ARGH, tiden løber, hvor mange singler kan vi nå, at lytte til og skrive et par linjer om inden året er omme? Der kommer også en jul i vejen! Ho Ho Ho, GO GO GO, nye(ish) singler fra navne som Knægt, Godtfolket, Why Sun, Anders Knudsen, Ring Them Bells, Slagger Lund, TROLD, Ida Gard, ELBA, Rasmus Matthiesen, Førsteelsker og mange, mange flere.
Jeps, slutspurten er sat ind, og jeg forsøger, at komme lidt til bunds i indbakken (single afdelingen!) inden kalenderen skriver 2023. Det lykkes nok ikke heeeelt, så der kommer nok et lille opsamlingsheat i begyndelsen af januar, inden jeg resetter Repeatlisten.
Den skal vi, muligvis også lige have samlet op på og rundet af for 2022… Pokker også, Jeg har muligvis lidt travlt!? Skal Jeg mon kåre årets favoritsingler fra Repeatlisten i år, eller skal vi bare springe over?? Lad os kalde det en form for cliffhanger.
Lad os ikke spilde tiden yderligere, I kender reglerne/konceptet, hvis ikke har jeg sikkert gentaget det rigeligt i en af de tidligere Repeatlisten.
Siden sidst har jeg fået lyttet til nye singler fra følgende 25:
Alexander Woods – “Stay”, Pinemoon – “Christmas Together”, The Bridges – “Daydreamers”, Førsteelsker – “Natterend”, Why Sun – “Such A Meeting” + “Of Clubbing Night (dobbelt single), Godtfolket – “Ingen Tid At Spilde”, ELBA – “The Weight”, Ring Them Bells – “My Lord”, Mansfield – “The Sky’s In Love With You”, Frau – “Siren”, The Reptones – “The Gibson Man”, Soluna Somay – “Make Them Stay”, ISSE – “Alt jeg ønsker mig i år”, TROLD – “Jul I Skoven”, Ida Gard – “Kan du se mig nu?”, Knægt – “Pjerrot I Hongkong”, KØTER – “Iltmaskine”, De Må Være Belgiere – “Polka”, Lowly – “You Are Good And I Love You”, Rasmus Matthiesen – “Sange Om Frihed”, Thoughtfool – “Static”, Slagger Lund – “To B. Laudrup or not to B. Laudrup”, Anders Knudsen – “Baby’s Coming Home For Christmas” og Suni – “Født Et Barn”.
Det giver i følge Spotify (hvor jeg plejer, at oprette en spilleliste med lyttepuljen, og så bare sætte den på repeat så mange gange Jeg kan nå) giver det 1 time og 28 minutters samlet spilletid. Ligesom sidst er der 2 numre fra samme kunstner med, denne gang er det dog med vilje fra min side, og ikke en “fejl”. Why Sun har nemlig valgt, at kalde deres seneste udgivelse for en “dobbelt single” – så dem napper vi lige i ét hug.
Er der så nogle fællesnævnere og røde tråde, som jeg kan bygge et eller andet skriv ud af? Eller skal jeg hive noget, som minder om struktur ud af bagdelen?
Hvad med julen? OK, vi plejer at inkludere et par julesange på denne tid af året, såfremt der kommer nogen ind, sidste år fik vi blandt andet et fremragende bud fra Anders Knudsen (og hans aktuelle julesingle kigger vi på næste gang). Hans “Quiet Earth” endte såmænd med, at snige sig ind blandt mine yndlingssingler i 2021.
Det er nu heller ikke helt tosset, for hvad det er, det man præsenteres for i julestuen hos sangerinden ISSE. Det dufter af varme strømper, hygge, gran, klejner, levende lys og P4/5 stemning. ISSE har en nydelig og pæn klang, lidt ufarlig og kanstefri, bevares, der er noget generelt uskadeligt over både vokal og sang.
Der er nogle momenter, hvor ISSE er lige ved at presse stemmen og få den ud, hvor den ikke helt kan bunde – her giver det lidt ridser i lakken. Måske noget hun kunne udforske en anden gang, på en anden sang, der ikke følger med en højtid, og alt der hører med.
Julesange har nogle spilleregler, dem følger ISSE, det er også som det skal være. Indpakningen matcher indholdet, målgruppen og formålet.
