Vi fræser gennem foråret og lemper restriktioner til højre og venstre med nyere singler fra Vola, Blue Rose Down, HunBjørn, Terminalist, Roxy Jules og Nello.
Hvis der er et fællestræk ved ugens singler, så er det, at en del af dem har arbejdet sig ind på mig. De har lige krævet en hel del gennemlytninger, inden jeg begyndte, at bløde op og ikke alle har nået, at smelte mig helt.
Så, det er lidt en “stille sniger” omgang, hvor jeg måske er lidt nærig og tilbageholdende med, at udnævne nogle deciderede favoritter til På Repeat-listen (find den nederst, som altid). Men, det afspejler ikke nødvendigvis kvaliteten af ugens sange, der rummer en del “gemte” kvaliteter, som skal have lidt tid for, at komme helt op til overfladen.
Jeg vrøvler og er ved, at drive væk i egne tanker… DJ, start musikken!
Vola – “24 Light Years”
“VOLA er et band, der bestemt ikke er bange for at eksperimentere, og ønsker at skubbe til den traditionelle opfattelse af hvad metal er og kan. Med ”24 Light-Years” demonstrerer VOLA endnu engang deres unikke evne til at skabe harmonisk kontrast mellem melankolsk pop, spacy synth, progressiv metal og groovy djent. Resultatet er et smukt og storladent nummer med så forskelligartet sammensætning af musikalske stilarter, at der er noget for enhver smag”.
Man fornemmer fra første strofe, at VOLA hverken er bange for, at omfavne det poppede element i deres lyd, eller de mere mere proggede rødder. Det er iørefaldende, ret poleret og glat (ikke nødvendigvis en kritik), som en velsmurt popsang, men sprutter også i mere proggede passager.
Det er er en delikat balancegang bandet er ude i her. På den ene side må det ikke blive FOR poppet, så musikken mister sin brod og tyngde. På den anden, forsøger de helt klart, at appellere til et poppublikum, så det proggede islæt må ikke blive så dominerende, at det gør lytteoplevelsen for udfordrende.
Jeg synes egentlig, at bandet lykkes med, at finde en fin balance mellem de to yderpunkter. Problemet er, at jeg ikke er helt sikker på, at denne kombination af genrer lige er noget for mig. Selvom det ikke er ude af synk, har jeg alligevel en følelse af, at lytte til noget, som enten ikke helt er poppet nok, eller har nok nosser og kant?
Det lyder, muligvis, selvmodsigende… en sang, der ikke er ude af balance, og alligevel er? Men, den skubber da i hvert fald til grænserne af, hvad man kan kalde “metal”. Metallen eksisterer nærmest kun, som en form for ekko i sangens proggede elementer, sangens struktur og opbygning.
Konklusion: Ikke lige min kop te, men jeg tror, at mission VOLA har sat sig for at lykkes?
Blue Rose Down – “Sinkin’ My Ships”
Stoddersingle! “Hey GFRock! Så er det fucking tid til en ny single fra Blue Rose Down!”.
Alright, bonuspoint for, at gøre introduktion kort og præcis! Jeg har tidligere anmeldt et lignende nummer fra Blue Rose Down, har man hørt det, så er det her mere af samme “uskønne” og halv-hærgede, blues-rockende skuffe.
Melodien tramper og stamper fremad, så man kan høre de beskidte og klistrede gulvbrædder knirke og knage. Det hugger og sprutter, så det kan virker helt konfronterende. Det er ikke en sang, der går stille med dørene, eller forsøger at gemme sig.
Ligeledes er vokalen lige i fjæset (og øregangene) på dig og vrævler, brøler og råber uforsonligt. Smuk er den ikke, ej heller specielt varieret, men den har eddermame karakter og personlighed. Man er ikke det mindst i tvivl om, at den mener og føler hvert ord der synges. Det er faktisk ikke helt uvæsentligt, da det er en af sangens største forcer: det virker autentisk og nødvendigt.
Det generelt larmende udtryk og en følelse af monotoni i den ret enkle sangstruktur gør dog, at man sidder med fornemmelsen af, at en enkelt sang af gangen, af denne type, er nok. Medmindre form og udtryk varieres, så tror jeg ikke det er en stil, jeg ville kunne holde til en hel plade med. Dertil er det ganske enkelt for dominerende og gennemtrængende en stil.
Men, på en single hist og her, er det noget der rusker lidt op i sagerne.
Konklusion: Mere sjældent end kønt, som min mor ville have sagt. I denne forbindelse en kompliment. Men, alt med måde.
HunBjørn – “Avicii”
Ulla Pihl aka HunBjørn hylder den afdøde svenske stjerne-DJ Avicii, på hendes nyeste single, der blev udsendt i slutningen af marts.
