Gamle Ole! Repeat nummer 90! Denne uge i single-bingo: Josa Barck, Uden Ord, Tim Schou, The Malibu Beach Band, Kamma og Highboy.
Repeat stormer mod udgave nummer 100, eller vi nærmer os i hvert fald i GFR tempo. Det vil sige, at det bevæger sig da fremad, tempo: ujævnt trav. Nuvel, i denne uge har vi endnu en blandet landhandel, det er noget af “charmen” ved det her, ik?
Nederst har vi På Repeat-listen, den officielle Spotify spilleliste for Repeat, der mest er en helt subjektiv liste over favoritsinglerne blandt de anmeldte.
Josa Barck – “Clandestine (My Dear)”
“Den sene barndom – De tidlige ungdomsår – Ambivalente barndomsminder har mange navne”. Det er temaet og omdrejningspunktet på den nye single fra Josa Barck, der om “Clandestine (My Dear) videre forklarer:
“Der er en slags moderne ur-fortælling om den fortabte søn der vender tilbage- om skoleklassens underdog der forsvandt og pludselig en dag var blevet succesfuld, rig og berømt. Om klassens klovn, der endte som direktør, eller klassens bølle der kom på ret køl og slog sig ned med hus og børn. Om mobbeofret der pludselig stod på det store scener som en Sk8terboi der pludselig var en superstar.”
Vi lægger ud med en længere sag fra Josa Barck, der tager sig god tid på den langsomt udviklende, over 6 ½ minut lange “Clandestine (My Dear)”. Introen lyder som om vi bliver suget din i en eller anden parallel dimension, eller som om tæppet går fra til en spraglet indie-forestilling. På den anden side venter Barck med en form for luftig og svævende indie, der på flere punkter sender mine tanker i retning af et band som Kissaway Trail?
Dem har jeg, heldigvis ikke noget i mod, så jeg bliver hængende og ser i hvilken retning Barck indie-forestilling går. Skal man komme med en mild, meget mild, kritik så er det, at der måske ikke er den store udvikling nummeret igennem. Der er en “rammefortælling”, intro og en slags outro, en længere en af slagsen og så den sfæriske, cirklende midterdel. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, blot en konstatering herfra. Og det er jo ikke fordi der IKKE sker noget. Vi bliver bare lidt i den boble Barck har kreeret.
Boblen er heldigvis betagende og behagelig, man kan momentvis drive helt eller føle sig vægtløs og opløftet i dette fine selskab.
Konklusion: Nydelig single! Der er måske ikke de store overraskelser, men der er noget trygt og varmt over Barcks indie-univers. Er du til genre, vil du nok også føle dig godt tilpas her.
Uden Ord – ” Et Klart Eksempel (Der Ved Cyklerne)”
Jeg var ret begejstret for forrige single fra indie-poppede Uden Ord, som jeg anmeldte tilbage i midten af december. Nu er de klar med opfølgeren til “Iso I Dag”, hvorom det lyder:
“Nummeret er en øm duet, som er det mest poppede vi har kastet os ud i at lave i Uden Ord. Vi tror nemlig, at det virkelig er noget, der er brug for lige nu. Popmusik. Noget der samler. Gode steder at lytte til ‘Et Klart Eksempel (Der Ved Cyklerne)’ kunne være; på en gåtur ned af sin barndomsgade, på stranden med blæst i kinderne eller i køkkenet med nogle man elsker.”
De fortsætter:
“Det er uvist om sangen husker tilbage på verdens undergang eller på en (næsten) almindelig hverdags-nat i København. I hvert fald, er det en sang om den stemning af håb og frelse, man kan føle, når man deler et særligt øjeblik med nogen. Måske er det endda en kærlighedssang.”
Hmm, jeg føler mig også ret godt tilpas i Uden Ords mere eksperimenterende, poppede og elektronisk krusende univers. Men, lige meget hvor meget jeg prøver, så er det som om, at jeg ikke helt føler, eller bliver ramt af denne single i samme grad som nævnte “Iso I Dag”? Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det kunne skyldes, for det er ikke en dårlig sang?
Måske kræver den bare lidt mere tid og ånderum? Nummeret er ikke helt så umiddelbart fængende, som førnævnte. Det er som om, der er lidt mere… “distance”. Som om Uden Ord holder der egen, lidt indelukkede fest over på den anden side af storbyens gade og jeg er låst fast på modsatte fortov. Jeg vil gerne være med, men et eller andet gør, at jeg bliver på min side af gaden.
På afstand kan jeg sagtens vippe lidt med på foden, på det halv-dovne beat og måske endda danse lidt på stedet. Jeg er bare ikke helt med.
