Singlerne hober sig op i indbakken, så vi snupper lige en ekstra Repeatliste inden det stikker helt af. Med til, at skabe en flaskehals har været nye numre fra navne som BLÆK, Aske, Sweet Tempest og Under Radaren.
OK, som antydet sidste gang, så er der kommet godt gang i singlemarkedet. Og der begynder, at være lidt en pukkel, som ville vokse sig uoverskueligt stor inden sommerferien, hvis vi ikke lige får den lidt under kontrol.
Derfor sætter jeg lige tempoet op, får lyttet på repeat og skudt et par ekstra Repeatlister af inden sommerferien lukker biksen ned fra slut juni til start august. Jeg kan ikke garantere, at jeg når, at lytte til endsige omtale samtlige numre, som kommer ind i den kommende periode. Men, jeg vil så forsøge, at samle op på de bedste efter sommernedlukningen.
I denne omgang er der blevet lyttet til følgende 25 numre.
Lyttelisten:
Stranding – “Jæger”, Sunflower Ben – “Roll The Dice”, SOLEN ER SEXET – “Solen er Sexet”, Nabo – “Hvad Nu Hvis”, Freddy and the Pahntoms – “With All My Love”, Fantasillion – “Century”, Still The Man – “Morgan¨s Air”, Dan Østerby – “Mellem Valby og Vetserbro”, Black Light White Light – “Du Är Fin”, “BLÆK – “1000kN”, Aske – “N-Jutland”, Stine Kingsten – Kom Vi Løber”, Urkraft – Uforskyldte Sår”, Sabotør – “ROBOT”, Ida Gard – “Vestre Kirkegård”, D/troit – “Gotta Have Soul”, By – “Kalder København”, SLET DET – “SJÆLDEN”, Swet Tempest – “White Country” – Feather Mountain – “Sincere”, Excelsior – “Ghost”, Jaguaren I Skoven – “Fugleburet”, Kat Herlo – “In His Mind”, MOERCH – “Alright” og Under Radaren – “Den Sidste Volontør”.
Af de 25 kom 4 i betragtning til en af de 12 pladser på Repeatlisten:
BLÆK – “1000kN”
Vi lægger ud med et nummer, som jeg ikke er “helt sikker på”. I den forstand, at jeg synes personligt at der er bedre bud til Repeatlisten i denne omgang. MEN.
Det her nummer har eeeeet eller andet, som gør at jeg bliver i ret godt humør af, at lytte til det. Eller, opløftet. Eller løftet? Ja, løftet. Der er noget “løftende”, opbyggeligt og opstigende over denne poprock “anthem”. Et af den slags numre, som har et omkvæd, der giver lyst til, at knytte næven, hæve den mod himlen og ryste den demonstrativt.
Du kan næsten kalde det semi-storladen “boyband ballade”, forklædt som noget mere rocket. For BLÆK rocker faktisk også ganske godt igennem, især som nummeret vokser, jo længere vi kommer ind i det.
Spørgsmålet er lidt, hvem der er målgruppen for singlen? Både lyttermæssigt, men også som affyringsrampe. I første omgang tænkte jeg, at det lød sådan lidt P4-agtigt uden, at det skal lyde fordomsfuldt. Jeg lytter lige så gerne til P4, som P6, hvis der er frit valg. Og så alligevel… BLÆK er lidt en besynderlig størrelse. Både tilgængeligt og “poppet”, men også rocket og samtidig lidt “udenfor”.
De lyder stilet på en lidt umoderne, men “classy” måde? Kan man sige det?
Aske – “N-Jutland”
Mand eller kvinde? Jeg var reelt i tvivl de første gange jeg lyttede til “N-Jutland”. Ikke, at køn er vigtigt, men det giver sangen noget spændende tvetydighed. Og et særpræg, der gør at den ellers stille singer songwriter klingende sang ud fra mængden af kunstnere, der krænger sjælen ud sammen med en akustisk guitar.
Faktisk formår Aske, der hedder Aske Egelund Bechmann, at skabe noget ret originalt med en velafprøvet formel. Her er sådan set ikke meget andet end en mand, en guitar og en meget lille melodi. Men, han får utroligt meget stemning, atmosfære og udtryk ud af det ellers skrabede og spartanske udgangspunkt.
Der er noget fremmed og hjemsøgt, næsten lidt urovækkende over “N-Jutland”. Noget ensomt og isoleret. Men også underligt tiltrækkende og alligevel varmt. Varmt nok til, man vil opholde sig i dette sangunivers i længere tid end de knap 4 minutter nummeret varer.
Som single er det, naturligvis en lidt svær genre og et meget sagt udtryk, at skulle formidle og fange lytternes interesse med. Den har nok heller ikke stort potentialt for, at ramme en radiobølge nær dig og lyder som noget, man er nødt til, at opsøge. Gør man det, så er der så gode chancer for, at man bliver indfanget og faktisk lidt tryllebundet.
Sweet Tempest – “White Country”
Denne omgangs sikre kort. Det er, i min optik den “bedste” single, dermed ikke sagt, at det er det bedste nummer. Eller, måske, alt efter ens målestok, forstår sig. Men, med det mener jeg, at dette er den single, som rammer mest plet ud fra mine løst definere “single-regler”. Den er catchy, har et godt omkvæd eller melodi generelt og rammer “noget i tiden”. Den peger både frem, tilbage og lyder af “nu”.
