Hvad gemmer der sig mon i singleposen i denne uge? Jo, der er singer songwriter toner fra Dan Rose, mørk rock fra Dóttir, garage-støj fra Lush Lullaby, storladent mørke fra Still The Man, eksperimenterende instrumental post-metal/prog-rock fra Town Portal og nyt fra dødsmetallerne Aphyxion.
Mindre snak, mere musik, lad os ikke spilde tiden med for meget sniksnak i denne omgang. Det vælter stadig ind med singler, så der er lidt ventetid for dem der sender til os – men vi når nok det hele!
Dan Rose – “Dance”
Dan Rose har vi tidligere anmeldt her på siden, helt tilbage i 2014, hvor Thomas havde lidt problemer med Rose’s vokal over 10 sange. Det er faktisk samme album, som stadig kaldes et debutalbum, som nu er på vej ud igen? Det virker en kende forvirrende, det fremgår ikke af tilsendte materiale om der er tale om en genindspilning, men produceren er den samme, Greg Haver.
Det burde et eller andet sted diskvalificere “Dance” til, at blive anmeldt igen. Nuvel, lad os se om et par andre ører og 5 år gør en forskel?
Førstehåndsindtryk: Det er meget klassisk singer songwriter det her. Sangen er kort, 2 ½ minut, men har ikke travlt. Det er en stille dans. Kan godt se, hvad Thomas’ mente med sin oprindelige kritik af vokalen, den er ikke voldsomt stor eller alsidig. Men, jeg er ikke helt afvisende.
Efter flere lyt: Nogen stor sanger er Rose måske ikke, men, jeg synes alligevel den har noget personlighed og i hvert fald er særpræg der gør, at den skiller sig ud. Som et af forbillederne i 2014 materialet nævntes Bob Dylan, jeg kan godt se nogle paralleller. Dylan lever heller ikke på, at have en stor vokal i klassisk forstand, men den måde han bruger den på og giver sangene karakter og “farve”.
Nogen Dylan bliver Rose nok heller ikke, hverken brugen af stemmen, eller teksten her, har samme tyngde, som den gamle mester, men, mindre kan nu også gør det. Et udlæg som “I can be anything that I want out on the dancefloor // I can even like myself and forget about the world”, rummer nok til, at jeg gider høre mere. Trods den begrænsede spilletid sker der ikke det vilde, sangen danser stille på stedet, men det harmonerer ganske godt med tekst og den overordnede stemning.
Konklusion: Jeg synes egentlig, at det er en fin, lille sang. Men, lille det er den.
Dóttir – “Queen of Darkness”
Så skal vi have noget stemningsfuld rock fra dansk/færøske Dóttir, som vi også har anmeldt tidligere. Jonas tildelte EP’en Division 4 stjerner tilbage i 2017, hvor han roste netop stemningerne, men savnede lidt mere variation i materialet. Det gjorde jeg også, da jeg oplevede Dóttir (som vist er et band, men også dækker over forsanger Súsanna Herálvsdóttir) i duo format på Fortovsfest sidste år i maj måned.
Nu er der et debutalbum på vej, Seeker, hvorfra nummeret “Queen of Darkness” er første single.
Førstehåndsindtryk: Halløjsa, hvad har vi her? Ret fængende nummer, der leges lidt med vokalen, hvor der lyder som om Dóttir bliver loopet ovenpå sig selv i en lys og mere mørk version. Stemningen er i den dunkle ende og lokker mig ind…
Efter flere lyt: Det der trick med vokalen er måske simpelt, men det er uhyre effektivt og giver det hele et sjovt twist. Der synges noget om, at hun har fået at vide, at hun lignede en der voksede op på et slot og slap væk, “the only truth is, I’ll never escape // I’m trapped in the castle, as the queen of the darkness”. Sammen med vokaltricket giver teksten en vellykket følelse af, at vores fortæller rummer en dualisme, den der slap væk fra slottet og den der blev der, lyset og mørket – hvad man nu ville lægge i det.
Samtidig er nummeret ret iørefaldende, det er mørk rock af den melodiske slags, og så er nummeret dejligt kort og komprimeret. Lidt over 3 minutter, hvor bandet stadig formår, at bygge en overbevisende atmosfære op og varierer nok i tempo og tone til, at sangen ikke føles som en letvægter.
Konklusion: Glimrende appetitvækker for et kommende album, kort og godt. Og der er koklokke!
Lush Lullaby – “Make It Through”
Så skal vi have noget upcoming, eller i hvert fald undergrund. Selvom Lush Lullaby aka Lars Bredahl allerede har et par EP’er på samvittigheden, så rumsterer han stadig mest rundt i den lokale, københavnske undergrund med sin støj/garage-rock.
Førstehåndsindtryk: Troede lige det var et Neil Young nummer, fra hans larmende periode, da “Make It Through” gik i gang. Hmm, iørefaldende, godt tempo, god balance mellem melodi og mere støjende udbrud. Keep it simple, stupid.
Efter flere lyt: Der er måske i virkeligheden ikke så forfærdeligt meget, at sige om Lush Lullaby? Det er short, sweet and to the point. Der er ved gud ikke noget man ikke har hørt mange gange før over det her nummer, 3 minutter semi-støjende og forvrænget guitar rock med en catchy melodi. Lige ud af landevejen.
Men det flyder gnidningsfrit og er nemt at gå til, faktisk er man med på beatet lige fra første sekund og så går det ellers bare derudad på fornøjelig vis i 3 minutter.
