Drømmende, poppet og eksperimenterende udgave af Repeat forude! Med numre fra Noras Have, Byrd, Konvoj, Carte Blanche, Blitzkrig og Glitchi.
Der har været lidt langt mellem singler, jeg virkelig er faldet for i år, her i Repeat. Ikke, at niveauet har været dårligt, tværtimod faktisk, men… æhh.. jeg har måske ikke lige “følt den”?
Derfor håber jeg også, at “I” rent faktisk læser ordene, de er tit positive, også selvom jeg ikke lige føjer et pågældende nummer til På Repeat-listen. Den helt subjektive, men alligevel meget prestigefyldte (naturligvis!), liste med mine favoritsingler blandt de indsendte sange.
Denne omgang er ikke meget anderledes, niveauet er ret højt, jeg kan lide/hader i hvert fald ikke, de fleste numre. Men ét af dem knuselsker jeg…
Noras Have – “Dine Arme”
”Dine arme” handler ifølge presse teksten om, at “være stærk og bære andre uden at tabe sig selv”. Det er første single fra et kommende andet album, sat til at udkomme til maj. Om nummeret lyder det videre:
Når man tror, at man skal være stærk og selvstændig, kan det være svært at give sig hen til hjælp og kærlighed fra andre mennesker.
Vi befinder os i en art atmosfærisk popunivers, ikke af den decideret udsvævende og drømmende slags, der er et tydeligt markeret beat til stedet. Der tøffer sangen fremad og giver den noget bund og tyngde.
Kvindevokalen driver lidt mere “fri” rundt og ud og ind af nummeret. Den har sådan lidt dansk 80er/Anne Linnet over sig, bare i en moderniseret og opdateret udgave. Der er noget let maskinelt over fremførelsen, og Noras Haves lyd generelt. Men ikke på en direkte kold måde, der er stadig noget organisk over det.
Strukturelt er det en ret “almindelig” popsang opbygning, som benyttes, men sammen med det lidt særprægede lydbillede, og sangens overordnede “følelse” og klang, fremstår sangen ikke bundet af en stram skabelon. Det er en lidt sær størrelse, der både formår at spille på noget iørefaldende og genkendeligt, og noget mere særpræget og “anderledes”.
Konklusion: Hmm. Jeg kan egentlig godt lide nummeret og det Noras Have har gang i her. Som en single, er jeg måske lidt mere skeptisk overfor dens “potentiale”. Men, hvis man kigger på en single som værende en appetitvækker, så har jeg fået smag på lidt mere.
Byrd – “Gør Det Her”
“At give sig hen til det, der æder en op”, er temaet på Byrds “Gør Det Her”. Gruppen har et drømmende lydbillede, der lyder som om det kommer fra “et sted mellem Hundested og Berlin”:
“Københavnske Byrds første single er den tågede, mørke og skramlede kærlighedssang ”Gør det her”. En industriel, drone der gav duoen associationer til Woodstock festivalen og røgfyldte lokaler, og indkapsler de skæve eksistensers kamp for retten til at elske, og destruktionen i kærlighedens svimlende rus”.
Det første jeg tænker her er, at den dunkle, let distancerede vokal, har noget Kira Skov’sk over sig. Ikke, at det hele skal ende i sammenligning af kvindevokaler. Ligesom hos Noras Have, så er det måske ikke en oplagt “hitsingle”; men mere end, der skal fange ens interesse og pirre nysgerrigheden.
Det lykkes Byrd ret godt med. Jeg er faktisk mere forundret og nysgerrig på projektet efter, at det svævende nummer ebber ud og fordufter. Så på det punkt er missionen da fuldført.
De nævnte ord som “drømmende” og “Berlin” virker meget passende. Det er dunkle, storby-klingende drømme fra en lidt forfalden forstad, eller et øde industriområde Byrd leverer på “Gør Det Her”. Med en jagende, maskinel puls, der i perioder giver sved på panden. Ildevarslende banker af musikalsk tåge og dis fylder sangen. Rastløshed og følelsen af, at være forfulgt følger en igennem de 4 minutter.
Inden sangen mod slut ender med, at ulme på stedet. Som man er blevet indhentet og overtaget. Eller slap man væk? Byrd er dygtige til at etablere og bygge stemning op og ikke diske op med nogle helt åbenlyse svar og forløsninger. Sangen bevare sin mystisk hele vejene igennem, hvilket også gør at man står lidt utryg tilbage.
Ikke nødvendigvis en ulempe, men andre vil måske savne en form for klimaks mod slut?
