCK, det får det til, at lyde som en ordre. Noget bastant og lidt anmassende, eller intimiderende.
Nå, solen er altså sexet, javel ja. Jeg har danset lidt om den varme grød, hvad dette musikalske sammenrend bestående af … …. angår. Både fordi, at jeg lige skulle se dem lidt an – og de mig, naturligvis. Og fordi, at singlerne er udkommet i så lind en strøm, at de er kommet lidt til at overlappe hinanden. Både i indbakken og i min bevidsthed.
Så, jeg har lurepasset lidt og ventet på, at slå til, når jeg syntes “den var der”. Nu slår jeg til, for “KOM I MIT SMIL”, er dejligt “gakkelak”. Første sang, hvor dette udtryk indgår i teksten? Jeg kan ikke lige mindes andre? Og hele nummeret er sgu’ lidt gakkelak!
Teksten er IKKE nonsens, men der leges med ord og sætninger, så sangen næsten får sit eget sprog. Det bidrager blot til en samlet følelse af, at lytte til noget, som er ganske særegen og følger sine helt egne spilleregler og logik. Er det en form for dans, ja, måske, man kan helt sikkert danse til den. Danse sært. Og lige som man føler for. Det hele fremstår ret umiddelbart og intuitivt, som om SOLEN ER SEXET bare har givet slip og lader sangen dikterer hvad der sker.
Der dukker også en saxofon op, der lyder som et dyr der bliver trukket i halen, på vej ned af trappen sammen med de andre levende instrumenter. Mystisk, og sært dragende er det hele. Og en lille smule urovækkende, fordi det hele virker en lille smule “off”. Men også underligt opløftende? Eller, man får i hvert fald et eller andet skub/løft af den sære melodi…
Måske går man ikke ned af trappen, men op af den – baglæns? Kan man bakke op af en trappe og samtidig bevæge sig fremad, eller er det selvmodsigende?
Luster – “WOOH! (KNEW IT WOULD HAPPEN)
WOOH, WOOH, WOOH, SLAP NU LIDT AF MED DET DER CAPS LOCK. Er det mon en taktisk for, at kunstnere kan skille sig lidt ud og træde mere frem på streamingtjenester? Det begynder, at virke som om, at folk råber i munden på hinanden, ligesom hvis man bruger for mange udråbstegn!!!
Nuvel, Luster, de, eller han, for Luster er vist teknisk set stadig en form for soloprojekt fra Jacob Haubjerg, men han omgiver sig med et nogenlunde fast band. Det forklarede han i hvert fald for nylig, da han gæstede Henrik og Pladepusherne på P6 Beat. Og P6 ville da også være en tænkelig og realistisk destination fra endnu et lystigt Luster nummer, som denne single.
Den er god. Og en smule kaotisk, der er i hvert fald godt med damp under kedlerne. Jeg ved ikke om jeg vil sige, at Luster “maxer” helt ud, men der bliver ikke holdt særligt meget i tøjlerne. Energien er smittende, der er noget elementært medrivende over Luster, hvilket de/han også har bevidst på tidligere singler.
Er det inde, er det rock, eller er det pop? Lidt af det hele. Med en fornuftig sans for, at skrue en fængende melodi sammen til, at holde styr på de lurende kaos. Det kunne nemt være endt i noget rod, eller blive lidt for overgearet, i stedet er Luster bare et dejligt, friskt pust. Og har begået endnu en single, som nok skal få chancen for, at begå sig på en radiokanal nær dig.
Korte kommentarer:
Moi Caprice forsøger ihærdigt, at holde gang i karrieren. Der er allerede udkommet et par nye singler, deraf synes jeg, at den roligt cirklende og små-skvulpende “Someone to Lean On” er den bedste. Behagelig, blød og indbydende. Men, man slumrer måske også lidt hen til de rolige toner.