Konklusion: Fin sang, det rocker mens musikken spiller, men, måske hænger den ikke fast i ens bevidsthed særligt længe efter musikken rinder ud. Det gør heller ikke altid noget.
Still The Man – “Guillotine”
Den aarhusianske rock-duo Still The Man har i skrivende stund netop smidt deres debut på nettet, 11 sange skrevet og indspillet på 10 uger. “Guillotine” singlen er en opfølger til første single, “Sacrificial”, om nummeret forklarer Ole Løhde, den ene del af Still The Man som også tæller Kristoffer Weirum:
“Begge sange tager udgangspunkt i den japanske forfatter Yukio Mishima’s
dramatiske liv og tragiske endeligt. Hvor Sacrificial handlede om offeret, martyrdommen, er Guillotine sat mere på spidsen og hvirvler om Mishima’s latente ønske om at transcendere livets banale kår med hans rituelle selvmord som sin driftstyrede akse.”
Førstehåndsindtryk: Mmm, proggy, de nævner selv Muse som et referencepunkt, jeg tænker (stadig) Bowie og dermed også klassisk æra Baal? Virkelig dragende, dunkelt og et nummer der fanger mig ved første lyt.
Efter flere lyt: Jeg tænker Baal på grund af det storladne og lettere teatralske i den ret massive lyd Still The Man fremmaner på “Guillotine”. Bowie spøger især i Løhdes hjemsøgende vokal uden at det bliver en kopi, det er mere stemningen og klangen.
Jvf. titlen på disse anmeldelse af singler, er det klart et nummer som jeg har lyst til, at sætte på repeat. Still The Mans lydbillede, den urovækkende “ro”, det dirrende drama og den flotte udførelse suger mig ind. Jeg har lyst til, at opholde mig i det her musikalske rum, selvom det virker som om der lurer farer om hvert et hjørne.
Konklusion: Still The Man har allerede udsendt nogle numre på forkant af albummet, det her er klart det stærkeste kort, de indtil videre har smidt – og de andre var ikke svage! Stærk, stærk single.
Town Portal – “Archright”
Prog, sludge, math rock og post-metal præsenteres Town Portal, der snart udsender deres tredje album, som. Og så er den københavnske trio tilmed et instrumentalband. Tak for kaffe, mere kaffe? Ja tak!
På “Archright” sætter de i følge dem selv lyd på tidens genvordigheder og nærmere bestemt populistisk nationalisme. Og hvordan lyder det mon så i en instrumental udgave?
Førstehåndsindtryk: 6 minutters instrumental musik, der eksperimenterer med ovennævnte genrer? Det kræver måske endnu mere kaffe til de efterfølgende lyt? Men første omgang gled fint ned!
Efter flere lyt: Hmm, hvordan pokker skal den her lige skæres? Jeg er ikke den store kender/lytter af ren instrumentalmusik, slet ikke i denne “genre”. Og hvad genre er det egentlig, der blandes mange indtryk her, så det smager af en form for sammenkogt, eksperimenterende avantgarde ret?
Den slags synes jeg er svær, at anmelde bare som udgangspunkt, da jeg egentlig bare mest har lyst til, at skrive: smag selv på det og se om du synes om det. Derudover er der hele den kunstneriske dimension og tankerne bag musikken, som jeg jo allerede har læst i presseteksten, dermed er der allerede puttet en mening ind i tonerne, som jeg ufravigeligt kommer til, at sidde og “lytte efter”. I en form for musik der i høj grad lever på sine stemninger og de følelser de frembringer, jeg kan jo ikke som sådan høre budskabet i gængs forstand.
Konklusion: Sådan set en ret spændende single, men også en for de indviede og nok ikke noget der hiver mange nye fans til.
Aphyxion – “Sleepwalkers”
Så er der landet en ny, hård pakke med e-posten fra Ribe. Aphyxion udsender deres tredje studiealbum, Void, til maj, første smagsprøve udkom i sidste uge. Bandet, der nu er midt i 20’erne, har efterhånden været aktive i så lang tid, at de virker som veteraner, trods deres stadig unge alder.
Musikalsk har de udviklet/ændret sig en hel del over årene, fra vild, moderne dødsmetal over mod et mere metalcore klingende udtryk.
Førstehåndsindtryk: Det lyder som om Aphyxion har haft et budget, at arbejde med (tjek også den stilede musikvideo ud). På godt og ondt. Det her lyder helt klart top professionelt, men også en kende poleret, og ikke kun fordi Aphyxions musik er blevet pænere og mere “poppet”.
Efter flere lyt: OK, det her har helt klart et publikum og også et stort potentiale for, for alvor at slå igennem i visse kredse. Det lyder toptunet og effektivt, alt spiller sådan set. Hvilket også gør det underligt kønsløst og kedeligt i mine ører…
Uden at gå full-Ghita, så “er” det der bare og rører mig ikke på nogen måde. Der råbes lidt fra forsangeren, bassisten får lov til, at levere noget skønsang i omkvædet, der rammer lige når det skal, så du næsten kunne sætte et stopur inden vi også lige får det obligatoriske c-stykke. Meget glat og elegant leveret og voldsomt forudsigeligt.
Konklusion: På sin vis en god single, der “gør som den skal”. På en anden vis en lidt kedelig omgang skabelonmusik.
Af Ken Damgaard Thomsen