Konklusion: Det blev lidt kort om Uden Ord, denne gang. Jeg havde åbenbart få ord om Uden Ord. Tø-hø. Nuvel, jeg er stadig på, hvad deres samlede lyd og stil angår, de har altså et eller andet. Noget, der både smager af mere og dufter af, at de kunne være på nippet til, at nå endnu længere ud. Den her single fangede mig bare ikke lige – det gør den bestemt ikke dårlig!
Tim Schou – “Comeback”
Tim Schou kan langt om længe annoncere sit debutalbum, der udkommer den 9. April. Allerede på fredag (15.01) udkommer det første udspil, med den friske og organiske single COMEBACK. Singlen er et symbol på det ”comeback”, som hele verden har brug for, efter et år fyldt med store udfordringer og sociale afsavn.
OK, det her vil ikke være for alle. Der er tale om ret lige-ud-af-landevejen radiopop, som nok ikke ville fornærme nogle lyttere på eksempelvis P5. Det vi i gamle dage kaldte P4-pop. Men, det er også et ganske fængende nummer for, hvad det er – og det skulle ikke lyde nedladende. Jeg har et ret velfungerende pophjerte, bag det hårde ydre, grrrrrr!
Dog er det her måske lige glat og “nydeligt” nok til min smag, så anonymiteten lurer lige under den polerede overflade. Schou har en fin vokal, går klart igennem. Melodien er iørefaldende og man føler sig straks i vante, trygge rammer og det hele kører egentlig uhyre driftsikkert. Og så er teksten af den matchende, driftsikre slags, hvor det ikke er skrækkeligt og heller ikke specielt ophidsende.
Var det ikke for den ret gode melodi, “Comeback” har helt klart et velfungerende, radiovenligt hook, så blev det her nok for pænt og konservativt til min smag. Det vil bestemt ikke fornærme, og det er måske netop det, der kunne fornærme lidt. Vi er kvart i Melodi Grand Prix, hvilket igen kunne opfattes som en form for sviner. Det var mere en konstatering. Ingen med hang til denne form for pop får kaffen, eller andet galt i halsen her.
Det gør også, de melodiske kvaliteter til trods, at sangen har det med at glide lidt i baggrunden, eller være på vej ud i glemslen i mens den spiller. Og nu hvor den er rindet ud, kan jeg ikke rigtig huske den, ud over: den var da ikke så ringe.
Konklusion: Metervarer-pop lyder måske som et skældsord. Schou lyder som om han har noget på hjertet, det betvivler jeg ikke. Og han kan skrive en fængende melodi. Nu mangler vi bare en lidt mere mindeværdig en af slagsen.
The Malibu Beach Band – “The Beach/The End”
Bag The Malibu Beach Band finder man musiker, producer, sangskriver og sanger Tomas Raae. Han har 25 år på bagen i “branchen”, som alt mellem himmel og jord: “levebrødsmusiker/komponist og været (med)skaber af mange bands og projekter.”
The Malibu Beach Band blev dannet i 2014, som en art musikkollektiv, et “frirum” og en “legeplads”, hvor de medvirkende kunne være med til at sætte deres præg på musikken.
The beach / The End er oprindeligt skrevet til et vildt og fuldstændigt forføren-
de teaterstykke – The Late Wedding – af den amerikanske dramatiker Christopher Chen.
”For mig handler sangen om en sørgen over, eller en søgen efter, et menneske der forlod mig. Alt det man gerne ville have oplevet sammen eller vist hinanden. Alt det man ville have delt. Men den er vist egentlig ret åben i fortolkningsmulighederne”.
Mhmmm, mørkt, langsomt, ildevarslende. “This is the end”, lyder det indledningsvist ud af den dunkle, ulmende lydtåge. Om det er en direkte hilsen eller ej, man kommer til at tænke på The Doors’ “The End”, men her ophører sammenligningerne også.
The Malibu Beach Band lyder mere elektronisk svævende, indtil der kommer lidt mere fast form på nummeret i et kort omkvæd. Stemningsfuldt og atmosfærisk er det, det er også det man skal kigge forbi deres univers for her. Der er ikke meget melodi i sagerne, selvom vi nærmer os noget i nævnte omkvæd.
Det sidste minuts tid af det knap 4 minutter lange nummer glider sangen i retning af noget mere guitarorienteret. Det dufter måske lidt af noget gazer, eller roligt støjrockende. Langsomme, flydende og udsvævende flader. Det er ikke en sang, der kommer dig stormende i møde med en inviterende omfavnelse. Men, der skabes et lydbillede du langsomt kan blive omsluttet af og indhyllet i. Lad dig opsluge af og forsvinde ind i, mens alt omkring dig opløses.
Konklusion: Håndværk og udførelse fejler intet her. Men, det er nok et nummer man lige skal være i humør og stemning til. Ellers risikerer man, at det bare driver lidt forbi en.
Kamma – “Drowning”
Kammas liv blev i mange år tilsidesat grundet hendes mors sygdom. “Drowning” er derfor en sang, der handler om at tage sig selv alvorligt og sætte grænser.