Avicii er en synthbåret popsang, som balancerer en stemning mellem det på en gang boblende, livsglade og ildevarslende, dystre. Sangen åbner i nøgne elektroniske beats før lydfladerne breder sig ud og Ullas vokal går klart igennem med en tekst, der er ligeså fuld af håb, som den er smerteligt frustreret.
”Jeg blev meget rørt af hans historie og på meget kort tid fik jeg skrevet og produceret tracket og melodien til sangen, men uden en egentlig tekst. Jeg skrev først én tekst, skrottede den, skrev så en anden, som heller ikke duede, rettede længe i den, indtil også den røg ud. Det var først da jeg endelig gav mig selv lov til at skrive om Avicii og tankerne dokumentaren havde sat i gang i mig, at det endelig ræsonnerede følelsesmæssigt igen”, forklarer Ulla.
Det er en atmosfærisk og lidt tilbageholdende sag vi er ude i her. HunBjørn har en fin, kontrolleret vokal, hvor følelserne mere udtrykkes i det stille i stedet for, at give den alt hvad den kan trække. Man fornemmer en smerte, noget såret, eller i hvert tilfælde rørt. Det bliver måske også en anelse monotont sangen igennem.
Samlet set er det også en af sangens svagheder. Man begynder, at kæmpet lidt med en fornemmelse af ensformighed. Der er ikker de store emotionelle og stemningsmæssige udsving, i det svævende elektro-pop univers. Det er ikke decideret stillestående, der er en puls til stede, som banker taktfast og giver sangen nogle skub og løft. Ikke helt ulig en rolig hjertelyd, som banker sangen igennem.
På den anden side, så giver de manglende, større udsving i tempo og temperament, nummeret en følelse af konsistens og sammenhæng. Der etableres en følelse, og den holdes ganske konsekvent sangen igennem, så man som lytter også er tvunget til, at blive i den. Det kan være ganske virkningsfuldt, hvis man lige er i humør til det.
Er man ikke, så er der nok en vis risiko for, at man hurtigt driver ud af sangen, eller slet ikke bliver indfanget.
Konklusion: På sin vi en smuk, respektfuld og elegant hyldest til en afdød kunstner, der ikke prøver, at sælge sig på store, svulstige følelser. Men, det føles også som et lidt lille og lukket univers, som ikke gør det store for, at få en på krogen.
Terminalist – “Relentless Alteration”
Verden domineres af hastighed. Og som hastigheden driver historien frem, accelererer den bestandigt i en selvforstærkende dynamik. Sådan lyder den grundlæggende påstand i dromologien, en hastighedsvidenskab udformet af den franske filosof Paul Virilio (1932-2018). Det er den grundidé, det nye dansk-amerikanske sci-fi thrash metalband Terminalist baserer deres musikalske univers på.
“Vores moderne verden er gennemsyret af kriser og konstante forandringer, der synes at tage til i størrelse og omfang. Det her nummer og dets tilhørende montage-video handler om at føle det stabile fundament smuldre under sig og som konsekvens søge opad og udad – en bevægelse, der er både spændende og skræmmende.”
Terminalist og deres rum-metal har jeg også tidligere været på rejse med her i Repeat, på den ganske glimrende single “Voyagers”. Det var i marts måned sidste år, hvor jeg fik associationer til et navn som Amon Amarth og deres episke vikinge-død.
Her så bare overført til en episk rum-setting. Terminalist lyder lidt mere “gritty” og grovkornet i lyd og stil på “Relentless Alteration”, der som titlen antyder, er et konfrontatorisk rummetal-monster. Af en eller anden grund bliver jeg ikke helt revet med i samme grad, denne gang. Det fænger ikke rigtig.
Jeg sætter pris på, at Terminalist forsøger, at skrue bissen på, og op for grumheden, men det sker lidt på bekostning af den følelse af storhed og uendelige horisonter, der var på førnævnte “Voyagers”. Den sendte, som titlen antyder, netop en ud på en rejse.
“Relentless Alteration” er mere uforsonlig og brutal, hvilket jo i sig selv kan være ganske indbydende og lækkert. Jeg bider bare ikke helt på, selvom den rå energi og stil bestemt er effektiv i glimt, mens musikken spiller. Det bliver bare aldrig andet end netop korte glimt, og en mere mættende fornemmelse udebliver.
Konklusion: En anden side af Termininalist i denne omgang. På den ene side prisværdigt, og det mere rå udtryk skal nok finde et publikum. Jeg var lidt mere til Rumrejse 2020 stilen fra sidste år.
Roxy Jules – “As White As The White In White Noise”
På den nye single “As White As The White In White Noise”, som er produceret
af Valentin Kruse, byder ROXY JULES på en helt anden og mere afdæmpet sin-
ger-songwriter stil. Der er florlet fingerspil på den akustiske guitar, Julies for-
tælling i midten og latente støj-elementer i omridset. Om sangen siger Julie:
“For mig handler teksten om at turde at lade sig falde ind i uendeligheden. Det
er en på samme tid virkelig smuk og meget skræmmende følelse, der blander
sig med en momental oplevelse af at være fuldstændig fri. Pludselig bliver nye
perspektiver tydeligere, fordi larmen skæres væk og giver plads til alt det, der
træder frem i fraværet. Og så handler den om tiden, der i virkeligheden slet ikke eksisterer, og om unge elskende, der på smukkeste og farligste vis fortaber sig i livet og lever med tusind kilometer i timen”.
