Repeat skifter form! Der anmeldes ikke længere singler, som sådan, i stedet udvælges de bedste blandt de indsendte. Og får lov til, at kæmpe om, at blive en del af Repeatlisten. En liste over årets bedste danske singler.
Ja, Repeat får dermed også en lille overhaling. Det gamle format kørte i over 100 udgaver, hvor jeg anmeldte rundt regnet 700 singler. En tidskrævende øvelse, da jeg tilstræbte at få anmeldt langt de fleste singler, som landede i indbakken. Mine personlige favoritter tilføjede jeg så På Repeatlisten, en Spotify playliste, som fik lov til at vokse i løbet af det pågældende år. Indtil jeg kårede 10 favoritter i december hvert år.
Nu prøver jeg noget nyt, men beholder listen, blot som en mere integreret del af disse artikler. Anmeldelsesformatet er bliver droppet, det blev for tidskrævende, trivielt og udmarvende. I stedet lytter jeg alt igennem, som indsendes og forhåndsudvælger dem jeg synes er bedst. Hvert nye kuld kommer derefter i betragtning til, at blive en del af Repeatlisten.
Den “låses” nu på 12 pladser, en art “top 12 hitliste”. Når året nærmer sig sin afslutning vil jeg rangere de 12, som på det tidspunkt er på listen og kåre årets danske single. Listen indeholder “overskuddet” fra den tidligere aktive På Repeatliste, hvor jeg har udvalgt de bedste, så listen ikke starter helt på bar bund. Og så de singler, som var mine favoritter tidligere i år ikke bare ryger ud i glemslen.
Jeg er klar over, at det betyder at rigtig mange singler, også gode, aldrig får den fortjente opmærksomhed og nævnes her på siden. Men, der skal ske noget nyt, formatet skal friskes op, min arbejdsprocess og måde at lytte på lige så. Så vi giver det et skud, ser hvad der sker og jeg lover, at alle har fået en chance for, at blive hørt.
Repeatlisten, første runde:
Med det af vejen, lad os se hvad der slap igennem indbakkens (og mine øreres) strenge filter i denne omgang! Til denne første udgave er der blevet lyttet til 25 numre. Første grovsortering endte med, at følgende 11 numre kom i betragtning:
Lucid Grave – “Surfer Brat”, Mellemblond – “Blæsten i Træerne”, Rasmus Matthiesen – “Jeg skule ha været”, Lukas Vanggaard – “Natsværmeren”, LLNN – “Obsidian”, Aick – “Only”, Billie and the Bell – “Hey You (Everybody Needs Your Love)”, Velvet Volume – “In The End”, Lydsyn – “Kat Ser Kat”, The Slow Scare – “Scream All You Want” OG Tredjeperson – “Under Vandet”.
Repeatlisten, anden runde:
Efter yderligere gennemlytninger og votering med mig selv er følgende 5 kommet i betragtning til en plads på listen:
LLNN – “Obsidian”
JAAAA, JA JA JA, FOR (SPACE) SAAAATAN DA! Danmarks konger af verdensrummet er tilbage med et knusende, altødelæggende post-apokalyptisk space-synth hardcore track, der rydder godt og grundigt op i kosmos!
Jeg har tidligere været meget begejstret for de dystre, dystopiske dommedags rumrytteres udgivelser, der tæller en EP og to forrygende plader, Loss (2016) og Deads (2018). Tre udgivelser, der viste et kraftfuldt band, som samtidig formåede at udvikle sig og bygge ovenpå deres i forvejen ret nuancerede lyd fra plade til plade.
For man skal ikke lade sig narre af den brutale overflade, LLNN besidder dybde og sans for detaljer, der gør deres sønderlemmende lydunivers til rig og fascinerede lytning. “Obsidian” cementerer ikke blot deres særstatus indenfor dansk metal, hvor de vel nærmest er en genre i dem selv? Nummeret formår, at tilføje yderligere nuancer og tricks til bandets i forvejen intimiderende og afsindigt tunge arsenal.
Her med en form for… “melodisk” bombardement? Ja, det er lige før, at LLNN her, under rabalderet og de gigantiske rumslag, er iørefaldende?! Altså, det er ikke blevet et popband, men det er som om melodien har fået lidt mere plads mellem smadrede rumskibe, skrækkelige aliens, civilisationens og universets undergang? Ikke, at det fører til en lykkelig eller fredelig udgang på vores eksistens.
Der er ingen lyd i rummet, men universer går ikke under i stilhed hos LLNN. Velkommen tilbage, nu venter album nummer 3, Unmaker, der er udkommet når dette rammer nettet. Og sikkert har sendt mig til tælling med permanent høreskade og savl/slimspor i mundvigene…
Velvet Volume – “In The End”
Jeg har været en af dem i råbekortet, som var begyndte at kritisere ellers fremadstormende Velvet Volume en smule. OK, råbe og råbe, jeg er jo ikke Treo, og jeg hæver sjældent stemmen, og vores platform er vist ikke en talerstol til masserne. Mere sådan en lav skammel, ovre i fjerneste hjørne.
Men, derfra har jeg pippet lidt op om, at jeg syntes de var kørt fast, eller på vej ind i en blindgyde med deres retro-inspirerede garage/alt-rock. Den finder de nu vej ud af med en kurskorrektion, som vil noget og effektivt bringer dem ind på et nyt, ikke uinteressant spor. Velvet Volume springer her ud som et hviske-pop/slow core band, der nok stadig kunne arbejde med helt at smide forbilleders lænker og finde en helt selvstændig lyd.