Pinemoon giver det også et skud julestemning på “Christmas Together”, men her er vi genremæssig i en helt anden boldgade. Bandet har rødder i støj-rocken, og beslægtede genre, her bevæger de sig lidt over i det mere drømmepoppede.
Det er et af den slags numre, som også fungerer på egne præmisser. Og udenfor en julet kontekst, selvom det klart også ER et nummer til højtiden. Det drømmende gør sig godt til formålet, og giver lidt en følelse af en frostklar nat, hvor verden har et lidt ikke-jordisk skær. Er det drøm eller virkelighed? Er der lidt julemagi i luften? Et fint, alternativt bud på et julenummer, hvis det ikke skal være FOR julet.
Vil man have en endnu mere alternativ julefest kan man holde den i skoven, sammen med brovtende og uhumske TROLD. De brøler og brummer julen ind på ganske herligt uskøn vis med “Jul I Skoven”. Hvis man har en idé om, hvordan et lidt folke-rockende metalband, som kalder sig TROLD lyder, når de spiller en julesang… så er man ikke på vildspor i skovbunden her…
Som min mor nok ville have sagt: “det er mere sjældent end kønt”. Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting! Jeg synes, at nummeret har sin egen, “små-dumme” charme, selvom lyden er lige vel “digital” og fremstår lidt komprimeret.
Julesange spiller ofte på en følelse af nostalgi, men det er jo ikke eksklusivt for den genre. The Reptones, der tidligere har flirtet med folk/country i deres rockmusik læner sig også op af det nostalgiske på deres “The Gibson Man”. Som i mange countrysange får vi en lille fortælling, her om mand der står ved transportbåndet på en guitarfabrik.
“A blue collar man building hummingbirds”, som aldrig selv kom til at spille en tone i sit hårdtarbejdende liv. Hans hjerte giver op i løbet af balladen. Fin, lille sag, der nok ikke kommer til, at gøre den store forskel ude i verden – ligesom den titulære hovedperson.
Det ved jeg heller ikke om Slagger Lund kommer til med den finurligt betitlede “To B. Laudrup or Not to B. Laudrup”. Den har dog, om ikke andet en titel, der arbejder for sig. Og heldigvis mere til. Det her er en spøjs størrelse. Hr. Slaggers vokal er særpræget, smuk vil jeg ikke kalde den, men den har karakter og personlighed.
Musikalsk svæve/tøffer vi afsted i et minimalistisk singer songwriter univers med rolige, elektroniske krusninger. Men, det er lyrikken og stemmen, som bærer sangen i mål. Den nostalgiske tone, i et nummer der på overfladen handler om, at finde en gammel fodboldtrøje, er dominerende. Og virkelig godt ramt og udnyttet til, at lave et nummer, der er underligt rørende. Måske fordi Slaggers stemme virker martret, lidt i retning af eksempelvis Marianne Faithful på hendes ældre dage?
“Navnet er erstattet af et Unibet”, lyder det i et nummer, som både kan være en hyldest og en stille kritik. “Stamina var mere smart end fart // For farten løber ud før det bliver nat”, der er nok mere i spil her end, at B. Laudrup eller ej. Og der rammer plet.
At man kan bruge en sårbar og let-nostalgisk tone i en mere “moderne” indpakning viser Suni. På “Født et Barn”, er der nærmest tale om en antitese til nogle af de ovennævnte numre. Med effektmanipuleret vokal, et tidstypisk genremikset lydbillede, hvor pop, rolige beats og elektronik mødes i et blåligt lydlandskab.
Det er nok en “generationsting”, jeg kan høre, at det lyder godt og er godt udført, men det rører mig ikke rigtig. Jeg driver bare naturligt i retning af Slaggers slaggede stemme fra en svunden tid, fremfor nutids-fremtids Suni.
“Jeg ville ønske, Jeg kunne rejse tilbage i tiden”, er åbningsbønnen på fra Rasmus Matthiesen på “Sange Om Frihed”. Det gør han så allerede med titlen, der næsten MÅ spille lidt på associationer til Eddie Skollers “En Enkel Sang Om Frihed”. Den er fra 1970, en fordanskning af Bobbys Darins “Simpel Sing of Freedom”, forresten
Er det så vigtigt i denne sammenhæng? Njaaaa, egentlig ikke, og dog. Jeg kan godt lide, når værker på den måde taler sammen på tværs af tid. Og selv med originalen viser det jo, at mange (rigtig mange) ting bygger på noget, som kom før. Matthiesen KAN ikke rejse tilbage i tiden, men har for mig lige gjort det bare med titlen på sit eget nummer.