Konklusion: Spændende nummer. God og intens stemning, hvor der arbejdes med en trykkende atmosfære og antydninger, frem for store armbevægelser.
Konvoj – “Modern People”
Så skal vi til første single fra Konvojs kommende album Basher, der efter planen udkommer til september. Et nummer, der beskriver “det moderne menneskes jagt på det evige trip”:
“I en søgen efter det upolerede og kompromisløse udtryk er ‘Modern People’, ligesom de øvrige sange på det kommende album, indspillet i one-take og på én gang. Våbnene er defineret på forhånd, og alt andet er holdt uden for. Lyden beskrives bedst som en blanding af et indisk trafikuheld og en 60’er-inspireret kulminekaravane, hvor den klassiske rockguitar krydres med orientalske skalaer”.
Hmm, “indisk trafikuheld”? Der hentydes nok til de lidt indisk-klingende toner og rytmik, som man finder et sted i rocklagkagen her. Klemt inde, eller under en gang let post-punket, moderne rock’ish kagecreme og cool attitude flødeskum. OK, ikke flere madmetaforer for denne omgang.
Det er… godt? Jo, sgu’, selvom det er en stil, hvor jeg normalt måske ville stejle en smule på attituderne og lyden af den grund, at jeg ville tænke “de prøver på, at spille seje og hippe”. Lyder cool er ER cool, er to forskellige ting. Jeg hælder mod, at Konvoj… er cool nok til, at kunne bære læderjakken og de stramme bukser.
Det svinger og gynger på den der måde, hvor det både virker lidt skødesløst og “arrogant”, “det er bare sådan vi spiller, mand” og nøje doseret stramhed, så det ikke ryger af sporet. Der er måske lidt Ice Age over det, men dem har jeg det ofte pænt stramt med, så den sammenligning vil jeg ikke dvæle for længe ved.
Konvoj og “Modern People” har noget af det, der “hemmelige et eller andet”, det ekstra krydderi, som gør, at jeg fornemmer noget radiopotentiale. Kald det x-factor, kald det liiiiige hvad du vil, det ER der. Og du kan mærke det uden helt, at kunne sætte en finger på hvad det er der gør det.
Samtidig er det dog stadig ikke en single, som bare fejer benene væk under mig. Måske handler det lidt om, at Konvoj har mange ting, der tæller for dem i lyd og til, men det lige mangler sangEN.
Konklusion: Lovende. Her er potentiale, i hvert fald til, at få noget spilletid rundt omkring. Så kan det være de kommer med det helt store hit næste gang?
Carte Blanche – “Primadonnanykker”
Søskende duo med en fortid som backing band for Frida Diamant, som nogle måske vil huske fra Karrierekanonen 2019.
“Med åbent sind har de kastet sig ud i et legende spil mellem funky og følsom. Deres musikalske univers flirter med rocken fra danske 80’er kunstnere, disco-lyd og melodisk indiepop. Der er spor at trække til Lars H.U.G. og CV. Jørgensens lyriske universer og bruddets transformerende virkning er et tilbagevendende tema i de dansksprogede sange”.
Uh, ret delikat, “skvulpende” melodi, der byder op til en kinddans. Tak som byder, vi kan da godt nuppe en øm og følt indiepop sving-om. “Hvis du spørger hvem der giver og tar, kan du finde flere tusinde svar”, lyder det i det roligt, men fængende omkvæd.
Da er man allerede lullet godt ind i Carte Blanche varmblodede, døsige og dagdrømmende toner. Det er tilbagelænet i stil og attitude, men har stadig noget gennemslags- og tiltrækningskraft. De to vokaler er hver især måske ikke spektakulære, men sammen opstår der noget fin harmoni og vekselvirking. Det underbygger og forstærker kort sagt hinanden.
Det er gedigent popsnedkerhåndværk, som benytter sig af veldoserede, relativt diskrete virkemidler. Der er ikke noget flashy eller forceret over det behagelige lydbillede. Det gør sangen virkelig lyttevenlig og fængende.
Konklusion: Jeg har måske ikke så meget at sige, det er sgu’ bare godt sangskriver håndværk. Fængende, på en ikke-forceret og påtrængende vis. Det gør, at dansen gerne måtte varer længere, eller at Carte Blanche gerne må byde op en anden gang.
Glitchi – “WTT20s”
“Den dansk-amerikanske musiker Glitchi udsender i maj sin debut-EP ‘WELCOME TO THE TWENTIES’ – en glødende samling sange, der trækker på hendes varierede musikalske baggrund i sin brug af elementer fra hyper-pop, metal, jazz og klassisk musik. Det hele er kanaliseret ind i en præcis sangskrivning, der på harsk vis gennemborer postmodernitetens klimamæssige, samfundsmæssige og psykologiske undertrykkelse skabt af og udøvet gennem teknologi, penge og magt”.