Så er der mere krudt i, og fart over feltet hos Marco Mendoza, der helt i tidsånden (inden 00er nostalgien tager helt over) fræser afsted med lidt af 80er hardrock’ish basker. “Take It To The Limit” lyder som om den blæser lige ud af the danger zone, hvor the heat is on. 80er-tas-tisk.
Fanget i farten:
Af og til hænder det, at vi ikke modtager bestemte singler. Vi bliver nok glemt i mængden, eller folk gider ikke bøvlet med os. Måske ønsker de ikke singlen anmeldt, hvem ved?
De to i denne omgang dukkede op mens jeg cruisede rundt på Spotify generede spillelister som Nye Danske Hits og Ung Kniv. Så det er algoritme overherredømmet, som endnu engang er på spil.
BASKE – “ROBERT”
MERE CAPS LOCK! Nu er det stakkels Robert der skal RÅBES. Af eller efter? Hvorom alting er, den her basker fra Baske dukkede op på Ung Kniv spillelisten, på Spotify. Så du ved det er ungt og hipt og muligvis dukker Minds of 99 op, hvis du ikke passer på.
Det her er ikke Minds, det er sådan lidt ovre i noget “drengepop”, ved ikke om man stadig kalder det. det eller om nogen kan lide den betegnelse? Men, jeg kan lide det her nummer. Sådan lidt tilbagelænet og sumpet vokal og rytme, alligevel er der noget roligt pumpende fremdrift.
Der lånes lidt fra forskellige genre, som pop, en smule r’n’b, noget der flirter med lidt hiphop, blandt med en vibe, der med lidt god vilje godt kunne kaldes rocket. En saftig og indbydende blanding.
Pauline – “At Leve”
En af grundene til, at jeg tager Pauline med her er, at jeg slet ikke har haft muligheden for, at nævne hendes tidligere single “Ny og Næ”. Det er simpelthen en af sidste års (og de sidste PAR års) bedste og mest smittende popbaskere! Hvis du har bare en snert af pophjerte, så hør den med det vuns, det er et uimodståeligt og forbandet fængende nummer.
“At Leve” er ikke heeeeelt oppe på samme niveau, men mindre kan bestemt også gøre det. Omkvædet er ikke helt så catchy og opløftende, men man fornemmer alligevel nogle af de samme kvaliteter sangen igennem. Det er pop, ja. Men, det er er bestemt ikke et skældsord i min optik, slet ikke når det eksekveres så effektivt som her.
Pauline har også en… hmm… vokal, som bare fanger min opmærksomhed? Det er ikke en kæmpe stor, flashy eller vild stemmepragt, som imponere med sit register. Faktisk er der måske endda noget lidt stift og mekanisk over leveringen og klangen, men også en varme. Og et nærvær. Der er en eller anden urkraft, som hænger og dirrer i luften, når hun spytter ordene ud. Jeg er på.
Maddy – “Dum Dum Dum”
Jeg tror, at Maddy har hør Billie Eillish. Det har jeg også, men jeg har ikke dyrket det. Det har andre, yngre ører i husholdningen. Det forstår jeg godt. Også, at Eillish og hendes brormands produktioner kan smitte af.
Her tænker jeg ikke mindst på et nummer, som “Bad Guy”. En lidt mærkværdig sang i sig selv med sin blanding af noget, der på samme tid lyder som om det lusker afsted og små-sprinter. Maddys “Dum Dum Dum” har lidt af det samme i sin rytme og stemning, men er mere lys i tonen og “normal” poppet i sin produktion.
Det der mangler her, er altså et lidt mere selvstændigt udtryk. Ellers er der meget, som taler for Maddy. Det er ungt, moderne, velskrevet og godt produceret.
Føjes til Repeatlisten: Hmm, der er ret mange gode bud i denne omgang, igen. Meeeen, jeg tror lige vi lader Repeatlisten stå lidt, som den er. Der har været ret meget udskiftning på det sidste.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Throwe, pressefoto