Han, Matthiesen ville dog, indledningsvis rejse helt tilbage til Anden Verdenskrig, for at “danse til Morten Nielsens digte”. Rytmen er kraut-rocket og lettere urolig, der er noget lidt feberramt og rastløst over det. Som om Matthiesen ikke helt kan være til stede i hverken nuet eller egen krop. Måske fordi han har travlt med, at lave nedslag i verdenshistorien på vigtige tidspunkter for friheden? Pointen er nok, at vi stadig har brug for disse sange om frihed. Også fremover.
Vi slipper dog ikke helt fortiden, hos De Må Være Belgiere er der dog ikke tale om nostalgi. De har nemlig genoplivet et gammelt nummer, som de oprindeligt indspillede i … . Nu er “Polka” blevet støvet af og fået en 2022 ansigtsløftning fra de rutinerede punkere. Efter deres genkomst har aarhusianerne været leveringsdygtige i en strøm af reeeeet stærke singler.
På en eller anden måde er deres lyd og stil blevet moderne igen, eller der var i hvert fald en opblomstring af nyere post-punk navne op gennem 10erne. Den “bølge” har måske peaket, men det her er altså den ægte varer. Det dribler sikkert og ganske medrivende derudaf, men det er nok ikke min favorit blandt gruppens strøm af gode singler de seneste år.
Det har dog en eller anden uafrystelig, rastløs energi, der sætter sig i kroppen.
Et nyere band, som har taget noget af lyden, som De Må Være Belgiere udsprang fra, og dyrkede herhjemme, er Why Sun. De er, som nævnt indledningsvis ude med en såkaldt dobbelt single i form af “Such a Meeting” og “Of Clubbing Night”. Her rusker det også godt, og bandet rammer tonen og stilen fra den dunkle del af 80erne fint.
“Such a Meeting” er den mere fremaddrivende, “cyklende” og direkte af sangene. Mens “Of Clubbing Night”, som titlen antyder, har en mere klubbet stemning og stil. Her kan man danse, måske på en industriel goth-club. Sangen savner ikke fremdrift, men er dog noget mere dansende i det.
Begge er habilt håndværk og udmærkede sange, men jeg savner i begge tilfælde også lige krogEN. Den, der skal få mig til, at bide helt på.
Nu vi er her, så kan vi lige så godt blive i det mørkt rockende. KØTER er noget mere glubske og bidske i det, og lyder snerrende på den dunkelt snurrende og knurrende “Iltmaskine”. Det lyder som en post-Corona rockbrummer om, at erobre det “tabte liv” tilbage.
Der er er noget let rastløs over melodien, der har et let-stigende og jagende tempo, der giver nummeret nogle gode udsving. Samtidig dufter det af lidt indelukket og ildelugtende undergrund, måske trænger køterne til, at komme ud efter en lang nedlukning?
Så må vi hellere få lukket lidt lys og luft ind i rocken. Det kunne være med Mansfield, der bringer lidt naivitet og uskyld med deres mere radiovenlige rocktoner. “The Sky’s In Love With You” gennemstrømmes af dette og en afdæmpet form for optimisme, selvom sangen lyder som om den handler om, at blive snydt/betaget/forelsket, måske ulykkeligt, eller i den forkerte?
Det er helt igennem “helt fint”, men ikke et nummer, der trods et velfungerende omkvæd, formår at sætte sig helt fast. Måske er det hele bare lidt for venligt, eller velfriseret?
På sin vis kunne man “anklage” The Bridges og “Daydreamers” for lidt af det samme. Her er også noget blåøjet over de poprockede toner, bygget på et fundament af noget, der bringer mindelser om The Killers blandet med noget slut-60er poppet.
Dagdrømmerne bobler med en smittende optimisme, en frisk og opkvikkende brise og følelsen af medvind på cykelstierne på en lun forårsdag. Letfordøjeligt, fornøjeligt og frejdigt, men måske også en lille smule forglemmelig i længden.