”Jeg skrev Drowning i en tid, hvor jeg stille og roligt var ved at bevæge mig ud af den skygge, der for mig har været min mors sygdom, og den dårlige samvittighed over ikke at passe på hende og være der for hende, hver gang hun havde brug for det (…) i dag forsøger jeg hver dag at give mig selv lov til at leve mit liv uden at skulle forholde mig til hendes historie hele tiden,” – Kamma
Med “Drowning” sender Kamma lytteren gennem et poppet lydunivers med stærke noter af både melankoli og håb inden den store forløsning ved omkvædet – en forløsning, der opstår, når man endelig sætter de svære følelser fri.
Så er vi ovre i noget mere poppet. Som nævnt i beskrivelsen, så er der godt med melankoli og blålig stemning her og en form for forløsning og befriende i omkvædet, hvor sangen for alvor åbner og løfter sig. Hele vejen igennem er Kammas vokal og stemmeføring egentlig ret afmålt og behersket, selv når musikken får lov til at puste sig op og stige mod himlen i omkvædet.
Tøjlerne slippes aldrig så meget, at sangen får lov til at eksploderer, eller svæve helt op i de højeste luftlag. Der er stadig noget kontrolleret, måske lidt hæmmet over udtrykket. Dermed stikker den musikalske del heller ikke af fra Kammes vokal. Det er ret fint eksekveret og viser en snusfornuftig tilgang til dosering og balance, hvor andre måske bare havde givet den hele armen. Her holdes der lidt igen.
Alligevel er der noget næsten dansablet over de boblende rytmer i omkvædet, så det heller ikke bliver for tilknappet. For hver gennemlytning sætter omkvædet sig mere og mere fast, og afslører, at der bag det umiddelbart kontrollerede ydre gemmer sig noget med visse ørehænger kvaliteter. Sangen slutter måske alligevel en kende brat for mig. Jeg havde ikke haft noget imod, enten en lidt længere outro, eller en form for ekstra klimaks mod slut – men det havde måske brudt for meget med idéen med sangen?
Konklusion: Lidt af en sniger. I den forstand, at sangen måske ikke efterlader det store indtryk ved første lyt, men stille og roligt vokser den ved gentagende afspilninger. Det kunne tyde på en vis slidstyrke.
Highboy – “Hush, Hush, Harrit”
Pernille Loumann og Jakob Falk er Highboy, som beskrives som en duo, der “maler farvestrålende og iørefaldende musikalske portrætter” med deres indie-pop. Om deres aktuelle single lyder det videre:
“For mig handler det om, at det skal ramme et eller andet, der intuitivt påvirker lytteren. Der skal være en umiddelbarhed over det musikalske udtryk, som er uafhængig af musikalske genrer. Man skal bare kunne føle musikken, og teksten skal vække en eller anden genklang i en. Og i ”Hush, Hush Harriet” handler det om at omfavne alle de skønne, besværlige, irriterende og problematiske sider af sin personlighed, og slutte fred med, at de er en del af den man er”, siger Pernille Loumann.
Halløjsa, fuldtræffer! Vi ses i næste uge med en ny omgang Repeat… Nå, så nemt kunne vi ikke lukke den? Det er godt, det her. Rigtig godt. Det skader nok ikke, at jeg har et blødt punkt for vokalharmonier og den umiddelbart honningsøde indie/folk-pop lyd er heller ikke noget, som får mig til, at løbe skrigende bort. Der er noget 70er varmt, organisk og fyldigt over det her.
Nogle ville nok sige, at Highboy også har skævet lidt til de svenske søstre i First Aid Kit, eller de navne som de har hentet inspiration hos. Det gør mig ikke noget, men jeg har forståelse for, hvis det er lidt for meget for andre lyttere.
Håndværket er mere end godkendt her, sangskrivningen er stærk, det flyder ubesværet, følger til en vis fra en kendt popsangskabelon, men her sker nok til, at formlen ikke virker for stiv og begrænsende. Det er iørefaldende, vellydende og så fanger man lige pludselig teksten. Lige et øjeblik? Det her er da slet ikke så jovialt og høfligt, som indpakningen kunne få en til, at tro ved første lyt?!
“Hush, hush Harriet your house sure looks good on the realestate homepage today // It’s almost impossible to tell that you killed yourself in this park like garden”, lyder det fløjlsblødt og harmonisk skønt, når sangen åbner. Så er vi da i gang. Og selvom blodet ikke ligefrem sprøjter ud af højtalerne resten af nummeret, så hænger jeg på. Som en bi til honning. Spiser bier egentlig honning?
Konklusion: Jeg er helt solgt og køber hele butikken. Din begejstring og købetrang vil nok afhænge af dit forhold til stilen og at varen er lånt andre steder fra.
Føjes til På Repeat-listen: Highboy
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thit M. Berthou, Kamma pressefoto