Vi har været omkring Roxy Jules’ atmosfæriske, dunkelt støjende og ulmende univers af flere omgang her på siden. Denne single er i den længere ende med en spilletid, der sniger sig op i snuser til de 6 minutter. Det er også en single, der på andre punkter lige kræver lidt tid.
Jeg skulle i hvert tilfælde op på en del gennemlytninger, inden den begyndte at åbne sig for mig og få lidt fat. Ikke fordi, at den lurende uhygge og ildevarslende tone, og sangens generelt ret fortættede og knugende stemning, ikke er mærk- og hørbar fra første lyt. Den fik bare ikke for alvor overtaget og forført mig til den mørke side, men…
… Så begyndte det pludselig, at virke på mig. Om det er fordi jeg skulle blødes op, lige ramme dagen, eller fordi sangen bare er en stille sniger, der så pludselig sætter kløerne i en, også helt bogstaveligt rent musikalsk, skal jeg ikke kunne sige.
Det ER en lidt halv-lang og tålmodighedskrævende rejse Roxy Jules tager en med ud på. Hun insisterer på, at gøre det i hendes eget tempo og der gives ikke ved dørene. Det gælder også “belønningen” og “forløsningen”; der venter i sidste ende. Der er ikke nogen voldsom eksplosion og et overrumplende peak, efter den simrende opbygning. Sangen vokser i glimt, hvor det er ganske effektivt, men det endelige udbrud udebliver.
Om man savner det og slutteligt synes det var den lange tur værd, er nok en ret individuel sag. Jeg synes, måske at jeg kom til, at arbejde lidt for meget for sagen i forhold til udbyttet.
Konklusion: Ikke en oplagt single, hvad angår spilletid og den tid sangen tager om, at begynde af fænge – måske går det hurtigere for dig? Men, et udmærket, stemningsfuldt nummer, der sikkert vil gøre sig godt i en større helhed.
Nello – “There Is No Place”
Musikeren Nello har et kilometer langt musikalsk CV, der tæller navne som Johnny Madsen, Lost Kids, Danish Music Award vinderne Grarup Allstars samt en lang række danske og internationale bluesnavne.
”There Is No Place” handler om at have fundet den eneste ene og om aldrig at give slip. ”Jeg bestræber mig på at fortælle min kone hvor meget hun betyder for mig så ofte jeg kan. Lige meget hvor jeg er, hvem jeg er sammen med og hvad tid på året det er, så længes jeg altid efter at være der, hvor hun er. Der er ikke et sted, jeg hellere vil være. Med andre ord; There is no place – like home”, slutter Nello.
Uha, den kom jeg pænt skævt ind på, og tænkte i første omgang, “hvad er det for noget sødsuppe?!”. Men, allerede ved andet lyt blødte jeg lidt op. Det minder mig om alt muligt på den, der irriterende måde, hvor man ikke lige kan pinpointe de præcise numre, men de ligger liiiiige på tungen.
Måske er det bare fordi, der er noget meget genkendeligt over Nello? Der er noget nostalgisk, og også en smule sentimentalt, som bare automatisk sender en tilbage til FM-radio og P4. En… varme? Tonen? Klangen? Lidt det hele? Blød poprock, som absolut ikke gør nogen fortræd, og balancerer lige på kanten af det lidt for pæne og banale.
Kan man lige komme sig over det, og synker en ekstra gang, så når man muligvis, at sætte pris på håndværket her. Det er bundsolidt, emmer af erfaring og ro og det er svært, at “pille fra hinanden”, hvis man ikke bare stejler over stilen og holder sangen ud i strakt arm. Inviterer man den lidt tættere på, så er den svær ikke, at holde af.
Ja, det kan virke ret gammeldags, andre ville sige klassisk, man kunne også sige konservativt. Man må dog erkende, at der er et eller andet her, som fungerer. Selvom man stedvis er ved, at nå sukkersødme kvalmegrænsen og prøver, at stritte imod. Men, lige når man er ved, at kløjs, så dukker der eksempelvis en lækker mundharmonika-passage op og tilføjer lige den ingrediens, der skaber fornyet balance.
Konklusion: “You are the one for me”, lyder mantraet sangen igennem. De ved jeg ikke om, jeg er helt villig til, at sige om sangen. Jeg stritter stadig lidt imod, men den KAN altså et eller andet, det må jeg erkende. Så måske burde man bare overgive sig?
Føjes til På Repeat-listen:Ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Johan Von Bülow, Terminialist pressefoto