Det var et par numre, som muligvis kæmpet lidt med, at blive hængende eller for alvor sætte sig fast. Det gør “Stay” fra Alexander Woods, beklageligvis også. Den let-elektroniske singer songwriter har ellers leveret nogle smukke, og stedvis gribende sange over årene, hvor især vokalen har imponeret.
Den holder stadig. Men, stilen er på “Stay” lidt mere åbenlyst poppet og inkluderende, hvilket i min optik sker på bekostning af, at det hele også fremstår en kende mere letbenet. Det bliver ganske enkelt for P4/5 venligt og glat til mig. Ikke på en smagløs eller leflende vis, og Woods er stadig en god sangskriver med en flot vokal. Det bliver bare en tand for glat og poleret til mig.
Lidt af det samme gør sig gældende for “Make Them Stay” fra Soluna Samay, der for alvor omfavner en moderne poppet klang på denne single. Det vil sige, det lyder både af 2022, men har også noget mere almengyldigt, der gør at det er en af den slags numre, som man kunne høre blive spillet i radioen om 5 år. Eller for 5 år siden. Eller mere.
Håndværket fejler intet, og jeg kunne sagtens forestille mig, at det her får noget airplay. Men… der er også et eller andet ved det, som gør at det på samme tid bliver lidt af det hele og dermed egentlig “ikke rigtig noget”. Kan man appellere for bredt, og dermed ikke rigtig ramme nogen? Jeg hader det ikke, sangen er ikke dårlig. Men, jeg har glemt den i mens jeg skriver dette. Desværre.
Jeg var lidt ude med riven efter Lowly for deres positive og opbyggelige “Keep Up The Good Work”, deres forrige single. Selvom budskabet og intentionerne var gode og prisværdige. Det blev, trods gruppens grundlæggende ubestridelige musikalske kvaliteter, sgu’ lige lidt for enkelt for mig. “You Are Good And I Love It” fortsætter lidt i samme positive rille…
Og jeg kan ikke helt finde ud af, ligesom med “Keep Up The Good Work”, om jeg kommer til, at bløde lidt op, eller at sangen går mig på nerverne. Det er som en lidt for optimistisk og zen person i din omgangskreds, hvor man tænker “nu slapper du kraftedeme lidt af med din positivitet”.
Samtidig er der noget lettere irriterende over sangens brug af og leg med effekter og små-skæve lyde. Men, det er, må jeg indrømme, også ret fængende, og det er vanskeligt ikke at lytte og blive smittet af hele stemningen omkring sangen. Belastende, så gå dog væk! Så, jeg er splittet, igen. Hvilket bestemt ikke behøver, at være en dårlig ting. Om ikke andet bliver det ikke ligegyldigt, og tvinger mig til, at forholde mig til det.
Jeg har det på lignende måde med Frau og deres “Siren”. Der er en hel del her, som går mig decideret på nerverne – uden, at jeg dermed hader sangen!
Det starter egentlig tilforladeligt med en intro, hvor den lyse vokal er helt fremme i lydbilledet. En form for højstemt indie-hymne/ballade. Herefter starter sangen for alvor, der kommer mere lyd og tryk på, mens melodien drøner op i tempofyldt indie-rock. en 20 sekunders sprint, der også lige når at prog-sprutte lidt, inden sangen falder i tempo igen.
Der er et eller andet ved det, som stresser mig en smule. Det er lidt opskruet og har travlt. Næste skift indtræffer lidt over 1 minut inde i den knap 4 minutter lange sang, der altså bølger noget frem og tilbage. Det kommer til, at fremstå lidt segmenteret, ikke nødvendigvis usammenhængende, jeg når bare aldrig helt at få fodfæste i de enkelte passager, inden der sker noget nyt. Det kan der OGSÅ være en pointe i.
Så er der en anderledes ro og vuggende overskud over “My Lord” fra Ring Them Bells. Det lyder lidt, som et tusmørke indie-band, der spiller et Nick Cave nummer. Både titlen, klangen og stemningen, sender mine tanker i den retning i hvert fald.