Hmm! Umiddelbart ville et univers som Glitchis ikke tiltale mig stil- og lydmæssig. I hvert fald ikke den elektronisk dominerede start, og brugen af noget manipulation/effekt på vokalen senere i sangen. Ligesom de dunkede danserytmer, der dukker op periodevis, normalt heller ikke ville være noget, som fik mig til, at svinge træbenet.
Men, det her fungerer på en eller anden underlig måde? På papiret kan det lyde rodet og fragmenteret, og sangen føles da også opdelt i sektioner. Det arbejder alligevel sammen på sin egen besynderlige vis. Måske er det måden tingene er sat sammen, opbygningen, overgangene og sangens udvikling. Det fungerer i hvert fald, selvom de mange enkeltdele kan virke modstridende.
Samtidig er der lyrisk noget, at komme efter. Glitchy virker, som om hun har noget på hjertet, i et nummer, der på overfladen godt kunne affejes, som “bare” at være et eller andet eksperimenterende pop, eller stilforvirret elektro miskmask.
Men, det er som om brugen af effekter, maskiner og andet “kunstigt”, både i musik og på vokalen, er med til, at underbygge og understrege nogle pointer. I stedet for, at virke som overflade, og støde væk, så suger det mig ind og giver sangen mere dybde. Så på den måde prikker det også til eventuelle fordomme og forbehold, som jeg kunne have overfor “den her form for musik”.
Konklusion: Denne omgangs mest spændende og besnærende single! Den både skubber og griber mig, rusker lidt op, overrasker og gør ting på sin helt egen måde. Glitchy fremstår hverken som overfladiske glitter eller en fejl i systemet.
Blitzkrig – “BBB”
Trioen Blitzkrig udsendte en af mine favorit udgivelser sidste år, der var en form for opsamling af deres indspillede materiale. Ikke et regulært album, som sådan, men det kunne det sagtens have været.
Stilen var måske ikke banebrydende med en blanding af post-punkt, jangle og indie, med inspiration fra navne som The Smiths, The Cure og Kliché. Men, de kan skrive sange og iørefaldende melodier.
2019/20 var en oprydning og en streg i sandet, nu kigger de fremad med en ny single:
“Den nye single handler om at være der for hinanden, og om at tage hele pakken med, selv når det ikke er nemt: ”Helten og jeg-fortælleren i sangen er ikke mig, men min kæreste. Det er hende, der har lært mig at leve med – og måske endda sætte pris på alle mine mærkværdigheder lige fra skaldethed til OCD-agtige tanker.” forklarer forsangeren.
Min første indskydelse, da jeg hørte åbningssekunderne, var at Blitzkrig var blevet lige lovlig bløde i deres lyd. Men, så fik sangen lynhurtigt skovlen under mig og jeg blev lullet ind i deres drømmende toner. Det er et virkelig godt, godt nummer det her… Som i, DER var den! Singlen jeg har gået og ventet på.
Hvis du kan lide et band som eksempelvis Love Shop, som jeg tidligere har nævnt i sammenhæng med Blitzkrig, så er det her kræs for øregangene. Det er både det himmelske Hilmer’ske guitarspil, men også hele stemningen og sangen klang. Vi taler tidlig Love Shop.
Selvom referencerne føles som om de hober sig op, når man lytter til Blitzkrig, så bliver det ikke et problem for mig. Jeg har fuld forståelse for, hvis det er anderledes for andre lyttere, der måske kan synes, at det lyder som en blanding af alt muligt 80er/start 90er “som man kender”. Jo, ja, det lyder som en masse bands “du kan lide”. Og som Blitzkrig sikkert også selv har dyrket.
Det er ikke videre originalt, men de bruger referencerammen og pejlemærkerne til, at skrive nogle forbandet gode numre. Og så har de en forsanger, der hvis du synes om den emotionelle, let “flæbende” klang han har i stemmen, leverer noget, som klinger meget dybfølt. Og bare… rammer.
Og, hvis den spilles live, forlæng den så laaaangt den kan bære, vi skal have lov til, at synge med på omkvædet i den lune sommernat.
Konklusion: En mere sart og skrøbelig udgave af Blitzkrig, som man kun har anet i glimt, i de tidligere numre. Jeg vil meget gerne BBB om mere, tø-hø.
Føjes til På Repeat-listen: Blitzkrig
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Anika Larsen, Glitchi pressefoto