“White Country” dufter lidt af 80er synth, det er tilsyneladende (stadig) ret moderne, fint med mig, jeg kan godt klare liiiidt mere. Den er skåret efter en velafprøvet popskabelon, som også bare fungerer.
Dunkende beat og en puls med effektiv fremdrift, godt med synth og vekslen mellem mande- og kvindevokal. Proppet ind i en velsmurt popform, der ikke spilder tiden med, at nå frem til det fængende omkvæd. Det er måske ikke “stor kunst”, men det er velproduceret og rummer samtidig en dunkel stemning, der giver det hele noget kant.
Under Radaren – “Den Sidste Volontør”
Vi slutter paraden af lidt atypiske singler med endnu et lidt særpræget sangvalg fra min side. I hvert fald, hvis man skal følge en eller anden opskrift, der sikre end adgang til det forjættede airplay land. Det er heldigvis ikke et succeskriterium her i biksen, bare se på os selv og vores enorme rækkevide!
Nå, jeg snakker udenom, eller tåger. “Den Sidste Volontør”! Hvad handler den mon om? Det ved jeg ikke en skid om, men jeg kan lide det Under Radaren disker op med. De er, muligvis røget under din radar, men jeg har faktisk anmeldt en EP fra dem tilbage i… 2019? Hold da op. Da kaldte jeg dem, og mest deres musik alt fra grim, bulet, hørende hjemme i undergrunden og rendestenen og andre ting, som var ment som ros.
Hvis man kalder sig Under Radaren, så søger man nærmest også, at ryge under den og ved, hvad man er, ik? Det gør Under Radaren. Det er sært, egenrådigt og bevidst anderledes. Trodsigt, men ikke fjendtligt eller FOR mærkværdigt, så det kommer til, at virke forceret. Under Radaren prøver ikke for hårdt, de er som de er – og lyder sådan.
Hvordan lyder de så? Som noget trist og trøstesløst. Der synges om ruiner og en død frihed. En sidste skanse i et tabt paradis. Mørkemændenes gøende hunde. Sunget af noget, der kunne lyde som en ung Troels Trier gennem en halv-smadret mikrofon. Sat til roligt brusende og krusende rocktoner. “Alt snurrer rundt”, man bliver lullet ind i Under Radarens lyd. Hypnotisk.
Korte kommentarer:
Hvis man mangler et nummer, at cykle ud i det fri, sprede armene og råbe-synge med på, så giv “Hvad Nu Hvis” fra Nabo et lyt. Det er helt klassisk radio-indierock med et fængende omkvæd. Vokalen sidder enten ikke helt i skabet, eller er presset lidt over grænsen, men har alligevel et eller andet over sig.
Er du den mere indadvendte type, som ikke synger højt, men heller vil sidde og nynne lidt med, så kunne man sætte “Mellem Valby og Vesterbro” fra Dan Østerby på. Det er sgu’ et nydeligt lille guitarbåret nummer, som bliver mere og mere fængende for hvert lyt.
I “P6 potentiale” kategorien finder vi numre som “Du Är Fin” fra Black Light White Light, eller “Kalder København” fra By. Og “Alright” fra MOERCH, som jeg bilder mig ind, at jeg allerede har hørt i radioen et par gange?
Jeg har tidligere omtalt og rost retro-slænget D/troit for, deres meget autentisk klingende danske soul/funk. Et eller andet fungerer ikke for mig på deres “Gotta Have Soul”. Her lyder det, i mine ører, ganske enkelt som om, at de prøver alt for hårdt på, at lave en kæk soulparty starter. Det bliver hurtigt enerverende. Til gengæld har Freddy and The Phantoms lavet en fin, 80er heavyklingende party anthem med deres “With All My Love”!
Still The Man har jeg efterhånden anmeldt en del gange, og altid været ganske fornøjet over deres brunt brummende. støvede rocktoner. “Morgan’s Air” er måske ikke deres mest mindeværdige nummer, til gengæld var jeg fra første tone ikke i tvivl om, at det nok var Still The Man, som var i mine højtalere. De er kort sagt ved, at have en genkendelig stil og lyd. Det er ikke en dårlig ting.
Vi runder af med et par hårdtslående anbefalinger, både “ROBOT” fra Sabotør og “Uforskyldte Sår” fra Urkraft rykker godt igennem, på hver deres måde. Førstnævnte med en manisk, punket og ruskende energi, mens Urkraft, som navnet antyder, er mere en grum sejtrækker.
Ok, så skal vi til det, kommer nogle af ugens udvalgte singler ind på Repeatlisten. De 12 pladser er besat, hvilket betyder, at nogle singler skal ud for, at andre kan komme ind.
Vi siger tak for sangen til et af de ældste numre på listen, “Maaneland” af Maaneland. Og velkommen til “White Country” fra Sweet Tempest, med et ekstra shout out til Aske – tror det er mere album end single-egnet…
Og det var så det for denne omgang, vi er tilbage med en Repeatliste mere om et par uger. Lad os se om vi ikke kan nå, at nå godt igennem indbakken inden maj er slut!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Tina Dubrovsky, Sweet Tempest pressefoto