Det er en god sang. Faktisk en skide god sang. De har tillid nok til sangen, egne evner og lytterne til, at lade sangen simre tålmodigt og lade den udvikle sig i lige det tempo, som den skal. Jeg vil egentlig ikke dvæle for meget ved det, eller skrive sangen ihjel. Det er bare en god, gammeldags velskrevet og andre “vel’er”: lydende, eksekveret, find selv på flere.
Lidt i samme boldgade (og så slet ikke) finder vi Godtfolket med “Ingen Tid At Spilde”. Roen, og det overskud der følger med, har de tilfælles. Der er også en eller anden form for overlap i… hmm… stofligheden og atmosfæren? Eller “smagen”? Tror også, at hvis du synes om den ene, vil du kunne lytte til den anden.
Godtfolket er lidt mere folk-rocket i tone og stil, synger på dansk, som man kan se på navn og titel. Det tøffer, i stedet for, at vugge, og er mere en blanding af beroligende, og alligevel en smule urovækkende, end den lidt mere højtidelige tone i “My Lord”. Det lyder, som en klassisk anti-krigssang, hvilket jo desværre aldrig går helt af mode. Og, hvis man kigger mod øst, er blevet foruroligende aktuelt i 2022.
Der også lidt koldkrigsstemning over Godtfolket, som om der løber en kølig, grå/brun 80er-klang og nedslået følelse gennem sangen. Det giver billeder af oprustning og opmarch, lange rækker af soldater og rullende kampvogne. Det er der jo sådan set ikke noget nyt i, men det fungerer. Så, en moderne, tidssvarende “umoderne” sang? Ja.
Inden jule-slutspurten tager vi lige en afstikker til… nutiden! Med 3 numre, som hver især ikke læner sig så meget op af noget fra svundne tider, men har et mere gennemført moderne udtryk.
Førsteelsker lusker rundt på listefødder, på singlen “Natterend”; som lydmæssigt fint lever op til titlen. Selv definerer gruppen lyden på singlen, som “efterskoleelever på spændingsjagt”. Der er hjerteslag og tramp i gulvet i form af et markant beat, men hvisken i krogene fra den lidt messende vokal. Tydelige belyste områder, mens andet virker, som om det foregår i skyggerne. Førsteelsker fremstår både direkte og lige i kødet, og antydende og vævende.
Det er et kontrastfyldt nummer, som genremæssigt er vanskeligt at sætte i bås. Der er klart en rocket puls til stede, men også en fornemmelse af noget atmosfærisk poppet. Og en elektronisk/hiphoppet rytmik. Jeg får en følelse af, at det er noget i den her retning Under Byen kunne lyde, hvis de var kommet frem i 2022?
OG aner jeg et eller andet slægtskab, om ikke andet i ånden, med Ida Gard. Hun er ude med endnu en single i kraft af “Kan du se mig nu?”. Jeg har anmeldt 2-3 af hendes foregående singler, så det her bliver kun en kort notits. Det kører for Gard, der her er mere pågående og “dunkende” i lyden. Men, stadig finder plads til små, fine lyriske krumspring og finurligheder
Gard er, for mig på mange måder, lyden af radio-pop anno 2022. Det er er iørefaldende, lidt skævt, inkuldrer et miks af genre, der gør at hun også appellerer til en mere rocket/alternativ lytter. Så, ja, hendes lyd passer glimrende ind på P6. Her vil man, muligvis også kunne finde plads til sangerinden ELBA.
Det er nutids-pop med ro og tilpas alternativ kant til, at det fremstår… smag- og yndefuldt? ELBA svæver, eller driver afsted, der er ikke de store tempo- eller stemningsmæssige udsving. Der er noget overlegent , på den gode måde, over lyd og hendes stemmeføring. ELBA skal nok tage vægten, hvorfra den så end måtte stamme, på hendes skuldre.
“The Weight” er en af den slags sange, som på overfladen lyder beroligende og afstressende. Som, at stirre på en blikstille, dyb-blå sø. Så opdager man krusningerne, antydningerne af en uro og stærk understrøm. Hvad gemmer der sig lige under overfladen?
Hvis der, tilsyneladende er ro på hos ELBA; så er der anderledes gang i sagerne hos mere uvorne Knægt. Navnet dækker over Matle Nordtop, som har spillet trompet på numre fra blandt andet Andreas Odbjerg, Guldimund og Lucky Lo. Her bliver der dog mere struttet end truttet, når vi skal møde “Pjerrot i Hongkong”.