Dog er det her en klar forbedring og radikal nytænkning af trioens etablerede formel og lyd. Hvis man ser bort fra, at den stadig ikke er original som sådan, så i hvert fald er et tiltrængt og effektivt frisk pust inden for Velvet Volume selv. Der er ikke meget her, som jeg ikke kan lide. Der er tålmodighed, mådehold, tro på at sangen er stærk nok, så man ikke behøver overdosere eller forcere noget.
Lyden er moderne, varm og fyldig, men med en dragende distance i stemningen. der giver et drømmende tilsnit. Eller, som om bandet er ved at flyde væk og synke ned i en døs. Behageligt og betagende. Det lyder sgu’ skide godt, de damer!
Lydsyn – “Kat ser Kat”
Fra nogle der fornyer deres lyd, til nogle der fortsætter i næsten uforandret, støvet sti med toner sat i psykedeliske sten. Uffe Lorenzen og hans tidligere tour-partnere/backing band har absoberet hinanden, eller er smeltet sammen i en solid syre-koger og begyndt at lave sange sammen.
De lyder, dømt ud fra førstesinglen “Kat ser Kat”, som… Uffe Lorenzen med et kompetent band i ryggen! #ikkeoverraskende
Nej, det er ikke de nye musikalske vinde, der langsomt bølger henover de syrerockede opiumsmarker og tilhørende kringlet stisystem her. Men, Lorenzen og co er så gode håndværkere og sangskrivere, at det alligevel ikke føles som udtrådte stier og helt afbrændte eller rippede marker.
“Kat ser Kat” rummer ingen overraskende krumspring, hvæssede kløer eller andet, som ændrer på ens indtryk at Lorenzen og hans output. Men, det er forbandet velskrevet, sangen er god og det virker som om han og slænget har mindst 9 liv, hvad angår at hoste den her form for kælne ørehængere op.
Lucid Grave – “Surfer Bat”
Så skal vi have os en god stener, hvis du ikke fik kokset nok ud til Lydsyn. Lucid Grave er endnu mere undergrund, tåget og beskidt. En ulmende, lettere urovækkende og glubsk mørkerocker, der ligger på lur i mudret. Klar til, at omslutte og sluge dig råt.
Jeg har tidligere anmeldt både en single og 2020 albummet Goddess of Misery fra det sammenbidte og bidske orkester. Titlen taler næsten for sig selv, men vi befinder os altså i et dunkelt krydsfelt, hvor elementer fra stoner/doom/psyke ruskes sammen til en kraftig kras blanding. Tilsat “sirene fra helvede” kvindevokal, der lokker på den måde, hvor man ved, at ender galt og man burde holde sig væk.
“Surfer Bat” kunne næsten være på lydsporet til en film som The Lighthouse. Minus Williem Defoes tørre flatulente udslip. Gassen hos Lucid Grave er mere… fugtig. Bandets lyd både svæver og drypper ud af højtalerne, som en form for klistret “ooze”, en sort messende masse, der kan antage både flydende og mere luftig form.
Smittende, besnærende, mægtig, voldsom og sikkert dødbringende.
Tredjeperson – “Under Vandet”
Og så noget helt andet som rosinen i pop-pølseenden, hvor Tredjeperson giver et meget moderne bud på hvordan popmusik kan lyde i 2021. Hvor genregrænser og definitioner, samt rammer virker opløste. Det er lyden af forskellige musikalske strømninger, der flyder sammen i en Spotify/streaming tid.
Fragmenter, elementer og inspiration fra mange forskellige kilder, som man på overfladen, muligvis ikke ville forsøge, at blande. Men, Tredjeperson giver det et ganske vellykket skud og får faktisk et sammenhængende popnummer ud af det. Måske ikke et, der falder 100% i min personlige smag, men jeg sætter pris på udførelsen og det ret originale udtryk, som Under Vandet får ud af deres lydmiks.
Vi får noget tidstypisk manipuleret vokal, som jeg aldrig bliver den store fan af- det er nok en generations ting. En let gynge-pumpende rytme, som man kan både danse og sidde og nikke cool med til. Det er på samme tid lidt luftigt og udsvævende og pågående, rytmisk dunkende. Og bygger op mod et ret iørefaldende, “tjekket” melodisk omkvæd, der ansporer til, at man står og ser ret cool ud, mens man diskret små-danser med overkroppen.
Det KAN et eller andet, det her!
Vi har lige et hængeparti, her i overgangsfasen til den 12.numre lange Repeatliste. Der er 14 på den nuværende, så 2 skal sorteres fra inden vi overhovedet kigger på om nogle af de ovennævnte singler skubber yderligere numre ud i mørket.
Så vi siger i første omgang farvel og tak til 1976 med “3” og De Forbandedes “Vinger”. Så er vi på 12. Af de 5 nye singler skiller en sig klart ud for mig, og brager ind på listen, som en af mine absolutte favoritsingler i år. Mens den anden mere sniger sig ind, som en gammel, udspekuleret hankat.
Sig velkommen på Repeatlisten til: LLNN med mægtige “Obsidian” og Lydsyn, der lusker ind med “Kat ser Kat”. Som tager livet af Rebecca Lou og hendes “The Destroyer”, samt Blind Vej Hjem og deres “Krystalkvinde”.
Så var det 12 igen, og hermed ser den første officielle udgave af den nye Repeatliste 2021 således ud:
Repeatlisten er tilbage med nogle nye single-kandidater og en opdateret liste om en måneds tid.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Rasmus G. Sejersen, LLNN pressefoto