En af den slags titler, som hoppede ud af skærmen og fangede min opmærksomhed allerede inden, jeg havde hørt nummeret. Er det så vigtigt? Ja, Gu’ fanden er det da vigtigt- så er der langt større mulighed for, at sang og kunstner på en eller anden måde bider sig fast i min erindring!
I følge pressematerialet, som jeg fik skimmet efter, at have hørt nummeret 8-10 gange, handler sangen om “ping pong snak”med hende der man mødte dagen før:
“… og vi laved’ historier, om Pjerrot i Hongkong,
du spurgte mig om Brinkmann og Hamsun,
og jeg svared’ ligeså hurtigt jeg lige ku’ trække et svar ud af røven!”
Se, det kan et eller andet det her. Det hopper også op fra skærmen (eller papiret). Bliver levende, begynder at “danse” for mig. Ordene ping ponger ikke kun med hinanden, men også med mig.
Hvad med musikken? Slap af! Ikke dig, kære læser, det var henvendt til Knægt. Han er nemlig “rastløs as fuck”, mens melodien dribler lifligt afsted med sommerlige, rockede vibes. Sangen er dog ikke en forpustende oplevelse, trods den livlige ordstrøm. Det stikker ikke af for Knægt, der også får bundet en fin sløjfe på det hele ved, at åbne og lukke nummeret med linjen “sig mig hvad sker der i dit hjerte for tiden”.
Her er altså plads til både, at rable løs og lytte, og jeg lytter. Endnu en sang, som emmer af noget P6’et potentiale.
SÅ blev det endelig jul og “Baby’s Coming Home For Christmas”. Anders Knudsen indledte sidste år et projekt, hvor han hvert år, i 13 år, vil udsende en ny julesingle. Det kan jo lyde ganske ambitiøst, på den anden side, hvis man ikke laver meget mere musik ud over det, så er det kun én sang om året. Skulle det være tilfældet, er der da i hvert fald tid til, at kæle for detaljerne og skrive det bedst mulige nummer.
Og han gør det sgu’ igen!
Jeg indledte med, at vrølve lidt om, at julesange ofte spiller på nostalgi. Der er også en formål, eller en indholdsfortegnelse, en opskrift om man vil, som man kan følge mere eller mindre slavisk. Så man får et, om ikke andet, funktionelt og driftsikkert resultat. Anders Knudsen formår, at følge opskriften uden, at det føles kalkuleret, stift og formularisk.
“Baby’s Coming Home For Christmas” er egentlig for meget. Den har “det hele”. Jule-sax, bjælder, kor, en sentimental og tilbageskuende stemning OG en lækker 60er-poppet Phil Spector klang!
Det kunne meget nemt være endt i et kandiseret helvede, eller en følelse af alt for fed og kvalm brun sovs. Jeg lapper det i mig, selvom jeg har forståelse for, hvis det rent faktisk bliver jule overflod for andre. Julen er traditionernes fest, Anders Knudsen formår, at presse så meget jul ind i en sang, at det kan virke som en pastiche-pakke. Jeg pakker dog gerne op og tager en ekstra tur rundt om træet til de smittende toner.
Føjes til Repeatlisten: Ho ho ho, vi ender lidt med en genudsendelse fra sidste år, hvor jeg udvidede listen fra 12 til 13 numre pga. en julesang. En julesang fra Anders Knudsen. Og, han gør det igen. Ind på listen som et julebonusnummer med “Baby’s Coming Home For Christmas.
Samtidig siger vi lige på gensyn til Gorgeous og “Coyote” for, at lave plads til “Pjerrot I Hongkong” af Knægt.
Dermed nåede vi også igennem singlerne for 2022 (plus tidligere nævnte hængepartier/opsamlingsheat). Såfremt jeg laver en form for “årets singler på Repeat”, så vil jeg nok gøre ligesom sidste år. Her bragte jeg samtlige singler, som havde været på listen i spil igen. Så følgende 12 (13, inkl. bonussangen) er ikke en kåring, men “bare” listen, som den ser ud her hvor året rinder ud.
Glædelig Jul derude, vi ses på et eller andet tidspunkt, forhåbentlig snart!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Anders Knudsen, pressefoto
